Ikke en anbefaling
Nights of Horror: The ABCs of Death
Antologier har længe været en populær undergenre for horror med samlinger som Creepshow, Tales from the Darkside, Twilight Zone, Tales from the Crypt og Trick ‘r Treat. Fælles for de fleste antologier, uanset om det er horror eller en anden genre, er det en meget blandet affære og kan derfor være en anelse svært at anmelde som én film, med en overordnet karakter. Ofte er der en god kortfilm og så er resten mere eller mindre fyldstof, for at få projektet pumpet op til spillefilmslængde. Jeg kan selvfølgelig godt forstå det umiddelbare koncept. Jeg ser mange film, men meget få kortfilm og jeg kan kun forestille mig at det er endnu færre hos det almene filmpublikum, så det er en effektiv måde at få filmene foran flere øje, men for det meste er det bare noget rod.
Fortidens tendenser bliver kun understreget i The ABCs of Death grundet det udvidet antal af film. 26 instruktører har fået hver deres bogstav fra alfabetet og frie hænder til at lave en 3-5 minutters kortfilm udfra det. Så der er unægteligt en masse variation og hvis man ikke kan lide en kortfilm, så er der ikke lang tid før den næste begynder, problemet er bare at man skal vade igennem utroligt meget møg for at finde frem til de 5-6 gode historier. Filmenes indhold spænder vidt og bredt, lige fra dommedag, hundekamp, computer-edderkopper, tegnefilm og stopmotion til fredtidsprævention, pelsdyrs nazister, onanerings-konkurrencer og japanske skolepiger som prutter, fælles for dem alle er dog blod, blod, dårlig humor og mere blod. De indbudte instruktører er også meget forskellige og en del mere internationalt end jeg havde forventet med folk som Ben Wheatley (Kill List), Nacho Vigalondo (Timecrimes), Ti West (House of the Devil), Anders Morgenthaler (Princess), Xavier Gens (Frontiers), Jason Eisner (Hobo with a Shotgun), Angela Bettis (May), Jon Schnepp (Aqua Teen Hunger Force) og Yoshihiro Nishimura (Tokyo Gore Police). Det hjælper intet når man kun kan byde på en håndfuld seværdige klip og resten så rangerer fra det ligegyldige til det skræmmende elendige.
The ABCs of Death er et interessant eksperiment, men også et eksperiment som fejler på næsten alle tænkelige punkter. De instruktører som jeg ønsker mere fra, er de samme som fra før filmen startede, men én ting er der da kommet ud af det, jeg ønsker intet mere i livet end et løfte om at Noboru Iguchi aldrig rører et kamera igen.
Copyright Infringement: Battle of Los Angeles
Instrueret af Mark Atkins
Skrevet af Mark Atkins
Med Nia Peebles, Kel Mitchell, Dylan Vox, Theresa June-Tao, Gerald Webb, Edward DeRuiter og Robert Pike Daniel
2011 US Action / Sci-Fi 92 min.
[I Copyright Infringement tages der kærligt fat i nogle af de rædselsfulde film som bliver udgivet af studiet The Asylum. The Asylum er kendt for at kopiere kendte blockbuster og tjene en masse hurtige penge på, at folk læser titlen forkert, når de står i videobutikken. The Asylum har slået sig sammen med tv-kanalen SyFy Channel, hvilket betyder at de laver flere film, men ikke at de er bedre produceret. Ofte er deres film så skod-elendige, at selv Uwe Boll kan se ned på dem og grine.]
Hvad har The Asylum kopieret denne gang?
Jonathan Liebesmans larmende og voldsomt patriotiske Battle: Los Angeles fra 2011 med Aaron Eckhart, Ne-Yo, Bridget Moynahan, Michael Peña, Noel Fisher og Michelle Rodriguez.
Hvad bruger de deres tyvekoster til?
Los Angeles (og resten af verden, for den sags skyld) bliver angrebet af rumvæsner og militæret kæmper hårdt for at modstå invasionen. Der er også noget med anden verdenskrig og tidsrejser, men det bliver forklaret mere på filmens cover end det gør i filmen.
Hvordan er resultatet?
Omtrent på lige fod med alle de andre film fra The Asylum, altså stinkende elendigt. Det er en mindst effektive militærstyrke i historie, efter USA’s 3 jagerfly bliver skudt ned, begynder de resterende soldater at skyde mod ufoerne med deres håndvåben. Pludselig er der en tidsrejsende pilot fra anden verdenskrig, men filmen nægter at fortælle hvorfor og ingen af filmens karakterer virker specielt overrasket. Scener, dialog og historie giver ingen mening og der gøres ingen indsats for bare den mindste sammenhæng. Filmen forsøger endda at spille smart med platte ET og Avatar vittigheder, uden at tænke over at det bare minder seeren om, at man kunne se meget bedre film i stedet for dette skrammel.
Men så bliver det hele reddet af en tidsrejsende ninja-chick som dolker ufoer med sin katana. Jeg ved godt, at du tænker at det lyder præcis lige så idiotisk som resten, men for denne film er det faktisk en betragtelig opgradering. Jeg vil sammenligne filmen med Skyline i forholdet af dårligt skuespil til en smule bedre effekter, men over for Battle of Los Angeles er Skyline en af de bedste film nogensinde.
Der er nogle skuespillere med, ikk?
Nickelodeon’s tidligere barnestjerne, Kel Mitchell, er blevet voksen og laver film. Mens Kel ser dum ud foran en greenscreen for håndører, er hans gamle partner, Kenan Thompson, fast inventar på Saturday Night Live… så godt klaret, mand!
Nia Peebles spiller den tidsrejsende ninjatøs, iført stramtsiddende spandex. Peebles har spillet med i 47 episoder af Walker, Texas Ranger og 132 afsnit af The Young and the Restless, men nu rykker hun op i den filmiske superliga… brug nu ikke alle pengene på én gang.
Andetsteds på rollelisten er Theresa June-Tao ansat til at spille Michelle Rodriguez og Robert Pike Daniel har fået strenge ordre på at tale lige som Nick Nolte, om det så slår ham ihjel. Det lyder virkelig som om, at hans stemme er ved at give op i midten af hver sætning.
Hvad med effekterne?
Helt og aldeles afskyelige, 10 år gamle computerspil havde bedre effekter, ja selv dansk tv har bedre effekter. Det er faktisk lidt overvældende hvor dårlige de er, selv en lallende amatør ville kunne lave dette bedre i After Effects. Intet har nogen vægt eller tekstur og sjældent er de en del af billedet. Det er dog bare computereffekterne, de praktiske er endnu værre. Rumvæsnet er en tudegrim papmache figur som de har sprinklet med lidt vand, for at den skal se levende ud og så er der en mand, gemt under et tæppe, som slår på vinduet med en pind.
Er der slet ikke noget godt?
Enkelte gange, og her mener jeg måske 2 eller 3 tidspunkter i løbet af filmen, rammer kameraet tilfældigt en skuespiller i et godt lys og så ser det faktisk okay ud, men det bliver hurtigt ødelagt af en tåbelig effekt eller, gud ha’ nåde, mere dialog. Ligeledes små-tilfældigt så er musikken flere steder udmærket og så er den så forbandet høj, at den overdøver den stupide dialog.
Hvad med nogle sjove facts?
Vidste du, at der kun er 7 soldater på en militærbase?
Vidste du, folk som er bange for at flyve, sagtens kan blive pilotter?
Vidste du, at råbe “be more like Michelle Rodriguez” også kan kaldes at instruere?
Vidste du, at hvis man redder intet, så er man stadig en helt?
På en skala fra 1 til 10 Uwe Bolls, hvor ligger Battle of Los Angeles så?
På en skala, hvor 10 er på “højde” med en Uwe Boll (Alone in the Dark, BloodRayne, Postal) film og 1 kan sidestilles med et verdensdækkende udbrud af byldepest, scorer Battle of Los Angeles en rekordsættende 3’er.
På sidens normale skala får filmen selvfølgelig:
GaGa Says… Not for Me
Jeg ser mange film og jeg syntes selv, at jeg er åben for alle genrer og typer af film. Min filosofi med næsten alt hvad jeg laver, er en konstant søgen efter et eller andet interessant, uanset hvilket medie det er. Derfor forsøger jeg at gribe så bredt som muligt og jeg syntes selv, at jeg giver de fleste ting en chance, men nogle gange fungerer det bare ikke. Nogle gange må jeg bare anerkende, at der er nogle ting som bare ikke er egnet til mig.
Jeg snakker ikke om ting som eksempelvis Live fra Bremen eller Alle for Én, fordi selv om det er klart at disse ting ikke er egnet til mig, så er det af den simple grund, at de begge er tåkrummende elendige og går efter den laveste fællesnævner i en nærmest skræmmende grad. Denne artikel handler dog ikke om påstanden, at jeg er bedre end nogle folk, ikke denne gang. Den handler heller ikke om film som eksempelvis Bridesmaids eller Klovn: The Movie, som jeg sagtens kan acceptere som udmærkede film, men som jeg må anerkende ikke er til mig, fordi jeg ikke finder deres humor, bygget på pinligheder, sjov. Denne artikel er specifikt om Judd Apatows This is 40, en film som fik bægeret til at flyde over og jeg følte, at jeg var nød til at skrive et eller andet om det.
Jeg så This is 40 fordi rollelisten er fyldt med skuespillere som alle har bevist deres komiske talent i andre film, jeg havde brug for lidt humor i mit liv og fordi jeg som sådan ikke har noget imod Judd Apatow. Det skulle jeg så ikke ha’ gjort, fordi ikke nok med at der ikke var meget at grine af, så var der ikke meget at grine af i hele 130 minutter. Godtaget, jeg er ikke rigtig en del af målgruppen, men jeg syntes det er lidt et problem, hvis en komedie ikke er sjov. Humor er meget subjektiv og der er helt sikkert folk der vil grine, men efter min mening er der forsvindende få reelle jokes i This is 40. Filmen består mest af alt, af tilfældige scener og så håber Judd Apatow, at folk i målgruppen måske ville kunne genkende deres eget hårdtprøvede ægteskab, deres egen møgunger eller deres eget anstrengte forhold til deres forældre og derefter grine af det. Det er ikke humor, det er blot genkendelighed og det er også ufatteligt nemt. Det er på samme måde som at mange danske “komedier” og “humoristiske” serier, bare gør deres indhold pinligt og/eller dårligt og så forventer at det er sjovt. Det er ikke sjovt, det er bare pinligt og/eller dårligt og igen er det ufatteligt nemt, det kræver et minimum at indsats. Mange vil grine af pinlig humor, som en forsvarsmekanisme, for de ved ikke hvordan de ellers skulle reagere, men det betyder ikke at det er sjovt.
Desuden, så er det muligt at jeg er naiv eller intetvidende, men stort set alle personerne i This is 40 er hundrede procent modbydelige mennesker og jeg vælger at tro, at ingen er på den måde i virkeligheden. Det er muligt at de findes, men så vil jeg mene at der er en ganske logisk forklaring på at deres tilværelse måske ikke helt er en dans på roser, nemlig at de er forfærdelige mennesker og jeg er ovenud lykkelig for, at jeg ikke kender en eneste af dem. På samme måde som at, Frank Hvams karakter i Klovn ikke ville kunne eksistere i virkeligheden, for der er sgu da ikke nogen som ville kendes ved ham.
I den sidste ende, så er This is 40 kun lavet til præcis de mennesker som filmen handler om og et publikum som kræver absolut intet af deres underholdning og er fuldt ud tilfreds med at fokusere al deres hjernekraft på at trække vejret. Jeg burde også at være klogere og bare holde mig væk, men der er eddermame ikke nogen som skal bestemme hvilke film jeg skal eller ikke skal se. Jeg har bevist valgt ikke at skrive en rigtig anmeldelse af This is 40, fordi jeg er så lidt en del af målgruppen, at det ville svare til hvis jeg begyndte at anmelde sports-bh’er eller Vild med Dans programmer, men det stopper mig ikke i at have en mening om filmen.
Så filmskabere verden over, inklusive Hollywood, gør dog en indsats, hvis ikke for jeres publikums skyld så bare for min.
Note: Overskriften og denne artikel i helhed refererer ikke specifikt til Megan Foxs bryster. Hun har da et ganske nydeligt sæt, men efter min mening er hun en af de mest intetsigende personer i verden, hendes evner er yderst begrænsede og hendes blanke ansigt irriterer mig. Hvis jeg kigger dybt i min sjæl og er helt ærlig, så ville jeg nok ikke stoppe hende hvis hun besluttede sig for at ligge an på mig, men jeg ville dog foretrække hvis hun gjorde det uden at sige noget.
Mini Review: The Adventures of Tintin
Jeg har tidligere nævnt, at det var op til Steven Spielberg og Peter Jacksons The Adventures of Tintin at bevise motion-capture teknologiens brugbarhed i moderne animationsfilm, efter at Robert Zemeckis har pint publikum med film som Mars Needs Moms, The Polar Express og A Christmas Carol. Nu har jeg endelig set filmatiseringen af Hergés populære tegneserie og spørgsmålet er så om det er lykkedes for dem. Svaret er et meget bestemt, ja og nej.
The Adventures of Tintin er en teknisk flot film og der er et tydeligt øje for detaljer. Som en tommelfingerregel, når jeg ser denne type film, overvejes det om jeg hellere ville se den som en traditionel tegnefilm og i dette tilfælde er svaret, nej. Det har intet med stilen og animationsmetoden at gøre, jeg har rent ud sagt slet ikke lyst til at se filmen i nogen form. I mine øjne er der ikke noget specielt galt med motion-capture teknologien i The Adventures of Tintin, det er bare ikke en særlig god film. Filmen er lang, rodet og kedelig. Den er fyldt med plothuller og overflødige scener. Filmens begivenheder bliver løbende mere og mere absurde og latterlige, i en historie der i det mindste burde have én fod i virkeligheden, men værst af alt så er humoren særdeles rædselsfuld. Jeg har ikke læst mange af de originale tegneserier, men jeg sige det på denne måde: Hvis humoren er lige så elendig, som den er i filmen, så skulle de tegneserier aldrig have eksisteret!
10 Things I Hate about You: The Three Musketeers
I anledning af The Three Musketeers’ dvd-premiere i næste uge, stødte jeg tilfældigt på mine notater fra dengang den kørte i biografen, jeg havde helt glemt, at jeg overhovedet skrev noget ned. Det er imidlertid også meget passende, da det absolut mest positive man kan sige om den film er, at den er helt igennem forglemmelig.
Manden bag mesterværker som Resident Evil: Afterlife, Mortal Kombat og Alien vs. Predator, Paul W.S. Anderson, byder endnu engang på et larmende, tåbeligt og fejlcastet makværk og kalder det en film. Denne gang er det Alexandre Dumas’ The Three Musketeers som bliver trukket igennem sølet, tilmed i 3D og resultatet er omkring lige så elendigt som man kunne forvente. Derfor har jeg skrevet 10 grunde til at jeg hader filmen, i håbet om at jeg kan advare folk inden at de kommer til at smide penge efter den.
1. Hvem har bedt om en Matrix-inspireret steampunk-version af The Three Musketeers med luftskibe og al den slags?
2. Hvis man vil lade sig “inspirere” af Zack Snyders speedramping teknik fra 300, ville det så ikke være rart hvis man kunne finde ud af det.
3. Jeg ved godt, at du er gift med Milla Jovovich (hurra for dig, Paul) men alle dine elendige film har gjort at jeg ikke længere kan lide hende…
4. Hvis det er meningen at al den homoerotiske og pangfarvede royalitet skulle være sjov, så har I lavet det forkert.
5. Hvis man ikke ønsker blod i sin film, så er det en dårlig idé at slås med skarpe ting så som sværd.
6. Jeg ved godt, at det er en ligegyldig actionfilm, men i Sherlock Holmes forsøgte de i det mindste at få deres tidsperiode og omgivelser til at se troværdige ud.
7. Der burde være en eller anden straf for at spilde både Christoph Waltz og Mads Mikkelsen.
8. Orlando Bloom er en irriterende skuespiller normalt, men når han overspiller, er han fuldstændig ulidelig.
9. Hvis en manuskriptforfatter skriver sætningen “can you say that in french?” på engelsk, så er han en idiot.
10. At Take Thats “When We Were Young” spiller over rulleteksterne, gør kun bræksmagen i munden endnu værre.
Det er ikke kun negativt, selv om det er meget tæt på. Skuespillerne har en håndfuld halvsjove øjeblikke som W.S. Anderson ikke kan tage æren for og i en anden film, kunne dette cast (uden Bloom) byde på god underholdning, men det kræver at W.S. Anderson holder sig langt væk.
Game of the Year 2011: The Duke Nuke’em Award
Runners-Up: Bodycount, Red Faction: Armageddon, Warhammer 40K: Kill Team og F.3.A.R.
2011 markerede to milepæle for mig som gamer: Efter mere end 10 års ventetid, udkom Duke Nuke’em Forever endelig og jeg besluttede, at jeg er blevet for gammel til at gennemføre elendige spil. De to ting hænger uløseligt sammen, efter mindre end en times spil af Duke Nuke’em Forever, havde jeg ikke kun lyst til at stoppe med at spille. Jeg havde også lyst til at knække skiven, brænde de butikker som havde solgt det og tage til USA for at skyde alle dem som har arbejdet på det igennem tiderne. Det er ikke kun det dårligste spil i denne generation, det er også et af de dårligste spil jeg nogensinde har spillet og det burde ikke have ret til at eksisterer. Men på grund af den korte spilletid, syntes jeg ikke at jeg kan give det prisen og derfor er prisen bare opkaldet efter det, hvilket på en eller anden måde er værre. Denne mangel på tolerance for elendighed er også tydelig blandt de nominerede, da tre ud af de fem ikke blev gennemført.
Bodycount var udtænkt som et spil i ånden af Black. Black var en ligegyldig og simpel, men vellidt shooter til Playstation 2. Det var ikke specielt godt, men det er stadig meget bedre end Bodycount. Ubegribelig dårlige controls, sygt gameplay og en stupid historie var med til at gøre spillet til en yderst ubehagelig oplevelse, men i det mindste havde det en halvvejs interessant artstyle hvilket er mere end man kan sige om de andre. Warhammer 40K: Kill Team kom som et reklamespil inden udgivelsen af Warhammer: Space Marine. Space Marine var i sig selv ikke et særligt godt spil, men Kill Team var ikke meget mere end en dræbende kedelig twinstick shooter og hvor god reklame er det?
F.E.A.R. 3 var ligeledes et spil fanget i fortiden. Det første spil blev populært på grund af sin stemning og avancerede AI. AI’en er der stadig, men ingen af spilelementerne har fulgt med tiderne. Det virker som et gammelt spil, det er grimt, stemningen er væk, gamedesignet er horribelt og så er det en af de tåbeligste historier i lang tid. Det er gore for gores skyld og det er ikke skræmmende. Red Faction: Armageddon er klart det bedste af de nominerede, uden dog at være meget mere end middelmådigt, men det er gjort værre af at det er en efterfølger til et fantastisk spil. Red Faction: Guerilla var et super underholdende open world spil, hvor geo-mod teknologien blev brugt til at destruerer alt man kunne komme i nærheden af. Armageddon er en kedelig shooter som foregår udelukkende i korridorer. Man kan stadig smadre ting, men det er bare sønderligt interessant når alle valg er taget fra spilleren.
Call of Juarez: Bound in Blood var en overraskende god western shooter og det valgte Tech Land at følge op på med en provokerende dårlig nutidig shooter om drug wars. Godt klaret, Tech Land. The Cartel virker mest som et middelmådig Playstation 2, tilføjet HD og udgivet i et håb om at ingen ville opdage at spil har udviklet sig indenfor de sidste 5-6 år. Det er afskyeligt at se på, værre at spille og så er mange elementer intet mindre end broken. For at give et eksempel, så spiller man altid i en gruppe af tre og nu når man er korrupte politimænd, så gælder det om at stjæle ting uden at de andre opdager det. Men AI’en er så gennemført ødelagt at den sætter sig fast alle steder og derefter respawner lige bagved ens spiller, hvilket gør at man fejler missioner uden at man gør noget forkert.
On the Sixteenth Day of Christmas…
Anbefalinger er, som regel, forbeholdt gode ting. Nu er det dog en smule kedeligt altid at leve efter reglerne, så derfor maler jeg idag lidt udenfor linjerne og anbefaler en film, som jeg rent faktisk ikke syntes er specielt god. Da Last Action Hero udkom i 1993 blev den en enorm financiel fiasko og den blev voldsomt kritiseret af både anmeldere og seere, selv var jeg også ganske skuffet da jeg kom ud af biografen. På papiret burde det have været en af de bedste blockbusters nogensinde. I spidsen havde man Arnold Schwarzenegger, som var på toppen af sin karriere. Bag kameraet havde John McTiernan, som havde instrueret fremragende actionfilm som Die Hard og Predator. Manuskriptet var skrevet af Shane Black, der også stod for ordene i Lethal Weapon, Monster Squad og The Last Boy Scout. Filmen var fyldt til randen med in-jokes, filmreferencer og cameos. Desværre hang disse sublime puslespilsbrikker slet ikke sammen og det endelige resultat var et stort makværk, men alligevel er det en film som jeg har set mange gange og kommer til at se flere gange i fremtiden. Der er bare en overflod af interessante idéer, hvilket er værdifuldt selv om de fleste ikke virker. Det er en af de få film som jeg gerne vil se en genindspilning af. Shane Black skulle igen skrive manuskriptet, sæt J. J. Abrams i instruktørstolen og giv hovedrollen til Dwayne “The Rock” Johnson. Det kunne være episk! Min anbefaling er, i den sande juleånd, at man skal huske at elske ting selv om de langt fra er perfekte.
On the Seventh Day of Christmas…
Efter at jeg har fået set den nyeste genindspilning/prequel/ moneygrab/hvad-de-nu-end-vil-kalde-den af The Thing, føler jeg mig nødsaget til at skrive et eller andet. Der bliver vel at mærke ikke skrevet meget om den nye remake, da den var ganske forfærdentlig og alle skal holde sig langt væk, men jeg benytter mig gerne af hver eneste lille anledning, jeg kan finde til at anbefale John Carpenters klassiker fra 1984. Carpenters skræmmende og iskolde horrorfilm var i sig selv en remake, den er et af de få eksempler på at man sagtens kan genindspille noget uden at ødelægge det hele og det er der hvor den nyeste snupler. Carpenters The Thing har krybende uhygge dybt i den kolde sne, nogle fantastiske praktiske effekter og Kurt Russell. Den nye The Thing har krybende kedsomlighed i den falske sne, nogle middelmådige computer-effekter og ingen skuespillerer af interesse eller mærkbart talent. Valget er nemt, så kryb ind under dynen, tag godt i mod Kurt Russell i en af hans bedste roller og vær glad for at der ikke ligger 5 meter sne udenfor…endnu.
Nights of Horror II: I’m too old for this shit!
MY SOUL TO TAKE [2010] 
Instrueret og skrevet af Wes Craven
Med Max Thieriot, John Magaro, Denzel Whitaker, Zena Grey og Emily Meade
Normalt er det meningen, at man skal blive bedre med tiden, lære af sine erfaringer og lige som en god vin, ældes med ynde. Wes Craven har tilsyneladende igen intentioner om at følge den filosofi. Craven er en del af den gruppe af genredefinerende instruktører, ofte kaldet Masters of Horror, som også inkluderer John Carpenter (Halloween), Tobe Hooper (Texas Chainsaw Massacre), George Romero (Night of the Living Dead), Stuart Gordon (Re-Animator) og Dario Argento (Susperia). Han markerede sig tidligt med film som Nightmare on Elm Street, The Last House on the Left, The Hills Have Eyes og People under the Stairs.
Han satte for alvor sit mærke på den moderne horror-mainstream med Scream serien, som fik film nummer fire tidligere på året. Med My Soul to Take bliver der ikke kun stillet spørgsmål ved Cravens talent, men man sidder også måbende tilbage i forundring over hvordan en så erfaren og betydningsfuld instruktør, kan have skabt en af de dårligste og mest tåbelige gyserfilm i nyere tid. Intet giver mening, hvert eneste sekund er mere idiotisk end det sidste og den tager sig selv så forbandet seriøst, at den ikke bør ses uden for en eller anden Mystery Science Theater 3000-agtig situation. Det er ikke nok til at ødelægge Wes Cravens karriere helt, men det er eddermame tæt på.
THE WARD [2010] 
Instrueret af John Carpenter, skrevet af Michael og Shawn Rasmussen
Med Amber Heard, Danielle Panabaker, Jared Harris, Laura-Leigh og Lyndsy Fonseca
Wes Craven er dog ikke den eneste, som er kommet ud på et sidespor, John Carpenter vil også have en del af “hovsa, nu er jeg lige pludselig blevet talentløs”-kagen. Carpenter er manden bag klassikere som Halloween, The Thing, The Fog, Escape from New York og Assault on Presinct 13. I de sidste to årtier har han ikke lavet andet end at tilsvine hans ry som en Master of Horror med elendige film som Vampires, Ghosts of Mars, Village of the Damned, Escape from LA og med The Ward har han virkelig nået bunden.
The Ward er den anden film i år, som formår at besudle det gyldne koncept af et sindssyg-hospital fyldt med lækre damer. Den er dræbende kedelig, tynget af klichéer, elendigt skuespil og den latterlige twist-ending efterlod mig på grænsen til et raserianfald, som mit fjernsyn sikkert ikke havde overlevet. Seriøst, hvad er det med gyserfilm og stupide slutninger? Kan vi ikke godt stoppe det øjeblikligt, det er hverken skræmmende eller sjovt.
Så kender man Nights of Horror igen, to elendige film som ødelægger min tro på to af de største genre-instruktører, men heldigvis har jeg fundet en kur mod alt det dystre mørke. Den er gul, blød og venter på mig for enden af mørket.
Nights of Horror II: The Saw is a Tool
SAW VI [2009] 
Instrueret af Kevin Greutert. Skrevet af Patrick Melton og Marcus Dunstan
Med Tobin Bell, Costas Mandylor, Mark Rolston, Betsy Russell, Tanedra Howard, Shawnee Smith, Peter Outerbridge, Devon Bostick og Shauna MacDonald
Jeg hader Quentin Tarantino. Det virker måske som en underlig sætning, at starte en anmeldelse af en Saw-film med. Jeg elsker hans film, men hvis han ikke havde været venner med Eli Roth, så havde vi aldrig fået den skrækkelige Hostel, derved havde der ikke været noget kaldet “torture porn” og vi havde ikke fået en røvfuld elendige Saw-film. Jeg hader selvfølgelig folk mere, fordi de er skyld i at filmene tjente penge og derfor blev ved med at udkomme.
Lige som de andre film i serien, så er Saw VI tynget af historie, ADHD klipning og konstante flashbacks. Noget af det som ikke giver nogen mening, hvis man tænker over det, er at næsten alle filmene foregår samtidig og Saw IV bruger meget tid på at forklare dette. Det er kedeligt og uinteressant, men det er blot en sekundær ting, i forhold til at det er en film uden stemning, spænding eller fungerende chok. Den er fuldt ud afhængig af sine pinlige gore effekter, da den ikke har andet at byde på. En skræmmende tanke, fordi det er gore for gores skyld og det er ikke specielt effektivt.
Skuespillet er også horribelt, hovedpersonen Costas Mandylor er ganske enkelt talentløs. Storebror Roderick fra Diary of a Wimpy Kid, er nemt det bedste i filmen og det siger en del.
SAW 3D [2010] 
Instrueret af Kevin Greutert. Skrevet af Patrick Melton og Marcus Dunstan
Med Tobin Bell, Costas Mandylor, Betsy Russell, Cary Elwes, Sean Patrick Flanery, Gina Holden, Lawrence Anthony, Dean Armstrong, Shauna MacDonald og Chester Bennington
Skaberne af Saw-serien, har så stor forståelse for hvad folket vil have, at i dette sidste kapitel er vi så heldige, at vi får elendighederne med 3D krymmel. Det er sygeligt svært at skrive denne anmeldelse, med begge hænder i vejret af ren jubel.
Saw 3D gør noget man aldrig må gøre i en horror-franchise, den bryder sine egne regler. Jeg kan godt forstå at det skal gøre det mere skræmmende og uforudsigeligt, men det gør det blot endnu mere ligegyldigt og irriterende. Det virker også som om, at folkene bag franchisen, aktivt leder efter de dårligste skuespillere i industrien, for i denne film er Sean Patrick Flanery det bedste professionen har at byde på. Young Indiana Jones er bestemt ikke nogen god skuespiller, men i sammenligning med de andre er han fantastisk. Også selvom at man stadig ikke kan genkende ham efter hvad der nu end er sket med hans ansigt.
Jeg ved ikke, om det er på grund af 3D-teknologien eller hvad, men farverne i filmen er særdeles fucked up. Det hele har et underligt pastel look og blodet er nærmest pink.
Instruktøren Kevin Greutert, hovedrollen Costas Mandylor og flere andre fra serien, kan nu uden problemer skrives på “Just Retire, Please!” listen.
Jeg sidder tilbage, nu hvor serien er slut, med det altoverskyggende ønske, at jeg aldrig kommer til at se en Saw-film igen. Et ønske, som jeg egentlig også sad med for seks film siden.
Det var en hård start på Nights of Horror, men jeg forholder mig stadig positiv, resten af filmene kan da ikke være lige så dårlige, kan de?
