Revisit of the Damned: The Mist
Instrueret af Frank Darabont
Skrevet af Frank Darabont over Stephen Kings historie
Med Thomas Jane, Marcia Gay Harden, Lauren Holden, Andre Braugher, Toby Jones, William Sadler, Jeffrey DeMunn, Nathan Gamble, Alexa Davalos, Chris Owen, Sam Witwer og Frances Sternhagen
2007 US 126 min. Horror / Sci-Fi / Thriller
[Revisit of the Damned er en af de nye features her på siden og fungerer som en counterpart til Destroy My Memories. Revisit of the Damned går, i al sin enkelhed, ud på at gense en film som jeg tidligere har fordømt og se om jeg tog fejl den første gang. En ekstra chance om man vil.]
Det sker af og til, at man går ind til en film med fuldstændig malplacerede forventninger. Om det så er fordi at filmen er solgt forkert af dens marketing, ens egne forvirrede over-bevisninger eller en helt tredje ting. Hvis man er offer for dette, så er det næsten umuligt at ryste af sig og der er nærmest garanti for at filmen aldrig rigtig falder i hak for en.
Stephen Kings The Mist er, for mig, et perfekt eksempel på dette. Jeg gik ind til The Mist med forventningerne om en moderne monsterfilm og det er filmen på ingen måde. Som resultat hadede jeg filmen og det eneste jeg kunne lide var stort set slutningen. Jeg forsøgte herefter ihærdigt at glemme filmen, men den blev ved med at dukke op i samtaler, podcasts og lignende. Den var som en slem sygdom som man aldrig helt kan komme af med.
Med tiden blev jeg træt af at man blev ved med at høre om den og besluttede mig derfor, som en del af Revisit of the Damned, langt om længe at gense filmen. Jeg gav filmen de bedst mulige omstændigheder, ved at se Frank Darabonts directors cut og i sort/hvid som oprindeligt var Darabonts vision. Efter gensynet er en ting åbenlys og den korte version er, at jeg tog fejl. Hør godt efter, kære læser og internettet generelt, for det er ikke noget som jeg anerkender ofte. Jeg tog fejl. Den lange version er, at der er mange ting at hente her.
Efter et voldsomt uvejr, indhylles en lille by i Maine af en altdækkende tåge. En gruppe af byens folk søger tilflugt hos den lokale købmand. Heriblandt kunstneren David Drayton (spillet af Thomas Jane) og hans søn (Nathan Gamble), hans bitre nabo Brant (Andre Braugher), skolelæren Amanda (Laurie Holden), den religiøse Mrs. Carmody (Marcia Gay Harden) og tre soldater på orlov. Den trykkende uvished tager hårdt på de indespærrede beboere og restløsheden spreder sig hurtigt. Nogle få trodser tågen og bevæger sig ud i det ukendte, men det viser sig hurtigt at dette ikke er nogen almindelig tåge og at noget fremmed ligger på lur. Beboerne må nu kæmpe for at overleve det ukendte men samtidig være på vagt hvad den spredende frygt kan gøre ved de folk omkring dem.
The Mist er en hyldest til de klassiske creature features fra 40erne og 50erne. Den dertil passende sort/hvide visuelle side er både stemningsfuld og utrolig stærk. Det virker ganske enkelt fremragende og jeg ville ønske at flere moderne film ville gøre brug af de monokrome billeder som et kunstnerisk valg. Det blev blandt andet brugt med stor succes i Luc Bessons Angel-A, Jim Jarmuschs Coffee & Cigarettes og Coen brødrenes The Man who wasn’t There. Det er ikke en mangel på farver, men en effektiv tilføjelse af tone.
Gruen er krybende og spændingen bygges grundigt op. Filmens computereffekter, som var et af mine store problemer da jeg så filmen første gang, virker meget bedre i sort/hvid og passer godt ind i filmens stil. Jeg vil selvfølgelig stadig ønske at de havde benyttet sig mere af praktiske effekter, men sådan har jeg det med de fleste film og det er ikke længere en hæmsko for The Mist. De ukendte væsner er, når man endelig ser dem, kreative, faretruende og ganske flot lavet.
Det er dog ikke monstrene som er det vigtige, men derimod karakterne. Det brogede persongalleri er fyldt med interessante og veludviklede karakterer. Det ville selvfølgelig ikke betyde meget, hvis skuespillerne ikke var klar på opgaven, men heldigvis sætter hele castet deres bedste fod forrest. Mit største problem, den første gang, var den religiøse og jævnt sindssyge Mrs. Carmody, spillet af Marcia Gay Harden. Jeg hadede hende som pesten. Denne holdning er vendt 180 grader. Jeg hader hende stadig, men det er nu til filmens fordel. Hun er dog ikke den eneste som spiller fremragende, der er også godt spil fra Thomas Jane, Andre Braugher, Toby Jones og den evigt pålidelige karakterskuespiller William Sadler.
Filmens slutning, som var det eneste jeg kunne lide den første gang, var noget af det bedste og mest overraskende i mands minde. Det er den stadig, selvom at jeg ved hvad der kommer, så er det et utrolig stærkt og følelsesmæssigt udmattende punktum for en fantastisk film.
Så der har du det, jeg tog fejl og er lykkelig for det. Alle tager fejl en gang i mellem, nogen mere end andre, det er vel at mærke derfor at jeg lavede denne artikelserie. Jeg slutter hermed af med den varmeste anbefaling af The Mist, så længe at man sparer farverne på sit fjernsyn og ser den rigtige version.
2008 Karakter: 3/10
2011 Karakter:
MMX: Best Horror
Runners up: Let the Right One In, Frozen, The Crazies og Pontypool
Gyserfilm har, sammen med komedier, evnen til at fremtvinge den mest direkte og øjeblikkelige reaktion hos publikum. Muligheden for at skræmme seeren, få adrenalinet til at flyde og få folk til at hoppe i sædet via udspekulerede chokeffekter giver gyserfilm en magt som få andre genrer kan prale af. Det er selvfølgelig kun hvis de virker og som man kunne se i Nights of Horror, min filmuge bestående alene af gyserfilm, er dette yderst sjældent. Det sker dog og her er fem af de bedste fra 2010.
Tomas Alfredsons Let the Right One In var allerede skræmmende for mig inden jeg trykkede play på dvdafspilleren. Det var en svensk film, den forgik i 80’erne og så var hovedrollerne besat af børn. Den fejede dog hurtigt den skræk af bordet og erstattet den med dens egen. Den var en velfungerende og stemningsfyldt alternativ vampyrfilm med fremragende spil fra de to børn, Kåre Hedebrant og Lina Leandersson. I Frozen fik Hatchet-instruktøren Adam Green det bedste ud af et simpelt setup, tre venner fanget i en skilift, med et nervepirrende forløb og god kemi mellem de tre hovedpersoner (man skal dog ignorere de lettere useriøse ulve). Ud af den konstante strøm af elendige horror-remakes kom pludselig en gen-indspilning af George Romeros The Crazies som ikke kun var lige så god som originalen, men måske endda bedre. Breck Eisner fyldte filmen med en konstant trykkende stemning, flotte billeder, effektive chok og så hjælper det at filmen er ledet af gode skuespillere som Timothy Olyphant, Radha Mitchell og Joe Anderson. Den canadiske Pontypool gav et friskt pust til en ellers udvandet zombiegenre med skæv humor, rigelige mængder paranoia og en suveræn præstation fra Stephen McHattie (Watchmen, History of Violence).
Christopher Smith følger op på hans to gode men måske en anelse ordinære gyserfilm, Creep og Severance, med den helt igennem sublime Triangle. En fuldstændig fænomenal horror-film der holder seeren på kanten af sædet og formår at overraske hele vejen. Jeg vil ikke afsløre noget, så jeg nøjes bare med at kalde det en genial labyrint hvis udspekulerede plot holder en gættende helt til slutningen uden at bruge billige kneb som eksempelvis M. Night Shyamalan er blevet kendt for.
Nights of Horror: The Cooldown Period
På denne højhellige søndag, bliver der ingen The Week That Was som der plejer, da jeg jo har skrevet om filmene løbende. Efter den hårde uge bestående af hovedsagligt elendige horrorfilm, følte jeg at der skulle lidt forandring til. Derfor valgte jeg to af de film der var længst muligt væk fra gysergenren som overhovedet muligt. Kvaliteten forblev dog den samme. Første “lyspunkt” var filmatiseringen af tegneserien om den enorme grand danois Marmaduke. En afskyelig møgkøter af en børnefilm. Til trods for et godt cast af skuespillere og stemmer inklusiv Owen Wilson, Emma Stone, Kiefer Sutherland, Sam Elliott, Steve Coogan og William H. Macy var Marmaduke en af de mest tænderskærende og traumatiserende oplevelser jeg har haft i lang tid. Eller det var så indtil aftenens anden film, Furry Vengance. Der findes ingen smerte på denne jord, der overgår den som Brendan Fraser forhåbentlig påtvinger sin agent i dette øjeblik. Det skulle da lige være at se filmen igennem. Brendan Fraser er egentlig ikke en dårlig skuespiller og han har lavet flere gode film i hans karriere, men på det seneste virker det som om at hans eneste mål i livet er at komme på alverdens worst of lister.
Puha. En uge, der mest af alt mindede om en meget meget hård straf for en forbrydelse som jeg ikke har begået. Som noget positivt, så hader jeg for en kort stund ikke horrorfilm, bare Hollywood.
Marmaduke 1/10 (3)
Furry Vengeance 0/10 (2)
Nights of Horror: Part Four
Den fjerde dag af forholdsvis tvungen horrorfilms-kiggeri, beviser at de døde kan genopstå lige meget hvilket land de er i og de har lige svært ved at smile. Det er ikke en ny ting, at der bliver løjet og pyntet på plakater og covers, men horrorfilm har nogle af de værste eksempler. Det sker ofte at jo federe et cover er til en horrorfilm, jo dårligere er filmen. Der burde være regler for den slags. Grunden til at jeg nævner dette, er fordi på coveret til ZMD: Zombies of Mass Destruction er der påskrevet et anmeldercitat fra den “fantastiske” side Bloody Disgusting. Citatet lyder “It’s the best of it’s kind since Shaun of the Dead”. Selv hvis der ikke var kommet andre af den type siden Shaun of the Dead, fortjener den ikke sammenligningen. ZMD er på intet tidspunkt sjov, al dialog og skuespil er direkte pinligt og effekterne er uopfindsomme og kedelige. Den norske nazi-zombie-film, Død Snø, klarer sig lidt bedre, dog ikke meget. Folkene bag har tydeligvis interessante idéer hist og her, men de bliver aldrig udført til andet end middelmådighed. Desuden må der eksistere en eller anden speciel form for norsk humor, som jeg ikke forstår fordi der intet der fik mig til at trække på smilebåndet.
Det var så alt hvad min hjerne kunne klare på en uge. Der er stadig flere film tilbage men hvis jeg ikke holder en lille pause, så er jeg bange for at jeg udfører nogle af de blodige situationer som disse film afbilleder.
Zombies of Mass Destruction 2/10 (4)
Død Snø (aka Dead Snow) 4/10 (5)
Nights of Horror: Part Three
På den tredje dag af min kategoriske udryddelse af horrorfilm fra mit film-arkiv, kigger jeg i spejlet og spørger skal alle de hår være der? Alexandre Aja var indtil i dag, en af mine yndlings horror instruktører. Hans debutfilm Switchblade Romance (Haute Tension) var en perle af en moderne horrorfilm og hans remake af The Hills Have Eyes var dejligt ond og modbydelig. Men den filmiske glæde endte bradt da jeg satte Mirrors i maskinen. Den er en remake af den asiatiske gyserfilm Into the Mirror og Aja er åbenbart fuldt tilfreds med at lave den ene genindspilning efter den anden, hans næste film er Pirahna 3D. Grunden til at kæden røg af for mig, var at Mirrors ikke er mere end en rodet blanding af billige chok, uinspirerede effekter og en kedelig historie som selv Jack Bauer ikke kan redde. Aftenens anden film var også en remake, dog med et bedre resultat. Eller i hvert fald halvvejs. Grundet produktionsproblemer, skift af instruktør og flere re-shoots virker The Wolfman som to forskellige film sat meget akavet sammen. En god og en dårlig. Kvalitet, tone og skuespil svinger fra scene til scene. Når det er godt er det en ganske vellykket klassisk varulvefilm, men når det er dårligt så er det til gengæld også ret enerverende. I modsætning til Mirrors, så er der kvaliteter og potentiale gemt i The Wolfman, desværre er det ødelagt af studieindblanding og lignende.
Dag nummer tre, var halvvejs bedre end de forgangne dage, men stadig ikke helt godt.
Mirrors 3/10 (6)
The Wolfman 5/10 (6)
Nights of Horror: Part Two
På andendagen af den store horror-films oprydning, begiver jeg mig tilbage blandt de grimme monstre som John Gulager skabte i 2005. Den originale Feast var et produkt af den interessante men dødfødte reality tv-serie, Project Greenlight, der blev startet af Ben Affleck, Matt Damon og Chris Moore i samarbejde med Miramax. Seriens grundidé var at man kunne få sit manuskript lavet til film, hvis man vandt. Det gjorde Gulager og fik penge til at producere Feast. Resultatet var en useriøs og blodig (dog ikke specielt god) b-film. På det tidspunkt, så det ud som at Gulager kunne være en instruktør med potentiale. Det er dog ikke den mand man ser i de to “shot back to back” sequels, Sloppy Seconds og The Happy Finish. Det er i stedet en talentløs og yderst perverteret instruktør med meget, meget dårlig humor. Begge disse film er noget af det mest idiotiske, smagløse og elendige skrammel at jeg har været så uheldig at se i mange år, hvis ikke nogensinde. Alle tænkelige aspekter af filmene, kan påføres ordene forargende dårligt. Uden undtagelser, der er intet af nogen form for værdi. Men hvis finder wrestler-dværge, store grimme monstre der knepper alt hvad de kommer i nærheden af og halvnøgne kvinder der bliver sprøjtet til med bræk, lort og sæd sjovt bare ved at sidde her og læse ordene, så kan Feast II og III være 3 timer i himlen for din syge hjerne. Desuden burde du nok kontakte John Gulager, for I må være soulmates.
Så blev ryddet lidt mere op og det positive ved det hele er at, filmene kan umuligt blive værre fra nu af. (¤ krydser fingre)
Feast II: Sloppy Seconds 0/10 (4)
Feast III: The Happy Finish 0/10 (4)
Nights of Horror: Part One
Mit filmarkiv er atter oversvømmet af alverdens horrorfilm og det er derfor igen blevet tid til at få renset lidt ud. Den første der kom i maskinen var Kill Theory, der handler om en gruppe unge studerende der bliver fanget i et hus og tvunget til at slå hinanden ihjel. Det er set mange gange før og der bliver ikke bragt noget interessant eller nyt til bordet. Hvis man gerne vil se lignende (og langt bedre) film, så se Battle Royale og My Little Eye i stedet. Dagens anden film, Cornered!, var på ingen måde bedre. Den var derimod et 80 minutter langt makværk, hvor der skete absolut ingenting. Den beviste dog to ting: Steve Guttenberg (Officer Mahoney fra Police Academy-serien er ikke død endnu og selv om James Duval langt fra er verdens bedste skuespiller og ikke foretog sig ret meget i filmen, så var han stadig meget bedre end resten af castet.
Det var så de første par stykker, men der er stadig masser af ragelse tilbage. Så tjek ind igen i morgen, hvor jeg forsætter med at pine mig selv.
Kill Theory 4/10 (6)
Cornered! 1/10 (4)
Film Review: The Crazies
Instrueret af Breck Eisner
Skrevet af Scott Kosar og Ray Wright efter George A. Romeros originale manuskript
Med Timothy Olyphant, Radha Mitchell, Joe Andersen, Danielle Panabaker, Gregory Sporleder og Glenn Morshower
2010 101 min. US Horror/Remake
Remakes er blevet en uundgåelig del af filmindustrien idag, både på godt og ondt. Godt fordi det kan bringe en ældre film tilbage i lyset og forhåbentlig ud til et nyt publikum, det kan også forbedre filmskaberens vision fordi man måske ikke havde de rette midler den første gang men samtidig kan det (¤ som oftes) totalt destruere originalen, éns minder og ende som et griskt forsøg på at tjene penge på et kendt navn.
George Romero har været offer for begge dele, hans film er blevet genindspillet mange gange sølvfølgelig fordi nogle af hans film er både fremragende og ikoniske men også fordi han ikke lige fik sat copyright på de tidligere film og derfor ikke ejer rettighederne.
Dette er grunden til at man har fået fornærmende elendige genindspilninger som Tom Savinis Night of the Living Dead (’90), Jim Broadstreets Night of the Living Dead 3D (’07) og Steve Miners Day of the Dead (’08) men det har heldigvis også givet os Zack Snyders brutale update af Dawn of the Dead (’04) og nu Breck Eisners vellykkede version af The Crazies.
En af de største grunde til at den nye The Crazies lykkedes hvor så mange andre har fejlet, er valget af intelligente, talentfulde og troværdige skuespillere. Timothy Olyphant, Radha Mitchell og den forholdsvis ukendte Joe Andersen spiller glimrende og fungere som filmens anker, de gør alt det efterfølgende kaos håndgribeligt, vedkommende og vigtigst af alt skræmmende. Både Olyphant og Mitchell fortsætter med at være seværdige i næsten alt de er med i og jeg kan kun anbefale Olyphants nye tv-serie Justified, hvor han igen spiller en hård og kontant sherif i en lille støvet by, godt skrevet, velspillet og skabt af Elmore Leonard. Valget af Breck Eisner som instruktør gav mig dog indledningsvis adskillige lysende advarselslamper, da det eneste kendte han havde lavet før var den frustrerende eventyrsfilm Sahara med Matthew McConaughey og Penelope Cruz. Det viser sig imidlertid at han er en langt bedre instruktør end den film antyder og han har her skruet en stemningsmættet og adrenalinsfyldt gyser sammen. Et par af de få minusser der går mig på, er at filmen flere gange tager den nemme vej ud af et gys og at en trailer endnu engang har afsløret slutningen (¤ det er vist på tide at Hollywood får fyret deres trailerklippere eller i det mindste fortæller dem at det er en dårlig idé at spoile films slutninger).
Se også: Carriers
7/10 (6)
Film Review: Triangle
Instrueret og skrevet af Christopher Smith
Med Melissa George, Joshua McIvor, Liam Helmsworth, Michael Dorman og Henry Nixon
Der er langt i mellem de få intelligente horrorfilm der slipper igennem det hav af idiotiske og/eller talentløse mainstream gyserfilm, remakes og sequels der oversvømmer markedet.
Triangle er heldigvis en af undtagelserne.
Christopher Smith har med kun 3 film under bæltet, allerede været godt rundt i horrorgenren.
Debutfilmen, Creep, var en nervepirrende omend uoriginal monsterfilm.
Opfølgeren, Severance, var en sjov og blodig horrorkomedie.
Begge film var gode og seværdige, men med Triangle har Smith virkelig ramt plet og har skabt en af de bedste og mest overraskende horrorfilm i lang tid.
Jess (Melissa George) tager med 5 venner på en hyggelig sejltur på en idyllisk sommerdag, men pludselig som et lyn fra en skyfri himmel kæntres deres båd af et ubehageligt uvejr og de ligger håbløst strandet midt i ingenting.
Et krydstogtsskib skimtes i det fjerne, glæden breder sig, de er redet…eller er de?
Historien skriger ikke ligefrem originalitet men Christopher Smith tager afsæt i det simple setup og efterlader én på kanten af sædet og i konstant spænding/frygt for hvad der sker næst i filmens uforudsigelige plot.
Hjernen bliver holdt igang, tandhjulene knager og det er med en næsten uendelig kløen i håret men det er på den gode måde i modsætning til Hollywoods normale gysere, teenslashere og Saw-efterfølgerere hvor alt hovedbundskløen er til ære for idiotiske historie, tåbelige karakterer og en generel mangel på intelligens.
Triangle er en forfriskende udspekuleret horrorfilm der fortjener et bredere publikum, det er dog enormt vigtigt at man ignorerer filmens dvdcover da det får den til at ligne noget af det den netop adskiller sig fra. (¤ Billedet øverst er bioplakaten)
Se også: The Descent
9/10 (7)
Film Review: Daybreakers
Instrueret og skrevet af Peter & Michael Spierig
Med Ethan Hawke, Willem Dafoe, Sam Neill, Claudia Karvan, Isabel Lucas, Christopher Kirby og Mungo McKay
De australske instruktører, special effects-magere og brødre, Peter og Michael, Spierig overraskede i 2003 med den morsomme og opfindsomme b-film Undead og nu tager de deres talenter med til Hollywood, resultatet er desværre ikke kun godt.
Der opbygges et interessant univers rundt om konceptet at vampyrer er blevet den dominerende befolkning på jorden og mennesket er en uddøende race.
Vampyrerne har store “farme” hvor de tapper mennesker til den sidste dråbe, men samfundet står mod sit endeligt da blodet snart løber tør.
Det er et spændende “hvad nu hvis?” spørgsmål og der er et godt øje for detaljer, som eksempelvis at der puttes blod i kaffen og der køres dagskørsel i mørklagte biler ved hjælp af kameraer.
Spierig brødrene har lavet en rigtig flot film, de har fået et godt cast og, som man også så i Undead, laver de nogle fantastiske blood & gore-effekter, men som man også så i Undead falder filmen stille og roligt fra hinanden.
De bruger ikke setuppet til ret meget og efter den første akt degenereres de hele til en standart og klichéfyldt action-horror (som vel at mærke ikke engang følger sine egne opsatte regler.)
Men Spierig brødrene står dog lige på kanten, de skal nok komme med en fed horrorfilm på et tidspunkt.
Se også/i stedet: Blade
6/10 (7)
