Tag : instrukt%c3%b8rer

Xiii-Alfonso-Cauron.png

XIII: Best Director

Xiii Alfonso Cauron

Runners Up: Ang Lee (Life of Pi), Chan-Wook Park (Stoker), Fede Alvarez (Evil Dead) og Denis Villeneuve (Prisoners)

Taget i betragtning af at jeg havde svært ved at fylde kategorien Best Non-American Movie med værdige film, er det interessant at ingen af de nominerede instruktører er amerikanere. Normalt er det hit & miss med kvaliteten, når en instruktør med gode film i sit hjemland tager rejsen til Hollywood, mere ofte end ikke ender det faktisk som et miss (sådan gik det da også for Kim Jee-Woon (The Good The Bad The Weird) med The Last Stand), men man kunne læse 2013s udvalg som en udvikling mod det bedre og et signal til Hollywoods egne instruktører, at de skal til at tage sig sammen (…hvis man er bare en smule positiv).

Ang Lee var tilbage med hvad han gør bedst nemlig “larger-than-life” historier, Denis Villeneuve viste at hans stærke menneskelige dramaer ikke kender landegrænser, Chan-Wook Park tog sit øje for intense stemningsfyldte billeder med til mulighedernes land og Fede Alvarez beviste at det er muligt at lave en god remake, hvis man stoler på kildematerialet og at praktiske effekter kan være yderst effektive, hvis de bare bliver brugt rigtigt.

Sejren går dog til Alfonso Cauron for at skabe et fuldstændig troværdigt og nervepirrende rumdrama ud fra ingenting (ok, han han fik en smule hjælp fra et fantastisk effektshold og et par gode skuespillere). Gravity var fyldt med Caurons kendetegn så som lange uafbrudte optagelser, fremragende billeder og karakterer der er værd at fokusere på.

Categories: Movies

worst-director-xiii_thumb.png

XIII: Worst Director

worst director xiii

Runners Up: Andrew Niccol (The Host), Rob Cohen (Alex Cross), Francis Ford Coppolla (Twixt) og Brian De Palma (Passion)

Der var flere store instruktører som skuffede fælt sidste år og en lille håndfuld af dem har da også fået en nominering i denne kategori, men ligegyldigt hvor slemme deres fejltrin var, så var det intet imod Movie 43. Man kan sige mange ting om Movie 43, det er endda nemt at sige at det ikke engang er en film, blot en række af sketches løst sat sammen og man ville have ret, men det er egentlig ligegyldigt. Én ting er dog sikker, ingen af de mange ord man kunne finde på at sige ville være positive, det er noget af det værste, mest talentløse og provokerende idiotiske som jeg nogensinde har set. Alle involveret burde skamme sig!

Categories: Movies

2012: Best Director

Best Director 2012

Runners-Up: William Friedkin (Killer Joe), Joe Carnahan (The Grey), Gareth Evans (The Raid) og Benh Zeitlin (Beasts of the Southern Wild)

Der er få af de store, velkendte instruktører nomineret i denne kategori. William Friedkin er det tætteste man kommer på en velkendt veteran. Manden der stod bag klassikkere som The Exorcist og The French Connection, havde en lang udfaldsperiode hvor han lavede elendige film som Hunted og Jade, men det ser ud som om at den gamle mand endelig er kommet tilbage på rette spor med Bug og nu den fantastiske Killer Joe. Den garvede veteran må dog se på, mens en af de nye stjæler titlen som bedste instruktør for næsen af ham, endda med filmmagi fra de gode gamle dage. Michel Hazanavicius overraskede hele industrien, ikke blot med en sort-hvid stumfilm i det herrens år 2012, men med en sort-hvid stumfilm som var mindst lige så sjælfyldt, gribende og underholdende som de fleste andre film.

Categories: Movies

2012: Worst Director

Worst Director 2012

Runners-Up: Tom Brady (Bucky Larson: Born to be a Star), Lasse Spang Olsen (Den Sidste Rejse), John Gulager (Piranha 3D) og Brett Ratner (Tower Heist)

Ifølge min, godtaget til tider noget kortsigtede, hukommelse er det første gang i GaGa The Movies’ historie, at en instruktør har haft to film blandt årets ti dårligste. Det er selvfølgelig sket før med skuespillere, folk som Adam Sandler og Steven Seagal laver trods alt flere film end den gennemsnitlige instruktør. De fleste spreder deres film ud, så det stakkels publikum kan nå at komme sig over den sidste katastrofe inden der kommer en ny. Jeg går udfra at Paul W.S. Anderson ikke satte ud i et forsøg på at dominere Bottom 10 listen, men det er der hvor hans talentløshed har ledt ham hen. Hans genfortolkning af The Three Musketeers var forfærdelig, men det femte kapitel af Resident Evil-serien var horribel på et helt andet niveau. Der er så mange ting galt med Resident Evil: Retribution og det er muligt, at det ikke er hans skyld det hele, men i det at han har været styrmand på serien hele vejen, så er det ham der må tage ansvaret for at ødelægge en franchise som kunne have været så meget bedre. Skam dig, Paul W.S. Anderson og kan du så ikke godt holde op med at lave film?

Den sidste ting sker desværre ikke, for et sjette kapitel er allerede blevet annonceret, så vi kommer nok til at møde Anderson igen og formentlig også på denne side af kvalitet.

Categories: Movies

GaGa The Movies Card Collection: Anti-Hollywood Edition Part 2

Takeshi Miike GoldHayao Miyazaki GoldTakeshi Kitano Gold

Få mennesker kan prale med et sådan effektivitetsniveau som Takashi Miike opretholder, de fleste andre kan kun se på i ren forbløffelse. Miike nærmer sig med hurtige skridt film nummer 100 i sin 21-årige instruktør-karrierer. Men endnu mere inponerende end det skyhøje antal af film, er den næsten usandsynlige variation der bliver lagt for dagen. Miikes CV tæller klassisk samurai-drama (13 Assassins, Hara-Kiri: Death of a Samurai), skøre superheltefilm (Zebraman I & II), Yakuza thrillers (Gozu, Kikoku), over-the-top actionfilm (Dead or Alive trilogy), psykologisk horror (Audition, One Missed Call), computerspil-filmatiseringer (Ace Attorney), bodyhorror (Ichi the Killer), westerns (Sukiyaki Western Django), børnefilm (Yattaman, Ninja Kids!!!) og kannibalmusicals (The Happiness of the Katakuris). Man ved aldrig hvor man har Miike og det er altid spændende at følge.

Hayao Miyazaki er, af mange, blevet kaldt asiens svar på Walt Disney og for en gangs skyld, passer en sådan sammenligning perfekt. Miyazaki er den kreative drivkraft bag Studio Ghibli og har gennem tiderne givet os nogle af de bedste tegnefilm nogensinde. Med et CV der tæller film som Spirited Away, Princess Mononoke, Porco Rosso, Kiki’s Delivery Service og ikke mindst My Neighbor Totoro, er det svært at finde et eneste ondt ord at sætte på manden.

Takeshi Kitano er en af de mest respekterede japanske instruktører og den respekt får man ikke for ingenting. Kitano har siddet i instruktørstolen for film som Zatoichi, Outrage, Sonatine og Dolls. Takeshi Kitano går også under skuespiller aliaset Beat Takeshi og har leveret mindeværdige præstationer i alle sine egne film, men også i filmen som Battle Royale, Gonin og Izo. Han var en kort tur forbi Hollywood, hvor han spillede med i Keanu Reeves’ rædselsfulde science fiction film Johnny Mnemonic, men det behøver vi ikke snakke mere om. Han var også medvært på det sindssyge japanske gameshow, Takeshi’s Castle, men igen ikke noget man behøver at snakke om.

Categories: Movies

GaGa The Movies Card Collection: Anti-Hollywood Edition

Vincent Cassel GoldJean Reno GoldGuillermo Del Toro Gold

Denne uge giver anledning til at se bort fra alle de faste fra Hollywood og kaste et blik ud i den store verden, anerkende nogle alle de fantastiske skuespillere og instruktører der er at finde, lukke dem ind i GaGa The Movies’ Hall of Fame og give dem et fancy samlerkort. Ja, jeg er også sikker på, at de føler sig ganske specielle. Her er de første 3.

Først har vi to af de bedste skuespillere som Frankrig har at byde på, Vincent Cassel og Jean Reno. Vincent Cassel stiftede man først kendskab til i midten af 90’erne med en pragtpræstation i Mathieu Kassovitzs mesterværk La Haine og som fuldt ud galning i Jan Kounens psykopatiske actionfilm Dobermann. Siden har han gang på gang overgået sig selv med den ene gode film efter den anden, film som L’Appartment, Les riviéres pourpres (The Crimson Rivers), Le pacte des loups (Brotherhood of the Wolves) og ikke mindst den traumatiserende Irrévisible. Han har også gjort det godt i Hollywood med roller i eksempelvis David Cronenbergs Eastern Promises og Darren Aronofskys Black Swan.

Jean Reno brændte sig fast i min og mange andres hukommelse, med rollen som den rolige og venlige lejemorder i Luc Bessons klassiker Léon fra 1994. Mange af scenerne mellem Reno og den purunge Natalie Portman har for evigt sat sig fast i min hjerne og det er jeg lykkelig for. Men Reno har skam også lavet mange andre ting. Hans behagelige stemmer og fantastiske ansigt dukkede op i film som Le grand Bleu (The Big Blue), Brian de Palmas Mission: Impossible, John Frankenheimers Ronin og så spillede han overfor Cassel i The Crimson Rivers. Han blev desværre også bondefanget ind i Roland Emmerichs forfærdelige genindspilning af Godzilla, men det er ikke Renos skyld at den film er elendig.

Rundens første instruktør er også af verdens største nørder. Guillermo Del Toro er selvudnævnt nørd hele vejen ind til margen i hans knogler, på den bedst mulige måde, han brænder for alt hvad han laver og så er han også et af de største nulevende visuelle genier. Han har forbløffet med foruroligende smukke billeder i film som El laberinto del fauno (Pan’s Labyrinth), Cronos og El espinazo del diablo (The Devil’s Backbone). Han har også præsteret at gøre superheltefilm til noget helt specielt med Blade II, Hellboy I og Hellboy II: The Golden Army. Han første tur til Hollywood blev til Mimic med Mira Sorvino, filmen blev lettere mishandlet af studiet og fik en blandet modtagelse, men jeg har nu altid godt kunne lide den. Guillermo Del Toro har også stået som producer på gode film så som Los ojos de Julia (Julia’s Eyes), El orfanato (The Orphanage) og Splice. Del Toro er aktuel til næste år med Pacific Rim, en science fiction film om gigantiske monstre mod gigantiske robotter og ja, jeg er også en nørd og har mest af alt lyst til at opfinde en tidsmaskine, så jeg kunne se den film med det samme.

Det var de første 3, der kommer flere i løbet af ugen.

Categories: GaGa Gold

MMXi: Best Director

Black Swan Darren Aronofsky
Runners-Up: Terrence Malick (The Tree of Life), Nicolas Winding Refn (Drive), Takeshi Miike (13 Assassins) og Joel & Ethan Coen (True Grit)

Jeg er et meget visuelt anlagt menneske. Jeg kan godt lide, hvis der er noget pænt at se på, mens man fortæller en historie og det er en af de gode grunde til at Darren Aronofsky længe har været en af mine favorit instruktører. Lige fra de tidlige dage med Pi hen over Requiem for a Dream frem til The Fountain, har billedsproget været mindst lige så vigtigt som selve historien og det var måske også derfor at The Wrestler virkede som en atypisk Aronofsky film. I 2011 vendte han tilbage til de flotte billeder, den dystre stemning og de skadet menneskelige sjæle i den sublime Black Swan, en film der efter min mening konkurrerer hårdt med Requiem som hans bedste.

Takeshi Miike er en af filmindustriens mest interessante instruktører. Indenfor de sidste 13 år har han instrueret mere end 50 film og selv om de ikke er mesterværker alle sammen, så er der noget specielt ved hver og en. Han er nok mest kendt for den sindssygt blodige Ichi the Killer eller den modbydelige Audition, men han har også lavet børnefilm, sci-fi, musicals og han har lige lagt sidste hånd på en filmatisering af computerspillet Ace Attorney. Sidste år overraskede han mig (og formentlig også en masse andre) ved at lave 13 Assassins, en samurai-film i klassisk Kurosawa stil og ikke nok med det, han gjorde det perfekt. I direkte modsætning til Miike er Terrence Malick, en instruktør som tager sig god tid og han har kun lavet 5 film på cirka 40 år. Alle filmanmeldere elsker ham, flere af hans film kan da også med rette kaldes klassikere og selv om jeg ikke syntes at The Tree of Life er hans bedste film, så kan jeg ikke undgå at være forundret og imponeret af hans bedrift.

Nicolas Winding Refn har været en af Danmarks store instruktører, lige siden den fremragende Pusher trilogi, men det internationale gennembrud har ladet vente på sig. Det ændrede sig dog i 2011 med Drive, han er nu på filmelskeres radar verden over og det er ganske fortjent. Drive var en stærk bedrift i stil og stemning, jeg venter i spænding på hvad Refn laver i fremtiden. Et par instruktører, der ikke mangler anerkendelse, er Coen brødrene. Næsten alt hvad de har fingrene i bliver til guld og det var også tilfældet sidste år med True Grit. Det var en fantastisk western, der også fik plads til de særprægede karakterer og den skæve humor, som er blevet Joel og Ethan Coen varemærke.

Categories: Movies

MMXi: Worst Director

My Soul to Take movie image
Runners-Up: John Carpenter (The Ward), Zack Snyder (Sucker Punch), David R. Ellis (Shark Night) og Christopher Ray (Almighty Thor)

Lad os få det overstået med det samme, Almighty Thor og Shark Night er rædselsfulde film og ingen bør under nogen omstændigheder se dem. Sporet væk fra den kæmpestore udtrådte bunke filmisk lort, som de to film udgør, leder direkte til de to instruktører, henholdsvis Christopher Ray og David R. Ellis. Zack Snyders 12årige drengehjerne oplevede i 2011, en komplet nedsmeltning og det skulle vi filmseere pines med i form af den provokerende og yderst dårlige Sucker Punch.

De sidste par år, har vi mistet nogle af de gode gamle genre-instruktører, ikke fordi de er døde, men man fristes næsten til at ønske at det var tilfældet. Forrige år mistede vi Joe Dante med The Hole in 3D og John Landis med Burke and Hare. I 2011 kunne man så tilføje John Carpenter med The Ward og Wes Craven med My Soul to Take. The Ward er ubegribelig kedelig og amatøragtig. De to ord er dog nogle som ville være gavmild ros, hvis man snakkede om My Soul to Take. Wes Cravens sideprojekt (han lavede også Scream 4 i 2011) er en hån mod filmmediet og man skulle tro at han aldrig havde lavet noget før. Det er et pinligt, latterligt og absurd makværk af en film, som på intet tidspunkt giver mening. Skam jer, I er de erfarne instruktører som burde være i stand til at levere et godt gys.

Categories: Movies

On the Nineteenth Day of Christmas…

good night and good luckconfessions of a dangerous mindDe sidste par dage har jeg sagt pæne ord om nogle folk, som måske ikke altid gør sig fortjent til det. Det er også en god ting, men det er langt vigtigere at anerkende de bedste. George Clooney er blandt den absolute top i filmindustrien og har, efter sin knapt så heldige tid som Batman, næsten kun lavet den ene fantastiske film efter den anden, film som Michael Clayton, Three Kings, Out of Sight, Syriana, Up in the Air, sidste års The American og så har han endda også haft tid til at ligge stemme til The Fantastic Mr. Fox. Men udover at være en fremragende skuespiller, så er han også instruktør og mens jeg venter spændt på hans nyeste film, The Ides of March, vil jeg anbefale et par stykker af dem. Først er der den bidende skarpe Good Night, and Good Luck om journalisten Edward R. Murrow. Det er en flot film, smukt skudt i sort/hvid og så er den ledet af en sublim præstation fra David Strathairn. Den anden film den skøre og kaotiske Confessions of a Dangerous Mind med Sam Rockwell, Drew Barrymore og George Clooney selv. Filmen handler om Chuck Barris, en gameshow vært som påstår at han også arbejder for CIA. Den er skrevet af Charlie Kaufmann (Being John Malkovich, Adaptation, Eternal Sunshine of a Spotless Mind) så man ved at det ikke er helt normalt. To yderst seværdige film fra en mand, som måske er lidt for god til alting, han gør det i hvert fald svært for andre at nå det samme niveau.

Categories: Movies

MMX: Best Director

INCEPTION 
Runners up: Kim Ji-Woon (The Good, The Bad, The Wierd), Werner Herzog (The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans), Martin Scorsese (Shutter Island) og David Fincher (The Social Network)

Kim Ji-Woon stod foran en svær opgave med en koreansk remake af Sergio Leones klassiker The Good, The Bad and The Ugly men opgaven blev løst med bravur. Ji-Woon Kim er en del af den nye klasse af fremragende koreanske instruktører som de sidste år har udgivet den ene fantastiske film efter den anden. Sammen med Bong Joon-Ho (The Host, Mother, Memories of Murder) og Park Chan-Wook (Oldboy, Thirst, Sympathy for Mr. Vengeance) er Kim Ji-Woon (Tale of Two Sisters, A Bittersweet Life) nogle af de instruktøre man skal holde øje med i fremtiden. Den sindssyge tysker Werner Herzog fandt den perfekte film-partner i den næsten lige så sindssyge Nicolas Cage i The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans. Samarbejdet var hele tiden overraskende og altid godt. Martin Scorsese viste endnu engang med Shutter Island, at han er en sand mester i kunsten at lave en stemningsfuld og spændende thriller. David Fincher er en af de absolut bedste instruktører i Hollywood og han formår gang på gang at levere film der ligger i top 10 i et given år. Dette ændrede sig ikke i 2010 med The Social Network.

Men hvis David Fincher er så perfekt, hvorfor er det så ikke ham der løber af med æren som bedste instruktør i 2010? Den er der en simpel grund til: De høje herrer i Hollywood gav Christopher Nolan en hel masse penge til at lave hans drømmeprojekt. (¤ ha ha, drømme-projekt, sjovt) Det var tæt løb, men Christopher Nolan skabte noget helt specielt med Inception.

Categories: Movies