Posts Tagged ‘Recap’
HARRY POTTER AND THE DEATHLY HALLOWS PART 2
Jeg er glad for, at denne serie endelig er slut. Der har været nogle gode oplevelser under vejs, men efter en samlet spilletid på næsten 20 timer, så er det tydeligt at det er simpelthen for langtrukket. Det er fanservice på et useriøst plan, de fungerer ikke som rigtige film, der er alt for meget ubrugeligt fyldstof. Og hvem har fundet på, at man skal have en drage med i sin film og så kun lade den være på skærmen i 5 minutter?
30 MINUTES OR LESS 
Instruktøren og hovedpersonen fra Zombieland, men ingen af humoren. Det er faktisk pinligt, så lidt sjov som denne film er og det er måske snart tiden til at bede Danny McBride om at holde op med at lave film.
FRIENDS WITH BENEFITS 
Andre komedier kan tage ved lære her. Friends with Benefits er en ganske normal romantisk komedie, men i modsætning til så mange af slagsen de seneste par år, så er karaktererne charmerende, sjove og humoren er god hele vejen igennem.
RISE OF THE PLANET OF THE APES 
Bedre end forventet prequel. Rigtig gode computereffekter, men det er stadig tydeligt at det er computereffekter og det er måske det der er problemet.
COWBOYS & ALIENS 
Hvad får man, hvis man smider flere hundrede millioner dollars efter en useriøs tegneserie-idé, nogle af de største stjerner i Hollywood og instruktøren bag et par af de bedre blockbusters i den seneste tid? Man får 120 dyre og stort opsatte, men også gabende kedelige og ligegyldige minutter. Det er eddermame spild.
MIDNIGHT IN PARIS 
Woody Allen er tilbage med en charmerende og lattermild nostalgisk rejse til de gode gamle dage. Owen Wilson har ikke været bedre i meget lang tid.
OUR IDIOT BROTHER 
Alle filmens talentfulde skuespillere kører på autopilot og filmen hænger ikke rigtig sammen, men der er da et par grin hist og her.
KUNG FU PANDA 2 
Super flot efterfølger, som byder på en ekstra portion fra etterens menukort. Med andre ord er det let fordøjelig underholdning med søde jokes og flot animation. Den eneste ting som er rigtigt ekseptionelt er filmens koreografi, de animatorer kan deres kung fu.
BAD TEACHER 
Hurra, flere komedier hvor hovedpersonerne er ulidelige douchebags, fantastisk! Denne kliché-tunge komedie er dog ikke helt uden gode grin, men de kommer for det meste fra Jason Segel og ikke fra filmens hovedperson Cameron Diaz.
BEASTLY 
Jeg har svært ved at forestille mig en mere malplaceret og tåbelig film end Beastly, en absolut skrækkelig nyfortolkning af Beauty and the Beast. Alle bag kameraet og samtlige talentløse skuespillere foran, plus hver eneste som er dum nok til at lade sig lokke til at se denne film, er til grin. Alex Pettyfer må meget gerne holde op med at lave film med det samme.
SWORD OF THE STRANGER 
Note til alle som tegner anime: Kan I ikke godt lade være med at skifte mellem detaljerede/flotte billeder og simple/grimme billeder? Jeg ved godt at det er billigere på den måde, men det er også møgirriterende at se på. Filmen, i sig selv, kunne have været en ny Ninja Scroll, men i stedet er det blevet en lettere ligegyldig tegnefilm med flotte kampscener.
STOLEN 
En interessant kriminal thriller med sammenvævede tidslinjer, som desværre ikke besidder det fornødne talent til at ramme det endelige mål.
MOVING MCALLISTER 
Moving McAllister er et perfekt eksempel på hvad man ikke skal gøre i en indie-komedie. Det er sært, bare for at være sært. Der er ikke meget humor eller formål og så har man ansat Jon “Napoleon Dynamite” Heder i en vigtig rolle.
Tilføjelser til “The Just Retire, Please!” List
Alex Pettyfer (Beastly, I am Number Four, Tormented, Stormbreaker)
Kevin James (Zookeeper, Grown Ups, Paul Blart: Mall Cop, The Dilemma)
Den sidste månedstid har jeg været væk fra rampelyset, og tro mig rampelyset her på gagathemovies.com blænder som tusinde sole, men nu vender jeg for alvor tilbage. Bare fordi at der har været lidt stille på siden, betyder det langt fra at der ikke blevet set en masse film. Derfor bringer jeg hermed en kort recap af de film og spil, som jeg ikke har lyst til at give en fuld anmeldelse.
PIRATES OF THE CARIBBEAN: ON STRANGER TIDES 
Sommeren blev skudt igang på den kedeligste måde, med premieren på den fjerde og desværre ikke sidsre Pirates of the Caribbean. On Stranger Tides viderefører en serie som måske allerede har to film for mange. Det hele bliver kogt ned til en talentløs og kedelig gentagelse af etteren, uden interessante effekter eller spænding af nogen art og med et forhøjet fokus på Johnny Depps lalleri. Captain Sparrow fungerer udemærket som en kulørt sidekarakter, men han kan ikke bære en hel film. Der er måske 5 minutter sammenlagt, hvor Depp er sjov, men det er bare ikke godt nok til at bygge en film omkring.
FAST FIVE 
Jeg vil ikke kalde mig selv, en fan af The Fast & The Furious-serien, men jeg fandt mig underholdt af Vin Diesel og Paul Walkers vilde gaderæs i den første og fjerde film. Den anden og tredje film, 2 Fast 2 Furious og Tokyo Drift, er derimod noget forpulet skrammel. Fast Five er heldigvis i den bedre ende af serien, men det betyder på ingen måde at det er et filmisk mesterværk af nogen art. Det er en 1½ times underholde og adrenalinfyldt actionfilm, der desværre varer 2 timer og 20 minutter. Filmen er så forelsket i sine karakterer, at der bliver proppet uanet mængder af baggrundshistorie og dialog ind overalt. Når der er action, så fungerer det fint, det er bare for langt i mellem. En fremragende tilføjelse, er Dwayne “The Rock” Johnson, som fremstår som et enormt og storsvedende monster, der truer med at stjæle enhver scene han er i.
THE HANGOVER: PART II 
Endnu et bevis på Hollywoods dovenskab, The Hangover: Part II er en nærmest identisk gentagelse af den første film, bare iscenesat et andet sted i verdenen. At filmen stadig fik nogle grin ud af mig, er mere skuespillernes skyld end noget andet.
PAUL 
Paul samler Simon Pegg og Nick Frost, fra Shaun of the Dead, i et håb om at nå det samme resultat. Det lykkes desværre ikke helt og det er nok mest på grund af manglen på Edgar Wright bag kameraet. Den første halvdel er god, nørdet sjov, men i den anden halvdel er det lige som om at de har glemt jokesne, til fordel for en meget simpel historie. Det er en skam.
SUCKER PUNCH 
Jo mindre der bliver sagt om Zack Snyders frustrerende, mandschauvinistiske, rodet, idiotiske drengedrøm af en film, jo bedre. Spil i stedet, et hvilket som helst japansk rollespil. Pigerne har lige så lidt tøj på, historien er nok lige så stupid og det er med garanti bedre.
Denne jomfru-udgave af GaGa The Movies’ nye artikelserie om computerspil, er en smule længere end de normalt vil være, da der som opstart er en del at følge op på. Her i den første episode vil man møde alt fra gravjægere, cell-shaded agenter og racistiske italienere til nøgne psykopater, drenge i sort-hvid og en lækker omgang pigskin. Så lad os komme i gang…
Jeg sætter den gode fod forrest og starter med et af de bedste spil i år til dato. Det første spil i Microsofts netop afsluttede Summer of Arcade, Limbo, sætter nye standarter indenfor hvordan en effektiv spilhistorie fortælles. Eller rettere, hvordan den opleves, da spillet faktisk ikke fortæller spilleren noget. Man vågner bare op i en mørk skov og så er der ikke andet at gøre end at bevæge sig mod lyset. Det danske studie, Play Dead Games, har skabt en utrolig stemningsfyldt sort-hvid platformer med nogle meget udspekulerede puzzles. Sværhedsgraden er perfekt, da det tvinger spilleren til at tænke sig om men det bliver aldrig frustrerende, fordi alle gåderne er logiske og venter bare på at blive løst. Så savner man noget originalt og kreativt, så giv Limbo en chance og vær forberedt på en smuk oplevelse.
Hvor der er noget af det søde, må der også være noget af det sure, i det mindste bare for balancens skyld. Dette kunne med nemhed beskrive efterfølgeren til Microsofts overraskende hit fra 2007, Crackdown. Det spil kom ud på et tidspunkt, hvor der ikke var ret mange af dets type på markedet, så man så lidt igennem fingre med de mange fejl og bare havde det sjovt. Siden da er der dog sket rigtig meget indenfor open-world gameplay med fantastiske titler som GTA IV, Saints Row 2, Assassin’s Creed 2, inFamous, Red Faction: Guerrilla og senest Red Dead Redemption. Disse titler udvidede og forbedrede, hver især, hvad der gør et open-world spil godt. Det er derfor, at det absolut ikke er acceptabelt hvad Ruffian Games har gjort med Crackdown 2, eller ikke har gjort. I de tre år, siden det første spil, er der tilføjet ingenting og hvad værre er, der ikke engang er rettet én eneste af de mange fejl der var i etteren. Styringen er stadig elendig, sigte-funktionen er igen decideret broken, historien er ikke eksisterende og spillet er dræbende ensformigt, da der reelt kun er 9 (ens) missioner. Man kan, hvis man vil, ignorere alle problemerne og stadig have det sjovt med bare at hoppe rundt, men hvorfor skulle man det når der er så mange bedre spil derude.
Det spil kunne eksempelvis være 2K Czechs længe ventede efterfølger til Mafia. Det er et spil der har fået meget blandede anmeldelser rundt omkring i verden. Det mener jeg dog, uden at sige det er verdens bedste spil fordi det er det overhovedet ikke, er fordi at mange har misforstået noget. Hvis går ind til Mafia II og forventer at man får mafioso Grand Theft Auto, så bliver man slemt skuffet, da dette ikke rigtig er et open-world spil. Det er derimod et lineært historie-drevet spil med lidt ekstra frihed. Forestil dig at, den linje du følger igennem spillet bare er en smule bredere, du er stadig guided men du nogle valgmuligheder til hvordan det skal gøres. Historien er spillets store styrke, den er velfortalt med gode karakterer og som taget ud af en af de mange gode mafia-film som Godfather, Goodfellas eller Carlito’s Way. Det er selvfølgelig ikke bare en interaktiv historie, der er også en masse køren rundt og skyde bad guys in the face. Begge disse ting fungerer ganske udmærket og gør Mafia II til en underholdende oplevelse.
Der var en tid, hvor man stolt kunne se på IO Interactive og sige det er sku’ da meget cool at de der gutter er fra Danmark. De lavede fremragende og anderledes spil som Hitman-serien og Freedom Fighters, men så gik der noget galt. Først var det Kane & Lynch, som på papiret så rigtig lovende ud, men i praksis var et ubegribeligt fejltynget og frustrerende makværk af et spil. Derefter gik de af uforklarlige grunde videre til et Disney-agtigt børnespil med Mini Ninjas og selvom det ikke var dårligt, så var det komplet ligegyldigt. Nu får vi så Kane & Lynch 2: Dog Days og forventningerne var fra start ikke særligt høje. Spillet tog mig 4 timer og 23 minutter at gennemføre og jeg hadede hvert eneste sekund. Spillet er grund-læggende en middelmådig 3rd person shooter pakket ind i en tåbelig og smagløs historie. Det eneste jeg gider skrive om det er, at på et tidspunkt i spillet løber man nøgen rundt i Shanghais gader, kun dækket af utallige blødende sår. Det eneste interessante ved spillet er, den pixellerede youtube-agtige æstetik, men selv det giver ingen mening i spillet.
Et redesign der til gengæld virker, er hvad Crystal Dynamics har gjort med Tomb Raider-franchisen i det nyudkommende downloadable spil, Lara Croft and the Guardian of Light. Kameraet er ændret til en isometrisk vinkel ala Diablo, men det er stadig den samme blanding action, platforming og puzzles man kender og elsker fra Tomb Raider. Denne gang er der tilføjet co-op, hvilket totalt ændrer hvordan man tænker over de mange gåder og giver en helt ny måde at klatre rundt i verden på. Det er bestemt noget de burde tage med videre til det næste spil i serien. Crystal Dynamics har med held ændret banerne og gåderne, så man også kan spille dem i single-player plus der er mange challenges og unlocks som giver en god replay-value. Et overraskende vellykket forsøg.
Sidst men ikke mindst, så starter NFL-sæsonen snart og derfor er der selvfølgelig også blevet spillet en del af dette års Madden. EA Tiberon motto for årets spil var: “Simpler. Quicker. Deeper.” Hvilket mest giver sig til kende som endnu en del af deres uendelige jagt på nye kunder, da den mest markante ændring er, at man kan sætte computeren til at vælge spil for en og i stedet koncentrere sig om hvad der foregår på banen. Som spiller af Madden i mange år, slår man lynhurtigt denne feature fra og spiller som man plejer, men hvad er der så tilbage i Madden 11? Det er det flotteste og mest flydende football-spil til dato og det er ganske enkelt en fryd at spille kampene. Hvilket må være det vigtigste, det er ikke et perfekt spil men jeg ser absolut frem til den kommende sæson. Go Ravens!
Denne første udgave af Let Play a Game endte med at blive mere end 1000 ord, hvilket bestemt ikke var meningen, men i fremtiden vil de også fokusere på 2-3 spil af gangen.
På denne højhellige søndag, bliver der ingen The Week That Was som der plejer, da jeg jo har skrevet om filmene løbende. Efter den hårde uge bestående af hovedsagligt elendige horrorfilm, følte jeg at der skulle lidt forandring til. Derfor valgte jeg to af de film der var længst muligt væk fra gysergenren som overhovedet muligt. Kvaliteten forblev dog den samme. Første “lyspunkt” var filmatiseringen af tegneserien om den enorme grand danois Marmaduke. En afskyelig møgkøter af en børnefilm. Til trods for et godt cast af skuespillere og stemmer inklusiv Owen Wilson, Emma Stone, Kiefer Sutherland, Sam Elliott, Steve Coogan og William H. Macy var Marmaduke en af de mest tænderskærende og traumatiserende oplevelser jeg har haft i lang tid. Eller det var så indtil aftenens anden film, Furry Vengance. Der findes ingen smerte på denne jord, der overgår den som Brendan Fraser forhåbentlig påtvinger sin agent i dette øjeblik. Det skulle da lige være at se filmen igennem. Brendan Fraser er egentlig ikke en dårlig skuespiller og han har lavet flere gode film i hans karriere, men på det seneste virker det som om at hans eneste mål i livet er at komme på alverdens worst of lister.
Puha. En uge, der mest af alt mindede om en meget meget hård straf for en forbrydelse som jeg ikke har begået. Som noget positivt, så hader jeg for en kort stund ikke horrorfilm, bare Hollywood.
Marmaduke 1/10 (3)
Furry Vengeance 0/10 (2)
Den fjerde dag af forholdsvis tvungen horrorfilms-kiggeri, beviser at de døde kan genopstå lige meget hvilket land de er i og de har lige svært ved at smile. Det er ikke en ny ting, at der bliver løjet og pyntet på plakater og covers, men horrorfilm har nogle af de værste eksempler. Det sker ofte at jo federe et cover er til en horrorfilm, jo dårligere er filmen. Der burde være regler for den slags. Grunden til at jeg nævner dette, er fordi på coveret til ZMD: Zombies of Mass Destruction er der påskrevet et anmeldercitat fra den “fantastiske” side Bloody Disgusting. Citatet lyder “It’s the best of it’s kind since Shaun of the Dead”. Selv hvis der ikke var kommet andre af den type siden Shaun of the Dead, fortjener den ikke sammenligningen. ZMD er på intet tidspunkt sjov, al dialog og skuespil er direkte pinligt og effekterne er uopfindsomme og kedelige. Den norske nazi-zombie-film, Død Snø, klarer sig lidt bedre, dog ikke meget. Folkene bag har tydeligvis interessante idéer hist og her, men de bliver aldrig udført til andet end middelmådighed. Desuden må der eksistere en eller anden speciel form for norsk humor, som jeg ikke forstår fordi der intet der fik mig til at trække på smilebåndet.
Det var så alt hvad min hjerne kunne klare på en uge. Der er stadig flere film tilbage men hvis jeg ikke holder en lille pause, så er jeg bange for at jeg udfører nogle af de blodige situationer som disse film afbilleder.
Zombies of Mass Destruction 2/10 (4)
Død Snø (aka Dead Snow) 4/10 (5)
På den tredje dag af min kategoriske udryddelse af horrorfilm fra mit film-arkiv, kigger jeg i spejlet og spørger skal alle de hår være der? Alexandre Aja var indtil i dag, en af mine yndlings horror instruktører. Hans debutfilm Switchblade Romance (Haute Tension) var en perle af en moderne horrorfilm og hans remake af The Hills Have Eyes var dejligt ond og modbydelig. Men den filmiske glæde endte bradt da jeg satte Mirrors i maskinen. Den er en remake af den asiatiske gyserfilm Into the Mirror og Aja er åbenbart fuldt tilfreds med at lave den ene genindspilning efter den anden, hans næste film er Pirahna 3D. Grunden til at kæden røg af for mig, var at Mirrors ikke er mere end en rodet blanding af billige chok, uinspirerede effekter og en kedelig historie som selv Jack Bauer ikke kan redde. Aftenens anden film var også en remake, dog med et bedre resultat. Eller i hvert fald halvvejs. Grundet produktionsproblemer, skift af instruktør og flere re-shoots virker The Wolfman som to forskellige film sat meget akavet sammen. En god og en dårlig. Kvalitet, tone og skuespil svinger fra scene til scene. Når det er godt er det en ganske vellykket klassisk varulvefilm, men når det er dårligt så er det til gengæld også ret enerverende. I modsætning til Mirrors, så er der kvaliteter og potentiale gemt i The Wolfman, desværre er det ødelagt af studieindblanding og lignende.
Dag nummer tre, var halvvejs bedre end de forgangne dage, men stadig ikke helt godt.
Mirrors 3/10 (6)
The Wolfman 5/10 (6)
På andendagen af den store horror-films oprydning, begiver jeg mig tilbage blandt de grimme monstre som John Gulager skabte i 2005. Den originale Feast var et produkt af den interessante men dødfødte reality tv-serie, Project Greenlight, der blev startet af Ben Affleck, Matt Damon og Chris Moore i samarbejde med Miramax. Seriens grundidé var at man kunne få sit manuskript lavet til film, hvis man vandt. Det gjorde Gulager og fik penge til at producere Feast. Resultatet var en useriøs og blodig (dog ikke specielt god) b-film. På det tidspunkt, så det ud som at Gulager kunne være en instruktør med potentiale. Det er dog ikke den mand man ser i de to “shot back to back” sequels, Sloppy Seconds og The Happy Finish. Det er i stedet en talentløs og yderst perverteret instruktør med meget, meget dårlig humor. Begge disse film er noget af det mest idiotiske, smagløse og elendige skrammel at jeg har været så uheldig at se i mange år, hvis ikke nogensinde. Alle tænkelige aspekter af filmene, kan påføres ordene forargende dårligt. Uden undtagelser, der er intet af nogen form for værdi. Men hvis finder wrestler-dværge, store grimme monstre der knepper alt hvad de kommer i nærheden af og halvnøgne kvinder der bliver sprøjtet til med bræk, lort og sæd sjovt bare ved at sidde her og læse ordene, så kan Feast II og III være 3 timer i himlen for din syge hjerne. Desuden burde du nok kontakte John Gulager, for I må være soulmates.
Så blev ryddet lidt mere op og det positive ved det hele er at, filmene kan umuligt blive værre fra nu af. (¤ krydser fingre)
Feast II: Sloppy Seconds 0/10 (4)
Feast III: The Happy Finish 0/10 (4)
Mit filmarkiv er atter oversvømmet af alverdens horrorfilm og det er derfor igen blevet tid til at få renset lidt ud. Den første der kom i maskinen var Kill Theory, der handler om en gruppe unge studerende der bliver fanget i et hus og tvunget til at slå hinanden ihjel. Det er set mange gange før og der bliver ikke bragt noget interessant eller nyt til bordet. Hvis man gerne vil se lignende (og langt bedre) film, så se Battle Royale og My Little Eye i stedet. Dagens anden film, Cornered!, var på ingen måde bedre. Den var derimod et 80 minutter langt makværk, hvor der skete absolut ingenting. Den beviste dog to ting: Steve Guttenberg (Officer Mahoney fra Police Academy-serien er ikke død endnu og selv om James Duval langt fra er verdens bedste skuespiller og ikke foretog sig ret meget i filmen, så var han stadig meget bedre end resten af castet.
Det var så de første par stykker, men der er stadig masser af ragelse tilbage. Så tjek ind igen i morgen, hvor jeg forsætter med at pine mig selv.
Kill Theory 4/10 (6)
Cornered! 1/10 (4)
Earthworm Jim HD
Udviklet af Gameloft
Udgivet af Gameloft
Single-Player/2-4 Player Multiplayer Platformer Kun på XBLA(70 kr.)
Groovy! Regnormen er tilbage! Earthworm Jim er et af de spil der uden tvivl ligger i den absolutte top i blandt minderne fra min gamer-ungdom. Jeg husker, med stor glæde, tilbage på de mange timer jeg har tilbragt i selskab med Jim, Professor Monkey-for-a-Head, Psy-Crow og Queen Pulsating, Boated, Festering, Sweaty, Pus-Filled, Malformed Slug-for-a-Butt. Mange ting er det samme som dengang: Humoren er stadig stjernesindssyg, kreativiteten er i top og det er møgsvært. Der er dog også nye tiltag i form af en fremragende high definition grafisk opgradering, multiplayer og flere sværhedsgrader at vælge i mellem for de svage nymoderne gamere. Hvis har trang til lidt god gammeldags platforming eller aldrig har stiftet bekendtskab med den overflod af skæve idéer der er Earthworm Jim, så løb til nærmeste Xbox og download det nu.
7/10 (7)
Joe Danger
Udviklet af Hello Games
Udgivet af Sony Computer Entertainment
Single-Player/2-4 Player Multiplayer Racer/Platformer Kun på PSN (99,95 kr.)
Nogle spil er svære at kategorisere og Joe Danger er et perfekt eksempel på et sådan spil. Hovedingrediensen i Joe Danger er 2D side-scrolling racing i stil med det klassiske Nintendo spil, Excite Bike, blandet med den platform-agtige klatren ala Trials, et simpelt tricksystem og en hulens masse collectables. Samlet bliver det til et sjovt og varieret lille downloadable spil med mange timers underholdning og highscore-jagt. Værd at hente og pengene er godt givet ud.
7/10 (5)