Tag : jul

christmas2014

It’s X-Mas, Yo! Part VI: Overcompensating

christmas2014

Der har været stille på gagathemovies.com, det sidste lange stykke tid, men bliver jeg nød til at bryde stilheden. Jeg havde et lille eksperiment, jeg ville se hvis jeg forholdte mig tavs, om det så kunne resultere i at tiden gik langsommere og man derved kunne udskyde julen et par måneder. Dette stupide eksperiment mislykkedes dog spektakulært og det er nu blevet tydeligt, at julemanden venter for ingen mennesker og jeg bliver nød til at se julepynten i øjnene. Derfor har jeg set julefilm og vanen tro, vil jeg skrive et par ord mens vi venter på julemaden.

På papiret ligner mange ting de bedste idéer og det er først når de bliver ført ud i livet, at man tager horribelt fejl. Mit altoverskyggende og længe ventede redesign af siden, har vist sig at være en enorm og tidskrævende opgave og jeg begynder så småt, at overveje om det overhovedet er en god idé. For at bringe ordene tilbage til noget der bare smager af jul, så er filmen A Merry Friggin’ Christmas et perfekt eksempel på det jeg snakker om.

merry

På papiret besidder filmen en spydig titel og rollelisten tæller humoristisk talentfulde skuespillere som Joel McHale (Community), Lauren Graham (Gilmore Girls), Clark Duke (Kick-Ass), Oliver Platt (Mousehunt) og det afdøde komiker-geni Robin Williams. Man får med det samme tankerne og forhåbningerne hen på en ny grov og hysterisk morsom julefilm i dur med Bad Santa, men det bliver hurtigt ødelagt, faktisk allerede fra filmens første sekund.

Når filmens titel toner frem på skærmen, så står der nemlig ikke A Merry Friggin’ Christmas, men derimod A Merry Christmas Miracle, altså en langt mere generisk og sukkersød titel. Forvirret og fortvivlet begyndte jeg allerede med det samme at frygte den normale julede sødsuppe og tro mig, det var nøjagtig det jeg fik. Dette er en forklædt Hallmark-film, bare med lidt ekstra star power. Det er familievenligt i den værste grad, komplet blottet for kant eller nogen form for skarphed. Filmen er blød og kedelig, men værst af alt, så er den på ingen måde sjov. Det er lidt som febrilsk at pakke en julegave op, blot at finde et vattet tøj-rensdyr, ja den er sikkert meget sød, men hvad fanden skal jeg bruge den til?

happychristmas

Efter den skuffelse, tænkte jeg, at jeg hurtigt burde finde en anden julefilm, i et håb om at komme i den rette stemning inden aftnens festivitas. Jeg bladrede igennem kataloget på den amerikanske Netflix og støtte på Joe Swanberg’s Happy Christmas (der var også Tyler Perry’s Madea’s Christmas, men planen var jo at komme i julehumør, ikke at få altopslugende selvmordstanker). Joe Swanberg stod for sidste års fremragende Drinking Buddies og med Anna Kendrick på rollelisten, hvordan kunne det så gå galt?

Okay, teknisk set er der heller ikke noget galt med Happy Christmas, det er et udmærket lille indie-drama, men man bliver ikke ligefrem oversvømmet varme, glæde og julehumør. Den ironiske titel dækker over et velspillet karakterdrevet drama med Anna Kendrick (Up in the Air), Melanie Lynskey (Two and a Half Men), Lena Dunham (Girls), Mark Webber (13 Sins) og Joe Swanberg selv på rollelisten. Happy Christmas er lidt en standart indie-film, det er håndholdt video, der sker nødvendigvis ikke det store og pinlig/akavet er det samme som naturlig/realistisk. Det ender med at være en udmærket film, fordi de bærrende karakterer er interessante og, som sagt, velspillede, men hvis det ikke havde været for Kendricks naturlige charme og en bedårende lille baby (“spillet” af Swanbergs eget afkom Jude), så havde der ikke været megen glæde at komme efter.

Når jeg tænker over det, så beskriver de to film egentlig mange oplevelser i julen. Det hele er så sukkersødt, generisk og familievenligt, at det hurtigt bliver kedeligt i længden. Samtidig er det hygget at se familien, men det kan nemt blive lidt akavet / pinligt efter mange timer i samme rum. Det er måske en lidt deprimerende tanke, men måske var årets julefilm ganske passende, jeg smider dog lige Kiss Kiss Bang Bang i maskinen… du ved, bare lige for at finde det glade julehumør.

Glædelig jul alle sammen.

Categories: Movies

GaGa’s Netflix Guide: Christmas Edition

Nightmare before christmas netflix guide

Nu hvor juleferien er begyndt, er der potentiale for nærmest uendelige timer sammen med familien. Derfor skynder jeg mig at komme med et par hjælpende filmanbefalinger, i tilfælde af at al det samvær bliver for meget i længden.

Først vil jeg dog gerne kommentere nogle ændringer, som jeg har lagt mærke til på Netflixs side. For det første, så har de lavet om i deres søgemetoder, på den mest ubrugelige måde tænkeligt. Da jeg researchede til denne guide, søgte jeg på anbefalingsværdige julefilm så som Bad Santa, Gremlins, Go og Die Hard. Netflixs søgefunktion finder dem uden noget problem, men ingen af dem er tilgængelige for streaming, så hvad er formålet i at vise dem? Hvis man vælger en af filmene, forsøger man ihærdigt at bringe et alternativ, men det virker slet ikke og bliver mest af alt noget rod. Desuden har jeg nok søgt på netop den film af en grund og ikke for at finde et eller andet løst relateret.

Den anden ting, fandt jeg også da jeg ledte efter film igår, men som nu er forsvundet igen. Under hver film var der en knap, hvor man kunne tilføje til sin kø. Formentlig den velkendte og meget efterspurgte “instant queue” som Netflixs amerikanske forbrugere nyder godt af, men som af uforklarlige grunde mangler på den danske version. Dette tager jeg som et tegn på, at denne feature snart bliver at finde på vores bredegrader og den ved et uheld blev aktiveret for en kort stund igår. Men nok om det, nu til de film der trods alt er tilgængelige.

nightmare_before_christmas_ver2kiss_kiss_bang_bang_ver1family_man

Ingen jul er komplet uden Tim Burton og Henry Selicks stopmotion mesterværk Nightmare Before Christmas og når filmen er slut, så kan man passende sætte Danny Elfmans fantastiske soundtrack på, mens man laver julemaden. Kiss Kiss Bang Bang, en af mine favorit film i nyere tid, er ikke rigtig en julefilm, men den bruger årstiden som baggrund og enhver undskyld for at anbefale den bør bruges. Jeg ved godt, at den også lige har været vist på 3+, men hvis man er tilfreds med at filmen bliver druknet i et hav af reklamer, så fortjener man ikke den episke morskab filmen tilbyder. Den sidste julefilm er med den mest klassiske julehistorie af dem alle, historien om Scrooge, som er blevet filmatiseret et utal af gange. The Family Man er en af de bedre af nyere forsøg og den giver også dagens dosis af Nicolas Cage.

eternal_sunshine_of_the_spotless_mind_ver1buffalo_soldiersnines

Det hele skal jo ikke handle om jul, så her er et par anbefalinger af nogle af de nyligt tilføjet film på Netflix. Michel Gondry’s Eternal Sunshine of the Spotless Mind er en af de bedste kærlighedsfilm nogensinde og Jim Carrey har aldrig været bedre. Gregor Jordan’s Buffalo Soldiers blev, efter min mening, overset da den udkom, men den fortjener at blive set. Den er en sjov lille anti-krigsfilm med gode præstationer fra hele rollelisten. Apropos gode skuespillerpræstationer, så bør alle dem som tvivler på Ryan Reynolds talenter, se John August’s intelligente thriller The Nines. Reynolds er fremragende og det er en af de gode mindfuck film, som kræver at man følger med.

Categories: Movies

All Your Christmas… Day 20

All Your Christmas 10

Jeg blev ikke helt færdig med at snakke om de gode gamle ninja skildpadder igår, for jeg havde også Teenage Mutant Ninja Turtles til den originale Nintendo maskine. Det var et fantastisk spil med varieret gameplay og fremragende grafik for sin tid. Det var også djævelsk svært og de fleste som påstår at have gennemført det, lyver sikkert. Der var specielt ét sted som har været skyld i mange kastede controllere og sure børn. Henmod slutningen af en bane kæmpede man sig vej gennem kloakerne, tævede badguys hele vejen og forsøgte at holde sig ude af det beskidte vand. Lige inden man endelig kom til banens slutning, var der et lille hul i gulvet og uden tøven hoppede man, i troen om at dette var ingenting, men pludselig ramte man banens loft, røg i vandet og måtte starten banen forfra. Man skulle nu prøve igen… og igen… og igen. Det sidste hop virkede fuldstændigt umuligt eller det var lige indtil jeg, i arrigskab, ved et uheld glemte at hoppe og mod al forventning, stod jeg på den anden side af hullet. Så man kunne altså hele tiden bare gå over hullet i gulvet?!? Hvad fanden er det for noget, hvordan skulle man dog gætte det?!?!

Also, Donatello FTW!

Teenage_Mutant_Ninja_Turtles_NEStmntnesTurtles nes

Categories: GaGa Says...

All Your Christmas… Day 19

All Your Christmas 6

Da jeg var mindre, var jeg en stor fan af Teenage Mutant Ninja Turtles… who am I kidding? Jeg er stadig fan af de grønne padder. Go Ninja, Go Ninja, Go!… men da jeg var en lille knægt, var det bare noget andet. Jeg havde alle figurerne, en stort plastik Turtles blimp og alt muligt andet bullshit, med andre ord, så blev der brugt mange penge på den slags.

Jeg var på tur med skolen, med en færge på vej mod Bornholm, da jeg fandt ud af at de havde en Turtles: The Arcade Game maskine stående og pludselig betød alt det der Bornholmer-halløj meget mindre. Jeg havde lys i øjnene, da jeg smed de første penge i og jeg stod med et bredt smil hele vejen indtil at jeg gennemførte spillet. Det var så på det tidspunkt, at det gik op for mig at jeg havde smidt flere hundrede kroner i maskinen og havde brugt de fleste af mine lommepenge. Trist gik jeg væk fra maskinen og tænkte, at jeg lige så godt kunne smide den sidste mønt i en af de enarmede-tyveknægte som stod lige ved siden af. Til min store overraskelse, begyndte maskinen at blinke og larme som en sindssyg, jeg havde åbentbart lige vundet 1850 kroner. Jeg hoppede glad rundt, lige indtil at jeg så at der kom ingen penge ud. Med et fortvivlet blik kiggede jeg desperat efter grunden til dette, da jeg så et lille skilt hvor der stod: “Ved gevinst over 100 kroner, kontakt personalet”. Jeg var lettet, men dette var selvfølgelig det samme tidspunkt hvor vi gik i havn og min lærer skubbede os alle mod udgangen. Jeg forsøgte ihærdigt at forklare, at jeg havde penge på den maskine, men lige meget hjalp det og maskinen blev mindre og mindre mens jeg blev trukket væk. Det lignede næsten en dårlig Hollywood actionfilm, da jeg med strakte arme, råbte for mine lungers fulde kraft: “NOOOOOOOOOOO!!!”

Las_Vegas_slot_machines

Categories: GaGa Says...

All Your Christmas… day 18

All Your Christmas 1

Jeg har ikke altid haft den samme upåklagelige smag som jeg har nu. Jeg har set og nydt mange ting, som man burde holde hemmeligt. Men nu er denne julekalender jo om mig, så jeg kan vel godt fortælle om nogle af dem. I modsætning til de fleste andre, så genser jeg sjældent film, jeg går normalt videre til den næste, men en gang i mellem slipper der nogen igennem. For nylig genså jeg Attack the Block, hvilket samtidig var den 17. gang at jeg har nydt hvert eneste sekund af den film. Jeg har, lige som alle andre, også set T2: Judgement Day et utal af gange, men det er ikke altid at filmen er god, selv om den bliver set igen og igen. Da jeg var teenager (dum, en del mere interesseret i actionfilm og af en eller anden grund, stor fan af Mark Dacascos) genså jeg direkte-til-dvd actionfilmen Drive et sted mellem 20 og 30 gange. Det var faktisk så slemt, at den ofte blev genstartet så snart at den var slut. Når man ser tilbage på det, giver det ikke rigtig mening, for det er ikke just en kvalitetsfilm.

Selv om Drive ikke var specielt god, så har jeg ingen problemer med at indrømme at jeg nød at se den, der dog andre ting som jeg er væsentlig mindre glad for at indrømme og det er derfor godt, at jeg trods alt kun skriver det her på internettet, hvor der er ingen andre som kan se det. Der var engang en lille dreng som sad og tudede i et hjørne, alene af den grund, at en strømafbrydelse havde gjort det umuligt at se det nyeste afsnit af DukseDrengen. Den lille dreng var mig og det er tilfældigvis også den sidste gang, at jeg har følt noget for dansk tv.

drivedrive (1)

Categories: GaGa Says...

All Your Christmas… Day 17

All Your Christmas 4

I dagens julekalender stopper jeg tilbageblikkene for en kort stund, for at snakke lidt nutiden i stedet. Jeg har omtalt min hjemmebiograf mange gange, ofte som den primære grund til at jeg går mindre og mindre i de rigtige biografer. Derfor syntes jeg, at folk skulle have lov til at se hvad jeg dyrker min hobby på for tiden. Vigtigst af alt, er den ydmyge billedfremstiller, i form af Panasonic plasma-tv i den passende 50 tommers størrelse. Derefter kommer der selvfølgelig både Playstation 3, Xbox 360, Laserdisc-afspiller og moviebox. Ellers har jeg stablet dvd’er, blu-rays og laserdisc op som der nu var plads. Der var engang flere, men jeg har ryddet lidt op i det for nylig. På væggene er der også kommet lidt film-halløj med plakater, postkort og lignende. Ja, jeg ved det godt, jeg er en nørd, men det kan vel ikke komme som nogen overraskelse.

Jeg beklager billedkvaliteten, det gik lidt hurtigt.

IMG_0594IMG_0599

IMG_0596IMG_0598IMG_0592

IMG_0593

Categories: GaGa Says...

All Your Christmas… Day 16

All Your Christmas 12

Jeg afslutter weekendens biograf-tema med en biograftur om New York og en biograftur i New York. Endnu en af de mange biografoplevelser i Natfilmens navn, var Spike Lee’s sublime New Yorker drama 25th Hour. Filmen bar et fremragende manuskript af David Benioff over hans egen bog og et veloplagt cast med blandt andre Edward Norton, Barry Pepper, Phillip Seymour Hoffman, Brian Cox, Rosario Dawson og Anna Paquin. Filmen havde også en god humoristisk sans og latter spredte sig ofte gennem salen, men på et tidspunkt kørte det helt af sporet. Jeg var i biografen med to venner og vi nød filmen i fulde drag, men så skete dette:

“One minute ago, you were my friend. Are you drunk? Tell me you’ve been drinking too much. You’re fucking drunk.” sagde Naturelle spillet af Rosario Dawson, hvortil Frank spillet af Barry Pepper svarede “I’m Irish. I can’t get drunk, all right? I know exactly what I’m saying.” Det var en sjov lille sætning og folk lo, men mine to venners latter nåede et niveau som overdøvede alt andet i filmen og det blev kun værre, da de gik i selvsving og begyndte at grine af hinanden. Salen vendte sig imod os med irriterede blikke og jeg krøb stille ned i mit sæde. Ja ja, folk fra Irland er alkoholikere, I get it, men så sjovt var det sgu heller ikke!

For nogle år siden tog jeg med nogle venner til New York, for at se amerikansk fodbold og holde nytår. Vi var der i knap en uge og vi oplevede en masse ting. Jeg havde på forhånd ingen reele turistmål, jeg ønskede blot at komme en tur i biografen, mens vi stadig var i USA. Der kørte ikke mange spændende film, mens vi var der, så vi måtte nøjes med Nimrod Antal’s actionfilm Armored med Matt Dillon, Jean Reno, Laurence Fishburne og Skeet Ulrich. Filmen var ok, men ikke noget man behøvede at se biografen. Den mest bemærkelsesværdige ting ved denne biograftur, var amerikanernes biografkultur. Der var ingen sædenumre, så efter man havde stået i kø for at få billetter, skulle man stå i kø foran salen og så storme ind, for at få de bedst mulige pladser. Det er en komplet idiotisk måde at gøre det på, da det er spild af både publikumets og biografens tid. Men i det mindste kunne jeg tjekke “Gå i biografen i USA” af på min to-do liste.

25th hour

Categories: GaGa Says...

All Your Christmas… Day 15

All Your Christmas 8

Vi fortsætter fra igår, med flere biograf-anekdoter. Der har i tidens løb været mange biografer i Odense, men kun 3 står tilbage, BioCity, Café Biografen og Cinemaxx i Rosengårdscenteret er de eneste som har overlevet. Café Biografen er mere Café end biograf og Cinemaxx beliggenhed passer mig dårligt, så BioCity i Banegårdscenteren er blevet den foretrukkende biograf. Cinemaxx har også det problem, at foyeren og kiosken knap nok har plads til mere 40 mennesker, så man står altid tæt pakket, men det har ikke altid været sådan. Da Cinemaxx første gang kom til Odense, var det i en kæmpe ny bygning på Stationsvejen og det var mening, at bygningen skulle fyldes med butikker ved siden af biografen, men det skete aldrig. Udover manglen på butikker, var biografen en samling af tåbelige idéer. Foyeren strakte sig over ca. 100 kvm med små kiosker i hjørnerne og man blev næsten fristet til at starte en spontan fodboldkamp, mens man ventede på at filmen skulle begynde. Men det blev kun værre når man trådte ind i en sal, fordi et af biografens “store” trækplastre, var et malplaceret og idiotisk laserlysshow inden man fik lov til at se filmen. Det var et dødsdømt gimmick for at få folk ind i mørket, i det mindste har biografernes nye gimmick, 3D, noget med filmene at gøre, det er dog lige så irriterende for øjnene. At filmen der kom på efter lysshowet var Blair Witch 2: Book of Shadows, gjorde bestemt ikke oplevelsen bedre.

Inden at Natfilm Festivalen besluttede, at det kun var hovedstaden der skulle ha lov til at se deres filmprogram, så var den faktisk forbi Odense hvert år. Deres manglende indtjening var i hvert fald ikke min skyld, da jeg hvert år mødte loyalt op til 6-8 film og jeg havde mange gode filmoplevelser. De var dog ikke alle gode, jeg havde faktisk en af de værste filmoplevelser til en Natfilm forestilling. Det var meningen, at jeg skulle se Juan Carlos Fresnadillo’s fantastiske thriller Intacto, men filmen dukkede aldrig op, da en eller anden skide københavner havde glemt at sende den videre. I stedet viste Café Biografen Larry Clark’s Ken Park og jeg tænkte “hey, jeg kunne godt lide hans tidligere film Kids, så hvorfor ikke?”. Jeg har dog aldrig været så sur på en film, dens instruktør eller en biograf, for mage til usmageligt skrammel skal man lede længe efter. Jeg behøver kun at beskrive én scene for at forklare, hvorfor ingen burde se denne film. Man ser en emo-knægt gå ind på hans værelse, tænde for en tenniskamp med Anna Kournikovia og derefter masturbere, mens han kvælte sig selv med et slips. Man ser det hele og scenen har intet formål, andet end at forarge seeren og det var en nem måde at ødelægge en filmaften på. I hate you, Larry Clarke!

Blair Witch 2intacto-1Ken Park

Categories: GaGa Says...

All Your Christmas… Day 14

All Your Christmas 10

Bag denne låge i julekalenderen er der flere små anekdoter fra biografmørket. Vi starter med en spøgelsespræstation i en film. Jeg var i biografen for at se den moderne western, The Missing med Tommy Lee Jones og Cate Blanchett, som var en både spændende og velspillet film. Men jeg gik igennem hele filmens spilletid, uden at det gik op for mig, at Val Kilmer havde en rolle. Kilmer havde været ude af søgelyset i et stykke tid og havde taget en del kilo på, man kan måske endda gå så langt og sige at han var blevet småfed. Desuden havde han et kæmpe fuldskæg, så han var næsten ukendelig. Når man laver en søgning på google, finder man ingen billeder af ham fra filmen, så jeg stiller stadig spørgsmåltegn ved, om han rent faktisk var med.

Jeg var også inde for at se indie-komedien Happy Texas i biograferne. Jeg er stor fan af William H. Macy og traileren solgte filmen som en hyggelig lille film. Happy Texas var både hyggelig og sjov, men måske også en smule ligegyldig og bestemt ikke en film, som man behøvede at se i biografen. Det sidste havde folk tilsyneladende taget til sig og det stod faktisk så slemt til, at jeg var den eneste i biografen på premieredagen. Jeg sad helt alene i salen, nød stilheden og med begge ben kastet op på sædet foran. Desværre er jeg for nervøst anlagt til at smide tøjet eller lignende, så at jeg havde salen for mig selv, endte med at være spild af både min og biografens tid.

Happy Texas

Categories: GaGa Says...

All Your Christmas… Day 13

All Your Christmas 7

Jeg lovede i starten af måneden flere historier om min lillesøster og det løfte har jeg tænkt mig at holde. Jeg har spillet computerspil hele mit liv, noget som man bestemt ikke kan sige om min søster, men hun har stadig formået at snige sig med i nogle af mine gaming memories. Eksempelvis så var hendes spillestil i Mario Bros, til den originale Nintendo, noget helt specielt. Hver gang Mario skulle lave et lille hop, fulgte min søster loyalt trop, med både controller og krop. (Ved ikke hvorfor jeg lige blev Dr. Seuss for sekund, det skal ikke ske igen) Som den hånlige lille møgunge som jeg nu engang var, så var jeg jo nød til at drille hende. Min søster fik dog det sidste grin, for da jeg skulle imitere det lille hop, rev jeg så meget i controlleren, at spillet røg ud af maskinen og alle min dyrebare fremskridt gik tabt.

En anden gang havde en lokal elektronik-butik en konkurrence, hvor man kunne vinde en SEGA Master System. Man skulle blot komme forbi og sætte en tid i racer-spillet Pole Position, så ville den bedste gå hjem med både maskine og spil, når dagen var ovre. Min søster var bare taget med, så hun ikke skulle sidde og kukkelure i bilen, men hun skulle da også have lov til at prøve. Jeg grinte lidt til migselv, for en pige kunne jo ikke finde ud af sådan noget. Atter engang fik hun det sidste grin, for ikke nok med at hun slog min tid, men hun slog alles og hun fik maskinen med hjem, så den kunne stå der som et evigt minde om mit nederlag. Awesome.

Siden har jeg holdt mig fra at spille imod hende, ikke fordi hun spiller computerspil mere eller at jeg på nogen måde tror hun kunne vinde, men fordi hvis hun vandt, så er jeg jo nød til at holde op med at spille computer og lære at spille mikado eller sådan noget. Det gider jeg ikke, mikado er kedeligt…

Master_System_II

pole-positionpoleposition

Categories: GaGa Says...