10 Things I Hate about You: The Three Musketeers
I anledning af The Three Musketeers’ dvd-premiere i næste uge, stødte jeg tilfældigt på mine notater fra dengang den kørte i biografen, jeg havde helt glemt, at jeg overhovedet skrev noget ned. Det er imidlertid også meget passende, da det absolut mest positive man kan sige om den film er, at den er helt igennem forglemmelig.
Manden bag mesterværker som Resident Evil: Afterlife, Mortal Kombat og Alien vs. Predator, Paul W.S. Anderson, byder endnu engang på et larmende, tåbeligt og fejlcastet makværk og kalder det en film. Denne gang er det Alexandre Dumas’ The Three Musketeers som bliver trukket igennem sølet, tilmed i 3D og resultatet er omkring lige så elendigt som man kunne forvente. Derfor har jeg skrevet 10 grunde til at jeg hader filmen, i håbet om at jeg kan advare folk inden at de kommer til at smide penge efter den.
1. Hvem har bedt om en Matrix-inspireret steampunk-version af The Three Musketeers med luftskibe og al den slags?
2. Hvis man vil lade sig “inspirere” af Zack Snyders speedramping teknik fra 300, ville det så ikke være rart hvis man kunne finde ud af det.
3. Jeg ved godt, at du er gift med Milla Jovovich (hurra for dig, Paul) men alle dine elendige film har gjort at jeg ikke længere kan lide hende…
4. Hvis det er meningen at al den homoerotiske og pangfarvede royalitet skulle være sjov, så har I lavet det forkert.
5. Hvis man ikke ønsker blod i sin film, så er det en dårlig idé at slås med skarpe ting så som sværd.
6. Jeg ved godt, at det er en ligegyldig actionfilm, men i Sherlock Holmes forsøgte de i det mindste at få deres tidsperiode og omgivelser til at se troværdige ud.
7. Der burde være en eller anden straf for at spilde både Christoph Waltz og Mads Mikkelsen.
8. Orlando Bloom er en irriterende skuespiller normalt, men når han overspiller, er han fuldstændig ulidelig.
9. Hvis en manuskriptforfatter skriver sætningen “can you say that in french?” på engelsk, så er han en idiot.
10. At Take Thats “When We Were Young” spiller over rulleteksterne, gør kun bræksmagen i munden endnu værre.
Det er ikke kun negativt, selv om det er meget tæt på. Skuespillerne har en håndfuld halvsjove øjeblikke som W.S. Anderson ikke kan tage æren for og i en anden film, kunne dette cast (uden Bloom) byde på god underholdning, men det kræver at W.S. Anderson holder sig langt væk.
MMXi: Best Movie
Selv om 2011, overordnet set, måske ikke var det bedste af alle filmår, så fik vi alligevel en række af rigtig gode film. Den sidste måneds tid har jeg sagt mangt og meget om disse film, så i et forsøg på at undgå at gentage mig selv, mere end jeg allerede har gjort, vil jeg gribe denne sidste post an på en lidt anderledes måde. Normalt plejer jeg ikke at lave en Top 10 liste efter et overstået filmår, men det virker som en god måde at afslutte på, så here goes.
1. Black Swan Darren Aronofsky. Natalie Portman, Mila Kunis, Vincent Cassell
2. Drive Nikolas Winding Refn. Ryan Gosling, Carey Mulligan, Albert Brooks
3. Super 8 J.J. Abrams. Elle Fanning, Kyle Chandler, Joel Courtney, Ron Eldard
4. Rango Gore Verbinski. Johnny Depp, Isla Fisher, Bill Nighy, Alfred Molina
5. Attack the Block Joe Cornish. John Boyega, Nick Frost, Jodie Whitaker
6. 13 Assassins Takeshi Miike. Koji Yakusho, Takayuki Yamada, Goro Inagaki
7. Warrior Gavin O’Connor. Tom Hardy, Joel Edgerton, Nick Nolte, Jennifer Morrison
8. Page One: Inside the New York Times Andrew Rossi.
9. Source Code Duncan Jones. Jake Gyllenhaal, Michelle Monaghan, Vera Farmiga
10. Rubber Quentin Dupieux. Wings Hauser, Daniel Quinn, Haley Ramm
Det var så det og jeg vil gerne takke alle som har fulgt med på siden i det forgangne år. Filmåret 2012 må gerne være bare en smule bedre og der er også en masse interessante film at se frem til, så man kan da altid håbe.
MMXi: Best Drama
Runners-Up: Moneyball, Warrior, The Sunset Limited og The Ides of March
I 2011 blev der fundet drama og interessante historier de mest uventede steder, eksempelvis bag rattet af en bil, på baseball-banen eller ved et gammelt køkkenbord.
Kombinationen af baseball og matematik virker måske ikke spændende, men takket være et velskrevet manuskript og solide skuespillerpræstationer blev frygten for kedsomlighed gjort til skamme i Moneyball. Vi bliver sporten i Warrior, et karakterdreven drama om to brødre der ender med at deltage i den samme MMA-turnering. Fremragende skuespil og brutale slåskampe gjorde det til en oplevelse man ikke burde være foruden.
The Ides of March var fyldt med talent i topklasse. George Clooney, Ryan Gosling, Philip Seymour Hoffman og Paul Giamatti udgjorde et af årets bedste ensemble-casts og intelligent dialog sikrede politisk drama af prisværdig kvalitet. The Sunset Limited var af en meget mindre skala, den fokuserer på to mennesker omkring et køkkenbord, men det gjorde den ikke mindre intelligent eller velspillet. Samuel L. Jackson og Tommy Lee Jones bærer med lethed et tungt emne og hele filmen i sig selv.
Jeg elskede Nikolas Winding Refns sublime Drive og jeg syntes det er en skam, at den næsten blev fuldstændigt ignoreret i årets Oscar-nomineringer. Den stilrene, målrettede og nærmest meditative fokus der var at finde i alle aspekter af filmen, burde nydes og værdsættes, især hvis man elsker film.
MMXi: Best Thriller
Runners-Up: Unthinkable, Point Blank, Hodejegerne og Limitless
Der var også en god håndfuld vellykkede thrillers, som kunne holde én på kanten af sædet i 2011. Blandt andet den nervepirrende og godt spillede Unthinkable, om terrorisme og hvor langt man vil gå for at bekæmpe det. Det er rart at se, at Samuel L. Jackson stadig har det i sig at vælge krævende roller efter lang tid hvor han bare har slappet af i superheltefilm. Limitless stillede spørgsmålet om, hvis du kunne tage en pille som gjorde dig klogere, stærkere og bedre, ville man så ikke gøre det? Bradley Cooper leverer en god hovedrolle og historien er interessant hele vejen igennem.
Udenfor USA kunne man også levere intens spænding. Den franske Point Blank lagde ikke fingrene i mellem og det fuld fart frem lige fra første sekund. Den norske Hodejegerne tog rigelig inspiration fra sin amerikanske forbilleder, men det var kompetent udført.
Darren Aronofskys mesterlige Black Swan var en tryllebindende fortælling om en dansers samtidige nedbrud af hendes karriere og hendes mentale helbred. Det var et smuk karakter-portræt, lagt op på det store lærred med brændende intensitet af Natalie Portman og filmen betræder sikkert grænsen mellem dragende thriller og Cronenbergian body horror.
MMXi: Best Science Fiction / Fantasy
Runners-Up: Source Code, The Adjustment Bureau, Attack the Block og Harry Potter and the Deathly Hallows
Hvor flere af de andre genre skuffede i det forgangne år, så forsatte strømmen af gode science fiction film i 2011. Denne bølge af kvalitets sci-fi, startede for en 3-4 år siden og jeg har været en lykkelig filmnørd lige siden. Denne gang sniger der sig endda en fantasy film ind blandt de nominerede.
Vi fik endelig afslutningen på sagaen om Harry, Hermione, Ron Weasley og alle de andre på Hogwarts med Harry Potter and the Deathly Hallows, som i dette tilfælde tælles som én film. Det var en flot film og en god afslutning, men på en eller anden måde er jeg mest af alt, glad for at det er overstået. The Adjustment Bureau blev solgt som Inception for romantikere og selv om det lyder lidt dumt og filmen på ingen måde er lige så god som Christopher Nolans mesterværk, så var det ikke meget galt. Historien om at skæbnen blev nøje kontrolleret og styret af en ukendt organisation var spændende og godt udført. Desuden var spillet mellem Matt Damon og Emily Blunt langt bedre end forventet.
Duncan Jones’ opfølger til den fremragende Moon fra 2009, Source Code, var ikke helt på samme følelsesmæssige og intellektuelle niveau, men det var stadig en af årets absolut bedste mainstream science fiction film. De gentagende 8 minutters tidrejser var spændende sat op og filmen blev ankeret af gode præstationer fra alle de involverede. Jeg har talt meget om Joe Wrights Attack the Block og nøjagtigt hvor meget at jeg elsker den film, men den blev med nød og næppe slået på målstregen af vinderen af denne kategori.
Den film som formåede den svære bedrift, var J. J. Abrams kærlighedsbrev til de gode gamle sci-fi og eventyrfilm fra 80’erne. Super 8 havde mange ligheder med film som The Goonies, Stand by Me og E.T., film som den efter min mening er fuldt ud på højde med, hvis ikke ligefrem bedre end. Den store katastrofe og det efterfølgende møde med det ukendte fra rummet, alt sammen set igennem øjnene af en gruppe yderst velspillende børneskuespillere, var troværdigt fortalt og utroligt at se på. Som jeg har sagt før, så er Super 8 den bedste 80’er Spielberg film nogensinde, hvis det ikke havde været for de simple undtagelser, at den ikke er lavet af Steven Spielberg og den blev lavet i 2011.
MMXi: Best Horror
Runners-Up: Stake Land, Julia’s Eyes, Rare Exports og Tucker & Dale vs. Evil
Der var bestemt ikke nogen overflod af kvalitets horror i 2011, det stod så slemt til at der faktisk var forsvindende få rendyrkede horrorfilm og et endnu mindre antal, som jeg kan kalde klassikere og som jeg kunne forestille mig at komme tilbage til i fremtiden. Selv om årets gyser-uge, Nights of Horror II, gik meget bedre end forrige år, så kom der heller ikke megen hjælp fra den side. Jeg vil dog nævne The Ruins og Bug, begge fra den uge, som var fremragende horrorfilm, men desværre falder udenfor tidsrammen for nomineringerne til denne kategori.
Stake Land var det tætteste man kom på en rendyrket horrorfilm i 2011. Jim Mickles dystre vampyr/dommedags/overlevelsesfilm var skræmmende og velspillet. Det var egentlig The Road med en ekstra dosis vampyrer og det var præcist så godt som det lyder. Julia’s Eyes tilhører den gamle skole af horror-thrillers, som lever mindst lige så meget på sin stemning som sin historie. Det var en af den slags film, hvor det var det der blev antydet som var uhyggeligt, mere end det der var åbenlyst. Filmen har meget til fælles med Pang brødrenes The Eye og selv om den ikke er lige så god, så er den stadig værd at se.
En gyserfilm sat i juletiden og med julemanden som den frygtindgydende trussel, er ikke noget man ser så tit, men den finske Rare Exports bar sit særpræg med glæde. Tucker & Dale vs. Evil var lavbudgets horror-komedie i bedste Evil Dead stil. Den legede med alle de kendte gyser klichéer i yderst godt humør og med spandevis af blod.
Trolljegeren så found footage genren gennem sin helt egen optik og var en ubeskriveligt mere interessant film på grund af det. Filmen var rigtig godt skruet sammen, stemningen og humoren hjalp historien fornemt på vej og de altafgørende trolde var fantastisk visualiseret. Så selv om året ikke var det bedste for alle dem som elsker horrorfilm, så fik man stadig film som Trolljegeren, film som prøver at gøre noget specielt og lykkedes.
MMXi: Best Action
Runners-Up: X-Men: First Class, Fast Five, Drive Angry og Sherlock Holmes: A Game of Shadows
2011 var heller ikke det største år for actionfilm. Vi fik en masse superheltefilm, robotter og genindspilninger, som svingede fra middel til helt igennem elendige, men der var meget få som gav fuld action valuta for pengene.
Den eneste nominerede superheltefilm er X-Men: First Class, men den fokuserede også på andre elementer end alle de andre indenfor genren i løbet af året. Der var lagt langt større vægt på karaktererne og deres individuelle kamp end på den store overordnede mutantkrig. Det var ikke alt sammen lige godt, flere af de unge mutanter var lettere ligegyldige og det endelige klimaks var måske lidt skuffende, men forholdet mellem James McAvoys Xavier og Michael Fassbenders Magneto var interessant og velspillet. Plus, den har Kevin Bacon som bad guy. En anden af Hollywoods helt store blockbusters var den femte film i The Fast and the Furious serien. Beslutningen, så småt at gå væk fra gaderæset og fokusere mere på det store heist, gav pote og filmen går faktisk hen og bliver lidt af en superheltefilm, så snart man smider det enorme, storsvedende muskeldyr Dwayne “The Rock” Johnson ind i herlighederne. Den mand er et monster og filmen er uendeligt meget mere underholdende når han er på skærmen.
Sherlock Holmes: A Game of Shadows var ærketypisk eksempel på en Hollywood sequel, det var større, vildere og dummere, men det var underholdende tur i biografen og skovscenen leverede bedre action end mange af 2011s resterende udbud af actionfilm. Nicolas Cage bryder ud af helvede, for at redde hans barnebarn fra en satanistisk kult, mens en vanvittigt overspillende William Fichtner jagter ham. Meget mere behøver man ikke at sige om Drive Angry. (… han samler også frække Amber Heard op på vejen, så yay!)
Årets mest specielle og interessante actionfilm var Joe Wrights Hanna. Det mindede mest af alt om en actionfilm kørt igennem et arthouse filter. Den var fyldt med gode præstationer og bød hektisk spænding hele vejen igennem. Saoirse Ronan er en af de mest interessante skuespillere fra hendes generation og hun er godt bakket op af Eric Bana, Cate Blanchett og Olivia Williams. Måden at filmen blev klippet i takt med det fantastiske Chemical Brothers soundtrack skabte dynamisk og anderledes actionscener. En yderst anbefalingsværdig film.
MMXi: Best Comedy
Runners-Up: It’s Kind of a Funny Story, The Guard, 50/50 og The Beaver
I forhold til, hvor meget jeg har beklaget mig over de mange tamme Hollywood komedier i det forgangne år, skulle man tro at 2011 var et forfærdeligt år for humor. Så langt vil jeg dog ikke gå, i det at der stadig var en god håndfuld film, som gav mig nogle gode grin.
Mange komedier har forsøgt at samle et helt hold af skuespillere med god komisk timing, uden at det har givet det store udbytte, men det lykkedes heldigvis for Crazy, Stupid, Love. Skuespillerne, som inkluderer Steve Carell, Ryan Gosling, Emma Stone, Kevin Bacon, Marisa Tomei og Julianne Moore, bliver hjulpet af et morsomt og intelligent manuskript. I en tid, hvor ordne “romantisk komedie” næsten er blevet synonym med uhumoristisk elendighed, er det befriende når der kommer en film som Crazy, Stupid, Love som behandler dens karakterer og kærlighedens problemer på en voksen, men samtidig sjov måde.
Tre af de nominerede påtager sig den svære opgave, at lave en komedie centreret om en alvorlig sygdom, noget som hurtigt kan være smagløst, hvis det ikke bliver gjort med respekt. I 50/50 er det en af de mindst sjove sygdomme, nemlig kræft, men der er så meget hjerte og humor bag, at det går hen og bliver en ganske livsbekræftende oplevelse. Skuespillet er også i top, med gode præstationer fra Joseph Gordon-Levitt, Seth Rogen og Anna Kendrick. It’s Kind of a Funny Story kaster sig over en ligeledes knap så sjov sygdom, depression. Filmen behandler temaet og sygdommen alvorligt, når man først kan tage problemet seriøst, kan man også finde humor i det. Filmen byder også på Zach Galifianakis’ bedste rolle i hans karriere.
Der har været megen omtale af Mel Gibsons person, udenfor hans professionelle karriere, men det ændre ikke ved at han er en god skuespiller. For mig, er det kun filmen der tæller, al det udenoms halløj er for mig ligegyldigt og i The Beaver er han fremragende. Efter et nervøst sammenbrud, bruger Gibson en tøjbæver til at komme på rette spor igen og det er både sjovt og velspillet. The Guard er egentlig bare en “fish-out-of-water” komedie, men den virker på grund af en dejlig tør britisk humor og fantastiske præstationer fra Brendan Gleeson og Don Cheadle.
MMXi: Best Non-American Movie
Runners-Up: Trolljegeren, Rubber, 13 Assassins og Point Blank
Jeg fik kæmpet procentdelen for ikke-amerikanske film op på 18% af det samlede antal og det var uden at jeg fik tid til at holde en Anti-Hollywood Week (noget som der selvfølgelig bliver gjort noget ved snarest). En god del af de film var danske, men der skal ske noget drastisk ved den danske filmkunst, før jeg kan se en eneste af dem dukke op i bare en af de gode kategorier. I mellemtiden er det Frankrig, Japan, England og Norge som kæmper om årets bedste ikke-amerikanske film.
Frankrig har to nominerede i puljen. Point Blank var en intens lille thriller som skar ind til benet og beviste at man ikke behøver mere end 84 minutter for at lave en bedre spændings-film end det som Hollywood normalt kan byde på. Quentin Dupieuxs Rubber blev filmet i USA og skuespillerne taler engelsk, men det gør det bestemt ikke til en amerikansk film. Den er lavet af franske studier, Dupieux er ikke den mest amerikanske person i verden og så er den ovenud crazy. Jeg vil hellere end gerne se en lige så sindssyg film med Hollywood i ryggen, men jeg tror bare ikke at sådan én eksisterer.
Norge er på banen med found footage filmen Trolljegeren. Found footage genren er voldsomt populær i Hollywood, men Trolljegeren er helst sin egen. Det virker som en meget lokal film med store mængder norsk humor og en ordenlig portion norsk mytologi. Takeshi Miikes 13 Assassins var ikke blot en fremragende samurai-film og en værdig fortaler for japansk filmkultur, men det var også en af årets bedste film.
Årets vinder er fra England og den kom som lidt af en overraskelse. Joe Wrights Attack the Block er, efter min mening, et moderne mesterværk. Det er en fantastisk science fiction film med flotte og overbevisende special effects. Den byder på effektiv humor af en klasse, som næsten placerer den på samme niveau med film som Shaun of the Dead. Men noget af det der ramte mig hårdest, er alt det som ligger lige under overfladen. Det er en modig film, som beder tilskueren at holde med karakterer, der starter som ubehagelige lømler og give dem en ekstra chance. Det er en film om sammenhold, loyalitet og usikkerhed på samme fod som de gamle Spielberg film. Det er en lille perle, som fortjener en chance for at bevise sit værd.
MMXi: Best Animated Movie
Runners-Up: Winnie the Pooh, Kung Fu Panda 2, Megamind og Tangled
Som mange vil vide, hvis man har fulgt siden i det forgangne år, så har jeg op til flere gange nævnt, at 2011 blev det tredje år i streg hvor Pixar ikke ville vinde kategorien for bedste animations film. De to første år var det et spørgsmål om at andre film med nød og næppe endte øverst på skamlen, i ‘09 vandt Coraline over Up og i ‘10 vandt How to Train Your Dragon over Toy Story 3. Det var ikke tilfældet i 2011, hvor Pixar valgte at sælge ud og udgive Cars 2, en film som kun kan beskrives jævnt dårlig, efter alles standarter, men specielt efter Pixars. Selve året var ikke en sejr for animation og der er højst sandsynligt ikke mere end to af de fem nominerede, som jeg vender tilbage til i de kommende år.
Årets vinder, Rango, gav dog håb tidligt på året. Det besynderlige eksperiment som var resultatet af et samarbejde mellem instruktøren Gore Verbinski, skuespilleren Johnny Depp og effekt-studiet Industrial Light & Magic var en blændende succes i mine øjne. Den var anderledes, skør, flot og fyldt til randen med detaljer og filmreferencer. En anden film der også var en sand fryd for mine øjne, var Disneys nye Winnie the Pooh. I stedet for at gøre hvad man kunne frygte de ville, lave filmen på computer, bruge 3D og tilføre store mængder irriterende hysteri, så beholdte Disney Peter Plys i den gode gamle tilbagelænede og håndtegnede stil. Det er hyggeligt, charmerende og jeg kan kun håbe at nutidens børn vil tage lige så godt i mod Plys, som jeg gjorde da jeg var lille (og stadig gør).
Blandt årets mindre, men stadig anbefalingsværdige, animationsfilm var der endnu en Disney film. Tangled var lidt af comeback for Disneys søde prinsesse-film og så har den en sjov talende hest. Der var flere talende dyr i Kung Fu Panda 2, faktisk var de alle sammen talende dyr. Det var en underholdende og flot efterfølger som var god for lidt let underholdning. Til sidst, så bød “superheltefilmen-set-fra-skurkens-perspektiv” Megamind på udmærket, letfordøjelig humor også selv om at den virkede som lidt af en kopi af 2010s fremragende Despicable Me.
