Movies
Summer Movie Preview 2013
I sidste uge snakkede jeg med blogger, podcaster og ven af siden, David Bjerre, om sommerens udvalg af film. Hr. Bjerre var ikke synderligt imponeret over blockbuster-sæsonens premiereliste og nu skal jeg ikke sidde her og kalde manden negativ, men han har tilsyneladende ganske svært ved at glæde sig til ting. Mandag smed han så sit preview på hans blog, The Single-Minded Movie Blog og jeg må indrømme, at han maler et noget dystert billede, hvilket nærmest fremtvang en reaktion fra min side.
Det er ikke fordi jeg værdsætter alt hvad Hollywood sender vores vej, langt fra, jeg tager trods alt en Anti-Hollywood uge hvert år, på grund af den svingende kvalitet af det vi får, men samtidig må jeg indrømme at jeg ser frem til en del film hen over sommeren. Davids blog post, som jeg opfordrer folk til at læse, er opdelt i kategorier, fra de få film som han er interesseret i til dem som han ikke vil røre med en ildtang, Den struktur kan jeg ikke rigtig bruge fordi, lad os bare indse realiteterne, jeg ender jo nok med at straffe mig selv med film som The Smurfs 2 og Grown Ups 2. Ja, jeg ved godt at jeg er et fjols, men jeg syntes også at det er vigtigt at se de elendige film.
Derfor deler jeg sommerens film op efter genre og som udgangspunkt holder jeg mig fra at kommentere Hr. Bjerres meninger direkte, hvis man nu sidder derude og er fuldstændig ligeglad med hvad den mand har at sige, men i enkelte tilfælde finder jeg et modsvar påkrævet.
Under hver film linker jeg til traileren, hvis en sådan forefindes, og gætter på en formodet karakter. Jeg har hverken større viden eller har set mere af disse film i forhold til jer andre, så karakteren er bare et gæt og skal ikke tages alt for alvorligt.
THE SUPERHEROES
Iron Man 3
Iron Man og The Avengers har leveret popcorns-underholdning af bedste skuffe og jeg kan ikke se hvorfor det skulle stoppe nu. Tilføjelsen af Shane Black (Kiss Kiss Bang Bang) som instruktør og manuskriptforfatter, gør mig kun endnu mere spændt og at den allerede imponerende rolleliste bliver udvidet med Guy Pearce, er bare prikken over i’et.
Trailer - Formodet karakter: 8/10
Man of Steel
I mine øjne er Superman en af de mest intetsigende og kedelige superhelte (så jeg er da enig med David Bjerre i nogen ting). Zack Snyder har en del at bevise efter den afskyelige Sucker Punch, men det faktum at Michael Shannon spiller General Zod fremtvinger da en vis interesse.
Trailer - Formodet karakter: 7/10
Wolverine
Jeg syntes ikke at X-Men Origins: Wolverine er så slem som dens rygte, dog hader jeg at de ødelagde Deadpool. Den nye film kunne have lidt det samme problem, den er sikkert okay, men den fortæller ikke den historie som den burde. Forestil dig det alternative univers, hvor vi fik Darren Aronofsky’s Wolverine med den rigtige Japan historie… mand, jeg ville gerne leve i den verden.
Trailer - Formodet karakter: 5/10
Kick-Ass 2: Balls to the Wall
Jeg fandt den første Kick-Ass hilarious og bedre end de fleste superheltefilm. Efterfølgeren bytter dog Nicolas Cage og instruktøren Matthew Vaughn ud med Jim Carrey og Jeff Wadlow, hvilket jeg ikke er overbevist om er en gevinst for publikum.
Trailer - Formodet karakter: 6/10
THE ACTION
Fast & Furious 6
Jeg skrev i min anmeldelse af Fast Five, at det var en fantastisk halvanden times actionfilm som desværre varede over 2 timer, så jeg håber det er noget mere stramt i denne efterfølger. Traileren har masser af over-the-top action og en altødelæggende tank, men udover Dwayne “The Rock” Johnson så er der også en kampvogn i en lastbil. What’s not to like? Oh, forresten så er Gina Carano (Haywire) også med.
(David Bjerre kalder den første Fast & Furious film for en af de mest uintelligente film nogensinde og har derfor afskrevet serien helt. Jeg påstår på ingen måde at hjernen kommer i vejen for nogen af disse folk og man har selvfølgelig ret til sin egen mening, men jeg har et lille problem med den kommentar, når den kommer fra en mand som havde begge Expendables film på Best of the Year lister.)
Trailer - Formodet karakter: 7/10
White House Down
Det virker lidt underligt at Olympus Has Fallen og White House Down kommer så tæt på hinanden, men sådan er Hollywood nogle gange. Min holdning til Channing Tatum er vendt 180 grader i løbet af de sidste par år og Roland Emmerich plejer at være god til at springe ting i luften, så White House Down vinder på forhånd i min bog.
Trailer - Formodet karakter: 6/10
Red 2
Red var god, omend ligegyldig, underholdning og det kan være at de rammer rigtigt igen, men der er virkelig ingen grund til mere fra denne skuffe.
Trailer - Formodet karakter: 6/10
2 Guns
2 Guns ligner en standart actionfilm og det er det måske også, den er trods alt instrueret af Baltasar Kormákur (Contraband), men traileren får den bare til at se så goddamn crazy ud og jeg giver alt med Denzel Washington en chance. Udover Denzel, så tæller rollelisten også Mark Wahlberg, Paula Patton, James Marsden, Bill Paxton, Robert John Burke, Fred Ward og Edward James Olmos.
Trailer - Formodet karakter: 6/10
The Lone Ranger
Disney jagter desperat en ny stor franchise i stil med Pirates of the Caribbean, så meget at The Lone Ranger også inkluderer en overspillende kugleskør Johnny Depp. Mine eneste interesser i denne film er William Fichtner (Drive Angry, Wrong, The Dark Knight) og at Armie Hammer er et cool navn.
Trailer - Formodet karakter: 5/10
Now You See Me
En storslået heist film, en Robin Hood med ekstra magi og en proppet rolleliste. Det kunne være godt, men illusionen af kvalitet kunne hurtigt blive ødelagt af malplacerede computereffekter.
Trailer - Formodet karakter: 6/10
THE SCIENCE FICTION
After Earth
After Earth er svær at tyde. På plus-siden er den skrevet af Gary Whitta (TellTale’s The Walking Dead, Book of Eli), den er instrueret af M. Night Shyamalan (The Sixth Sense, Unbreakable, Signs) og så får vi Will Smith tilbage på det store lærred. På minus-siden er den instrueret af M. Night Shyamalan (The Happening, The Last Airbender, Lady in the Water) og så tager Will Smith sin søn med, hvilket aldrig er en god ting.
Trailer - Formodet karakter: 5/10
Star Trek Into Darkness
J.J. Abrams’ reboot af Star Trek var suveræn underholdning, men jeg glæder mig ikke specielt til denne efterfølger. Jeg har ingen grund til at filmen skulle være dårlig, men jeg er bare lidt træt af franchisen. Abrams står overfor det samme problem, når han skal lave Star Wars.
Trailer - Formodet karakter: 7/10
Pacific Rim
Guillermo Del Toro laver stor sci-fi film med gigantiske monstre, enorme robotter og Idris Elba, det efterlader mig mere end bare nysgerrig. Det kunne selvfølgelig være en ny Transformers, men jeg har større forventninger til Del Toro.
Trailer - Formodet karakter: 7/10
Elysium
Neill Blomkamp leverede et moderne science fiction mesterværk med District 9 og jeg glæder mig til at se, hvad han ellers har at byde på. Jeg syntes at Matt Damon er lidt kedelig, men han er også en god skuespiller, så det skal nok gå.
Trailer - Formodet karakter: 8/10
The Colony
Hvis David Bjerre ikke havde skrevet om denne film, så havde jeg troet at det bare var endnu en ligegyldig direkte-til-dvd actionfilm. Den mand besidder en kærlighed til sne som jeg bestemt ikke deler og jeg er heller ikke solgt efter traileren.
Trailer - Formodet karakter: 4/10
R.I.P.D.
Jeff Bridges og Ryan Reynolds jagter de udøde som en hemmelig politiskyrke. Det er Men in Black, bare med to hvide gutter og ingen rumvæsner, men desværre minder mest om Men in Black II i stedet for den væsentligt bedre etter. På plus-siden så er Kevin Bacon med og det er altid en god ting.
Trailer - Formodet karakter: 5/10
Riddick
Jeg ved godt, at det er lidt snyd, fordi Riddick har først premiere til september… men whatever, Vin Diesel er tilbage i rollen som Riddick! Forhåbentlig er det mere Pitch Black end Chronicles.
Teaser - Formodet karakter: 6/10
THE COMEDY
The Hangover Part III
Hold nu op med at lave den samme film igen og ig… vent, John Goodman er med i den her? Se, så er det jo noget helt andet!
Trailer - Formodet karakter: 6/10
The Heat
Instruktøren af Bridesmaids laver en buddy cop movie med Sandra Bullock og Melissa McCarthy… gab! Selv om traileren prøver at overbevise os om, at vi lever i 90’erne, så skal man ikke falde for tricket, det er løgn… jeg har tjekket.
Trailer - Formodet karakter: 4/10
The Internship
En Owen Wilson/Vince Vaughn komedie som ligner en blanding af sindssyg productplacement og noget som skulle være lavet for en 5-7 år siden… hej, der er noget som hedder Google på det der internet… ja, det lyder allerede sjovt.
Trailer - Formodet karakter: 3/10
Grown Ups 2
Adam Sandler filmer endnu en ferie med vennerne, sender optagelserne ud i biograferne og lader som om at det er en film. Den første var elendig og tjente en masse penge, denne efterfølger gør sikkert det samme og den pruttende elg fra traileren tyder på at det kun bliver værre, faktisk gør det allerede ondt.
Trailer - Formodet karakter: 1/10
The Way, Way Back 7/10
Det smager lidt af en forskruet familiekomedie ala Little Miss Sunshine og det er et fremragende cast (Steve Carell, Toni Collette, Sam Rockwell, Amanda Peet, Maya Rudolph, Allsion Janney, Rob Corddry og AnnaSophia Robb), jeg venter spændt.
Trailer - Formodet karakter: 7/10
The To Do List
Audrey Plaza er så småt ved at blive min nye yndlings komiker, hun er god i Parks & Recreation og hun var fantastisk sidste år i Safety Not Guaranteed, en rolle som vandt hende en nominering som bedste skuespillerinde her på siden. The To Do List er en sex-komedie, en undergenre som jeg normalt ikke er specielt glad for, men med Plaza i front er det en helt anden snak.
Trailer - Formodet karakter: 7/10
In a World…
En lille indie-komedie om kampen mellem “trailer voiceover guy” og hans datter, som forsøger at overtage hans job. For en filmelsker som mig, lyder konceptet helt igennem fantastisk og jeg kan lide Lake Bell i de fleste roller.
Ingen trailer - Formodet karakter: 7/10
Efter al snakken om at jorden skulle gå under sidste år, kommer der hele tre komedier om verdens undergang. Det er lidt forsinket, men til gengæld kunne det være nogle af årets bedste komedier.
This is the End
Hollywood samler en imponerende liste af skuespillere (James Franco, Seth Rogen, Jay Baruchel, Jonah Hill, Paul Rudd, Jason Segal, Michael Cena, Martin Starr, Aziz Asari, Danny McBride, Christopher Mintz-Plasse, Craig Robinson og Rihanna) og starter dommedag. Det kunne være fantastisk, det kunne være rædselsfuldt.
Trailer - Formodet karakter: 6/10
The World’s End
Edgar Wright, Simon Pegg og Nick Frost afslutter “Cornetto trilogien” (Shaun of the Dead og Hot Fuzz) med jordens undergang. Håber virkelig at de kan holde den høje standart.
Trailer - Formodet karakter: 8/10
Rapturepalooza
Det ligner en forlænget SNL sketch og Anna Kendrick fortjener bedre, men man kan jo altid håbe.
Trailer - Formodet karakter: 4/10
THE ANIMATED
Monsters University
Jeg kunne godt lide Monsters Inc., men jeg har ikke brug for flere historier fra det univers og jeg føler ikke, at Pixar er det samme studie som jeg engang elskede. Ud fra traileren ligner det også, at filmen mangler de fleste af de elementer som gjorde den første god.
Trailer - Formodet karakter: 5/10
Despicable Me 2
Den første film var fremragende og hylende morsom. Jeg ville hellere have en ny film fra folkene bag, men i mangel på sådan, er Despicable Me 2 uden tvivl den animationsfilm som jeg ser mest frem til. Jeg glæder mig til mere Steve Carell og løjer med The Minions, men der er stadig den underliggende trussel af tendensen med at det hele skal være større og vildere i en sequel, i stedet for bare at fortælle en god historie.
Trailer - Formodet karakter: 7/10
Turbo
Traileren til Turbo, Ryan Reynolds er en snegl som ønsker at være hurtig, er da meget sjov. Det er dog lidt et dårligt tegn, at jeg ikke har lyst til at se en film om det, man kunne sagtens nøjes med en lille kortfilm som ekstra materiale på en eller anden blu-ray.
Trailer - Formodet karakter: 5/10
Epic
Blue Sky Studios lavede Ice Age og Horton Hears a Who! som jeg fandt underholdende, men de lavede også 3 andre Ice Age film og Rio, så jeg ved ikke om deres navn bringer nogen form for sikkerhed. Desuden har man set denne miniput historie sådan cirka en million gange før og det faktum at Steven Tyler, Beyonce Knowles og Pitbull ligger stemmer til skræmmer mig, der ligges op til en masse dårlige sange.
Trailer - Formodet karakter: 4/10
Planes
Disney koger suppe på Pixar’s populære men ikke specielt gode franchise, Cars. Jeg er ikke interesseret på nogen tænkelig måde.
Trailer - Formodet karakter: 2/10
The Smurfs 2
Jeg smølfer absolut intet for denne eftersmølfer, min evne til smølfe er helt og aldeles smølfet.
Trailer - Formodet karakter: 1/10
THE DRAMA
The Great Gatsby
Jeg er stor fan af Romeo+Juliet og Moulin Rouge, men Australia var stor forbier for Baz Luhrman. Traileren til hans nyeste, filmatiseringen af The Great Gatsby, efterlod mig særdeles kold og jeg er ikke helt sikker hvorfor. Håber på en overraskelse, men forventningerne er i bund.
Trailer - Formodet karakter: 5/10
Before Midnight
Richard Linklater’s Before Sunrise og Before Sunset er, i mine øjne, blandt de bedste kærlighedsfilm og jeg håber virkelig at han, Ethan Hawke og Julie Delpy kan afslutte trilogien på en tilfredsstillende måde.
Trailer - Formodet karakter: 7/10
The Bling Ring
Sofia Coppolla startede glimrende ud med The Virgin Suicides og Lost in Translation, men Marie Antoinette var uudholdelig og Somewhere var både dræbende kedelig og prætentiøs. Tilstedeværelsen af Emma Watson (Harry Potter) i The Bling Ring ændrer ikke ved, at jeg tror Sofia Coppollas gode film er bag hende. Jeg havde faktisk ikke set traileren før jeg skrev dette, men efterfølgende har jeg trukket 2 points fra den formodet karakter, filmen ser næsten værre ud end Somewhere.
Trailer - Formodet karakter: 5/10
Only God Forgives
Jeg elskede Nicolas Winding Refn’s Drive og filmen rangerede højt blandt de bedste film i 2011, så jeg ser meget frem til endnu et samarbejde mellem Refn og Ryan Gosling. Traileren til Only God Forgives er ganske mystisk og grundhistorien virker som mange tidligere actionfilm, men jeg forventer at filmen har noget ekstra i ærmet. (David Bjerre har flere gange beskrevet Drive som en glorificeret Steven Seagal film, hvilket jeg opfatter mest som en provokation og det er en kommentar som jeg ikke kan sige noget pænt om, så jeg lader det være op til folk selv at finde ud af præcis hvor forkert det er.)
Trailer - Formodet karakter: 7/10
THE HORROR
VHS2
Efter lige at have set den første VHS, er min interesse i en efterfølger forholdsvis begrænset. Den skal dog ses af én simpel grund, det ene segment er instrueret af Gareth Evans, manden bag The Raid.
Ingen trailer - Formodet karakter: 4/10
You’re Next
En af de film som har horror fanboys i selvsving, alene derfor burde alarmklokkerne ringe. Jeg ønsker virkelig en god horrorfilm, men jeg stoler bare ikke på, at det er Adam Wingard (VHS, ABCs of Death) som skal give mig det.
Trailer - Formodet karakter: 4/10
The Purge
Konceptet alene er fantastisk og skræmmende. Dette kunne meget nemt være årets bedste gyserfilm, men af ren erfaring holder jeg forventningerne lidt i ro. Ethan Hawke var god i Sinister, så man kan jo håbe at det fortsætter her.
Trailer - Formodet karakter: 6/10
World War Z
Jeg har sagt mange gange før, at jeg er dødsens træt af zombier og specielt zombier som er lavet på computer. Jeg har ikke noget forhold til bogen, men jeg kan godt lide Brad Pitt, så jeg håber at filmen er mere 28 Weeks Later end den er de sidste 40 minutter af I am Legend.
Trailer - Formodet karakter: 5/10
THE FANTASY
Mortal Instruments: City of Bones
Endnu et desperat forsøg på at fange de unge Twilight fans, men dette ser helt slemt ud. Det ville nok hjælpe hvis jeg var en lille teenage tøs, men traileren får mig skiftevis til krumme tær og grine af hvor pinligt det er. Det bliver endnu en film, hvor jeg ikke kan fokusere direkte på Lily Collins, har hun bidraget noget til filmverdenen udover hendes voldsomme øjenbryn?
Trailer - Formodet karakter: 2/10
Percy Jackson: Sea of Monsters
Jeg var ikke imponeret over den første film og denne efterfølger ser ikke meget bedre ud. Det er Clash of the Titans for kids, med alt hvad det indebærer af dårligt skuespil, ligegyldig historie og en overflod af grimme effekter. Filmen får ikke bonuspoints bare fordi Nathan Fillion er med i traileren.
Trailer - Formodet karakter: 3/10
300: Rise of an Empire [Delayed]
Zack Snyder’s 300 var da en udmærket film, i al sin homoerotiske blanding af stiliseret vold og photoshoppet mavemuskler, men jeg ved ikke om vi har brug for en efterfølger her 7 år efter. Der er ikke mange med fra den første film og Snyder vender heller ikke tilbage, ærlig talt er jeg pænt ligeglad.
Ingen trailer - Formodet karakter: 4/10
[Update: Filmen er åbenbart så dårlig, at den er blevet udskudt hele vejen til 2014, det lover ikke godt.]
Det var så den “korte” gennemgang af sommerens film. Overordnet set er der, som sagt, en del film som jeg ser frem til, men jeg er også forberedt på de skuffelser som næsten er uundgåelige fra Hollywood. Der er, vanen tro, en helvedes masse sequels, men jeg syntes også at der er nogle interessante nye ting i mellem og så er jeg glad for, at vi får en god del sci-fi.
Dette er selvfølgelig bare min mening og jeg tager nok fejl ved nogle af filmene. Hvilke film ser du mest frem til her i sommervarmen? Føler du at der stadig er håb eller deler du de negative fornemmelser?
Nights of Horror: VHS / Doomsday Book
Jeg forsætter min søgen gennem nogle af de mange horror-antologier. Mest af alt, fordi jeg finder konceptet interessant og jeg stadig har troen på, at i de rette hænder kunne det være et spændende fortælleredskab, men også fordi at de kunne vel ikke være lige så dårlige som The ABCs of Death alle sammen. Den gode nyhed er, at de er faktisk ikke elendige alle sammen. Den dårlige nyhed er, at VHS bestemt ikke er blandt de heldige.
VHS ridder på en bølge af næsten rendyrket ros, specielt fra folk indenfor genren, men det eneste som filmen leverer er endnu et bevis på, at meningerne fra internettets mange horror fanboys betyder mindre end stort set alle andres. Deres næsten fuldstændige fokus på horror, en genre som ser et større antal af elendige film end nogen andre genre, ser ud til at udvande deres kvalitetsfornemmelse. Hvis man kun ser dårlige film, vil enhver forbedring virker som et mirakel. Det sammen er tilfældet, hvis man kun ser fremragende film, så vil nogle af de gode film med tiden virke dårligere, fordi man intet har at sammenligne med. Det hele handler om perspektiv og det burde jeg snart have lært, jeg har faldet i fælden et utal af gange, eksempelvis med All the Boys Love Mandy Lane og The Innkeepers. Jeg burde tage ved lære af mine fejl, men det gør jeg åbentlyst ikke, så jeg satte VHS i maskinen.
VHS lader Adam Wingard (You’re Next), Ti West (House of the Devil), Glenn McQuaid (I Sell the Dead) og David Bruckner (The Signal) samle en håndfuld tåbelige, amatøragtige og chokerende kedelige kortfilm. Det hele er iscenesat med de absolut værste af found footage genrens klichéer og dem er der mange af, masser af utydelige håndholdte optagelser af ingenting, talentløse mennesker som tror de er skuespillere og en total mangel på stemning. De bedste found footage film hæver sig over disse fejl, men VHS er ikke en af dem. Filmen har da lyspunkter hist og her, men det er ikke nok til holde ens interesse.
Doomsday Book kommer som lidt af en redning for hele denne gennemsøgen af antologier. Jeg var allerede begyndt at give op, kvaliteten var simpelthen for lav, heldigvis kom kreativiteten til undsætning og selvfølgelig kom redningen fra Sydkorea.
Sammen tager Yim Pil-Sung og Kim Jee-Woon (The Good, The Bad, The Weird) en noget mere ambitiøs, tankevækkende og spændende vinkel på horor-antologien. Vi får historier om jordens undergang, en kædereaktion som ender i zombieinvasion og en ødelagt robot som opnår spirituel ro, alt sammen talentfuldt udført med humor, godt skuespil og kreativitet. Ja, på trods af at være generelt træt af zombier, formår de at tage en frisk vinkel og rent faktisk gøre emnet interessant igen. Filmen er lidt ujævn, hvilket er svært at undgå for antologier, men for en gangs skyld er hver historie værd at se.
Nights of Horror: The ABCs of Death
Antologier har længe været en populær undergenre for horror med samlinger som Creepshow, Tales from the Darkside, Twilight Zone, Tales from the Crypt og Trick ‘r Treat. Fælles for de fleste antologier, uanset om det er horror eller en anden genre, er det en meget blandet affære og kan derfor være en anelse svært at anmelde som én film, med en overordnet karakter. Ofte er der en god kortfilm og så er resten mere eller mindre fyldstof, for at få projektet pumpet op til spillefilmslængde. Jeg kan selvfølgelig godt forstå det umiddelbare koncept. Jeg ser mange film, men meget få kortfilm og jeg kan kun forestille mig at det er endnu færre hos det almene filmpublikum, så det er en effektiv måde at få filmene foran flere øje, men for det meste er det bare noget rod.
Fortidens tendenser bliver kun understreget i The ABCs of Death grundet det udvidet antal af film. 26 instruktører har fået hver deres bogstav fra alfabetet og frie hænder til at lave en 3-5 minutters kortfilm udfra det. Så der er unægteligt en masse variation og hvis man ikke kan lide en kortfilm, så er der ikke lang tid før den næste begynder, problemet er bare at man skal vade igennem utroligt meget møg for at finde frem til de 5-6 gode historier. Filmenes indhold spænder vidt og bredt, lige fra dommedag, hundekamp, computer-edderkopper, tegnefilm og stopmotion til fredtidsprævention, pelsdyrs nazister, onanerings-konkurrencer og japanske skolepiger som prutter, fælles for dem alle er dog blod, blod, dårlig humor og mere blod. De indbudte instruktører er også meget forskellige og en del mere internationalt end jeg havde forventet med folk som Ben Wheatley (Kill List), Nacho Vigalondo (Timecrimes), Ti West (House of the Devil), Anders Morgenthaler (Princess), Xavier Gens (Frontiers), Jason Eisner (Hobo with a Shotgun), Angela Bettis (May), Jon Schnepp (Aqua Teen Hunger Force) og Yoshihiro Nishimura (Tokyo Gore Police). Det hjælper intet når man kun kan byde på en håndfuld seværdige klip og resten så rangerer fra det ligegyldige til det skræmmende elendige.
The ABCs of Death er et interessant eksperiment, men også et eksperiment som fejler på næsten alle tænkelige punkter. De instruktører som jeg ønsker mere fra, er de samme som fra før filmen startede, men én ting er der da kommet ud af det, jeg ønsker intet mere i livet end et løfte om at Noboru Iguchi aldrig rører et kamera igen.
Copyright Infringement: Battle of Los Angeles
Instrueret af Mark Atkins
Skrevet af Mark Atkins
Med Nia Peebles, Kel Mitchell, Dylan Vox, Theresa June-Tao, Gerald Webb, Edward DeRuiter og Robert Pike Daniel
2011 US Action / Sci-Fi 92 min.
[I Copyright Infringement tages der kærligt fat i nogle af de rædselsfulde film som bliver udgivet af studiet The Asylum. The Asylum er kendt for at kopiere kendte blockbuster og tjene en masse hurtige penge på, at folk læser titlen forkert, når de står i videobutikken. The Asylum har slået sig sammen med tv-kanalen SyFy Channel, hvilket betyder at de laver flere film, men ikke at de er bedre produceret. Ofte er deres film så skod-elendige, at selv Uwe Boll kan se ned på dem og grine.]
Hvad har The Asylum kopieret denne gang?
Jonathan Liebesmans larmende og voldsomt patriotiske Battle: Los Angeles fra 2011 med Aaron Eckhart, Ne-Yo, Bridget Moynahan, Michael Peña, Noel Fisher og Michelle Rodriguez.
Hvad bruger de deres tyvekoster til?
Los Angeles (og resten af verden, for den sags skyld) bliver angrebet af rumvæsner og militæret kæmper hårdt for at modstå invasionen. Der er også noget med anden verdenskrig og tidsrejser, men det bliver forklaret mere på filmens cover end det gør i filmen.
Hvordan er resultatet?
Omtrent på lige fod med alle de andre film fra The Asylum, altså stinkende elendigt. Det er en mindst effektive militærstyrke i historie, efter USA’s 3 jagerfly bliver skudt ned, begynder de resterende soldater at skyde mod ufoerne med deres håndvåben. Pludselig er der en tidsrejsende pilot fra anden verdenskrig, men filmen nægter at fortælle hvorfor og ingen af filmens karakterer virker specielt overrasket. Scener, dialog og historie giver ingen mening og der gøres ingen indsats for bare den mindste sammenhæng. Filmen forsøger endda at spille smart med platte ET og Avatar vittigheder, uden at tænke over at det bare minder seeren om, at man kunne se meget bedre film i stedet for dette skrammel.
Men så bliver det hele reddet af en tidsrejsende ninja-chick som dolker ufoer med sin katana. Jeg ved godt, at du tænker at det lyder præcis lige så idiotisk som resten, men for denne film er det faktisk en betragtelig opgradering. Jeg vil sammenligne filmen med Skyline i forholdet af dårligt skuespil til en smule bedre effekter, men over for Battle of Los Angeles er Skyline en af de bedste film nogensinde.
Der er nogle skuespillere med, ikk?
Nickelodeon’s tidligere barnestjerne, Kel Mitchell, er blevet voksen og laver film. Mens Kel ser dum ud foran en greenscreen for håndører, er hans gamle partner, Kenan Thompson, fast inventar på Saturday Night Live… så godt klaret, mand!
Nia Peebles spiller den tidsrejsende ninjatøs, iført stramtsiddende spandex. Peebles har spillet med i 47 episoder af Walker, Texas Ranger og 132 afsnit af The Young and the Restless, men nu rykker hun op i den filmiske superliga… brug nu ikke alle pengene på én gang.
Andetsteds på rollelisten er Theresa June-Tao ansat til at spille Michelle Rodriguez og Robert Pike Daniel har fået strenge ordre på at tale lige som Nick Nolte, om det så slår ham ihjel. Det lyder virkelig som om, at hans stemme er ved at give op i midten af hver sætning.
Hvad med effekterne?
Helt og aldeles afskyelige, 10 år gamle computerspil havde bedre effekter, ja selv dansk tv har bedre effekter. Det er faktisk lidt overvældende hvor dårlige de er, selv en lallende amatør ville kunne lave dette bedre i After Effects. Intet har nogen vægt eller tekstur og sjældent er de en del af billedet. Det er dog bare computereffekterne, de praktiske er endnu værre. Rumvæsnet er en tudegrim papmache figur som de har sprinklet med lidt vand, for at den skal se levende ud og så er der en mand, gemt under et tæppe, som slår på vinduet med en pind.
Er der slet ikke noget godt?
Enkelte gange, og her mener jeg måske 2 eller 3 tidspunkter i løbet af filmen, rammer kameraet tilfældigt en skuespiller i et godt lys og så ser det faktisk okay ud, men det bliver hurtigt ødelagt af en tåbelig effekt eller, gud ha’ nåde, mere dialog. Ligeledes små-tilfældigt så er musikken flere steder udmærket og så er den så forbandet høj, at den overdøver den stupide dialog.
Hvad med nogle sjove facts?
Vidste du, at der kun er 7 soldater på en militærbase?
Vidste du, folk som er bange for at flyve, sagtens kan blive pilotter?
Vidste du, at råbe “be more like Michelle Rodriguez” også kan kaldes at instruere?
Vidste du, at hvis man redder intet, så er man stadig en helt?
På en skala fra 1 til 10 Uwe Bolls, hvor ligger Battle of Los Angeles så?
På en skala, hvor 10 er på “højde” med en Uwe Boll (Alone in the Dark, BloodRayne, Postal) film og 1 kan sidestilles med et verdensdækkende udbrud af byldepest, scorer Battle of Los Angeles en rekordsættende 3’er.
På sidens normale skala får filmen selvfølgelig:
GaGa’s Card Collection: 2013 Selection
GaGa The Movies helt egen Hall of Fame og yderst eksklusive samlekort-klub er tilbage, for første gang i 2013 og kortenes udseende er selvfølgelig blevet opdateret for at matche sidens design. Inden folk begynder at blive sure og brokke sig over, at de nye kort slet ikke passer til resten af deres samling kan jeg kun sige; at folk burde holde op med at leve i fortiden, stoppe med at bekymre sig over fiktive ting og at returretten for længst er udløbet.
Årets første guldmedlemmer rangerer måske ikke højt på listen over Hollywoods mest attraktive mænd, med mindre at man medregner de 15 lange sekunder hvor kameraet kærtegner Dr. Ian Malcolms svedige overkrop i Jurassic Park, men de har alle en stor plads i hjertet af min filminteresse. De er alle karakterskuespillere, de svømmer måske ikke ligefrem i store hovedroller, men til gengæld gør de enhver film bedre bare ved at være med.
Jeff Goldblum er bedst kendt for hans semi-arrogante humor og hans spøjse talegang. Han huskes hovedsagligt som ovennævnte Ian Malcolm i Jurrasic Park eller Seth Brundle i David Cronenberg’s The Fly men kan også nydes i film som Independence Day, Powder, The Great White Hype og Igby Goes Down. Bill Murray er en af mine absolut favorit skuespillere og nej, det er ikke bare fordi, at han minder om en sjov version af min far. Hans tørre og skæve humor falder måske ikke i alles smag, men den rammer fuldstændig plet hos mig, han er en af de få folk som kan sige næsten hvad som helst og jeg ligger flad af grin. Murray er bedst kendt fra Ghostbusters, Sofia Coppolla’s Lost in Translation og hans lange sammenarbejde med Wes Anderson (Rushmore, The Life Aquatic, Fantastic Mr. Fox, The Royal Tenenbaums, Moonrise Kingdom) men man bør ikke glemme perler som Groundhog Day, Get Low, Broken Flowers, Scrooged og Cradle Will Rock. Steve Buscemi er beviset for at man sagtens kan have succes i Hollywood, selv om man kom sidst i livets skønhedskapløb. Han har mere end 100 credits på hans cv og hver eneste en af de roller er seværdig, hvilket kan siges om meget få andre skuespillere, selv hans venskab med Adam Sandler og medvirken i alle hans film kan ikke fratage hans status som en levende legende her på siden. Blandt de mange film på hans cv kan man nævne Fargo, Reservoir Dogs, The Big Lebowski, Ghost World, Living in Oblivion, Desperado, Trees Lounge, Con Air, The Imposters, Armageddon, Monsters Inc, Big Fish og Boardwalk Empire.
Sidens store Hall of Fame titanium-imprægneret bankboks bliver samtidig åbnet for vigtige film, til evig beskyttelse mod udefrakommende skade. Det er selvfølgelig en anelse overdrevet, jeg beskytter intet, andet end min kærlighed til disse film. Den første film på listen kan måske virke en smule forhastet for nogle, men for dem som har fulgt siden de sidste par år, kan det ikke komme som nogen overraskelse præcis hvor meget jeg værdsætter Joe Cornish’s Attack the Block. Udover at det er en fremragende, modig, sjov og kreativ film, det er også et ret beskrivende faktum at, på trods af filmens korte levetid, så har jeg på nuværende tidspunkt set Attack the Block flere gange end nogen anden film, nogensinde (selv film som T2: Judgement Day og Pulp Fiction). Apropos Pulp Fiction, så er den næste film til samlingen. Quentin Tarantinos mesterværk kræver vel næppe nogen introduktion, få film har været så betydningsfulde for det moderne medie som den. Sidste film i denne omgang, er Sam Raimi’s Evil Dead 2: Dead by Dawn og det virker kun logisk, at den skulle være blandt de første, Bruce Campbell var trods alt sidens første guldmedlem. Evil Dead 2 er en suveræn blanding af sprudlende energi, bundløs opfindsomhed, charmerende humor og imponerende praktiske effekter. Filmen er ikke blot blandt filmhistoriens bedste horrorfilm, den er også en af de bedste komedier.
Det var så årets første samlekort, efter lang tids venten, men nu hvor designet er lavet, går jeg ud fra at de kommer oftere end før.
GaGa’s Netflix Guide – Did You Miss Me?
Netflix-anbefalingerne vender hermed tilbage på siden efter en hård kamp med support, lange overvejelser om formatet og nervøse spekulationer over om folk overhovedet kan bruge dem til noget. Jeg blev enig med mig selv om, at det første var mere besvær end gavn, det andet forbliver det samme og jeg håber da, at folk falder over noget de ellers ikke ville have fundet. Men nok snak om omstændighederne og videre til selve anbefalingerne.
Raylan Givens har endelig fundet vej til den danske Netflix. Justified er blandt de absolut bedste tv-serier lige nu og de to første sæsoner ligger bare og venter på at blive set. Serien er en hårdkogt moderne western baseret på Elmore Leonards historier, Leonard har tidligere skrevet fremragende forlag til film som Out of Sight, Jackie Brown, Killshot og 3:10 to Yuma. Serien burde også kunne overbevise dem der, af en eller anden grund, stadig er i tvivl om Timothy Olyphant.
Leonard er ikke den eneste store forfatter som har startet fantastiske serier, Davd Mamet (Glengarry Glen Ross, The Spanish Prisoner, Wag The Dog, Ronin) stod bag The Unit og alle 4 sæsoner er nu tilgængelige på Netflix. The Unit omhandler en speciel styrke i den amerikanske hær, serien er derfor selvfølgelig fyldt med action og spænding, men karaktererne, deres liv og deres familier får mindst lige så meget fokus. Rollelisten indeholder blandt andre Dennis Haysbert (24, Far from Heaven) og Scott Foley (Felicity, Scrubs) samt Robert Patrick (T2) og de spiller alle fremragende. Jeg har tidligere anbefalet Misfits og den er også på Netflix. Serien er lidt en blanding af Chronicle og Attack the Block, så altså semi-kriminelle unge som får superkræfter, tilsat provokerende engelsk humor. Det er sjovt og underholdende tidsfordriv, desuden så varer de engelske serier kun omkring 6 episoder pr sæson, så det virker mere overskueligt.
Dagens tema: stupid fun
En gang i mellem er det rart, bare at slå hjernen fra og grine af plat humor. Dagens tema er et par anbefalinger med dette formål. Jeg er godt klar over at disse film ikke er specielt gode, himmelråbende stupide og generelt bunden af den filmiske fødekæde, men jeg syntes de var sjove og det er mere end man kan sige om de fleste Adam Sandler film og komedie-serier på tv.
Komediegruppen Broken Lizards eneste “vellykkede” film, Super Troopers, følger et hold tåbelige landevejsbetjente og kamp for at undgå reelt arbejde. Det er dumt, meget dumt, men burde ses alene for kattescenen, so go watch it right meow! Steve Oedekerk (Ace Ventura: When Nature Calls, Bruce Almighty, Nothing to Lose) er kendt for store mængder idioti, han lavede eksempelvis en stribe parodier af kendte film med hans tommelfinger i hovedrollen, men han overgik sig selv med Kung Pow: Enter the Fist. Oedekerk har taget en gammel kung fu, lagt nye stemmer på og klippet sig selv ind på computer. Jeg ved godt at det lyder pænt dumt, men det er faktisk endnu dummere når det først går i gang. Jeg burde hade den som pesten, men jeg kunne ikke lade være med at grine. Mange anmeldere har svinet Project X til og kaldt det en skændsel mod filmindustrien, jeg tror dog at de tog filmen lidt for alvorligt og samtidig glemte alt det andet møg som industrien har at byde på. Jeg syntes at det var en tåbelig, men også ganske underholdende og sjov festfilm, så det kan man tage som man vil.
Det var så en håndfuld, mere eller mindre reelle, anbefalinger og der skal nok komme flere.
Weekend Update: Restarting the Week
Jeg var noget overrasket over den store opmærksomhed som Silver Linings Playbook fik ved årets oscar-show, men efter at jeg har set den, giver det hele mere mening. Filmen er en gribende kærlighedshistorie mellem to lettere forstyrede mennesker, fremragende spillet af Bradley Cooper og Jennifer Lawrence. Deres sindslidelser ligger som filmens kerne og bliver aldrig brugt som en humoristisk gimmick, som det ofte er tilfældet i andre komedie. Det er også forfriskende, at blive mindet om at Robert DeNiro faktisk er en god skuespiller, efter mange år med elendige film fra hans side. Silver Linings Playbook er en stærk og modig film, så længe man forstår at den er ikke den rendyrkede komedie som filmens trailer sælger.
Jeg havde blot et par timer tilbage af Crystal Dynamics’ reboot af deres succesfulde Tomb Raider serie, da et bug i spillet tvang mig til at starte forfra, mere om det senere. Jeg nød de timer at jeg nåede af Lara Crofts nye eventyr og den kommende anmeldelse bliver sandssynligvis også ganske positiv, men der går bare lidt længere tid, nu når jeg var nød til at genstarte spillet. Hvis man i mellemtiden mangler lidt Tomb Raider i ens liv, så har drengene på Dobbelt D’s Definitive DVD Podcast netop lavet et kommentarspor til den første film. Filmen er på ingen måde noget mesterværk, men David og Dennis dykker altid dybt i deres research og bringer masser af interessant information på banen. Kommentarsporet kan findes på deres side og som altid ved disse spor, så er det på engelsk, men hvis man ikke forstår engelsk, så vil jeg blot minde om at vi lever i 2013 og man burde gøre noget ved det.
Af andre ting fra ugens forløb, kan jeg nævne at jeg kæmper selvfølgelig videre i Dark Souls og syntes nu at have forstået de fleste af spillets systemer. Jeg forsøgte også at gense Speed Racer til en Revisit of the Damned artikel, men jeg nåede kun 40 minutter ind før jeg måtte give op og slukke for afspilleren. Jeg prøver nok igen på et andet tidspunkt, men det bliver en hård og pangfarvet kamp.
Weekend Update: Easter Eggs
Mange kan nok godt huske dengang hvor det var det nyeste nye, at spille Snake på sin fancy Nokia telefon. Det er lang tid siden, men konceptet lever stadig. Nimblebit, folkene bag Tiny Tower, har taget gameplayet fra Snake og tilføjet et lag 8bit rollespil. Nimble Quest er et hyggeligt lille spil, en god timewaster og så er det ganske gratis på appstoren.
Lige en hurtig Dark Souls update: Det var vel næsten uundgåeligt, men jeg er officielt hooked. Jeg kan åbenbart godt lide at blive straffet gang på gang, muligt at jeg skulle få det undersøgt. Hvis jeg er god nok og gennemfører spillet, så kommer der nok en anmeldelse, men formentlig dør jeg bare, igen og igen… og igen.
Jeg ser ikke meget tv, men så faldt jeg lige over Misfits og var nød til at se mere. Serien kan bedst beskrives som en blanding mellem Attack the Block og Chronicle, en gruppe unge kriminelle får pludselig superkræfter under et tordenvejr og det er så deres kamp med deres evner, deres liv og hinanden. Underholdende tv med humoristisk sans og gode karakterer. Det er også rart at se, at de ikke er bange for at go a little nuts i sæson 2.
Til trods for hvad plakaten måske antyder, så er The Baytown Outlaws ikke en grindhouse film og den prøver faktisk heller ikke rigtig på at være det, i stedet er det en ganske underholdende og lettere over-the-top actionfilm. De tre hovedpersoner er udmærket, men Billy Bob Thornton og Eva Longoria har ikke meget at arbejde med i deres biroller. Filmen har nogle ok visuelle idéer og et par gode actionscener, men debutinstruktøren Barry Battles formår aldrig at kæde det sammen på tilfredsstillende vis.
Rise of the Guardians bliver den seneste forbier i den lange række af animations-eksperimenter, denne gang er det Dreamworks som forsøger. Filmen forsøger desperat at være streetsmart og edgy med alternative versioner af velkendte figurer. Julemanden er en tatoveret russer, The Easter Bunny er en australsk kampkanin og Jack Frost kunne vel bedst beskrives som skater. Det er helt i orden at prøve noget nyt, men det virker simpelthen ikke, historien er en stor kliché, filmen er kedelig og der er ikke meget sjov at hente, men i det mindste er filmen flot.
The Day følger en gruppe teenagere som kæmper for deres overlevelse i en post-apokalyptisk verden. Det er en film uden det store budget (produceret af WWE Films, hvilket ikke giver nogen mening) og det kunne sagtens have fungeret, men det gør det bare ikke. Der er meget lidt drive i filmen, ikke ret godt filmet og skuespillerne spiller alle jævnt dårligt. De har samtidig forsøgt at give filmen et specielt look ved at fjerne stort set alle farver og mens idéen bag det valg er forståeligt, så er udførelsen mangelfuld.
Monster Hunter: Frankenfish
Instrueret af Mark A. Z. Dippé
Skrevet af Simon Barrett og Scott Clevenger
Med Tory Kittles, K. D. Aubert, China Chow, Donna Bisque, Tomas Arana og Mark Boone Junior
2004 Horror US 84 min.
Jeg elsker monsterfilm, der er et eller andet fantastisk ved dumme karakterer stå ansigt til ansigt med en fuldstændig latterlig overmagt. Der findes selvfølgelig mere seriøse monsterfilm, men det er nogle gange mere underholdende ved den klassiske b-film version som egentlig bare er en slasherfilm med et monster i stedet for en mand med en kniv.
Men monstrene er jaget vildt og er efterhånden ved at blive truet filmrace, det er mere og mere sjældent at man ser et reelt interessant monster i sine naturlige omgivelser, nemlig i bunden af en videobutik på en støvet dvd. Jeg er godt klar over, at der kommer massevis af monsterfilm fra selskaber som Sy Fy Channel og The Asylum, men i stedet for film som Piranhaconda, Mega Shark vs. Giant Octopus og 2-Headed Shark Attack, så kunne jeg godt tænke mig film som ikke er blandt historiens mest elendige.
Jeg har derfor besluttet mig at indfange omkring et dusin af de bedste, så de altid er klar til alle de tidspunkter hvor man får et par øl sammen med vennerne og pludselig får lyst til at jage store dumme genmanipulerede dyr. Jeg har allerede samlet den første halvdel, men sætter jagten ind på resten.
Jeg havde set Frankenfish før og huskede at jeg ikke hadede den, så jeg ville give den en chance for at komme blandt de udvalgte. Jeg ved godt, at jeg allerede fra starten går imod hvad jeg lige har snakket om, fordi Frankenfish rent faktisk er en film fra den omtalte amerikanske tv-kanal. Den er dog fra dengang hvor kanalen stadig hed Sci-Fi Channel, havde gode ting som eksempelvis MST3K og ikke producerede 3-4 ubrugelige film om ugen.
Frankenfish er dog meget bedre end film som The Asylum’s Mega Piranha, men det er på ingen måde nogen klassisker. Bevares, den er ganske underholdende og effekterne holder overraskende godt, for computereffekter i næsten 10 år gammel b-film lavet for tv. Resten af filmen holder ikke på samme måde. Tory Kittles har et sjovt navn, men han har ikke meget karisma, desværre er han alligevel den mindst elendige på rollelisten. Monsteret, i sig selv, er okay og det bliver brugt i nogle udmærket scener, men overordnet set er der ikke meget at komme efter. Filmen forsøger på en humoristisk tone, men meget lidt rammer plet og det hele er filmet med et middelmådigt digital kamera, normalt ikke noget som irriterer mig, men det er meget ujævnt og grimt.
Frankenfish er ikke horribel, men den første fisketur må betegnes som en fiasko og der var ikke meget mere end en død fisk på krogen. Jeg slipper udyret løs og fortsætter jagten, forhåbentlig med bedre held næste gang.
The Man with the Iron Fists – Choppy Fu
Instrueret af RZA
Skrevet af RZA og Eli Roth
Med RZA, Russell Crowe, Lucy Liu, Rick Yune, Dave Bautista, Jamie Chung, Cung Le, Byron Mann, Daniel Wu, Eli Roth og Pam Grier
2012 Action US 107 min.
En stille landsby midt i det kolde kinesiske ingenmandsland. Der sker sjældent noget med undtagelse af tilfældig gadehandel og lidt løs prostitution. Det er vel at mærke lige indtil en stor mængde guld bliver transporteret igennem byen og pludselig tiltrækkes alverdens lejemordere, lykkejægere og andre assorterede lyssky elementer. Med ét er byens ellers rolige gader fyldt med blodet fra utallige voldsomme kampe og byens mere eller mindre uskyldige borgere er fanget i midten.
Passion. En sød og velsmagende frugt, men også den altafgørende livskilde som burde være drivkraften i alle projekter. Passion kan højne værdien af middelmådige idéer, men mangel på samme kan også dræbe selv de bedste intentioner. Det er vigtigt at brænde for det man laver, ellers kan man lige så godt lade være.
Det er tydeligt at rapper, producer og tidligere medlem af Wu-Tang Clan, RZA, bærer en stor kærlighed for gamle, støvede kung-fu film. Film af den slags hvor mundbevægelserne sjældent passede til ordene, karaktererne var ofte papirtynde tegneseriefigurer og hvor overdrevne wire-træk havde førsteprioritet. RZA har lavet en film i den ånd, fordi han havde lyst og fordi han kunne, hvilket jeg respekterer ham for, men det er øjeblikkeligt tydeligt fra filmens start, at manden på ingen måde er hverken skuespiller eller instruktør.
The Man with the Iron Fists er tynget af et utal af problemer og mange af dem kan spores direkte til RZA’s manglende evner. Filmen er enormt rodet, ufokuseret og dårligt fortalt. Karaktererne er tomme og de fleste er fuldstændigt blottet for enhver form for brugbar motivation. Værst blandt hele rollebesætningen er RZA selv, filmens frontfigur, hvilket siger en del når rollelisten også indeholder en wrestler. Manden virker ude af stand til at levere andet end et fuldstændigt blankt ansigtsudtryk. Det er på et niveau, hvor jeg er næsten sikker på, at Steven Seagals stendøde ansigtsmuskler kunne fremprovokere større følelsesmæssig bredde end det som RZA bringer for dagen.
Det lyder alt sammen overvældende elendigt, men alligevel kunne jeg egentlig godt lide The Man with the Iron Fists. Forstå mig ret, jeg påstår på ingen måde at det er en god film, ikke engang tæt på, men jeg fandt mig overraskende nok udmærket underholdt på trods af de store mangler. Jeg syntes, som sagt, at man kunne mærke passionen bag projektet. RZA’s kærlighed til genren er tydelig, han skulle nok bare have valgt en anden til filmens hovedrolle, en opgave som han bestemt ikke kan bære. Generelt er skuespillet på skærmen ikke noget at råbe hurra for, men nogle få skiller sig ud fra mængden. Russell Crowe og Byron Mann, som henholdsvis Jack Knife og Silver Lion, overspiller for deres lungers fulde kraft og det er en fryd at se på. Jeg syntes også at filmens blodige kampscener var kreative og underholdende, også selv om de til tider gik i selvsving med computerlavet blod.
The Man with the Iron Fists er en film fyldt med plusser og minusser, måske flest minusser, som kan være svær at sætte en fyldestgørende karakter på. Jeg undskylder dog ikke min mening, omend jeg så er helt alene med den og jeg var underholdt i filmens spilletid. Det er mere end man kan sige om så mange andre film, man skal bare vide hvad man går indtil. The Man with the Iron Fists er en amatørfilm med nogle kendte ansigter og en håndfuld gode idéer, lavet af en mand som tydeligvis brænder for det han gør.
