MMXi: Best Genre Film
Runners-Up: Hobo with a Shotgun, Rubber, Super og Rare Exports
Best Genre Film er en kategori som kommer og går, år for år. Det virker som om at jeg ikke rigtig kan slippe af med den, men jeg kan egentlig også godt lide den og jeg syntes den er nødvendig. Kategorien er dog ikke nødvendigvis hvad folk tror, når de hører titlen og derfor syntes jeg at det er vigtigt, at forklare hvad den betyder for mig. Nomineringerne gives til en film som enten bryder de traditionelle konventioner af en genre eller er lavet med perfekt præcision indenfor normerne af en given genre, altså de to yderpunkter. De nominerede i år fordeler sig med to i hver grøft og en som simpelthen ikke kan genre-bestemmes.
Jason Eisners Hobo with a Shotgun følger i strømmen af den slags tribute film, der blev populære efter Robert Rodriguez/Quentin Tarantinos Grindhouse og den var da også en af de falske trailers som fulgte med den film. Det der adskiller den fra alle de andre er, at den rammer sit mål klokkerent. Efter min mening er det den film der bedst formår at imitere 70’ernes beskidte exploitation og nogle af de film som blev banned i starten af 80’erne. Desuden er det blæret at se Rutger Hauer som en gnaven gammel hjemløs, der ser rødt og går amok. James Gunns Super tager superheltegenren og vender den på hovedet med en meget dyster humor og sygeligt brutal vold. Denne superhelt, spillet af Rainn Wilson, har ikke nogen superkræfter, han er bare psykopat.
Den finske Rare Exports leger med ens forventninger om en varm og hyggelig film til juletid. Julemanden er ikke en rar mand og han kommer bestemt ikke med gaver, i stedet er han et sagnomspundet monster som æder de uartige børn. Filmen var både speciel og sjov. Quentin Dupieuxs Rubber er en film som er umulig at sætte i en bås. Det er lige dele en thriller om et bildæk som bruger sine telekinetiske kræfter til at slå folk ihjel og en meta-kommentar om tilskuernes involvering i filmmediet. Det er fuldstændigt sindssygt og mange vil hade filmen, men jeg elskede den.
Missionen at lave en samurai-film i gammeldags stil, inspireret af Akira Kurosawa, er dumdristig i sig selv: Man garanterer næsten at man får alle Kurosawas fans på nakken. Hvis missionen, i mod alle odds, skulle lykkes, er det i sandhed et mirakel og det er nødagtig det man føler man er vidne til når man ser Takeshi Miikes 13 Assassins. Manden har lavet flere end 50 film, men efter min mening er dette hans mesterværk.
MMXi: Best Documentary Feature
Runners-Up: Senna, Waiting for “Superman”, The Greatest Movie Ever Sold og Conan O’Brien Can’t Stop
Jeg er blevet mere og mere glad for at se dokumentarfilm og det er noget, som jeg ikke rigtig selv har forstået. Jeg har aldrig været specielt interesseret i “making of” special features på dvder og jeg ser ikke dokumentarprogrammer i fjernsynet, men eksempelvis The Hamster Factor dokumentaren til Twelve Monkeys og film som de ovennævnte finder jeg spændende. Jeg ved ikke om det er fordi, at jeg ønsker en rød tråd eller en narrativ filmstruktur, når jeg bliver fortalt om virkelige begivenheder, men under alle omstændigheder kunne jeg godt lide disse fem af slagsen.
Page One var en yderst interessant dokumentar om et af verdens bedst kendte tidsskrifter, New York Times, i en tid hvor print media muligvis er et døende format. Et oplysende indblik i hvilken plads en avis holder i en verden, hvor teknologi har fået overtaget. Det er nok en film som er mest interessant for folk, der lige som mig, følger med i de forskellige medier, men jeg syntes det er en film som de fleste burde se. Det er stof til eftertanke. Morgan Spurlock er en af de mest kendte indenfor dokumentargenren, efter Super Size Me og hans tv-serie. I 2011 forsøgte han, med The Greatest Movie Ever Sold, at få bedre indsigt i product placement. De ofte hadet, mere eller mindre skjulte reklamer som man støder på overalt, i film og på tv, er noget man sjældent hører noget konstruktivt om og hans idé om at filmen samtidig skulle fuldt ud finansieres af dem, var et interessant eksperiment.
Senna var en spændende fortælling om en af de mest skelsættende begivenheder i sportshistorien. Perioden i starten af 90’erne, kampen mellem Ayrton Senna og Alain Prost og hvad det betød for Formel 1. Den største information jeg kunne tage med mig, efter at have set filmen var, at hvad der skete dengang åbenbart ikke er almen viden og der er masser af folk som ikke ved hvem Senna var. Det er en skam, fordi det er en interessant historie også selv om man ikke interesserer sig for Formel 1 (hvilket jeg ikke gør). Waiting for “Superman” er en skræmmende fremvisning af USAs elendige skolesystem. Udtrykket “stupid americans” får en noget tungere mening, når man ser hvordan grundlaget ser ud. Efter Conan O’Brien blev fyret fra The Tonight Show, skulle han holde sig fra tv og derfor tog han på en stand up tour og han tog et kamerahold med. Man kunne godt frygte at det bare blev en normal koncertfilm, det er det ikke, man får samtidig indblik i hvor hårdt det er ved ham. Conan O’Brien Can’t Stop har mere til fælles med Jerry Seinfelds Comedian end den har med en koncertfilm.
MMXi: Best Director
Runners-Up: Terrence Malick (The Tree of Life), Nicolas Winding Refn (Drive), Takeshi Miike (13 Assassins) og Joel & Ethan Coen (True Grit)
Jeg er et meget visuelt anlagt menneske. Jeg kan godt lide, hvis der er noget pænt at se på, mens man fortæller en historie og det er en af de gode grunde til at Darren Aronofsky længe har været en af mine favorit instruktører. Lige fra de tidlige dage med Pi hen over Requiem for a Dream frem til The Fountain, har billedsproget været mindst lige så vigtigt som selve historien og det var måske også derfor at The Wrestler virkede som en atypisk Aronofsky film. I 2011 vendte han tilbage til de flotte billeder, den dystre stemning og de skadet menneskelige sjæle i den sublime Black Swan, en film der efter min mening konkurrerer hårdt med Requiem som hans bedste.
Takeshi Miike er en af filmindustriens mest interessante instruktører. Indenfor de sidste 13 år har han instrueret mere end 50 film og selv om de ikke er mesterværker alle sammen, så er der noget specielt ved hver og en. Han er nok mest kendt for den sindssygt blodige Ichi the Killer eller den modbydelige Audition, men han har også lavet børnefilm, sci-fi, musicals og han har lige lagt sidste hånd på en filmatisering af computerspillet Ace Attorney. Sidste år overraskede han mig (og formentlig også en masse andre) ved at lave 13 Assassins, en samurai-film i klassisk Kurosawa stil og ikke nok med det, han gjorde det perfekt. I direkte modsætning til Miike er Terrence Malick, en instruktør som tager sig god tid og han har kun lavet 5 film på cirka 40 år. Alle filmanmeldere elsker ham, flere af hans film kan da også med rette kaldes klassikere og selv om jeg ikke syntes at The Tree of Life er hans bedste film, så kan jeg ikke undgå at være forundret og imponeret af hans bedrift.
Nicolas Winding Refn har været en af Danmarks store instruktører, lige siden den fremragende Pusher trilogi, men det internationale gennembrud har ladet vente på sig. Det ændrede sig dog i 2011 med Drive, han er nu på filmelskeres radar verden over og det er ganske fortjent. Drive var en stærk bedrift i stil og stemning, jeg venter i spænding på hvad Refn laver i fremtiden. Et par instruktører, der ikke mangler anerkendelse, er Coen brødrene. Næsten alt hvad de har fingrene i bliver til guld og det var også tilfældet sidste år med True Grit. Det var en fantastisk western, der også fik plads til de særprægede karakterer og den skæve humor, som er blevet Joel og Ethan Coen varemærke.
MMXi: Best Actor
Runners-Up: Brendan Gleeson (The Guard), Tom Hardy (Warrior), Tommy Lee Jones (The Sunset Limited) og Michael Fassbender (X-Men: First Class)
Jeg har aldrig været den store fan af The Academy Awards og da årets Oscar-nomineringer blev annonceret, var det tydeligt at det er heller ikke noget jeg bliver i fremtiden. Nicolas Winding Refns Drive fik én lille bitte lyd-nominering og det er efter min mening til grin, men frygt ej, sådan udspiller det sig ikke her på siden. Ryan Gosling havde et stort år i 2011. Han var i front i Drive, The Ides of March og Crazy, Stupid, Love som alle er film man kommer til at høre mere til i de kommende kategorier for årets bedste. Hans præstation som den navnløse Driver i Drive var formidabel. Det var en karakter som var i kamp mod omverdenen, mod kærligheden og ikke mindst mod sig selv. Det er en kamp som foregår hovedsagligt under overfladen, lige indtil det hele knækker og Gosling fremlægger alle nuancer af den karakter på fornem vis.
En anden skuespiller som ligeledes havde et fremragende år, var Michael Fassbender, også selv om et par af hans potentielt bedste roller stadig ikke har været tilgængelige for os her i Danmark. Det betyder kun én ting, nemlig at man højst sandsynligt ser ham i denne kategori igen til næste år. Det ændre dog ikke ved det faktum, at hans præstation som Magneto i X-Men: First Class i sandhed var skuespil af den bedste kaliber. Han bragte nerve, vrede og et niveau af følelsesmæssig dybde som man ikke er vant til at se i en superheltefilm. En skuespiller der lige så godt kunne være en superhelt, var Tom Hardy i Warrior. Han er simpelthen et brutalt monster i den film, men det er hovedsagligt når han imponerer i MMA-ringen. Udenfor ringen er han en knækket og tynget mand, hvilket han spiller mindst lige så imponerende.
The Sunset Limited er en lille film, som mange sikkert end ikke har hørt om. Det er en film som næsten udelukkende består af to gamle mænd der sidder og snakker omkring et bord. De to mænd er, vel at mærke, Tommy Lee Jones og Samuel L. Jackson i nogle af de bedste præstationer i deres karrierer. Jones er en træt og opgivende mand, på randen af selvmord og det er hjerteskærende at se på. Brendan Gleeson er mest kendt fra mindre roller, men i The Guard viser han at han sagtens kan bære det tunge læs af en hovedrolle. Han er en mand på kant med loven, han er ligeglad med autoriteter og så har han en hang efter ludere, men han er samtidig politimand. Det er fremragende spillet og yderst morsomt.
MMXi: Best Actress
Runners-Up: Natalie Portman (Black Swan), Viola Davis (The Help), Saoirse Ronan (Hanna) og Michelle Monaghan (Source Code)
Der var meget postyr til sidste års Oscar-show, da de valgte at nominere Hailee Steinfeld som bedste skuespillerinde i en birolle, hvilket åbenlyst er forkert. Hun har hovedrollen i True Grit, det er hendes historie og hun spiller ganske enkelt fremragende. Om det var fordi at hun var for ung eller sådan noget, der var grunden til at hun ikke blev rigtigt nomineret, det ved jeg ikke og det også ligegyldigt, hun leverer årets bedste kvindelige præstation. Natalie Portman som fik Oscaren, på falsk grundlag om man vil, spiller sublimt i Black Swan, men det var kun nok til en andenplads her på siden, men jeg vil dog sige at det var tæt på.
Der er blevet smidt meget ros efter The Help, men jeg syntes faktisk ikke at det var en specielt god film. Den var mest af alt manipulerende og ligegyldig, men Viola Davis fremstår som et af de få lyspunkter. Hun spiller rigtig godt og hun er tæt på at være den eneste grund til at sidde igennem de ellers meget lange 154 minutter. Saoirse Ronan har allerede, trods sin unge alder, leveret flere gode præstationer og hun står for endnu en i titelrollen i Joe Wrights actionfilm Hanna. Hun skal næsten bære det hele på hendes skuldre og det lykkedes med bravur. Michelle Monaghan fungerer som det menneskelig midtpunkt i science fiction historien i Source Code og det gør hun næsten perfekt. Jeg vil dog afsløre, at hun var lidt et reservevalg, da jeg syntes at det var lidt af et skuffende år for bemærknings-værdige kvindelige hovedroller.
MMXi: Best Supporting Actress
Runners-Up: Mila Kunis (Black Swan), Cate Blanchett (Hanna), Jessica Chastain (The Tree of Life) og Anne Heche (Cedar Rapids)
Lige som det var tilfældet på den mandelige side, så var der også flere gode skuespillerinder som brugte deres evner i vigtige støtteroller i 2011. En skuespillerinde, der desværre får for lidt opmærksomhed, er Mila Kunis. Jeg har i mange år sagt at hun nok skulle blive til noget og jeg håber at hendes stærke præstation overfor Natalie Portman i Black Swan, åbner andres øjne for hendes talent. En skuespillerinde som til gengæld ikke manglede opmærksomhed i 2011 var Jessica Chastain, hun skiftede fra ukendt til stjerne på næsten ingen tid. Hun var med i hele 7 film sidste år, her i blandt The Debt, The Help, Texas Killing Fields og den roste Take Shelter, som jeg desværre ikke har set endnu, men det var hendes skrøbelige og vedrørende rolle i Terrence Malicks The Tree of Life, der for alvor gjorde hende til en skuespillerinde man skal holde øje med i fremtiden.
Cate Blanchett er en af de skuespillere, som altid spiller godt, så enhver nominering kan næsten ikke komme som en overraskelse. Hendes intense skurkerolle i Hanna var rigtig underholdende at se på, selv om det måske var en af hendes mindre præstationer. Det er ikke meget man har set til Anne Heche de sidste par år og jeg savnede hende egentlig ikke, men hendes rolle i komedien Cedar Rapids kan kun ses som lidt af et comeback, også selv om man ikke rigtig kunne genkende hende i starten. Hun fungerer som hjertet i komedien og det gør hun med en varm og sjov præstation, velkommen tilbage, Anne Heche.
Elle Fannings var dog noget helt for sig selv i Super 8. Hendes søde og charmerende præstation var som en direkte tur tilbage til ens egen barndom og den første kærlighed. Det var en rolle hvor hun forsøgte at blive taget alvorligt som voksen, men stadig kæmpede med usikkerheden og uskylden af et barn. Det var en af den slags præstationer som straks gør én til en stjerne og hun fortjener intet mindre.
MMXi: Best Supporting Actor
Runners-Up: Robert Duvall (Get Low), Nick Nolte (Warrior), Joseph Gordon-Levitt (Hesher) og Colin Farrell (Fright Night)
Der var mange solide støttepræstationer sidste år, flere af dem hævede ellers middelmådige film til noget der var værd at se. Jeg havde ingen problemer med at sætte mig ind i Robert Duvalls rolle i Get Low, i det at han spiller en gammel bitter mand. Han gør det til gengæld så perfekt, at jeg kun kan drømme om at blive sådan, når jeg engang bliver voksen. Indtil den dag oprinder, kan jeg glæde mig over, at jeg i det mindste ikke er så forstyrret og følelsesmæssigt ødelagt som Hesher, spillet af Joseph Gordon-Levitt, i filmen af samme navn. Filmen er i sig selv ikke det stærkeste indie-drama, men JGLs præstation alene gjorde den til en seværdig film.
Jeg var ikke den største fan af genindspilningen af 80’er klassikeren Fright Night. Jeg syntes den var sjov, men havde mange problemer, Colin Farrells dejligt onde portræt af nabo-vampyren var dog fantastisk. Under den grove og slidte stemme leverer Nick Nolte en hjerteskærende præstation i Warrior, den står i min bog som en af de bedste i hele hans karriere.
Gode gamle Albert Brooks bar skræmmende intensitet og indebrændt brutalitet under en rolig overflade i rollen som Bernie Rose i Drive. Det er en mand som man bestemt ikke vil være uvenner med og det kan i stor grad tilskrives Brooks’ overbevisende præstation.
MMXi: Best Script
Runners-Up: Kyle Killen (The Beaver), Woody Allen (Midnight in Paris), Coen Brothers (True Grit) og George Clooney & Grant Heslov (The Ides of March)
Bedste manuskript-kategorien kunne godt gå hen og blive lige som animationskategorien var før hen. Hvis Aaron Sorkin skriver et manuskript om året, kan han nemt komme til at dominere udvælgelsen, lige som Pixar gjorde i lang tid. Det er ikke fordi at jeg brokker mig, Steven Zaillain og Aaron Sorkins manuskript til Moneyball er sublimt skrevet og hvis man kan få noget af den kaliber på en årlig basis, vil jeg til hver en tid udnævne det som vinder. Moneyball byder på den samme slags flydende og hurtige dialog, som Sorkin også bragte til The Social Network sidste år.
Den intelligente ping-pong dialog, frem og tilbage mellem karaktererne i The Ides of March er også særdeles fremragende. George Clooney & Grant Heslovs manuskript var grundstenen i et spændende politisk drama. Den legesyge dialog mellem Hailee Steinfeld, Jeff Bridges og Matt Damon i True Grit kommer også fra Coen brødrenes velskrevne manuskript.
Woody Allens litterære og charmerende rejse gennem kunstnerisk nostalgi i Midnight in Paris var humoristisk og interessant. Selvfølgelig er det bedst, hvis man ved hvad der snakkes om, men hvis man ikke ved hvem Ernest Hemingway, Cole Porter, Zelda Fitzgerald og Pablo Picasso var, så er det éns egen skyld. The Beaver var en af årets store overraskelser og Kyle Killens sjove og følsomme manuskript skal have en stor del af æren for det, det hjælper dog også at det er godt fremlagt af Mel Gibson.
MMXi: Best Cinematography
Runners-Up: Drive, The Tree of Life, Sherlock Holmes: Game of Shadows og Sucker Punch
Jeg lover, at dette er den absolut sidste gang, at jeg snakker om dårlige film fra filmåret 2011, men lige som det var tilfældet for effekterne i Sucker Punch, så er den film også flot filmet. Der var én scene i Sherlock Holmes: Game of Shadows, der alene var nok til at få filmen nomineret i denne kategori. Den store flugt igennem skoven er fremragende filmet, jeg var meget imponeret af måden at kameraet blev ført i den scene og resten af filmen er også udmærket.
I det at The Tree of Life er mere en visuel collage end en reel film, så er det en god ting at den billedstrøm man får, er yderst fascinerende. Det er en meditativ rejse gennem livet fortalt med flotte billeder i stedet for en historie. Billedsiden af Drive leger af og til med det meditative, men kameraet fanger samtidig også en stemningsfyldt tone gennem hele filmen.
Matthew Libatiques cinematography i Black Swan er lige så stor del af den dystre ballet som danserne er. Jeg var tryllebundet af hans smukke billeder, på samme fod som det der skete i de billeder.
MMXi: Best Choreography
Runners-Up: Warrior, Black Swan, Legend of the Fist og BKO: Bangkok Knockout
De dårlige film forsætter med at invadere kategorierne og tager pladserne fra de gode film. BKO: Bangkok Knockout og Legend of the Fist: The Return of Chen Zhen er begge jævnt elendige film. BKO er lavet af folkene bag Ong Bak, desværre helt uden Tony Jaa. Det medfører alle de ting man kunne forvente, slåskampene er brutale og skuespillet er himmelråbende dårligt. Donnie Yen er, som altid, en ren ninja i de få kampscener der er i Legend of the Fist.
Hvis en film handler om en MMA-turnering, så er det rimeligt vigtigt at det virker troværdigt hver gang de går i ringen, heldigvis skuffer Warrior ikke. Kampene er intense og spændende. Skuespillerne sælger varen godt og så er Tom Hardy intet mindre end et monster. Black Swan er en outsider blandt de nominerede, da der slet ikke er nogen som får tæv. Til gengæld er ballet-koreografien elegant og mesterligt udført.
Det er dog Takeshi Miikes 13 Assassins og dens 40-minutter lange actionfyldte klimaks, som tager sejren i denne kategori. En afspærret by, hundredevis af samuraier og blodig kamp til døden. Det er imponerende, hvor meget der sker, hele tiden, over det hele, i filmens episke afgørende kampscene. Der er lagt utrolig fokus på kampstil, detaljer og momentum. Det er en fantastisk scene i en fantastisk film.
