Posts Tagged ‘Movies’
Runners-Up: Source Code, The Adjustment Bureau, Attack the Block og Harry Potter and the Deathly Hallows
Hvor flere af de andre genre skuffede i det forgangne år, så forsatte strømmen af gode science fiction film i 2011. Denne bølge af kvalitets sci-fi, startede for en 3-4 år siden og jeg har været en lykkelig filmnørd lige siden. Denne gang sniger der sig endda en fantasy film ind blandt de nominerede.
Vi fik endelig afslutningen på sagaen om Harry, Hermione, Ron Weasley og alle de andre på Hogwarts med Harry Potter and the Deathly Hallows, som i dette tilfælde tælles som én film. Det var en flot film og en god afslutning, men på en eller anden måde er jeg mest af alt, glad for at det er overstået. The Adjustment Bureau blev solgt som Inception for romantikere og selv om det lyder lidt dumt og filmen på ingen måde er lige så god som Christopher Nolans mesterværk, så var det ikke meget galt. Historien om at skæbnen blev nøje kontrolleret og styret af en ukendt organisation var spændende og godt udført. Desuden var spillet mellem Matt Damon og Emily Blunt langt bedre end forventet.
Duncan Jones’ opfølger til den fremragende Moon fra 2009, Source Code, var ikke helt på samme følelsesmæssige og intellektuelle niveau, men det var stadig en af årets absolut bedste mainstream science fiction film. De gentagende 8 minutters tidrejser var spændende sat op og filmen blev ankeret af gode præstationer fra alle de involverede. Jeg har talt meget om Joe Wrights Attack the Block og nøjagtigt hvor meget at jeg elsker den film, men den blev med nød og næppe slået på målstregen af vinderen af denne kategori.
Den film som formåede den svære bedrift, var J. J. Abrams kærlighedsbrev til de gode gamle sci-fi og eventyrfilm fra 80’erne. Super 8 havde mange ligheder med film som The Goonies, Stand by Me og E.T., film som den efter min mening er fuldt ud på højde med, hvis ikke ligefrem bedre end. Den store katastrofe og det efterfølgende møde med det ukendte fra rummet, alt sammen set igennem øjnene af en gruppe yderst velspillende børneskuespillere, var troværdigt fortalt og utroligt at se på. Som jeg har sagt før, så er Super 8 den bedste 80’er Spielberg film nogensinde, hvis det ikke havde været for de simple undtagelser, at den ikke er lavet af Steven Spielberg og den blev lavet i 2011.
Runners-Up: Stake Land, Julia’s Eyes, Rare Exports og Tucker & Dale vs. Evil
Der var bestemt ikke nogen overflod af kvalitets horror i 2011, det stod så slemt til at der faktisk var forsvindende få rendyrkede horrorfilm og et endnu mindre antal, som jeg kan kalde klassikere og som jeg kunne forestille mig at komme tilbage til i fremtiden. Selv om årets gyser-uge, Nights of Horror II, gik meget bedre end forrige år, så kom der heller ikke megen hjælp fra den side. Jeg vil dog nævne The Ruins og Bug, begge fra den uge, som var fremragende horrorfilm, men desværre falder udenfor tidsrammen for nomineringerne til denne kategori.
Stake Land var det tætteste man kom på en rendyrket horrorfilm i 2011. Jim Mickles dystre vampyr/dommedags/overlevelsesfilm var skræmmende og velspillet. Det var egentlig The Road med en ekstra dosis vampyrer og det var præcist så godt som det lyder. Julia’s Eyes tilhører den gamle skole af horror-thrillers, som lever mindst lige så meget på sin stemning som sin historie. Det var en af den slags film, hvor det var det der blev antydet som var uhyggeligt, mere end det der var åbenlyst. Filmen har meget til fælles med Pang brødrenes The Eye og selv om den ikke er lige så god, så er den stadig værd at se.
En gyserfilm sat i juletiden og med julemanden som den frygtindgydende trussel, er ikke noget man ser så tit, men den finske Rare Exports bar sit særpræg med glæde. Tucker & Dale vs. Evil var lavbudgets horror-komedie i bedste Evil Dead stil. Den legede med alle de kendte gyser klichéer i yderst godt humør og med spandevis af blod.
Trolljegeren så found footage genren gennem sin helt egen optik og var en ubeskriveligt mere interessant film på grund af det. Filmen var rigtig godt skruet sammen, stemningen og humoren hjalp historien fornemt på vej og de altafgørende trolde var fantastisk visualiseret. Så selv om året ikke var det bedste for alle dem som elsker horrorfilm, så fik man stadig film som Trolljegeren, film som prøver at gøre noget specielt og lykkedes.
Runners-Up: X-Men: First Class, Fast Five, Drive Angry og Sherlock Holmes: A Game of Shadows
2011 var heller ikke det største år for actionfilm. Vi fik en masse superheltefilm, robotter og genindspilninger, som svingede fra middel til helt igennem elendige, men der var meget få som gav fuld action valuta for pengene.
Den eneste nominerede superheltefilm er X-Men: First Class, men den fokuserede også på andre elementer end alle de andre indenfor genren i løbet af året. Der var lagt langt større vægt på karaktererne og deres individuelle kamp end på den store overordnede mutantkrig. Det var ikke alt sammen lige godt, flere af de unge mutanter var lettere ligegyldige og det endelige klimaks var måske lidt skuffende, men forholdet mellem James McAvoys Xavier og Michael Fassbenders Magneto var interessant og velspillet. Plus, den har Kevin Bacon som bad guy. En anden af Hollywoods helt store blockbusters var den femte film i The Fast and the Furious serien. Beslutningen, så småt at gå væk fra gaderæset og fokusere mere på det store heist, gav pote og filmen går faktisk hen og bliver lidt af en superheltefilm, så snart man smider det enorme, storsvedende muskeldyr Dwayne “The Rock” Johnson ind i herlighederne. Den mand er et monster og filmen er uendeligt meget mere underholdende når han er på skærmen.
Sherlock Holmes: A Game of Shadows var ærketypisk eksempel på en Hollywood sequel, det var større, vildere og dummere, men det var underholdende tur i biografen og skovscenen leverede bedre action end mange af 2011s resterende udbud af actionfilm. Nicolas Cage bryder ud af helvede, for at redde hans barnebarn fra en satanistisk kult, mens en vanvittigt overspillende William Fichtner jagter ham. Meget mere behøver man ikke at sige om Drive Angry. (… han samler også frække Amber Heard op på vejen, så yay!)
Årets mest specielle og interessante actionfilm var Joe Wrights Hanna. Det mindede mest af alt om en actionfilm kørt igennem et arthouse filter. Den var fyldt med gode præstationer og bød hektisk spænding hele vejen igennem. Saoirse Ronan er en af de mest interessante skuespillere fra hendes generation og hun er godt bakket op af Eric Bana, Cate Blanchett og Olivia Williams. Måden at filmen blev klippet i takt med det fantastiske Chemical Brothers soundtrack skabte dynamisk og anderledes actionscener. En yderst anbefalingsværdig film.
Runners-Up: It’s Kind of a Funny Story, The Guard, 50/50 og The Beaver
I forhold til, hvor meget jeg har beklaget mig over de mange tamme Hollywood komedier i det forgangne år, skulle man tro at 2011 var et forfærdeligt år for humor. Så langt vil jeg dog ikke gå, i det at der stadig var en god håndfuld film, som gav mig nogle gode grin.
Mange komedier har forsøgt at samle et helt hold af skuespillere med god komisk timing, uden at det har givet det store udbytte, men det lykkedes heldigvis for Crazy, Stupid, Love. Skuespillerne, som inkluderer Steve Carell, Ryan Gosling, Emma Stone, Kevin Bacon, Marisa Tomei og Julianne Moore, bliver hjulpet af et morsomt og intelligent manuskript. I en tid, hvor ordne “romantisk komedie” næsten er blevet synonym med uhumoristisk elendighed, er det befriende når der kommer en film som Crazy, Stupid, Love som behandler dens karakterer og kærlighedens problemer på en voksen, men samtidig sjov måde.
Tre af de nominerede påtager sig den svære opgave, at lave en komedie centreret om en alvorlig sygdom, noget som hurtigt kan være smagløst, hvis det ikke bliver gjort med respekt. I 50/50 er det en af de mindst sjove sygdomme, nemlig kræft, men der er så meget hjerte og humor bag, at det går hen og bliver en ganske livsbekræftende oplevelse. Skuespillet er også i top, med gode præstationer fra Joseph Gordon-Levitt, Seth Rogen og Anna Kendrick. It’s Kind of a Funny Story kaster sig over en ligeledes knap så sjov sygdom, depression. Filmen behandler temaet og sygdommen alvorligt, når man først kan tage problemet seriøst, kan man også finde humor i det. Filmen byder også på Zach Galifianakis’ bedste rolle i hans karriere.
Der har været megen omtale af Mel Gibsons person, udenfor hans professionelle karriere, men det ændre ikke ved at han er en god skuespiller. For mig, er det kun filmen der tæller, al det udenoms halløj er for mig ligegyldigt og i The Beaver er han fremragende. Efter et nervøst sammenbrud, bruger Gibson en tøjbæver til at komme på rette spor igen og det er både sjovt og velspillet. The Guard er egentlig bare en “fish-out-of-water” komedie, men den virker på grund af en dejlig tør britisk humor og fantastiske præstationer fra Brendan Gleeson og Don Cheadle.
Runners-Up: Trolljegeren, Rubber, 13 Assassins og Point Blank
Jeg fik kæmpet procentdelen for ikke-amerikanske film op på 18% af det samlede antal og det var uden at jeg fik tid til at holde en Anti-Hollywood Week (noget som der selvfølgelig bliver gjort noget ved snarest). En god del af de film var danske, men der skal ske noget drastisk ved den danske filmkunst, før jeg kan se en eneste af dem dukke op i bare en af de gode kategorier. I mellemtiden er det Frankrig, Japan, England og Norge som kæmper om årets bedste ikke-amerikanske film.
Frankrig har to nominerede i puljen. Point Blank var en intens lille thriller som skar ind til benet og beviste at man ikke behøver mere end 84 minutter for at lave en bedre spændings-film end det som Hollywood normalt kan byde på. Quentin Dupieuxs Rubber blev filmet i USA og skuespillerne taler engelsk, men det gør det bestemt ikke til en amerikansk film. Den er lavet af franske studier, Dupieux er ikke den mest amerikanske person i verden og så er den ovenud crazy. Jeg vil hellere end gerne se en lige så sindssyg film med Hollywood i ryggen, men jeg tror bare ikke at sådan én eksisterer.
Norge er på banen med found footage filmen Trolljegeren. Found footage genren er voldsomt populær i Hollywood, men Trolljegeren er helst sin egen. Det virker som en meget lokal film med store mængder norsk humor og en ordenlig portion norsk mytologi. Takeshi Miikes 13 Assassins var ikke blot en fremragende samurai-film og en værdig fortaler for japansk filmkultur, men det var også en af årets bedste film.
Årets vinder er fra England og den kom som lidt af en overraskelse. Joe Wrights Attack the Block er, efter min mening, et moderne mesterværk. Det er en fantastisk science fiction film med flotte og overbevisende special effects. Den byder på effektiv humor af en klasse, som næsten placerer den på samme niveau med film som Shaun of the Dead. Men noget af det der ramte mig hårdest, er alt det som ligger lige under overfladen. Det er en modig film, som beder tilskueren at holde med karakterer, der starter som ubehagelige lømler og give dem en ekstra chance. Det er en film om sammenhold, loyalitet og usikkerhed på samme fod som de gamle Spielberg film. Det er en lille perle, som fortjener en chance for at bevise sit værd.
Runners-Up: Winnie the Pooh, Kung Fu Panda 2, Megamind og Tangled
Som mange vil vide, hvis man har fulgt siden i det forgangne år, så har jeg op til flere gange nævnt, at 2011 blev det tredje år i streg hvor Pixar ikke ville vinde kategorien for bedste animations film. De to første år var det et spørgsmål om at andre film med nød og næppe endte øverst på skamlen, i ‘09 vandt Coraline over Up og i ‘10 vandt How to Train Your Dragon over Toy Story 3. Det var ikke tilfældet i 2011, hvor Pixar valgte at sælge ud og udgive Cars 2, en film som kun kan beskrives jævnt dårlig, efter alles standarter, men specielt efter Pixars. Selve året var ikke en sejr for animation og der er højst sandsynligt ikke mere end to af de fem nominerede, som jeg vender tilbage til i de kommende år.
Årets vinder, Rango, gav dog håb tidligt på året. Det besynderlige eksperiment som var resultatet af et samarbejde mellem instruktøren Gore Verbinski, skuespilleren Johnny Depp og effekt-studiet Industrial Light & Magic var en blændende succes i mine øjne. Den var anderledes, skør, flot og fyldt til randen med detaljer og filmreferencer. En anden film der også var en sand fryd for mine øjne, var Disneys nye Winnie the Pooh. I stedet for at gøre hvad man kunne frygte de ville, lave filmen på computer, bruge 3D og tilføre store mængder irriterende hysteri, så beholdte Disney Peter Plys i den gode gamle tilbagelænede og håndtegnede stil. Det er hyggeligt, charmerende og jeg kan kun håbe at nutidens børn vil tage lige så godt i mod Plys, som jeg gjorde da jeg var lille (og stadig gør).
Blandt årets mindre, men stadig anbefalingsværdige, animationsfilm var der endnu en Disney film. Tangled var lidt af comeback for Disneys søde prinsesse-film og så har den en sjov talende hest. Der var flere talende dyr i Kung Fu Panda 2, faktisk var de alle sammen talende dyr. Det var en underholdende og flot efterfølger som var god for lidt let underholdning. Til sidst, så bød “superheltefilmen-set-fra-skurkens-perspektiv” Megamind på udmærket, letfordøjelig humor også selv om at den virkede som lidt af en kopi af 2010s fremragende Despicable Me.
Runners-Up: Hobo with a Shotgun, Rubber, Super og Rare Exports
Best Genre Film er en kategori som kommer og går, år for år. Det virker som om at jeg ikke rigtig kan slippe af med den, men jeg kan egentlig også godt lide den og jeg syntes den er nødvendig. Kategorien er dog ikke nødvendigvis hvad folk tror, når de hører titlen og derfor syntes jeg at det er vigtigt, at forklare hvad den betyder for mig. Nomineringerne gives til en film som enten bryder de traditionelle konventioner af en genre eller er lavet med perfekt præcision indenfor normerne af en given genre, altså de to yderpunkter. De nominerede i år fordeler sig med to i hver grøft og en som simpelthen ikke kan genre-bestemmes.
Jason Eisners Hobo with a Shotgun følger i strømmen af den slags tribute film, der blev populære efter Robert Rodriguez/Quentin Tarantinos Grindhouse og den var da også en af de falske trailers som fulgte med den film. Det der adskiller den fra alle de andre er, at den rammer sit mål klokkerent. Efter min mening er det den film der bedst formår at imitere 70’ernes beskidte exploitation og nogle af de film som blev banned i starten af 80’erne. Desuden er det blæret at se Rutger Hauer som en gnaven gammel hjemløs, der ser rødt og går amok. James Gunns Super tager superheltegenren og vender den på hovedet med en meget dyster humor og sygeligt brutal vold. Denne superhelt, spillet af Rainn Wilson, har ikke nogen superkræfter, han er bare psykopat.
Den finske Rare Exports leger med ens forventninger om en varm og hyggelig film til juletid. Julemanden er ikke en rar mand og han kommer bestemt ikke med gaver, i stedet er han et sagnomspundet monster som æder de uartige børn. Filmen var både speciel og sjov. Quentin Dupieuxs Rubber er en film som er umulig at sætte i en bås. Det er lige dele en thriller om et bildæk som bruger sine telekinetiske kræfter til at slå folk ihjel og en meta-kommentar om tilskuernes involvering i filmmediet. Det er fuldstændigt sindssygt og mange vil hade filmen, men jeg elskede den.
Missionen at lave en samurai-film i gammeldags stil, inspireret af Akira Kurosawa, er dumdristig i sig selv: Man garanterer næsten at man får alle Kurosawas fans på nakken. Hvis missionen, i mod alle odds, skulle lykkes, er det i sandhed et mirakel og det er nødagtig det man føler man er vidne til når man ser Takeshi Miikes 13 Assassins. Manden har lavet flere end 50 film, men efter min mening er dette hans mesterværk.
Runners-Up: Senna, Waiting for “Superman”, The Greatest Movie Ever Sold og Conan O’Brien Can’t Stop
Jeg er blevet mere og mere glad for at se dokumentarfilm og det er noget, som jeg ikke rigtig selv har forstået. Jeg har aldrig været specielt interesseret i “making of” special features på dvder og jeg ser ikke dokumentarprogrammer i fjernsynet, men eksempelvis The Hamster Factor dokumentaren til Twelve Monkeys og film som de ovennævnte finder jeg spændende. Jeg ved ikke om det er fordi, at jeg ønsker en rød tråd eller en narrativ filmstruktur, når jeg bliver fortalt om virkelige begivenheder, men under alle omstændigheder kunne jeg godt lide disse fem af slagsen.
Page One var en yderst interessant dokumentar om et af verdens bedst kendte tidsskrifter, New York Times, i en tid hvor print media muligvis er et døende format. Et oplysende indblik i hvilken plads en avis holder i en verden, hvor teknologi har fået overtaget. Det er nok en film som er mest interessant for folk, der lige som mig, følger med i de forskellige medier, men jeg syntes det er en film som de fleste burde se. Det er stof til eftertanke. Morgan Spurlock er en af de mest kendte indenfor dokumentargenren, efter Super Size Me og hans tv-serie. I 2011 forsøgte han, med The Greatest Movie Ever Sold, at få bedre indsigt i product placement. De ofte hadet, mere eller mindre skjulte reklamer som man støder på overalt, i film og på tv, er noget man sjældent hører noget konstruktivt om og hans idé om at filmen samtidig skulle fuldt ud finansieres af dem, var et interessant eksperiment.
Senna var en spændende fortælling om en af de mest skelsættende begivenheder i sportshistorien. Perioden i starten af 90’erne, kampen mellem Ayrton Senna og Alain Prost og hvad det betød for Formel 1. Den største information jeg kunne tage med mig, efter at have set filmen var, at hvad der skete dengang åbenbart ikke er almen viden og der er masser af folk som ikke ved hvem Senna var. Det er en skam, fordi det er en interessant historie også selv om man ikke interesserer sig for Formel 1 (hvilket jeg ikke gør). Waiting for “Superman” er en skræmmende fremvisning af USAs elendige skolesystem. Udtrykket “stupid americans” får en noget tungere mening, når man ser hvordan grundlaget ser ud. Efter Conan O’Brien blev fyret fra The Tonight Show, skulle han holde sig fra tv og derfor tog han på en stand up tour og han tog et kamerahold med. Man kunne godt frygte at det bare blev en normal koncertfilm, det er det ikke, man får samtidig indblik i hvor hårdt det er ved ham. Conan O’Brien Can’t Stop har mere til fælles med Jerry Seinfelds Comedian end den har med en koncertfilm.
Runners-Up: Terrence Malick (The Tree of Life), Nicolas Winding Refn (Drive), Takeshi Miike (13 Assassins) og Joel & Ethan Coen (True Grit)
Jeg er et meget visuelt anlagt menneske. Jeg kan godt lide, hvis der er noget pænt at se på, mens man fortæller en historie og det er en af de gode grunde til at Darren Aronofsky længe har været en af mine favorit instruktører. Lige fra de tidlige dage med Pi hen over Requiem for a Dream frem til The Fountain, har billedsproget været mindst lige så vigtigt som selve historien og det var måske også derfor at The Wrestler virkede som en atypisk Aronofsky film. I 2011 vendte han tilbage til de flotte billeder, den dystre stemning og de skadet menneskelige sjæle i den sublime Black Swan, en film der efter min mening konkurrerer hårdt med Requiem som hans bedste.
Takeshi Miike er en af filmindustriens mest interessante instruktører. Indenfor de sidste 13 år har han instrueret mere end 50 film og selv om de ikke er mesterværker alle sammen, så er der noget specielt ved hver og en. Han er nok mest kendt for den sindssygt blodige Ichi the Killer eller den modbydelige Audition, men han har også lavet børnefilm, sci-fi, musicals og han har lige lagt sidste hånd på en filmatisering af computerspillet Ace Attorney. Sidste år overraskede han mig (og formentlig også en masse andre) ved at lave 13 Assassins, en samurai-film i klassisk Kurosawa stil og ikke nok med det, han gjorde det perfekt. I direkte modsætning til Miike er Terrence Malick, en instruktør som tager sig god tid og han har kun lavet 5 film på cirka 40 år. Alle filmanmeldere elsker ham, flere af hans film kan da også med rette kaldes klassikere og selv om jeg ikke syntes at The Tree of Life er hans bedste film, så kan jeg ikke undgå at være forundret og imponeret af hans bedrift.
Nicolas Winding Refn har været en af Danmarks store instruktører, lige siden den fremragende Pusher trilogi, men det internationale gennembrud har ladet vente på sig. Det ændrede sig dog i 2011 med Drive, han er nu på filmelskeres radar verden over og det er ganske fortjent. Drive var en stærk bedrift i stil og stemning, jeg venter i spænding på hvad Refn laver i fremtiden. Et par instruktører, der ikke mangler anerkendelse, er Coen brødrene. Næsten alt hvad de har fingrene i bliver til guld og det var også tilfældet sidste år med True Grit. Det var en fantastisk western, der også fik plads til de særprægede karakterer og den skæve humor, som er blevet Joel og Ethan Coen varemærke.
Runners-Up: Brendan Gleeson (The Guard), Tom Hardy (Warrior), Tommy Lee Jones (The Sunset Limited) og Michael Fassbender (X-Men: First Class)
Jeg har aldrig været den store fan af The Academy Awards og da årets Oscar-nomineringer blev annonceret, var det tydeligt at det er heller ikke noget jeg bliver i fremtiden. Nicolas Winding Refns Drive fik én lille bitte lyd-nominering og det er efter min mening til grin, men frygt ej, sådan udspiller det sig ikke her på siden. Ryan Gosling havde et stort år i 2011. Han var i front i Drive, The Ides of March og Crazy, Stupid, Love som alle er film man kommer til at høre mere til i de kommende kategorier for årets bedste. Hans præstation som den navnløse Driver i Drive var formidabel. Det var en karakter som var i kamp mod omverdenen, mod kærligheden og ikke mindst mod sig selv. Det er en kamp som foregår hovedsagligt under overfladen, lige indtil det hele knækker og Gosling fremlægger alle nuancer af den karakter på fornem vis.
En anden skuespiller som ligeledes havde et fremragende år, var Michael Fassbender, også selv om et par af hans potentielt bedste roller stadig ikke har været tilgængelige for os her i Danmark. Det betyder kun én ting, nemlig at man højst sandsynligt ser ham i denne kategori igen til næste år. Det ændre dog ikke ved det faktum, at hans præstation som Magneto i X-Men: First Class i sandhed var skuespil af den bedste kaliber. Han bragte nerve, vrede og et niveau af følelsesmæssig dybde som man ikke er vant til at se i en superheltefilm. En skuespiller der lige så godt kunne være en superhelt, var Tom Hardy i Warrior. Han er simpelthen et brutalt monster i den film, men det er hovedsagligt når han imponerer i MMA-ringen. Udenfor ringen er han en knækket og tynget mand, hvilket han spiller mindst lige så imponerende.
The Sunset Limited er en lille film, som mange sikkert end ikke har hørt om. Det er en film som næsten udelukkende består af to gamle mænd der sidder og snakker omkring et bord. De to mænd er, vel at mærke, Tommy Lee Jones og Samuel L. Jackson i nogle af de bedste præstationer i deres karrierer. Jones er en træt og opgivende mand, på randen af selvmord og det er hjerteskærende at se på. Brendan Gleeson er mest kendt fra mindre roller, men i The Guard viser han at han sagtens kan bære det tunge læs af en hovedrolle. Han er en mand på kant med loven, han er ligeglad med autoriteter og så har han en hang efter ludere, men han er samtidig politimand. Det er fremragende spillet og yderst morsomt.