Sci-Fi
Copyright Infringement: Battle of Los Angeles
Instrueret af Mark Atkins
Skrevet af Mark Atkins
Med Nia Peebles, Kel Mitchell, Dylan Vox, Theresa June-Tao, Gerald Webb, Edward DeRuiter og Robert Pike Daniel
2011 US Action / Sci-Fi 92 min.
[I Copyright Infringement tages der kærligt fat i nogle af de rædselsfulde film som bliver udgivet af studiet The Asylum. The Asylum er kendt for at kopiere kendte blockbuster og tjene en masse hurtige penge på, at folk læser titlen forkert, når de står i videobutikken. The Asylum har slået sig sammen med tv-kanalen SyFy Channel, hvilket betyder at de laver flere film, men ikke at de er bedre produceret. Ofte er deres film så skod-elendige, at selv Uwe Boll kan se ned på dem og grine.]
Hvad har The Asylum kopieret denne gang?
Jonathan Liebesmans larmende og voldsomt patriotiske Battle: Los Angeles fra 2011 med Aaron Eckhart, Ne-Yo, Bridget Moynahan, Michael Peña, Noel Fisher og Michelle Rodriguez.
Hvad bruger de deres tyvekoster til?
Los Angeles (og resten af verden, for den sags skyld) bliver angrebet af rumvæsner og militæret kæmper hårdt for at modstå invasionen. Der er også noget med anden verdenskrig og tidsrejser, men det bliver forklaret mere på filmens cover end det gør i filmen.
Hvordan er resultatet?
Omtrent på lige fod med alle de andre film fra The Asylum, altså stinkende elendigt. Det er en mindst effektive militærstyrke i historie, efter USA’s 3 jagerfly bliver skudt ned, begynder de resterende soldater at skyde mod ufoerne med deres håndvåben. Pludselig er der en tidsrejsende pilot fra anden verdenskrig, men filmen nægter at fortælle hvorfor og ingen af filmens karakterer virker specielt overrasket. Scener, dialog og historie giver ingen mening og der gøres ingen indsats for bare den mindste sammenhæng. Filmen forsøger endda at spille smart med platte ET og Avatar vittigheder, uden at tænke over at det bare minder seeren om, at man kunne se meget bedre film i stedet for dette skrammel.
Men så bliver det hele reddet af en tidsrejsende ninja-chick som dolker ufoer med sin katana. Jeg ved godt, at du tænker at det lyder præcis lige så idiotisk som resten, men for denne film er det faktisk en betragtelig opgradering. Jeg vil sammenligne filmen med Skyline i forholdet af dårligt skuespil til en smule bedre effekter, men over for Battle of Los Angeles er Skyline en af de bedste film nogensinde.
Der er nogle skuespillere med, ikk?
Nickelodeon’s tidligere barnestjerne, Kel Mitchell, er blevet voksen og laver film. Mens Kel ser dum ud foran en greenscreen for håndører, er hans gamle partner, Kenan Thompson, fast inventar på Saturday Night Live… så godt klaret, mand!
Nia Peebles spiller den tidsrejsende ninjatøs, iført stramtsiddende spandex. Peebles har spillet med i 47 episoder af Walker, Texas Ranger og 132 afsnit af The Young and the Restless, men nu rykker hun op i den filmiske superliga… brug nu ikke alle pengene på én gang.
Andetsteds på rollelisten er Theresa June-Tao ansat til at spille Michelle Rodriguez og Robert Pike Daniel har fået strenge ordre på at tale lige som Nick Nolte, om det så slår ham ihjel. Det lyder virkelig som om, at hans stemme er ved at give op i midten af hver sætning.
Hvad med effekterne?
Helt og aldeles afskyelige, 10 år gamle computerspil havde bedre effekter, ja selv dansk tv har bedre effekter. Det er faktisk lidt overvældende hvor dårlige de er, selv en lallende amatør ville kunne lave dette bedre i After Effects. Intet har nogen vægt eller tekstur og sjældent er de en del af billedet. Det er dog bare computereffekterne, de praktiske er endnu værre. Rumvæsnet er en tudegrim papmache figur som de har sprinklet med lidt vand, for at den skal se levende ud og så er der en mand, gemt under et tæppe, som slår på vinduet med en pind.
Er der slet ikke noget godt?
Enkelte gange, og her mener jeg måske 2 eller 3 tidspunkter i løbet af filmen, rammer kameraet tilfældigt en skuespiller i et godt lys og så ser det faktisk okay ud, men det bliver hurtigt ødelagt af en tåbelig effekt eller, gud ha’ nåde, mere dialog. Ligeledes små-tilfældigt så er musikken flere steder udmærket og så er den så forbandet høj, at den overdøver den stupide dialog.
Hvad med nogle sjove facts?
Vidste du, at der kun er 7 soldater på en militærbase?
Vidste du, folk som er bange for at flyve, sagtens kan blive pilotter?
Vidste du, at råbe “be more like Michelle Rodriguez” også kan kaldes at instruere?
Vidste du, at hvis man redder intet, så er man stadig en helt?
På en skala fra 1 til 10 Uwe Bolls, hvor ligger Battle of Los Angeles så?
På en skala, hvor 10 er på “højde” med en Uwe Boll (Alone in the Dark, BloodRayne, Postal) film og 1 kan sidestilles med et verdensdækkende udbrud af byldepest, scorer Battle of Los Angeles en rekordsættende 3’er.
På sidens normale skala får filmen selvfølgelig:
Degrees of Insanity: Nothing
Instrueret af Vincenzo Natali
Skrevet af Vincenzo Natali, Andrew Miller, David Hewlett og Andrew Lowery
Med Andrew Miller, David Hewlett, Gordon Pinsent, Andrew Lowery og Soo Garay
2003 Komedie / Sci-Fi Canada 90 min.
Mange kendte filminstruktøre har små glemte film på deres cv, fra tiden før de slog igennem og mange gange har de overraskende lidt at gøre med hvad de senere er blevet kendte for. Alex Proyas blev kendt for dyster sci-fi i Dark City, Brandon Lees død i The Crow og Apple-robotter i I, Robot men et sted imellem dem lavede han, Garage Days, en fjollet lille ungdomskomedie. Før alt handlede om hobbitter for Peter Jackson lavede han usandsynligt blodige splatterfilm som Braindead og før David Gordon Green blev opslugt af en hashrus af plathumor, lavede han gribende dramaer som George Washington og All the Real Girls. Før Vincenzo Natali skabte teknologiske dødfælder i Cube og genmanipulerede sexsymboler i Splice, lavede han Nothing, en spøgs lille komedie om venskab.
Andrew er bange for mennesker og forlader aldrig sit hus. Dave kan godt lide mennesker, de er dog ikke så glade for ham. Hver især har de svært ved at fungere i samfundet, så de beslutter sig for at flytte sammen og hjælpe hinanden. Det går godt lige indtil Andrew bliver beskyldt for at kysse en pigespejder, Dave bliver anklaget for at stjæle penge fra hans arbejde og for at det ikke skal nok, så skal deres hus rives ned til fordel for en motorvej. Forvirret og bange går de i panik, gemmer sig fra politiet og ønsker at disse mennesker bare ville lade dem være. Pludselig bliver der stille og da de åbner døren, er deres hus omringet af ingenting, et stort hvidt tomrum strækkende uendeligt ud til alle sider. Måske skulle man passe på hvad man ønsker sig…
Her skulle der være en lille handy skala som forklarede filmens craziness og fungerede som en ekstra del af disse Degrees of Insanity anmeldelser, men så tabte jeg min computer i havnen og da jeg endelig fik fisket den op igen, så var det allerede for sent. Den fræk og klat ål havde set sit snit til at stikke af med mit Photoshop-program, for at skabe sig en karriere i Hollywood, så enhver fancy illustrationsidé må vente til næste gang. I mellemtiden får Vincenzo Natalis film kun 2 ud af 10 på denne omtalte skala, da det blot er en skør idé og ikke meget mere end det. Hvis man vil hjælpe med mine problemer, så må man hjertens gerne give lyd, hvis man støder på den kriminelle ål eller ser den i Entertainment Weekly. Man kan kende den på dens sort-hvide striper, sit fesne overskæg og så bliver den kaldt Walter af sine venner.
Nothing er en hyggelig lille indie-komedie med en interessant grundidé og en håndfuld kreative påfund, men den er desværre også ret uambitiøs og får i den sidste ende, skuffende lidt ud af sit setup. Den er måske ikke så god som den kunne have været, men den er stadig en underholde og anderledes historie. Filmens to hovedpersoner er ofte det eneste på skærmen, men Andrew Miller og David Hewlett klarer presset ganske udmærket. Så hvis man er træt af den sorte skærm på sit tv, så kunne man prøve en i hvid og få et par grin med i købet. Nothing er et kig værd.
2012: Best Sci-Fi / Adventure
Runners-Up: Chronicle, Extraterrestre, The Hobbit: An Unexpected Journey og Dredd
Science Fiction fortsætter med at være populært og det kan jeg kun være glad over, for det betyder jo bare at se mere til genren. Det er selvfølgelig ikke alle sci-fi film som rammer målet, man får jo stadig film som Lockout, Battleship og genindspilningen af Total Recall. Film som Prometheus og John Carter blev aldrig de film de burde ha’ været, men heldigvis var der også film der leverede varet. Chronicle bragte et frisk pust til både superhelte og found footage genrene, Nacho Vigalondo’s Extraterrestre brugte science fiction som en baggrund for en interessant kærlighedshistorie og Pete Travis’ Dredd var en overraskende velfungerende og badass reboot. Peter Jackson vendte tilbage til Tolkien med The Hobbit: An Unexpected Journey og selv om den var meget for lang, så var den stadig den bedste fantasy film fra sidste år.
Rian Johnson’s Looper var en spændende og original science fiction film med fremragende skuespiller-præstationer, Joseph Gordon-Levitt var vanen tro fantastisk, Emily Blunt var charmerende og Bruce Willis får endelig en rolle med lidt kød på. Johnson slog sig sammen med Shane Carruth (Primer) for at formidle en intelligent tidsrejse historie og det lykkedes for dem. Filmen blev helt forkert solgt af sin markedsføring, den blev solgt som en actionfilm og den vigtige familie-vinkel bliver slet ikke nævnt, hvilket er en skam for der er sikkert nogen som blev skuffet, fordi de ikke fik hvad de forventede, men jeg kunne rigtig godt lide det færdige resultat.
From Hell & Back: The AHW Afterparty 3
Mens denne afterparty skifter fra hele verdens filmindustri, tilbage til Hollywood, bibeholdes sjælen fra Anti-Hollywood ugen. Alle de omtalte film, beskriver nogle af de ting der er galt med filmbyen. Det er ikke nødvendigvis en kommentar om kvaliteten, flere af filmene er endda gode, men de har alle den bagage, at være produceret med et nærmest altødelæggende fokus på økonomi. Hollywood er en indespærret lille landsby bestyret alene af pengegriske gnomer og det er sjældent fordelagtigt for det færdige produkt.
Abraham Lincoln: Vampire Hunter er indbegrebet af alle ting, der er galt med Hollywood. Det er en interessant high concept idé, der aldrig bliver udnyttet til sit fulde potentiale. Det er en kreativ instruktør, hvis vision bliver kvalt af en producers dumme beslutninger. Det er spændende action-setpieces, der bliver druknet af elendige computereffekter. Det er endnu en bunke materiale, der er destrueret i klipperummet. Det er gode skuespillere, der bliver spildt fuldstændigt. Abraham Lincoln: Vampire Hunter er en fiasko på alle tænkelige måder og det er synd, fordi instruktøren Timur Bekmambetov (Night Watch, Wanted) har vist at han sagtens kan håndtere over-the-top action. Hver eneste actionscene har en potentielt interessant og frisk setup, men de bliver alle ødelagt af afskyelige computereffekter, fælles for dem alle er, at de kunne ha været fantastiske hvis de var blevet tonet lidt ned og udført rigtigt. Det er også en skam, nu når man endelig får lov til at nyde den undervurderede Rufus Sewell i en større rolle, at det så er i sådan en forfærdelig film.
Det var en ny begyndelse for den dystre fremtidsverden og dens vogter, Judge Dredd, men den nye film havde næsten alt imod sig fra starten. En stor del af det potentielle publikum, kunne tilsyneladende stadig huske den rædselsfulde Sylvester Stallone version og blev derfor væk fra biograferne. Folkene bag Dredd kunne, med desperation i øjnene, se på mens The Raid høstede ros verden over, den film har næsten det samme setup og dens actionsekvenser er overlegen på alle tænkelige punkter. Dredd er også en svær film at sælge til det almindelige publikum, da man aldrig ser hovedpersonens ansigt og det er en meget dyster og kold film, der på intet tidspunkt tyer til humor for at lette stemningen. Det er synd, for hvis man giver filmen en chance, så er det faktisk en ganske habil actionfilm. Karl Urban gør det godt som den surmulende og følelseskolde Judge Dredd og Olivia Thirlby giver en interessant kontrast som den tilsyneladende skrøbelige rekrut. Actionscenerne er fantastisk filmet og for en gangs skyld, bliver slowmotion brugt på en effektiv og kreativ måde. Alle dem som deler min forkærlighed for science fiction, action og “the good old ultra violence” skylder sig selv at se Dredd, den fortjener en smule anerkendelse.
Rian Johnson er en af de mest interessante nye instruktører, hans stil og intelligente humor har været et frisk pust de sidste år. Han har tidligere givet os den sublime neo-noir Brick og den underholdende conman komedie The Brothers Bloom og nu er han så tilbage med den fremragende science fiction film Looper med Bruce Willis, Joseph Gordon-Levitt og Emily Blunt. Hvis det alt sammen er så godt, hvordan passer den så ind i Hollywoods problemer, kunne man spørge. Looper er det nyeste eksempel på filmstudiernes forkerte markedsføring. Traileren til Looper sælger filmen som en high-octane sci-fi actionfilm, hvor Bruce Willis stormer rundt med et automatvåben i halvdelen af scenerne, men det er på ingen måde hvad filmen er. Looper er et karakterdreven drama med en emotionel kerne, der aldrig bliver så meget som antydet i traileren, pakket ind i en gennemtænkt og til tider, actionfyldt tidsrejse-historie. Looper er også fyldt med fremragende præstationer, velfungerende actionsekvenser og en fantastisk hjernevrider af en historie. Joseph Gordon-Levitt leverer varen som en ung Bruce Willis, selv om hans make-up af og til er en anelse distraherende. Støt Rian Johnson og Looper, vi skal alle være lykkelige for, at det kan lade sig gøre at få anderledes og intelligent science fiction ud af Hollywood.
Anti-Hollywood Week: Gantz
Instrueret af Shinsuke Sato
Skrevet af Yûsuke Watanabe over Hiroya Okus forlag
Med Kazunari Ninomiya, Ken’Ichi Matsuayama, Takayuki Yamada, Yuriko Yoshitaka og Kanata Hongô
2010 / 2011 Sci-Fi / Action 130 min / 141 min.
Hvis man læner sig tilbage i stolen, lukker øjnene* og forestiller sig en kaotisk verden, hvor alle de store computerspil personligheder havde taget skiftet til de andre levende billeder, havde bidt sig fast i filmindustrien og havde bragt deres lettere lemfældige holdning til historier med sig. Hvis man bliver i denne uundgåelige fremtid, finder den nærmeste biograf og sidder sig til rette. Lyset bliver dæmpet og frem på lærredet tordner en noget ubeskrivelig vision, både på godt og ondt.
I dette alternative univers, eksisterer alle film fra vores verden, de er bare blevet skabt af mennesker, hvis tanker bliver afbilledet som små old school bipbip-spil. Gantz og Gantz: Perfect Answer er i denne tankegang Men in Black, hvis den var instrueret af Shinji Mikami og Goichi Suda a.k.a. Suda 51. De to kreative genier har produceret absurde, psykopatiske og ikke mindst, fantastiske spil i løbet af de sidste 15 år. Hvis man har set eller spillet deres spil, så ved man hvad man kan forvente af Gantz. Shinji Mikami har kreeret mesterværker så som Resident Evil 4, GodHand, Shadows of the Damned, Vanquish, Viewtiful Joe og Devil May Cry, mens Suda 51 er manden bag klassisk madness så som Killer 7, No More Heroes, Lollipop Chainsaw, Diabolical Pitch og arbejdede sammen med Mikami på Shadows.
Gantz er fuldt til randen med en berusende energi, en fuldstændig overvældende kreativ frihed og et hav af fjollede idéer, det er umådeligt underholdende at se på, selv om det måske ikke hænger synderligt godt sammen, giver mening eller i det mindste forsøger at forklare, hvad fanden der sker. Det er altid forfriskende, at se den slags sindssyge idéer få lov til at blomstre på skærmen.
De mange fans af Gantz’s tegneserie-forlag var ikke begejstrede for resultatet og det er tydeligt, at Gantz: Perfect Answer desperat forsøger at tilfredsstille deres krav, hvilken efterlader mig som almen seer, med en rodet og kedelig sequel, hvor ligegyldige baggrundshistorier får førsteret frem for underholdning. Det er en skam.
Hvad kan man lære af det pågældende land? Selv når man står overfor valget mellem at slå sine venner ihjel eller dø, så kan man altid finde tid til at lure skummelt på enhver pige-krop i op til flere minutter af gangen… eller med andre ord, der er altid tid til at være japaner, også i fremtiden.
Hvad kan Hollywood lære? Man behøver ikke at holde hænderne op foran øjnene, når en films karakterer dør, selv hvis de er teenagere. En lektion der oprindeligt kunne læres af Battle Royale, men den gælder også her og Hollywood kunne godt ha’ brugt den i Hunger Games.
* Ja, jeg ved godt, at det er svært at læse anmeldelsen med lukkede øjne, shut up.
Mini Review: Binary Domain
Man skal passe på, at man ikke kommer til, at dømme en bog alene på sit omslag, fordi på overfladen er Binary Domain bare endnu en af de mange ligegyldige og middelmådige asiatiske kloner af Gears of War, men under det er der faktisk et ret specielt spil gemt. Binary Domain er en forholdsvis standart cover-baseret third person shooter, som føles og styrer næsten identisk som Gears of War, men der er lagt langt større vægt på historien og éns forhold til de forskellige karakterer.
Segas RPG-hold, som tidligere har lavet den populære Yakuza-serie, har lagt fokus på at historien er velfortalt, at man kan på begivenhedernes forløb og at det er vigtigt hvordan man opfører sig overfor sine holdkammerater. Hvis man behandler ens squad godt og imponerer dem, så er de mere tilbøjelige til at hjælpe én på slagmarken, men hvis man behandler dem dårligt og lader dem i stikken, så er der stor sandsynlighed for at de vender den anden kind til, mens du bliver majet ned af en horde af robotter. Det er en interessant gameplay-mechanic og sammen med de lette opgrade elementer giver det spillet en semi-unik følelse, men det er bare synd, at alt lige fra titlen og coveret til artdesignet i spillet virker så fandens generisk. Det er en skam, for med lidt mere tid og arbejde, kunne Binary Domain have været et fantastisk spil.
MMXi: Best Science Fiction / Fantasy
Runners-Up: Source Code, The Adjustment Bureau, Attack the Block og Harry Potter and the Deathly Hallows
Hvor flere af de andre genre skuffede i det forgangne år, så forsatte strømmen af gode science fiction film i 2011. Denne bølge af kvalitets sci-fi, startede for en 3-4 år siden og jeg har været en lykkelig filmnørd lige siden. Denne gang sniger der sig endda en fantasy film ind blandt de nominerede.
Vi fik endelig afslutningen på sagaen om Harry, Hermione, Ron Weasley og alle de andre på Hogwarts med Harry Potter and the Deathly Hallows, som i dette tilfælde tælles som én film. Det var en flot film og en god afslutning, men på en eller anden måde er jeg mest af alt, glad for at det er overstået. The Adjustment Bureau blev solgt som Inception for romantikere og selv om det lyder lidt dumt og filmen på ingen måde er lige så god som Christopher Nolans mesterværk, så var det ikke meget galt. Historien om at skæbnen blev nøje kontrolleret og styret af en ukendt organisation var spændende og godt udført. Desuden var spillet mellem Matt Damon og Emily Blunt langt bedre end forventet.
Duncan Jones’ opfølger til den fremragende Moon fra 2009, Source Code, var ikke helt på samme følelsesmæssige og intellektuelle niveau, men det var stadig en af årets absolut bedste mainstream science fiction film. De gentagende 8 minutters tidrejser var spændende sat op og filmen blev ankeret af gode præstationer fra alle de involverede. Jeg har talt meget om Joe Wrights Attack the Block og nøjagtigt hvor meget at jeg elsker den film, men den blev med nød og næppe slået på målstregen af vinderen af denne kategori.
Den film som formåede den svære bedrift, var J. J. Abrams kærlighedsbrev til de gode gamle sci-fi og eventyrfilm fra 80’erne. Super 8 havde mange ligheder med film som The Goonies, Stand by Me og E.T., film som den efter min mening er fuldt ud på højde med, hvis ikke ligefrem bedre end. Den store katastrofe og det efterfølgende møde med det ukendte fra rummet, alt sammen set igennem øjnene af en gruppe yderst velspillende børneskuespillere, var troværdigt fortalt og utroligt at se på. Som jeg har sagt før, så er Super 8 den bedste 80’er Spielberg film nogensinde, hvis det ikke havde været for de simple undtagelser, at den ikke er lavet af Steven Spielberg og den blev lavet i 2011.
On the Twenty-Second Day of Christmas…
Det er ikke kun de glade juledage som er beklædt med mørke, fremtiden ser skam heller ikke for lys ud. Det er en af de ting som science fiction film er glade for at fokusere på, idéen om at det kan godt være at det ser slemt ud nu, men bare vent i fremtiden er det meget værre. Jeg har længe været glad for instruktøren Alex Proyas, det er ham som stod bag filmatisering af The Crow og I, Robot, Men hans bedste film er efter min mening Dark City. Dark City udkom i 1998 og var en ganske unik lille film. Dens fremtids fortælling var anderledes, den var visuelt kreativ og så var den fyldt med gode præstationer. Kiefer Sutherland, Jennifer Connelly og William Hurt var alle mødt op for at give deres bedste, men det var Rufus Sewell der skilte sig ud. På det tidspunkt havde jeg forudset en stor karriere for Sewell, men sådan skulle det ikke være. Så tag i mod mørket for nu og huske på at der er lyse dage på stranden lige rundt om hjørnet.
Film Review: Attack the Block
Instrueret af Joe Cornish
Skrevet af Joe Cornish
Med John Boyega, Nick Frost, Jodie Whitaker, Luke Treadaway, Terry Notary og Paige Meade
2011 UK 89 min Science Fiction / Komedie / Horror
“Inner City vs. Outer Space”
Jeg har længe haft den mening, at i forhold til hvordan verdenen ser ud i dag med alt den åbenhed og inter-nationalitet som internettet har givet os, samt den øgede tilgængelighed af udenlandske medier, så er der ikke længere mange brugbare undskyldninger tilbage, for at man ikke kan forstå engelsk. Personligt, havde jeg selvfølgelig engelsk i skolen og klarede mig ganske udmærket, men hvad der er mindst lige så vigtigt er, at jeg har set engelsksprogede tv-serier og film siden at jeg var barn. Uden at komme for langt over i rygklapper-territorium, så forstår jeg størstedelen af talt engelsk, med mindre det bliver dybt teknisk og jeg har forsøgt at undgå danske undertekster på engelske og amerikanske film de sidste 10 år. Man kan med rette sidde og spørge sig selv, hvad har alt det her med Attack the Block at gøre?
Da Attack the Block fik distributør i USA, var der stort postyr på internettet, fordi man overvejede at udgive den med undertekster. En engelsk film med engelske undertekster til et engelsksproget publikum. Det virker lidt latterligt, men for en gangs skyld er jeg faktisk på den anden side end dem som brokker sig på internettet. Jeg syntes det er fuldt ud okay, at der er undertekster på filmen. Jeg så den uden og fik størstedelen med, men filmen er så proppet med slang, at det er forståeligt hvis nogen gerne vil have et sikkerhedsnet i form af underteksterne. At jeg så mener at det skal være engelske tekster og ikke danske, er en helt anden snak, men nu skal vi videre til selve anmeldelsen.
En maskeklædt bande af unge bliver afbrudt, midt i et gaderøveri, af et faldende objekt fra himlen. Da de undersøger nærmere, finder de et gråt lille væsen som angriber og derefter flygter. Det kan de selvfølgelig ikke lade stå ubesvaret, så de jagter dyret, slår det ihjel og tager liget med som et trofæ. Det skulle de dog ikke have gjort. Væsnet er på ingen måde alene og de unge drenge må pludselig flygte for deres liv. De søger sikkerhed i deres boligblok, men den bliver hurtigt omringet og det er kun et spørgsmål om tid, før væsnerne bryder ind.
Det er utroligt modigt og/eller dumdristigt, at åbne filmen med en scene, hvor vores hovedpersoner truer en ung pige med en kniv og stjæler hendes ting. De er fra start afbilledet som nogle yderst usympatiske individer og jeg kan sagtens forstå, hvis der er nogle som falder fra allerede der, men efter min mening kan filmen bære den tunge byrde. Det er til filmens kredit, at man i løbet af den korte spilletid, begynder at holde med dem som man lærer mere om deres karakterer og følger deres udvikling. Det er en svær opgave, som bliver løst fordi det er så forbandet godt skruet sammen, skrevet og ikke mindst spillet.
Instruktøren og manuskriptforfatteren, Joe Cornish, har arbejdet sammen med Edgar Wright på Shaun of the Dead og Hot Fuzz, desuden har de også skrevet den kommende Tintin film sammen. Attack the Block er sammenlignelig med Shaun of the Dead, ikke så meget i filmens overordnede tone, men i hvordan man i begge film, tager en eksisterende genre og blander den med en ordentlig portion humor, filmreferencer ad libitum og et målrettet fokus på karaktererne. Lige som i Shaun, er dialogen smart, velskreven og ofte meget morsom.
Det hjælper også at alle hovedpersonerne bliver spillet fremragende af det ukendte unge cast. De fortabte streetkids og den unge kvinde, som de røver, spiller rigtig godt. John Boyega, som spiller gruppens leder Moses, excellere dog mere end nogen anden og fortjener at få en stor plads i filmindustrien i fremtiden. Den eneste som falder lidt udenfor, er Shaun of the Deads Nick Frost, som her er en anelse ligegyldig. Det virker mest som en vennetjeneste og et forsøg på at have et kendt ansigt på rollelisten.
Filmens effekter og creature design er lavet af Double Negative, holdet bag effekterne i Inception, The Dark Knight, Paul og Scott Pilgrim. Deres arbejde i Attack the Block, er intet mindre end sublimt. De formår at få det absolut maksimale ud af filmens begrænsede budget. De væsner som de har skabt, er kreative, flot udført og nogle af de mere memorable monstre i nyere tid.
Attack the Block er et forfriskende pust af underholdende og sjov monster-action. Den overtager ikke pladsen fra Shaun of the Dead, men det er uden tvivl en af de bedste filmoplevelser at jeg har haft i år.
Se også: Shaun of the Dead
Top 10 Science Fiction Movies
Efter at jeg endelig fik set en af de største klassikere, indenfor science fiction genren, fik jeg lyst til at gå tilbage og lave en top 10 over de bedste af slagsen. Det var en svær liste at lave, da der er rigtig mange fremragende og betydnings-fulde film at vælge i mellem og der er derfor flere mesterværker som desværre ikke kan være på listen. I det at to instruktører optager næsten halvdelen af listen, var der mange kendte genre-instruktører, hvis film ikke fandt sig ind blandt de ti øverste. Der er eksempelvis ingen spor af Steven Spielberg, George Lucas eller Duncan Jones, men tro mig de ligger lige udenfor listen og ville med garanti have været med, hvis det var en top 25. Men det er det dog ikke, så lad os bare komme i gang.
10. ROBOCOP [1987]
Instrueret af Paul Verhoeven
Skrevet af Edward Neumeier og Michael Miner
Med Peter Weller, Nancy Allen, Ronny Cox, Kurtwood Smith, Miguel Ferrer og Ray Wise
Paul Verhoevens dystopiske fremtids Detroit er en herlig blanding af den gode gammeldags ultra-vold og regulær politibrutalitet. Robocop er det ypperligste eksempel på Verhoevens sublime mixtur af science fiction og satire, som også var et af de bedste elementer i Starship Troopers. Peter Weller har sin karrieres bedste rolle som Alex J. Murphy, betjenten som bliver slået ihjel på mest modbydelig vis og derefter bliver genoplivet som Robocop. “Part Man, Part Machine, All Cop”. Filmen er også fyldt med fremragende karakterskuespillere som Ronny Cox, Kurtwood Smith, Miguel Ferrer og Ray Wise. Det er en brutal og yderst morsom sci-fi perle og så er der gode mængder af kvalitets stop motion.
9. DISTRICT 9 [2009]
Instrueret af Neill Blomkamp
Skrevet af Neill Blomkamp og Terri Tatchell
Med Sharlto Copley, Jason Cope, Nick Blake, Nathalie Boltt og William Allen Young
Neill Blomkamp siger “fuck you, Microsoft og jeres ikke-eksisterende Halo-film” med en af de bedste sci-fi film i nyere tid. Blomkamp blander på fascinerende vis en gribende menneskelig historie, bidende samfundskritik og får også plads til adrenalinpumpende actionscener med giant mechs, det er ikke noget man ser hver dag. District 9 er også et slående bevis på at man sagtens kan lave en storslået science fiction film, uden at man er tvunget til bruge 250 millioner dollars. Det kan Hollywood lære meget af, men så heldige er vi nok ikke.
8. PRIMER [2004]
Instrueret af Shane Carruth
Skrevet af Shane Carruth
Med Shane Carruth, David Sullivan, Casey Gooden, Anand Upadhyaya og Carrie Crawford
Timetravel er et af de sværeste emner at forklare sig ud af, men når det virker, giver det også nogle af de mest interessante science fiction film. Primer er et lille lav-budgets mesterværk og en af de mest intelligente portrætter af timetravel. Sjældent bliver ens hjerneceller sat på så hårdt arbejde og det er bestemt ikke en film som man kan komme sovende til, men hvis man er vågen. så er det en yderst belønnende oplevelse. Primer er en lettere ukendt film, som fortjener at blive set af alle som ønsker mere dybde i deres underholdning.
7. INCEPTION [2010]
Instrueret af Christopher Nolan
Skrevet af Christopher Nolan
Med Leonardo DiCaprio, Ellen Page, Joseph Gordon-Levitt, Tom Hardy, Ken Watanabe, Dileep Rao, Tom Berenger, Cillian Murphy, Marion Cotillard, Michael Caine, Pete Postlethwaite og Lukas Haas
Sidste års bedste film, hopper direkte ind på en syvendeplads på listen over bedste sci-fi film nogensinde. Christopher Nolans veldrejede og kreative historie bliver krydret med fremragende præstationer fra nogle af generationens bedste skuespillere og nogle opfindsomme actionsekvenser. Christopher Nolan slår endnu engang fast, at han er en af de absolut bedste filmskabere i Hollywood. Inception er samtidig en stor fortaler for at man kan få nogle sublime resultater med praktiske effekter, i stedet for altid at smide enorme mængder af penge efter computereffekter.
6. ALIENS [1986]
Instrueret af James Cameron
Skrevet af James Cameron, David Giler og Walter Hill
Med Sigourney Weaver, Michael Biehn, Paul Reiser, Lance Henriksen, Bill Paxton og Carrie Hen
James Cameron tog, hvad der blev startet i den første film og tilføjede gode mængder action, store guns og macho soldater-kammerater. Det er en væsentlig anden film, men stadig et mesterværk i sig selv og mange vil endda kalde den bedre en originalen. Det er et af de mest suveræne eksempler, på hvad en anden instruktør og indgangsvinkel kan gøre ved en serie. Det er slut med at gemme sig for, som taglinen siger, this time it’s war og det er krig af den allerbedste slags. En krig mod alle odds og de ondeste monstre i galaksen.
5. T2: JUDGEMENT DAY [1991]
Instrueret af James Cameron
Skrevet af James Cameron og William Wisher Jr.
Med Arnold Schwarzenegger, Linda Hamilton, Edward Furlong, Robert Patrick, Nikki Cox og Xander Berkeley
Arnold Schwarzeneggers ikoniske rolle som T-800, er i front af James Camerons dommedags mesterværk. Terminator 2 er, udover at være en fantastisk science fiction film, også en af de bedste actionfilm nogensinde. Rollen som mekanisk gigant, passer perfekt til Schwarzeneggers begrænsede skuespilstalent. Linda Hamilton giver Sigourney Weaver kamp til stregen i dysten om hvem der er den stærkeste kvindelige karakter i filmhistorien og Robert Patrick har aldrig været så intens, som han er her. Dertil får man nogle af de bedste actionscener og effekter, som 90’erne havde at byde på.
4. THE MATRIX [1999]
Instrueret af Wachowski Brothers
Skrevet af Wachowski Brothers
Med Keanu Reeves, Carrie-Anne Moss, Hugo Weaving, Laurence Fishburne, Joe Pantoliano og Marcus Chong
I 1999 kom The Matrix som et lyn fra en klar himmel og efterlod publikum måbende. Det var action, teknik og effekter som man aldrig havde set mangen til før og det gav øjeblikkelig grobund for en lang række desperate kopier, som stadig udkommer den dag idag. Flere af actionscenerne står stadig som nogle af de fedeste i filmhistorien, Yuen Woo-Pings kung fu gav kampene en elegance og kraft som man sjældent ser i Hollywood-film og skudduellerne ville gøre selv John Woo misundelig. Efterfølgerne drukner i lommefilosofi og fetichisme, men den første Matrix gav actionfilm et skud adrenalin og attitude, som de virkelig havde brug for.
3. DONNIE DARKO [2001]
Instrueret af Richard Kelly
Skrevet af Richard Kelly
Med Jake Gyllenhaal, Patrick Swayze, Jena Malone, Maggie Gyllenhaal, Drew Barrymore, Holmes Osborne, Daveigh Chase, James Duval og Mary McDonnell
Richard Kelly har vist, med hans efterfølgende film, at han nærmest er definitionen på et one-hit-wonder, men til gengæld er hans ene hit også en af mine absolutte favoritfilm. En djævelsk og forskruet tidsrejse-historie bliver formidabelt bragt til celluloid via en eminent præstation fra Jake Gyllenhaal. Han bliver bakket op af ligeledes fantastiske biroller og især Jena Malone har aldrig været bedre. At Richard Kelly ikke engang selv kunne holde sig fra sit eget mesterværk og følte sig tvunget til at gå tilbage for at lave et directors cut, beviser måske at det var mere held end forstand, men det er ikke nok til at tage de originale kvaliteter fra førstegangs oplevelsen.
2. BLADE RUNNER [1982]
Instrueret af Ridley Scott
Skrevet af Hampton Fancher og David Peoples over Philip K. Dicks historie
Med Harrison Ford, Rutger Hauer, Daryl Hannah, Sean Young, Edward James Olmos, M. Emmet Walsh, James Hong og Brion James
Ridley Scotts filmatisering af Philip K. Dicks historie er en triumf på alle tænkelige planer. En science fiction thriller med sublimt skuespil, fantastisk design, suveræne effekter og en velskreven historie. Filmen gav os Rutger Hauer og det kan man kun være taknemmelig for. Blandt de bedste film nogensinde, den fortjener at være på toppen af de fleste lister og det ville den også have været, hvis Ridley Scott ikke havde lavet en film tre år før.
1. ALIEN [1979]
Instrueret af Ridley Scott
Skrevet af Dan O’Bannon og Ronald Shusett
Med Sigourney Weaver, Tom Skerritt, Harry Dean Stanton, John Hurt, Ian Holm, Veronica Cartwright og Yaphet Kotto
Alien ville have den omtrent samme placering, om det så var top 10 horrorfilm, top 10 science fiction eller top 10 film generelt. Det er nok den mest effektive og nervepirrende gyserfilm nogensinde, en af de mest fascinerende science fiction film og generelt mest velfungerende film alt sammen i en episk pakke. Et fremragende cast, fantastisk instruktion, en trykkende stemning og H.R. Gigers smukke og skræmmende creature design, gør Alien til nummer 1 på denne og de fleste andre lister.
Boblere: The Thing, Super 8 og Star Wars IV/V
Lige udenfor top 10’en ligger John Carpenter og Kurt Russells iskolde kamp mod rumvæsnerne, en gruppe børns kamp mod sommerferiens kedsomlighed og George Lucas’ kamp mod hans fans.
Film lige på kanten: Back to the Future, Timecrimes, Monsters, Source Code, I Robot, Predator, Moon, Star Trek, Metropolis og Close Encounters of the Third Kind
