Tag : nicolas-cage

wild-at-heart3

The Third Annual Official Day of Crazy-Cage

wild-at-heart3

I anledning af “The Third Annual Official Day of Crazy-Cage” og den generelle mangel på nye usete film fra manden, besluttede jeg mig for at tage tilbage i tiden for at se et par af Nicolas Cages tidlige film.

Den første gang jeg stiftede bekendskab med Wild at Heart var et klassisk eksempel på “wrong place, wrong time”. Jeg var 13 år gammel og det er uden tvivl et forkert tidspunkt at se den film. Min unge hjerne forsøgte desperat at håndtere billederne på skærmen, for slet ikke at tale om at forstå hvad det hele skulle betyde. Der skulle stadig gå en håndfuld år før jeg fandt mig til rette i David Lynchs syrede filmunivers og endnu længere tid før jeg lærte at værdsætte Cage som skuespiller. Der er gået 20 år siden, min hjerne og filmiske smagsløg har udviklet sig en del, filmen er dog den samme og jeg er stadig ikke sikker på at jeg forstår hvad fanden der foregår…

Wild at Heart virker mest af alt som en amerikansk sæbeopera, visualiseret gennem et rumvæsens feberdrøm. Det overrasker selvfølgelig ikke, David Lynch er ikke kendt for simple, letforståelige film og det ville være svært, at kalde Twin Peaks en helt almindelig detektivserie. Filmen er mindre interesseret i at fortælle en håndgribelig historie og går i stedet efter en følelse, en passion, en vrede, en fandenivoldsk drillesyge som er svær at forklare… eller at forstå.

Alt i alt er Wild at Heart et orgie af stærke billeder, vold, sex, skæve karakterer, punk musik og Nicolas Cage som Elvis, hverken mere eller mindre. Jeg har opgivet at lede efter noget dybere bag det visuelle bombardement, jeg vil langt fra kalde det en filmklassiker, men jeg kunne nu godt lide oplevelsen… tror jeg.

Seven-Stars.png

 

firebird

Aftens anden film blev Fire Birds, også fra 1990 og det var en knap så god oplevelse, men den var dog betydeligt nemmere at forstå. For at få en fornemmelse af hvad Fire Birds er for en størrelse, skal man blot forestille sig Top Gun og så ignorere de ting som gjorde den film til en elsket klassiker. Det er en ganske dårlig film med et elendigt manuskript fyldt med tåkrummende  oneliners, en kedelig historie om en stjernepilot med øjneproblemer, et romantisk forhold som er to skridt fra et polititilhold, Nicolas Cage som en irriterende douchebag, Tommy Lee Jones som en ung gammel mand og Sean Young som den mest intetsigende loveinterest i mands minde, men i det mindste er der masser af helikoptere, så det er sikkert Michael Bays yndlings film.

Three-Stars.png

Categories: Movies

A Painful Goodbye, Farewell Old Friend (also, words)

rock flare

rockmc2rock-nic

Gårsdagens premiere på den officielle dag tildelt en af vor tids bedste/dårligste skuespillere, Nicolas Cage, blev fejret med maner. Der kom kolde pilsnere og varm kaffe på bordet, håret var med vilje efterladt uredt og øjnene var fuldt udspillet for at man fik det hele med. Den første film i hjemmebiografen var en sand Cage klassiker, nemlig Michael Bays The Rock. Filmen er stadig en fantastisk actionfilm, fyldt med store skuespillere, der alle leverer varen. Ikke mindst arrangementets hovedperson i rollen som regelrytteren Stanley Godspeed.

Filmen bærer sin tid aller yderst på tøjet, den kan ikke rigtig undslippe det faktum at det er en fuldblods 90’er film og visse elementer virker en anelse forældet, eksempelvis den lettere tåbelige Hummer/Lamborghini biljagt gennem San Fransiscos gader. Det markerede dog også en af de sidste gange, hvor en Michael Bay actionfilms latterligheds niveau var indenfor de acceptable grænser. Det var også en af de få gode film, der var med til at markere slutningen på Sean Connerys karriere og han er yderst underholdende her, som den bitre John Patrick Mason (¤ i HD bliver det dog uendeligt mere tydeligt, at det langt fra er ham der løber ned af de rullende trapper… hva så gamle, er et par trapper for meget for dig?).

World Trade CenterNic Cage WTC

Aftenens anden film blev en af de forsvinde få af Nicolas Cages 64 film, som jeg endnu ikke havde set, nemlig Oliver Stones World Trade Center. Det var en film som jeg med vilje havde undgået omtrent lige siden den udkom, af flere grunde og ingen af dem var The Cage. Filmen forblev uset i al den tid på grund af den overhængende fare for at Oliver Stone ville gennemvæde hver eneste fiber af filmen med stolt patriotisme og kvalmende sentimentalitet. En anden faktor var også handlingen i sig selv og hvor hårdt jeg blev mærket af begivenheden dengang tilbage i 2001, jeg får det stadigvæk fysisk dårligt hver eneste gang jeg ser de to tårne. Men filmen skulle jo ses, det går jo ikke at der er huller i gagathemovies’ viden om Nicolas Cage, så jeg bed forbeholdne i mig og satte blu-rayen i maskinen.

Jeg må indrømme, at jeg blev ret så skuffet af World Trade Center, som jeg overordnet set fandt ineffektiv, lang og kedelig. For mig er det ikke ret meget mere end en ok lille kortfilm om to politimænd fanget under ruinerne af de to tårne. Den kortfilm har så fået påklistret halvanden times Hallmark tv-film, om politimændenes familier, for at udfylde en spillefilms længde. Bevares, der er skam bedre skuespillere (Maria Bello, Maggie Gyllenhaal, Frank Whaley, Stephen Dorff og Michael Shannon) end i nogen Hallmark-film, men det ændre ikke ved at det er uinteressant, frustrerende og kedeligt. Nicolas Cage passer godt i rollen som John McLoughlin og bærer det fesne overskæg godt, men der er ikke meget at komme her og bestemt ingen Crazy-Cage. I det at min Good Cage / Bad Cage liste ikke har en “Meh” placering i midten, så ender World Trade Center på den nederste halvdel.

5 Stars

Alle de hyggelige timer var dog ikke kun brugt på¨at nyde forskellige Nicolas Cage film, men også på at sige et fyldestgørende og respektfuldt farvel. I den kommende uge tager jeg jo ikke blot afsked med filmbyen, men også med Nicolas Cage. Så der blev fældet nogle tårer og delt et livsbekræftende kram inden jeg vinkede farvel til manden og måtte forberede mig på en hel uge uden hans film. (¤Det er jo ikke fordi at jeg ser Nic Cage hver evig eneste uge, men i næste uge er det imod reglerne, med mindre at jeg finder Tempo di uccidere (Time to Kill), den lille, ukendte og ekstremt sjældende italienske film som han lavede da han var ung. Det gør jeg dog ikke, for jeg ved at den er elendig og jeg har masser af andre film jeg skal have set.)

Categories: Movies