Tag : sci-fi

Xiii-oblivion_thumb.png

XIII: Best Sci-Fi / Fantasy

Xiii oblivion

Runners Up: Pacific Rim, Elysium, The Hobbit: The Desolation of Smaug og John Dies at the End

2013 videreførte sci-fi genrens popularitet og som udgangspunkt glæder det mig, men det viser sig at være både en god og dårlig ting. Det betyder flere science fiction film, men det betyder også bevægelsen ud af sin niche og derved et krav om mainstream appeal. Det var tydeligt blandt mange af årets film, de nominerede i denne kategori og til en vis grad også årets vinder, at mens Hollywood turde at smide penge efter spændende idéer, så var der også en mærkbar udvanding i et forsøg på at ramme det bredeste mulige publikum. På den ene side er jeg lykkelig for mængden af sci-fi at jeg får muligheden for at se, på den anden side ønsker jeg lidt at det var mindre populært og derfor tillod mere udfordrende materiale… og ja, jeg ved godt, at jeg bare er en gammel bitter mand som burde glæde sig over hvad han har og skulle lade være med at brokke sig.

Guillermo Del Toro’s Pacific Rim var en stor Hollywood blockbuster version af Neon Genesis Evangelion (eller generel anime) med alt hvad det indebærer af farvestrålende karakterer, overdrevne kampe og underlig humor, desværre kunne Charlie Hunnam overhovedet ikke bære sin hovedrolle. Neil Blomkamp fulgte op på District 9 med Elysium og selv om den havde en masse interessante idéer, så virkede den forhastet og løs (læs mere i anmeldelsen).  The Hobbit: The Desolation of Smaug var en klar forbedring over den første film, men det var desværre stadig mere 3 timers fanservice end en reel film. John Dies at the End var, i modsætning af de andre, på ingen måde mainstream. Den var crazy, kreativ og forfriskende, men desværre løb det hele lidt ud i sandet i mod filmens slutning.

Oblivion var en stor positiv overraskelse, jeg havde på forhånd ikke forventet meget, men det endte med at være en blændende flot og interessant science fiction film. Filmen var fyldt med fremragende effekter, en effektiv stemning og Tom Cruise var god i den altdominerende hovedrolle. Historien var spændende, omend en anelse klichéfyldt og jeg kan ikke lade være med fundere over, om den kunne have fuldendt sit tankevækkende potentiale, hvis det ikke havde været en 100 millioner dollar Tom Cruise film. Oblivion er en rigtig god film, men man har lidt følelsen af at den prøver at glæde alle og derved ikke rigtig glæder nogen.

Categories: Movies

Android-Cop-Review_thumb.png

Copyright Infringement: Android Cop

Android Cop Review

[I Copyright Infringement tages der kærligt fat i nogle af de rædselsfulde film som bliver udgivet af studiet The Asylum. The Asylum er kendt for at kopiere kendte blockbuster og tjene en masse hurtige penge på, at folk læser titlen forkert, når de står i videobutikken. The Asylum har slået sig sammen med tv-kanalen SyFy Channel, hvilket betyder at de laver flere film, men ikke at de er bedre produceret. Ofte er deres film så skod-elendige, at selv Uwe Boll kan se ned på dem og grine.]

Hvad har The Asylum/Sy Fy Channel kopieret denne gang?
I teorien Paul Verhoevens klassiker RoboCop, men nok mere José Padilhas biografaktuelle genindspilning med Joel Kinnaman, Gary Oldman, Samuel L. Jackson og Michael Keaton.

Hvad bruger de deres tyvekoster til?
Jeg har tidligere skrevet, at den eneste som tjente sin løn hos The Asylum var ham som finder på de kreative titler (Sharknado, Piranhaconda, Snowmageddon, Mega Shark vs. Mecha Shark) og tilsyneladende har han sovet lidt i timen denne gang. Det er dog kun ved første øjekast, da en af The Asylums andre store grundprincipper er at komme først i køen. I denne tid hvor streaming-services som Netflix vinder mere og mere ind, kan det betyde meget at stå øverst på listen, så The Asylum laver mange film som enten starter med A (Android Cop, Apocalypse Pompeii, Atlantic Rim) eller med et tal (2-Headed Shark Attack, 100 Million BC, 2012 Doomsday). Det er alt sammen fint og det fungerer sikkert også fantastisk for dem, men denne film skulle jo åbenlyst have haft den idiotiske titel, RoPolice.

Hvad de præcist bruger deres tyvekoster til denne gang, er mere en blanding af RoboCop, Dredd, The Surrogates og I Robot, i stedet for en tro klon af RoboCop. Det er et tydeligt eksempel på en person med en ganske basal filmviden, som frit stjæler de idéer som han har opfanget, uden at forstå hvad der ligger bag.

Android Cop pic 1

Hvordan er resultatet?
I forhold til normen for denne artikelserie, så er det faktisk ikke helt slemt. Det ligner af og til underholdning og jeg hadede ikke min tid med filmen, men der er stadig de basale filmiske problemer som de fleste film fra The Asylum indeholder. Kulisserne ligner et nedlagt militær træningscenter / paintball bane, den er klippet sammen uden nogen sans for flow, 80% af alle billederne er super close ups af skuespillerne så man ikke kan se hvad der foregår og så virker det samtidig som om ingen af skuespillerne har fået den samme instruktion. Derudover er det ganske nemt at lavet et overraskende twist, hvis alt det man tidligere har vist i filmen er løgn.

Der er nogle skuespillere med, ikk?
Jo, denne gang har man samlet en lille håndfuld sorte has-beens og b-filmskuespillere. Michael Jai White (Spawn, Black Dynamite, Fast & Furious 7) er vores store, stærke og robothadende hovedperson. Kadeem Hardison (The Sixth Man, Drive, Beyond: Two Souls) plejer at være det komiske element, men her er han den mest åbenlyse korrupte politimand nogensinde. Charles S. Dutton (Alien 3, Mimic, A Time to Kill) er det tætteste man kommer på en reel skuespiller, men det er tydeligt at hans storhedstid er længe overstået og det eneste som rigtigt er tilbage, er sindssygt overspil. Derudover spiller Randy Wayne robotbetjenten fra titlen og Larissa Vereza spiller borgmesters datter som skal reddes. Faktisk så spiller Vereza en robot som styres af borgmesterens komaliggende datter og det er ganske morsomt, at hun har så svært ved at tale engelsk som hun har, hvem fanden ville programmere en robot som man knapt kan forstå?

Hvad med effekterne?
Nogle gange er det faktisk okay lavet, altså for en luset b-film. Nogle skud af eksempelvis filmens fremtids-helicopter er en tilnærmelsesvis acceptabelt lavet, så længe at der bare ikke nogen mennesker til stede i billedet. Andre steder er det stadig rent til grin, den computergenererede ild ligner at det er optaget med kun 4 frames i sekundet og så er der scenen, hvor to mennesker hopper ud af et vindue… Glasset er forfærdeligt lavet og det stiller spørgmålet; er glas for dyrt til The Asylum, kunne de ikke betale deres skuespilleres forsikring eller kunne de bare ikke finde nogle stuntmænd?

Android Cop pic 2

Er der slet ikke noget godt?
Michael Jai White er ganske udmærket og jeg kunne egentlig godt tænke mig at se flere (bedre) film med ham. Han har en okay komisk timing, kan tydeligvis slås og kunne sagtens kvalificere som actionstjerne. Der er da også et par hæderlige idéer hist og her, men de er bare dækket af ruinerne af en dødsdømt fremtid.

Hvad med nogle sjove facts?
Vidste du, at Android er en yderst brugbar forkortelse?

Vidste du, at i fremtiden er det kun bandelederen og hovedkannibalen som er klædt ud?

Vidste du, at vinduesruder er pissedyre i Hollywood og stuntmænd er trætte af at hoppe igennem dem?

Vidste du, at i fremtiden er den mexicanske Coca Cola lige så eftersøgt som cubanske cigarer, fordi der er rigtigt sukker i?

Vidste du, at når en android leder efter information, så lyder det som et gammelt modem?

Vidste du, at telefontårne fungerer efter ”line of sight” princippet og ikke har noget med radiobølger at gøre?

uwe-boll-image (1)På en skala fra 1 til 10 Uwe Bolls, hvor ligger Android Cop så?
På en skala, hvor 10 er på “højde” med en Uwe Boll (Alone in the Dark, BloodRayne, Postal) film og 1 kan sidestilles med et verdensdækkende udbrud af byldepest, ligger Android Cop faktisk på den skyhøje karakter af 10 og kunne nærmest betegnes som en ”rigtig” film.

Selvfølgelig ikke en god film, men en film som Uwe Boll stolt kunne kalde sin egen.

På sidens egen skala får Android Cop den imponerende karakter af:1 Star

Categories: Movies

manborg-pic-3.png

Degrees of Insanity: Manborg

Manborg

Manborg posterInstrueret af Steven Kostanski

Skrevet af Steven Kostanski og Jeremy Gillespie

Med Matthew Kennedy, Adam Brooks, Meredith Sweeney, Conor Sweeney og Ludwig Lee

2011  US  Sci-Fi / Action  61min.

Der går mere og mere mode i, at gå målrettet efter at genskabe en stemning eller stil fra en forgangen tid. Hvad enten det er 70’ernes grindhouse eller 80’ernes banned horror-film, så forsøger man at genkalde en tid som aldrig før. Filmskaberne prøver ihærdigt at reproducere et genrebillede som var skelsættende i deres ungdom, men oftere end ikke ender det som en fesen imitation af noget som allerede var dårligt til at starte med. Endnu engang bliver udsynet gennem de nostalgiske briller forblindende og kombineret med manglende talent grænser de fleste resultater til det pinlige.

Film som Machete, Hatchet, The Expendables og skyder alle efter det samme mål, men lige som alverdens “humor/satire” programmer som tror at kitsch-faktoren er nok, rammer de langt ved siden af. Manborg har noget som flere af de andre mangler, nemlig hjerte, betyder det så at Manborg er en god film?…what?! hell no!…not even close, men jeg var underholdt af oplevelsen, hvilket er væsentligt mere end man kan sige om de andre film.

manborg pic 3

En soldat falder i krigen, men bliver genoplivet ved hjælp af moderne teknologi og lidt gal videnskab. Han er dog ikke helt den samme, han er nu halvt mand, halvt maskine. Han er… MANBORG! Al den nye mekanik betyder superkræfter, øgede sanser og våben ad libitum, men det er ikke lutter motorolie og glade dage, for han er samtidig blevet taget til fange af nazi-dæmoner og er nu tvunget til at udkæmpe monster-gladiatorkampe for sin overlevelse.

Manborg ligner en sammensmeltning af de værste science fiction b-film fra firserne komplet med rædselsfulde effekter og start-halvfemsernes kortvarige bølge af FMV/Laserdisc spil, eksempelvis The Daedalus Encounter, Plumbers Don’t Wear Ties, Space Pirates og Sewer Shark. Hvis de to ting ikke har en plads i ens minder, så vil det nok være ufatteligt svært at gennemskue hvad Manborg overhovedet går efter.

Manborg pic 1

Reaktionen på om en film som Manborg blev lavet sidste år i modsætning til dengang ændrer sig fra “wow, det var godt nok dårligt, hvorfor fanden skulle jeg se sådan noget?!?” til “wow, det ramte de meget godt, hvorfor fanden skulle jeg se sådan noget?!?” hvilket jeg finder fuldt ud forståeligt, men jeg respekterer at de gjorde forsøget.

Ja, det er dumt, det er afskyeligt grimt og det er dårligt på næsten alle tænkelige planer, men det er noget andet end det endeløse ocean af skabelonskårede, kønsløse og intetsigende film som man bliver stopfodret med til hverdag. Folkene bag Manborg prøver i det mindste på noget, det vil ikke appellere til 95% af det almene filmpublikum, jeg er ikke engang sikker på at det vil appellere til 95% af læserne på denne side, men en speciel oplevelse var det uden tvivl.

Manborg pic 2

Ålen Walter, som i sidste Degrees of Insanity stjal min computer, fik dårlig samvittighed og gav mig alle mine ting tilbage. Computeren var intakt, alle filer lå hvor de skulle og derfor kan jeg introducere insanity-barometeret. Det er en skala som går fra Normal og hele vejen op til Bonkers. Manborg sætter nye rekorder med en flot syver, det er pænt sindssygt, men desværre når det ikke helt oppe på Britney Spears niveauer endnu. Forresten, så skulle jeg hilse og sige glædelig jul fra ålen Walter.

degrees of insanity meter

På sidens almindelige karakterskala er det svært at give filmen højere end nul stjerner, det er som sagt skræmmende elendigt, men hvis jeg skulle give karakter for oplevelsen, så ville det se helt anderledes ud (stadig ikke en høj karakter, men højere end nul).

Zero Stars

Categories: Movies

worlds_end_ver2.jpg

Film Review: The World’s End

Worlds End Review

worlds_end_ver2Instrueret af Edgar Wright

Skrevet af Simon Pegg og Edgar Wright

Med Simon Pegg, Nick Frost, Martin Freeman, Paddy Considine, Eddie Marsan, Rosamund Pike, Michael Smiley, Pierce Brosnan og Bill Nighy

2013  Komedie / Sci-Fi  UK  109min.

Trilogier er blevet en fast del af filmindustrien, hvad enten der er brug for det eller ej, men der er vidt forskellige udgangspunkter for at starte sådanne serier. Ideelt er det fordi ens fortælling er større end hvad en enkelt film kan rumme (Lord of the Rings, Infernal Affairs, The Godfather) eller man bruger trilogien som en platform til at udvide ens narrative univers (Toy Story, den første Star Wars trilogi, den første …of the Dead trilogi), men ofte bliver trilogier brugt i den desperate jagt af penge (The Hobbit, The Matrix, den anden Star Wars trilogi, den anden …of the Dead trilogi) eller som et midlertidigt skridt på vejen til en længere franchise (Pirates of the Caribbean, Die Hard).

worlds end pic2

I nogle tilfælde bruges trilogien i ordets løseste forstand, hvor tre film overordnet set ikke har noget med hinanden at gøre, men bliver bundet sammen af eksempelvis et sted, en karakter i baggrunden eller et tema. Filmserier som Sergio Leone’s Dollars trilogi (Fistfull of Dollars, For a Few Dollars More, The Good The Bad & The Ugly), Kevin Smith’s Jersey trilogi (Mallrats, Clerks, Chasing Amy), Krzysztof Kieslowski‘s Trois Couleurs (Rouge, Bleu, Blanc) eller Chan-Wook Park‘s Vengeance trilogi (Sympathy for Mr. Vengeance, Oldboy, Lady Vengeance) har intet dramatisk til fælles, men føltes alligevel som en sammenhæng. Overordnet set er der det samme hold bag, men ellers har de tre film i Edgar Wright’s Three Flavours Cornetto trilogi ikke noget med hinanden at gøre. Filmene er løst, og mest for sjov, bundet sammen af det kendte is-mærke og de forskellige smagsvarianter bliver brugt som symbol på de enkelte films genre. Rød Cornetto er for den bloddryppende zombiegenre, blå Cornetto er for politistyrken (The Thin Blue Line of the Law) og den grønne Cornetto er for sci-fi genrens rumvæsner. Det har ikke den store betydning, men det er en sød og kærlig måde for fans at referere til en serie og hvis den tæller med som en trilogi, så kommer den med The World’s End godt op på listen over filmhistoriens bedste af slagsen.

En gruppe unge begynder en episk pubcrawl gennem den lille by, Lechtworth, New Haven, men ingen af dem når hele vejen igennem. Flere år senere er de fem venner blevet voksne, fået job, familie og vigtigst af alt flyttet væk fra Lechtworth. Alle undtagen Gary King (Simon Pegg) og den fejlslående druktur nager ham stadig. Gary samler de gamle venner, som modvilligt går med til at give den legendariske druktur en chance mere. Men da de går ned ad gaderne i barndomsbyen, virker det hele så underligt fremmede. Er de blevet gamle og ser ungdommen gennem rosenrøde briller eller er der noget andet på færde?

worlds end pic3

Henover årene har flere skuespillere slået sig sammen og lavet flere komedier i fællesskab, eksempelvis har “The Frat Pack” med blandt andre Owen Wilson, Vince Vaughn, Will Ferrell, Ben Stiller og Jack Black lavet mere end et dusin film sammen. James Franco, Danny McBride, Seth Rogen og Jonah Hill begynder at have mange fælles film under bæltestedet og Adam Sandler laver nærmest ikke film mere uden hans venner Kevin James, Chris Rock, David Spade og Steve Buscemi. Ingen af dem kommer dog ikke i nærheden af sammenarbejdet mellem Edgar Wright, Simon Pegg og Nick Frost. De har ganske vist kun lavet 3 film sammen, men deres fælles kemi, deres naturlige flow og deres sublime komiske timing slår de andre med flere længder.

Replikkerne flyver skarpt og hurtigt, humoren flyder som et underlæggende grundlag gennem al dialog, uden at være fastlåst eller begrænset af et vilkårligt krav om at det skal være deciderede jokes, det føltes naturligt og energisk. Jeg sad med et bredt permanent smil gennem det meste af filmen og brød flere gange ud i højlydt latter, hvilket sker så sjældent med komedier nu til dags, at jeg rent faktisk ikke kan huske den sidste film som havde den effekt. På en eller anden måde havde jeg nærmest forventet intet mindre fra Wright / Pegg / Frost.

worlds end pic1

En af de ting som jeg til gengæld ikke havde forventet, var filmens stort opsatte actionscener. Det er tydeligt at Edgar Wright har lært en masse af Scott Pilgrim vs. The World og den kommende Ant Man. Actionscenerne er detaljerede, opfindsomme og koreograferet i stil med de vildeste kung fu-film. Det er overraskende og kan måske også virke malplaceret, men jeg syntes at det virkede og var yderst underholdt. Filmen taber en smule momentum mod slutningen, da humoren må give plads så historien kan komme på plads. Det er et problem som rigtig mange komedier støder på og selv om det ikke er så markant i The World’s End, så er det der stadig, hvilket er lidt en skam.

The World’s End når aldrig op på samme høje niveau som Shaun of the Dead, men det er der også meget få film der formår. Jeg vil dog sidestille den med Hot Fuzz og det er bedre end langt de fleste komedier.

Eight Stars

Categories: Movies

dark_skies.jpg

Nights of Horror: Dark Skies

Dark Skies

dark_skies

Instrueret og skrevet af Scott Stewart

Med Keri Russell, Josh Hamilton, Dakota Goyo, Kadan Rockett og J.K. Simmons

2013  Horror / Sci-Fi  US  97min.

Som et intelligent menneske burde jeg vide bedre, men tilsyneladende ser jeg lige så uforstående for advarsler, som de typiske karakterer i alverdens idiotiske gyserfilm. Hvis man støder på en filmplakat, hvor der står “fra  produceren af Insidious og Paranormal Activity” eller “fra instruktøren af Legion og Priest” så burde man blive skræmt fra vid og sans og derefter løbe skrigende i den anden retning. Idiot som jeg er, smed jeg i stedet Dark Skies i maskinen og satte mig til rette i lænestolen med en eller anden forvirret forventning om at blive skræmt.

Dark Skies er præcis som alle de andre intetsigende gyserfilm som oversvømmer markedet og ligger næsten provokerende tæt op ad producerens sidste filmserie, Paranormal Activity, blot med rigtige skuespillere, uden den tyndslidte “found footage” label og med rumvæsner i stedet for spøgelser.

Dark Skies pic1

Jeg kan egentlig godt lide Keri Russell (Felicity, Mission: Impossible 3) og vil hellere end gerne se hende i gode film, men Dark Skies er forudsigelig, kedelig og klichéfyldt på et helt ekstraordinært plan. Selv hvis man praktisk talt er gyser-jomfru med kun en håndfuld film bag sig, så vil man stadig være foran historien og kunne se hver eneste sørgelige lille chokeffekt på lang afstand. Jeg har set en helvedes masse gyserfilm, så det var nærmest en ulidelig udfordring at komme igennem filmen.

Som en lille sidenote, så burde man snart fortælle folk som Scott Stewart og James Wan, at høje lyde ikke er skræmmende, blot billige chokeffekter for talentløse filmskabere.

Three Stars

Categories: Movies

afterearth.jpg

Film Review: After Earth

after earth review

afterearth

Instrueret af M. Night Shyamalan

Skrevet af M. Night Shyamalan, Will Smith og Gary Whitta

Med Will Smith, Jaden Smith, Sophie Okonedo, Zoë Kravitz og Glenn Morshower

2013  Action / Sci-Fi  US  100 min.

Der er flere gode grunde til at lave film. Ideelt er det et kunstnerisk udtryk, at man har noget på hjertet og/eller at man har en god historie som man gerne vil fortælle, men jeg har også forståelse for forretningsdelen og idéen i, at lave film udelukkende for pengenes skyld. Det eneste grund til at After Earth eksisterer, er så Will Smith endnu engang kan tvinge hans søn, Jaden, ned i halsen på den hjælpeløse seer og desperat forsøge at gøre ham til en stjerne. Jeg kan godt lide Will Smith, han har lavet en masse interessante film og jeg håber, at han laver mange flere i fremtiden. Jeg har sådan set hellere ikke noget imod Jaden Smith og kunne sagtens forestille mig at han bliver bedre med tiden, men lige nu er han bare ikke en specielt god skuespiller og han er absolut ikke i stand til at bære en hel film på hans skuldre, hvilket er hvad After Earth kræver.

after-earth-jaden-smith-volcano

Det er et problem, når ens hovedperson ikke magter opgaven, specielt når han er alene på skærmen i store dele af filmen. Det er et altoverskyggende problem, men instruktør/manuskriptforfatter M. Night Shyamalan (med “hjælp” fra Will Smith og Gary Whitta) stopper ikke der, med After Earth graver han kun hulet dybere for hvert sekund filmen spiller. Filmen er afskyelig grim og ganske kedelig, men værst af alt, så giver historien, dialogen eller universet ingen mening.

Historiens centrale omdrejningspunkt (og filmens tagline) er, at frygt ikke er virkeligt, men derimod et valg. De rummonstre som jagede menneskeligheden væk fra jorden, ser kun frygt, så dem som fravælger frygten har pludselig en fordel. Dette kaldes “ghosting”, Will Smith mestrer det i rollen som Cypher Raige (ja, det er hans navn) og derfor er han menneskets stærkeste våben. Hans søn, Kitai Raige, er knap så heldig, han er faktisk lidt af en bangebuks og det ser ikke alt for lovende ud, da det pludselig er ham der skal klare ærterne.

after-earth-jaden-will

Jeg behøver ikke skrive mere, for det er simpelthen for tåbeligt. Frygt er ikke et valg, det er en forsvarsmekanisme. Man kunne måske vælge at ignorere frygten, men det er ikke det som filmen omhandler. Hvorfor skulle denne race af rumvæsner have udviklet sig til, kun at kunne se frygt og ikke have andre sanser? Mennesket lever på andre planeter og flyver rundt i rumskibe, så hvorfor skulle deres bedste våben være et spyd, hvad skete der med de gode gamle skydevåben? Hvis mennesket har forladt jorden, hvorfor skulle alle væsner udvikle sig til at være bedre til at dræbe mennesker? Jeg har hørt om klimaforandringer, men hvorfor skulle hele jorden fryse til is indenfor sekunder, bare fordi det bliver nat? Hvorfor skulle en enorm rovfugl forbarme sig over Kitai og beskytte ham til dens død, i stedet for at spise ham og leve videre…hvad fanden er det her, anime?!?

Det er usædvanligt dumt, men et eller andet sted kunne jeg godt leve med det, hvis filmen var underholdende, flot eller godt spillet, men i det at den er ingen af delene, så bliver det bare endnu søm i kisten. Det er ved at være svært at huske, at M. Night Shyamalan lavede gode film engang og det samme kan inden længe siges om Will Smith. Min dårlige hukommelse kunne dog være en fordel, for tanken om at glemme After Earth hurtigst muligt, lyder fantastisk.

Three Stars

Categories: Movies

elysium-poster.jpg

Words: Elysium

elysium poster

Efter den fremragende District 9, har forventningerne til noget nyt fra Neil Blomkamp, været skyhøje. Jeg gik i biografen med håbet om, at Elysium kunne løfte forventningens tunge burde, men desværre blev jeg skuffet og man kan også stille spørgsmåltegn ved hvor nyt det egentlig er. Elysium kunne lige så godt foregå i samme univers som District 9, historien og omgivelserne har mange visuelle og tematiske ligeheder. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting (udover at Blomkamp har udtalt at filmene ikke hænger sammen på nogen måde), men det er bare ikke så friskt eller effektivt som det var den første gang. Neil Blomkamp er fantastisk til at opbygge en troværdig verden omkring sine karakterer og hans stil/koncepter virker funktionelle, mens de stadig interessante og spændende at se på, men det er ikke nok til at bære en film alene. Elysium er noget rod, den haster igennem sin historie og har svært ved at holde et fokuspunkt i længere tid af gangen. Mest af alt, så ligner Elysium er 2-timers trailer til en episk mini-serie som ville uddybe karakterer og historier over en hel sæson. Det er en rigtig flot og interessevækkende trailer, men det fungerer ikke som en film.Six Stars

Categories: Movies

Dead Space 3 Cover Art

Late Review: Dead Space 3

Dead Space 3 Review

Dead Space 3 CoverUdviklet af Visceral Games

Udgivet af Electronic Arts

3rd Person Shooter / Sci-Fi  PS3/X360/PC  Singleplayer / Co-op

Nogle gange lader man sig rive med, bliver vildledt eller bliver opslugt af den tidlige omtale for et kommende produkt. Jeg syntes selv at jeg er rimelig god til at undgå dette, men en gang imellem lykkedes det ikke. Dead Space 3s presseomtale gik i starten meget ud på, i hvor stor grad spillet var fokustestet og fortyndet i et desperat forsøg på at sælge til et bredere publikum. Disse udtalelser blev understøttet af de første visninger af spillet til E3, hvor det mest af alt lignede et co-op actionspil i stil med Gears of War og langt fra originalens horrorrødder. Det skræmte mange, inklusive undertegnet, fra helt at købe spillet da det udkom. Det er synd, for selvom det ikke helt er det Dead Space man ønskede, så er det skam stadig Dead Space.

Dead Space 3 pic1

Det første Dead Space virkede som en videreudvikling af Resident Evil 4, de grå østeuropæiske omgivelser var skiftet ud med en forladt rumstation og zombierne byttet med rædselsvækkende muterede aliens i bedste The Thing stil, men den trykkende og skræmmende survival-horror stemning var intakt. Dead Space var et fantastisk spil og i min optik blandt de bedste spil i generationen, det var elsket af anmeldere og gamere på lige fod, men det solgte ikke specielt godt.

Dead Space 2 opgav nogle af horror-elementerne, til fordel for en mere action-orienteret oplevelse. Det kunne sagtens forklares med historiens eskalering, men det er tydeligt at dette er starten på EAs udvanding af deres franchises i et forsøg på at ramme et bredere publikum. Dead Space 2 havde stadigvæk den tyngende atmosfære og effektivt skræmmende sektioner, men spillet lænede sig mere op af Resident Evil 5 (et godt spil, tydeligt født ud af misforstået fokustesting) end seriens foregående kapitel. Det virker mere positivt, at kalde Dead Space 2 for seriens Aliens i forhold til originalens Alien, men det er ikke desto mindre passende.

Dead Space 3 pic2

Udvandingen, de mange fokustests og den voldsomme publikumsjagt kulminerer i Dead Space 3. Det lyder skræmmende, men slå koldt vand i blodet, det er stadig et ganske udmærket spil. Det er en velfungerende videreførsel af den overordnede Dead Space historie og stilen er grundlæggende den samme, men det er nu dybest set en cover-baseret actionshooter i stil med Gears of War samt en masse andre spil af den slags som har oversvømmet denne generation og derfor ikke længere noget specielt. Jeg ville hellere end gerne have flere spil i survival-horror genren og ikke kun under Dead Space navnet, men den slags sælger bare ikke og det ser ikke ud til blive anderledes indenfor den nærmeste fremtid. Hvis man derimod går ind til Dead Space 3 med de rette forventninger, så er der mange gode timer at hente.

Der er stadig et hobetal af intense kampe med de gyselige rumvæsner, lange gåture i dystre gange og nogle gode chok at finde i Dead Space 3, også selvom disse nogle gange kommer ved hjælp af billige Doom-style monsterclosets. De nye elementer som 3’eren bringer med sig, er i bedste fald hit and miss. De snedækkede månelandskaber, som er et særdeles uvant scenarie for serien, fungerer ganske fint og bliver skræmmende på sin helt egen måde. De nye loot og crafting systemer er interessante og de giver én muligheden for at tilføje lidt personlig aroma til spillet, men de er også jævnt underudviklet, plaget af microtransactions og virker mest af alt påklistret. Det værste er dog hele co-op idéen, for selvom det er sjovt at spille sammen med andre, så ødelægger det den påtrængende følelse af klastrofobi og isolation som har været et kendetegn for serien ind til nu. Man kan selvfølgelig stadig spille alene, men co-op partneren optræder alligevel i spillets cutscener og det ødelægger enhver indlevelse man kunne have i historien, det er simpelthen for sjusket lavet.

Dead Space 3 pic 3

Jeg lyder meget negativ overfor Dead Space 3, men man må forstå at jeg har elsket de tidligere kapitler og det er bare ikke den samme spiltype mere, når det er sagt så er det stadig udmærket og helt klart værd at spille.

Seven Stars

Categories: Games

Battle-of-Los-Angeles-cover.jpg

Copyright Infringement: Battle of Los Angeles

Battle of Los Angeles

Battle of Los Angeles coverInstrueret af Mark Atkins

Skrevet af Mark Atkins

Med Nia Peebles, Kel Mitchell, Dylan Vox, Theresa June-Tao, Gerald Webb, Edward DeRuiter og Robert Pike Daniel

2011  US  Action / Sci-Fi  92 min.

[I Copyright Infringement tages der kærligt fat i nogle af de rædselsfulde film som bliver udgivet af studiet The Asylum. The Asylum er kendt for at kopiere kendte blockbuster og tjene en masse hurtige penge på, at folk læser titlen forkert, når de står i videobutikken. The Asylum har slået sig sammen med tv-kanalen SyFy Channel, hvilket betyder at de laver flere film, men ikke at de er bedre produceret. Ofte er deres film så skod-elendige, at selv Uwe Boll kan se ned på dem og grine.]

Hvad har The Asylum kopieret denne gang?
Jonathan Liebesmans larmende og voldsomt patriotiske Battle: Los Angeles fra 2011 med Aaron Eckhart, Ne-Yo, Bridget Moynahan, Michael Peña, Noel Fisher og Michelle Rodriguez.

Hvad bruger de deres tyvekoster til?
Los Angeles (og resten af verden, for den sags skyld) bliver angrebet af rumvæsner og militæret kæmper hårdt for at modstå invasionen. Der er også noget med anden verdenskrig og tidsrejser, men det bliver forklaret mere på filmens cover end det gør i filmen.

Battle of Los Angeles

Hvordan er resultatet?
Omtrent på lige fod med alle de andre film fra The Asylum, altså stinkende elendigt. Det er en mindst effektive militærstyrke i historie, efter USA’s 3 jagerfly bliver skudt ned, begynder de resterende soldater at skyde mod ufoerne med deres håndvåben. Pludselig er der en tidsrejsende pilot fra anden verdenskrig, men filmen nægter at fortælle hvorfor og ingen af filmens karakterer virker specielt overrasket. Scener, dialog og historie giver ingen mening og der gøres ingen indsats for bare den mindste sammenhæng. Filmen forsøger endda at spille smart med platte ET og Avatar vittigheder, uden at tænke over at det bare minder seeren om, at man kunne se meget bedre film i stedet for dette skrammel.

Men så bliver det hele reddet af en tidsrejsende ninja-chick som dolker ufoer med sin katana. Jeg ved godt, at du tænker at det lyder præcis lige så idiotisk som resten, men for denne film er det faktisk en betragtelig opgradering. Jeg vil sammenligne filmen med Skyline i forholdet af dårligt skuespil til en smule bedre effekter, men over for Battle of Los Angeles er Skyline en af de bedste film nogensinde.

grant_kel_640

Der er nogle skuespillere med, ikk?
Nickelodeon’s tidligere barnestjerne, Kel Mitchell, er blevet voksen og laver film. Mens Kel ser dum ud foran en greenscreen for håndører, er hans gamle partner, Kenan Thompson, fast inventar på Saturday Night Live… så godt klaret, mand!

Nia Peebles spiller den tidsrejsende ninjatøs, iført stramtsiddende spandex. Peebles har spillet med i 47 episoder af Walker, Texas Ranger og 132 afsnit af The Young and the Restless, men nu rykker hun op i den filmiske superliga… brug nu ikke alle pengene på én gang.

Andetsteds på rollelisten er Theresa June-Tao ansat til at spille Michelle Rodriguez og Robert Pike Daniel har fået strenge ordre på at tale lige som Nick Nolte, om det så slår ham ihjel. Det lyder virkelig som om, at hans stemme er ved at give op i midten af hver sætning.

Battle of Los Angeles 2

Hvad med effekterne?
Helt og aldeles afskyelige, 10 år gamle computerspil havde bedre effekter, ja selv dansk tv har bedre effekter. Det er faktisk lidt overvældende hvor dårlige de er, selv en lallende amatør ville kunne lave dette bedre i After Effects. Intet har nogen vægt eller tekstur og sjældent er de en del af billedet. Det er dog bare computereffekterne, de praktiske er endnu værre. Rumvæsnet er en tudegrim papmache figur som de har sprinklet med lidt vand, for at den skal se levende ud og så er der en mand, gemt under et tæppe, som slår på vinduet med en pind.

Er der slet ikke noget godt?
Enkelte gange, og her mener jeg måske 2 eller 3 tidspunkter i løbet af filmen, rammer kameraet tilfældigt en skuespiller i et godt lys og så ser det faktisk okay ud, men det bliver hurtigt ødelagt af en tåbelig effekt eller, gud ha’ nåde, mere dialog. Ligeledes små-tilfældigt så er musikken flere steder udmærket og så er den så forbandet høj, at den overdøver den stupide dialog.

Hvad med nogle sjove facts?
Vidste du, at der kun er 7 soldater på en militærbase?

Vidste du, folk som er bange for at flyve, sagtens kan blive pilotter?

Vidste du, at råbe “be more like Michelle Rodriguez” også kan kaldes at instruere?

Vidste du, at hvis man redder intet, så er man stadig en helt?

uwe-bollPå en skala fra 1 til 10 Uwe Bolls, hvor ligger Battle of Los Angeles så?
På en skala, hvor 10 er på “højde” med en Uwe Boll (Alone in the Dark, BloodRayne, Postal) film og 1 kan sidestilles med et verdensdækkende udbrud af byldepest, scorer Battle of Los Angeles en rekordsættende 3’er.

På sidens normale skala får filmen selvfølgelig:

Zero Stars

Categories: Movies

nothing-poster.jpg

Degrees of Insanity: Nothing

Nothing Review BW

Canada_Flagnothing posterInstrueret af Vincenzo Natali

Skrevet af Vincenzo Natali, Andrew Miller, David Hewlett og Andrew Lowery

Med Andrew Miller, David Hewlett, Gordon Pinsent, Andrew Lowery og Soo Garay

2003  Komedie / Sci-Fi  Canada  90 min.

Mange kendte filminstruktøre har små glemte film på deres cv, fra tiden før de slog igennem og mange gange har de overraskende lidt at gøre med hvad de senere er blevet kendte for. Alex Proyas blev kendt for dyster sci-fi i Dark City, Brandon Lees død i The Crow og Apple-robotter i I, Robot men et sted imellem dem lavede han, Garage Days, en fjollet lille ungdomskomedie. Før alt handlede om hobbitter for Peter Jackson lavede han usandsynligt blodige splatterfilm som Braindead og før David Gordon Green blev opslugt af en hashrus af plathumor, lavede han gribende dramaer som George Washington og All the Real Girls. Før Vincenzo Natali skabte teknologiske dødfælder i Cube og genmanipulerede sexsymboler i Splice, lavede han Nothing, en spøgs lille komedie om venskab.

Andrew er bange for mennesker og forlader aldrig sit hus. Dave kan godt lide mennesker, de er dog ikke så glade for ham. Hver især har de svært ved at fungere i samfundet, så de beslutter sig for at flytte sammen og hjælpe hinanden. Det går godt lige indtil Andrew bliver beskyldt for at kysse en pigespejder, Dave bliver anklaget for at stjæle penge fra hans arbejde og for at det ikke skal nok, så skal deres hus rives ned til fordel for en motorvej. Forvirret og bange går de i panik, gemmer sig fra politiet og ønsker at disse mennesker bare ville lade dem være. Pludselig bliver der stille og da de åbner døren, er deres hus omringet af ingenting, et stort hvidt tomrum strækkende uendeligt ud til alle sider. Måske skulle man passe på hvad man ønsker sig…

Nothing pic

Her skulle der være en lille handy skala som forklarede filmens craziness og fungerede som en ekstra del af disse Degrees of Insanity anmeldelser, men så tabte jeg min computer i havnen og da jeg endelig fik fisket den op igen, så var det allerede for sent. Den fræk og klat ål havde set sit snit til at stikke af med mit Photoshop-program, for at skabe sig en karriere i Hollywood, så enhver fancy illustrationsidé må vente til næste gang. I mellemtiden får Vincenzo Natalis film kun 2 ud af 10 på denne omtalte skala, da det blot er en skør idé og ikke meget mere end det. Hvis man vil hjælpe med mine problemer, så må man hjertens gerne give lyd, hvis man støder på den kriminelle ål eller ser den i Entertainment Weekly. Man kan kende den på dens sort-hvide striper, sit fesne overskæg og så bliver den kaldt Walter af sine venner.

Nothing er en hyggelig lille indie-komedie med en interessant grundidé og en håndfuld kreative påfund, men den er desværre også ret uambitiøs og får i den sidste ende, skuffende lidt ud af sit setup. Den er måske ikke så god som den kunne have været, men den er stadig en underholde og anderledes historie. Filmens to hovedpersoner er ofte det eneste på skærmen, men Andrew Miller og David Hewlett klarer presset ganske udmærket. Så hvis man er træt af den sorte skærm på sit tv, så kunne man prøve en i hvid og få et par grin med i købet. Nothing er et kig værd.

Six Stars

Categories: Movies