Mini Review: Binary Domain
Man skal passe på, at man ikke kommer til, at dømme en bog alene på sit omslag, fordi på overfladen er Binary Domain bare endnu en af de mange ligegyldige og middelmådige asiatiske kloner af Gears of War, men under det er der faktisk et ret specielt spil gemt. Binary Domain er en forholdsvis standart cover-baseret third person shooter, som føles og styrer næsten identisk som Gears of War, men der er lagt langt større vægt på historien og éns forhold til de forskellige karakterer.
Segas RPG-hold, som tidligere har lavet den populære Yakuza-serie, har lagt fokus på at historien er velfortalt, at man kan på begivenhedernes forløb og at det er vigtigt hvordan man opfører sig overfor sine holdkammerater. Hvis man behandler ens squad godt og imponerer dem, så er de mere tilbøjelige til at hjælpe én på slagmarken, men hvis man behandler dem dårligt og lader dem i stikken, så er der stor sandsynlighed for at de vender den anden kind til, mens du bliver majet ned af en horde af robotter. Det er en interessant gameplay-mechanic og sammen med de lette opgrade elementer giver det spillet en semi-unik følelse, men det er bare synd, at alt lige fra titlen og coveret til artdesignet i spillet virker så fandens generisk. Det er en skam, for med lidt mere tid og arbejde, kunne Binary Domain have været et fantastisk spil.
MMXi: Best Science Fiction / Fantasy
Runners-Up: Source Code, The Adjustment Bureau, Attack the Block og Harry Potter and the Deathly Hallows
Hvor flere af de andre genre skuffede i det forgangne år, så forsatte strømmen af gode science fiction film i 2011. Denne bølge af kvalitets sci-fi, startede for en 3-4 år siden og jeg har været en lykkelig filmnørd lige siden. Denne gang sniger der sig endda en fantasy film ind blandt de nominerede.
Vi fik endelig afslutningen på sagaen om Harry, Hermione, Ron Weasley og alle de andre på Hogwarts med Harry Potter and the Deathly Hallows, som i dette tilfælde tælles som én film. Det var en flot film og en god afslutning, men på en eller anden måde er jeg mest af alt, glad for at det er overstået. The Adjustment Bureau blev solgt som Inception for romantikere og selv om det lyder lidt dumt og filmen på ingen måde er lige så god som Christopher Nolans mesterværk, så var det ikke meget galt. Historien om at skæbnen blev nøje kontrolleret og styret af en ukendt organisation var spændende og godt udført. Desuden var spillet mellem Matt Damon og Emily Blunt langt bedre end forventet.
Duncan Jones’ opfølger til den fremragende Moon fra 2009, Source Code, var ikke helt på samme følelsesmæssige og intellektuelle niveau, men det var stadig en af årets absolut bedste mainstream science fiction film. De gentagende 8 minutters tidrejser var spændende sat op og filmen blev ankeret af gode præstationer fra alle de involverede. Jeg har talt meget om Joe Wrights Attack the Block og nøjagtigt hvor meget at jeg elsker den film, men den blev med nød og næppe slået på målstregen af vinderen af denne kategori.
Den film som formåede den svære bedrift, var J. J. Abrams kærlighedsbrev til de gode gamle sci-fi og eventyrfilm fra 80’erne. Super 8 havde mange ligheder med film som The Goonies, Stand by Me og E.T., film som den efter min mening er fuldt ud på højde med, hvis ikke ligefrem bedre end. Den store katastrofe og det efterfølgende møde med det ukendte fra rummet, alt sammen set igennem øjnene af en gruppe yderst velspillende børneskuespillere, var troværdigt fortalt og utroligt at se på. Som jeg har sagt før, så er Super 8 den bedste 80’er Spielberg film nogensinde, hvis det ikke havde været for de simple undtagelser, at den ikke er lavet af Steven Spielberg og den blev lavet i 2011.
On the Twenty-Second Day of Christmas…
Det er ikke kun de glade juledage som er beklædt med mørke, fremtiden ser skam heller ikke for lys ud. Det er en af de ting som science fiction film er glade for at fokusere på, idéen om at det kan godt være at det ser slemt ud nu, men bare vent i fremtiden er det meget værre. Jeg har længe været glad for instruktøren Alex Proyas, det er ham som stod bag filmatisering af The Crow og I, Robot, Men hans bedste film er efter min mening Dark City. Dark City udkom i 1998 og var en ganske unik lille film. Dens fremtids fortælling var anderledes, den var visuelt kreativ og så var den fyldt med gode præstationer. Kiefer Sutherland, Jennifer Connelly og William Hurt var alle mødt op for at give deres bedste, men det var Rufus Sewell der skilte sig ud. På det tidspunkt havde jeg forudset en stor karriere for Sewell, men sådan skulle det ikke være. Så tag i mod mørket for nu og huske på at der er lyse dage på stranden lige rundt om hjørnet.
Film Review: Attack the Block
Instrueret af Joe Cornish
Skrevet af Joe Cornish
Med John Boyega, Nick Frost, Jodie Whitaker, Luke Treadaway, Terry Notary og Paige Meade
2011 UK 89 min Science Fiction / Komedie / Horror
“Inner City vs. Outer Space”
Jeg har længe haft den mening, at i forhold til hvordan verdenen ser ud i dag med alt den åbenhed og inter-nationalitet som internettet har givet os, samt den øgede tilgængelighed af udenlandske medier, så er der ikke længere mange brugbare undskyldninger tilbage, for at man ikke kan forstå engelsk. Personligt, havde jeg selvfølgelig engelsk i skolen og klarede mig ganske udmærket, men hvad der er mindst lige så vigtigt er, at jeg har set engelsksprogede tv-serier og film siden at jeg var barn. Uden at komme for langt over i rygklapper-territorium, så forstår jeg størstedelen af talt engelsk, med mindre det bliver dybt teknisk og jeg har forsøgt at undgå danske undertekster på engelske og amerikanske film de sidste 10 år. Man kan med rette sidde og spørge sig selv, hvad har alt det her med Attack the Block at gøre?
Da Attack the Block fik distributør i USA, var der stort postyr på internettet, fordi man overvejede at udgive den med undertekster. En engelsk film med engelske undertekster til et engelsksproget publikum. Det virker lidt latterligt, men for en gangs skyld er jeg faktisk på den anden side end dem som brokker sig på internettet. Jeg syntes det er fuldt ud okay, at der er undertekster på filmen. Jeg så den uden og fik størstedelen med, men filmen er så proppet med slang, at det er forståeligt hvis nogen gerne vil have et sikkerhedsnet i form af underteksterne. At jeg så mener at det skal være engelske tekster og ikke danske, er en helt anden snak, men nu skal vi videre til selve anmeldelsen.
En maskeklædt bande af unge bliver afbrudt, midt i et gaderøveri, af et faldende objekt fra himlen. Da de undersøger nærmere, finder de et gråt lille væsen som angriber og derefter flygter. Det kan de selvfølgelig ikke lade stå ubesvaret, så de jagter dyret, slår det ihjel og tager liget med som et trofæ. Det skulle de dog ikke have gjort. Væsnet er på ingen måde alene og de unge drenge må pludselig flygte for deres liv. De søger sikkerhed i deres boligblok, men den bliver hurtigt omringet og det er kun et spørgsmål om tid, før væsnerne bryder ind.
Det er utroligt modigt og/eller dumdristigt, at åbne filmen med en scene, hvor vores hovedpersoner truer en ung pige med en kniv og stjæler hendes ting. De er fra start afbilledet som nogle yderst usympatiske individer og jeg kan sagtens forstå, hvis der er nogle som falder fra allerede der, men efter min mening kan filmen bære den tunge byrde. Det er til filmens kredit, at man i løbet af den korte spilletid, begynder at holde med dem som man lærer mere om deres karakterer og følger deres udvikling. Det er en svær opgave, som bliver løst fordi det er så forbandet godt skruet sammen, skrevet og ikke mindst spillet.
Instruktøren og manuskriptforfatteren, Joe Cornish, har arbejdet sammen med Edgar Wright på Shaun of the Dead og Hot Fuzz, desuden har de også skrevet den kommende Tintin film sammen. Attack the Block er sammenlignelig med Shaun of the Dead, ikke så meget i filmens overordnede tone, men i hvordan man i begge film, tager en eksisterende genre og blander den med en ordentlig portion humor, filmreferencer ad libitum og et målrettet fokus på karaktererne. Lige som i Shaun, er dialogen smart, velskreven og ofte meget morsom.
Det hjælper også at alle hovedpersonerne bliver spillet fremragende af det ukendte unge cast. De fortabte streetkids og den unge kvinde, som de røver, spiller rigtig godt. John Boyega, som spiller gruppens leder Moses, excellere dog mere end nogen anden og fortjener at få en stor plads i filmindustrien i fremtiden. Den eneste som falder lidt udenfor, er Shaun of the Deads Nick Frost, som her er en anelse ligegyldig. Det virker mest som en vennetjeneste og et forsøg på at have et kendt ansigt på rollelisten.
Filmens effekter og creature design er lavet af Double Negative, holdet bag effekterne i Inception, The Dark Knight, Paul og Scott Pilgrim. Deres arbejde i Attack the Block, er intet mindre end sublimt. De formår at få det absolut maksimale ud af filmens begrænsede budget. De væsner som de har skabt, er kreative, flot udført og nogle af de mere memorable monstre i nyere tid.
Attack the Block er et forfriskende pust af underholdende og sjov monster-action. Den overtager ikke pladsen fra Shaun of the Dead, men det er uden tvivl en af de bedste filmoplevelser at jeg har haft i år.
Se også: Shaun of the Dead
Top 10 Science Fiction Movies
Efter at jeg endelig fik set en af de største klassikere, indenfor science fiction genren, fik jeg lyst til at gå tilbage og lave en top 10 over de bedste af slagsen. Det var en svær liste at lave, da der er rigtig mange fremragende og betydnings-fulde film at vælge i mellem og der er derfor flere mesterværker som desværre ikke kan være på listen. I det at to instruktører optager næsten halvdelen af listen, var der mange kendte genre-instruktører, hvis film ikke fandt sig ind blandt de ti øverste. Der er eksempelvis ingen spor af Steven Spielberg, George Lucas eller Duncan Jones, men tro mig de ligger lige udenfor listen og ville med garanti have været med, hvis det var en top 25. Men det er det dog ikke, så lad os bare komme i gang.
10. ROBOCOP [1987]
Instrueret af Paul Verhoeven
Skrevet af Edward Neumeier og Michael Miner
Med Peter Weller, Nancy Allen, Ronny Cox, Kurtwood Smith, Miguel Ferrer og Ray Wise
Paul Verhoevens dystopiske fremtids Detroit er en herlig blanding af den gode gammeldags ultra-vold og regulær politibrutalitet. Robocop er det ypperligste eksempel på Verhoevens sublime mixtur af science fiction og satire, som også var et af de bedste elementer i Starship Troopers. Peter Weller har sin karrieres bedste rolle som Alex J. Murphy, betjenten som bliver slået ihjel på mest modbydelig vis og derefter bliver genoplivet som Robocop. “Part Man, Part Machine, All Cop”. Filmen er også fyldt med fremragende karakterskuespillere som Ronny Cox, Kurtwood Smith, Miguel Ferrer og Ray Wise. Det er en brutal og yderst morsom sci-fi perle og så er der gode mængder af kvalitets stop motion.
9. DISTRICT 9 [2009]
Instrueret af Neill Blomkamp
Skrevet af Neill Blomkamp og Terri Tatchell
Med Sharlto Copley, Jason Cope, Nick Blake, Nathalie Boltt og William Allen Young
Neill Blomkamp siger “fuck you, Microsoft og jeres ikke-eksisterende Halo-film” med en af de bedste sci-fi film i nyere tid. Blomkamp blander på fascinerende vis en gribende menneskelig historie, bidende samfundskritik og får også plads til adrenalinpumpende actionscener med giant mechs, det er ikke noget man ser hver dag. District 9 er også et slående bevis på at man sagtens kan lave en storslået science fiction film, uden at man er tvunget til bruge 250 millioner dollars. Det kan Hollywood lære meget af, men så heldige er vi nok ikke.
8. PRIMER [2004]
Instrueret af Shane Carruth
Skrevet af Shane Carruth
Med Shane Carruth, David Sullivan, Casey Gooden, Anand Upadhyaya og Carrie Crawford
Timetravel er et af de sværeste emner at forklare sig ud af, men når det virker, giver det også nogle af de mest interessante science fiction film. Primer er et lille lav-budgets mesterværk og en af de mest intelligente portrætter af timetravel. Sjældent bliver ens hjerneceller sat på så hårdt arbejde og det er bestemt ikke en film som man kan komme sovende til, men hvis man er vågen. så er det en yderst belønnende oplevelse. Primer er en lettere ukendt film, som fortjener at blive set af alle som ønsker mere dybde i deres underholdning.
7. INCEPTION [2010]
Instrueret af Christopher Nolan
Skrevet af Christopher Nolan
Med Leonardo DiCaprio, Ellen Page, Joseph Gordon-Levitt, Tom Hardy, Ken Watanabe, Dileep Rao, Tom Berenger, Cillian Murphy, Marion Cotillard, Michael Caine, Pete Postlethwaite og Lukas Haas
Sidste års bedste film, hopper direkte ind på en syvendeplads på listen over bedste sci-fi film nogensinde. Christopher Nolans veldrejede og kreative historie bliver krydret med fremragende præstationer fra nogle af generationens bedste skuespillere og nogle opfindsomme actionsekvenser. Christopher Nolan slår endnu engang fast, at han er en af de absolut bedste filmskabere i Hollywood. Inception er samtidig en stor fortaler for at man kan få nogle sublime resultater med praktiske effekter, i stedet for altid at smide enorme mængder af penge efter computereffekter.
6. ALIENS [1986]
Instrueret af James Cameron
Skrevet af James Cameron, David Giler og Walter Hill
Med Sigourney Weaver, Michael Biehn, Paul Reiser, Lance Henriksen, Bill Paxton og Carrie Hen
James Cameron tog, hvad der blev startet i den første film og tilføjede gode mængder action, store guns og macho soldater-kammerater. Det er en væsentlig anden film, men stadig et mesterværk i sig selv og mange vil endda kalde den bedre en originalen. Det er et af de mest suveræne eksempler, på hvad en anden instruktør og indgangsvinkel kan gøre ved en serie. Det er slut med at gemme sig for, som taglinen siger, this time it’s war og det er krig af den allerbedste slags. En krig mod alle odds og de ondeste monstre i galaksen.
5. T2: JUDGEMENT DAY [1991]
Instrueret af James Cameron
Skrevet af James Cameron og William Wisher Jr.
Med Arnold Schwarzenegger, Linda Hamilton, Edward Furlong, Robert Patrick, Nikki Cox og Xander Berkeley
Arnold Schwarzeneggers ikoniske rolle som T-800, er i front af James Camerons dommedags mesterværk. Terminator 2 er, udover at være en fantastisk science fiction film, også en af de bedste actionfilm nogensinde. Rollen som mekanisk gigant, passer perfekt til Schwarzeneggers begrænsede skuespilstalent. Linda Hamilton giver Sigourney Weaver kamp til stregen i dysten om hvem der er den stærkeste kvindelige karakter i filmhistorien og Robert Patrick har aldrig været så intens, som han er her. Dertil får man nogle af de bedste actionscener og effekter, som 90’erne havde at byde på.
4. THE MATRIX [1999]
Instrueret af Wachowski Brothers
Skrevet af Wachowski Brothers
Med Keanu Reeves, Carrie-Anne Moss, Hugo Weaving, Laurence Fishburne, Joe Pantoliano og Marcus Chong
I 1999 kom The Matrix som et lyn fra en klar himmel og efterlod publikum måbende. Det var action, teknik og effekter som man aldrig havde set mangen til før og det gav øjeblikkelig grobund for en lang række desperate kopier, som stadig udkommer den dag idag. Flere af actionscenerne står stadig som nogle af de fedeste i filmhistorien, Yuen Woo-Pings kung fu gav kampene en elegance og kraft som man sjældent ser i Hollywood-film og skudduellerne ville gøre selv John Woo misundelig. Efterfølgerne drukner i lommefilosofi og fetichisme, men den første Matrix gav actionfilm et skud adrenalin og attitude, som de virkelig havde brug for.
3. DONNIE DARKO [2001]
Instrueret af Richard Kelly
Skrevet af Richard Kelly
Med Jake Gyllenhaal, Patrick Swayze, Jena Malone, Maggie Gyllenhaal, Drew Barrymore, Holmes Osborne, Daveigh Chase, James Duval og Mary McDonnell
Richard Kelly har vist, med hans efterfølgende film, at han nærmest er definitionen på et one-hit-wonder, men til gengæld er hans ene hit også en af mine absolutte favoritfilm. En djævelsk og forskruet tidsrejse-historie bliver formidabelt bragt til celluloid via en eminent præstation fra Jake Gyllenhaal. Han bliver bakket op af ligeledes fantastiske biroller og især Jena Malone har aldrig været bedre. At Richard Kelly ikke engang selv kunne holde sig fra sit eget mesterværk og følte sig tvunget til at gå tilbage for at lave et directors cut, beviser måske at det var mere held end forstand, men det er ikke nok til at tage de originale kvaliteter fra førstegangs oplevelsen.
2. BLADE RUNNER [1982]
Instrueret af Ridley Scott
Skrevet af Hampton Fancher og David Peoples over Philip K. Dicks historie
Med Harrison Ford, Rutger Hauer, Daryl Hannah, Sean Young, Edward James Olmos, M. Emmet Walsh, James Hong og Brion James
Ridley Scotts filmatisering af Philip K. Dicks historie er en triumf på alle tænkelige planer. En science fiction thriller med sublimt skuespil, fantastisk design, suveræne effekter og en velskreven historie. Filmen gav os Rutger Hauer og det kan man kun være taknemmelig for. Blandt de bedste film nogensinde, den fortjener at være på toppen af de fleste lister og det ville den også have været, hvis Ridley Scott ikke havde lavet en film tre år før.
1. ALIEN [1979]
Instrueret af Ridley Scott
Skrevet af Dan O’Bannon og Ronald Shusett
Med Sigourney Weaver, Tom Skerritt, Harry Dean Stanton, John Hurt, Ian Holm, Veronica Cartwright og Yaphet Kotto
Alien ville have den omtrent samme placering, om det så var top 10 horrorfilm, top 10 science fiction eller top 10 film generelt. Det er nok den mest effektive og nervepirrende gyserfilm nogensinde, en af de mest fascinerende science fiction film og generelt mest velfungerende film alt sammen i en episk pakke. Et fremragende cast, fantastisk instruktion, en trykkende stemning og H.R. Gigers smukke og skræmmende creature design, gør Alien til nummer 1 på denne og de fleste andre lister.
Boblere: The Thing, Super 8 og Star Wars IV/V
Lige udenfor top 10’en ligger John Carpenter og Kurt Russells iskolde kamp mod rumvæsnerne, en gruppe børns kamp mod sommerferiens kedsomlighed og George Lucas’ kamp mod hans fans.
Film lige på kanten: Back to the Future, Timecrimes, Monsters, Source Code, I Robot, Predator, Moon, Star Trek, Metropolis og Close Encounters of the Third Kind
Film nr. 5000: E.T. The Extra-Terrestrial
Instrueret af Steven Spielberg
Skrevet af Melissa Mathison
Med Dee Wallace, Henry Thomas, Peter Coyote, Robert MacNaughton, Drew Barrymore, C. Thomas Howell og Erika Eleniak
1982 US 115 min. Science Fiction / Drama
“He is Afraid. He is Totally Alone. He is 3.000.000 Light Years From Home.”
Som filmentusiast burde man måske have set Steven Spielbergs elskede klassiker, E.T., inden man når til film nummer 5000. Man kan nemt gå så langt som at sige, at den burde være blandt de første 100. Det er en af den slags film, der sammen med andre af sin tids klassikere, blandt andet Star Wars, Indiana Jones, Back to the Future, The Goonies, Stand by Me og Karate Kid, udgør vigtige brikker i en hel generations barndom. Men efter en barndom, uden cykelture henover månen og hvor idéen om at “ringe hjem” kun var et spørgsmål om hvor min mor skulle hente mig, er jeg i den specielle situation hvor jeg kan se E.T. uden det ofte altoverskyggende skær af nostalgi.
Holder filmen stadig, her næsten 30 år efter? Er filmen nøjagtig hvad jeg har forventet, uden nogen former for overraskelser? Syntes jeg stadig, at E.T. er en grim lille satan? Er Drew Barrymore stadig en af de mest irriterende skuespillere? Dette er blot en håndfuld af de spørgsmål, som jeg ønskede at få svar på, da jeg startede filmen.
Svaret på alle spørgsmålene, er et klokkeklart ja. De svar ligger overens med idéen om, at jeg har vidst nøjagtig hvad jeg er gået glip af alle disse år, så det større spørgsmål er om der overhovedet var nogen grund til at se filmen? Det er helt sikkert et større spørgsmål, men det er også et utroligt dumt ét af slagsen, fordi selvfølgelig er der en grund til at se filmen. Den er ikke blevet en elsket klassiker for ingenting og jeg vil påstå at filmen næsten er lige så vigtig for filmindustrien, som Spielbergs egen genre-definerende Jaws.
Filmen er stadig en fremragende film, næsten 30 år efter udgivelsen, selvom man selvfølgelig sagtens kan se tidens tand, når det gælder effekterne. Skuespillerne er alle rigtig gode, især filmens hovedperson Henry Thomas, i en tid hvor børneskuespillere nemt kunne ødelægge enhver familiefilm. Drew Barrymore er stadig en undtagelse, hvor de fleste måske ser hende som en sød lille pige, ser jeg hende bare som en irriterende lille skrigeunge. De voksne er også glimrende. Jeg vil endda sige, at jeg simpelthen elsker Peter Coyote i filmen og ville give ham en krammer, hvis jeg kunne.
Effekter er som sagt ret forældet, men filmen er jo også næsten lige så gammel som undertegnet. Der er masser af blue-screen kanter, middelmådige matte-paintings og lignende, men ingen af dem trækker ned i den samlede oplevelse. En ting som altid har gået mig på, er designet af E.T. For mig er det ikke et spørgsmål om forældede effekter, men derimod at han er designet som en grim lille bunke af brun. Jeg kan simpelthen ikke lide det, men heldigvis skinner hans karakter og hjerte igennem og designets mangler blev hurtigt glemt. Det skal siges, at jeg så den originale version og ikke jubilæums versionen, så det kan sagtens være at nogen af effekterne er blevet pyntet på. Jeg er ikke meget for, at man som George Lucas, går tilbage og ændrer i filmene. Men jeg vil indrømme, at jeg syntes at det er en anelse voldsomt, at politimændene står med shotguns i den originale version og jeg kan godt forstå, at man har ændret det i den nyere version.
Jeg er glad for at jeg, som stor fan af Spielberg, endelig har fået set en af hans største og mest elskede film, som i mange år har markeret en enorm blind vinkel i min filmviden. Filmen kommer ikke til at stå på min top 10 liste over bedste film nogensinde, måske ikke engang top 100, men jeg er stadig lykkelig for at have set den. Jeg vil endda gå så langt som at, hvis jeg blev spurgt hvilken film som jeg syntes er bedst, mellem E.T. og en af dette års bedste film Super 8, så ville det være et ganske nemt svar. Det er jo selvfølgelig også snyd, da Super 8 ikke ville eksistere hvis det ikke var for E.T. og det er blot endnu en grund til at elske den lille brune satan.
Short Round: Things are Not Always What They Seem
RUBBER 
Jeg skal ikke sidde her og påstå, at jeg ved hvilke film som du, kære læser, har set. Men jeg godt sætte penge på, at antallet af film om telekinetiske, psykopatiske og morderiske bildæks rejse gennem verdenen, som man har set, er for de fleste et stort rundt nul. Jeg er dog ikke helt sikker på, at det tal kommer op 1 efter at man har set Rubber.
Hvornår er en psykopatisk bildæks-film, ikke en psykopatisk bildæks-film? Hvis hjernen bag er Quentin Dupieux, en mand som højst sandsynligt er mest kendt under navnet Mr. Oizo, for den dertil tilhørende musik og musikvideoen om den lille, gule headbangende bamse, så bliver det svært at placere filmen, selv i en så specifik genre. Rubber er halvt en film om det omtalte dæk, halvt en film publikums indblanding i kunst og halvt en film om blandingen af de to. Det er ganske underligt og efter min mening, ganske fantastisk. Se den, for du kommer med garanti ikke til at se en anden film som den foreløbig.
TUCKER & DALE VS. EVIL 
Der er altid to sider til hver historie, det gælder også gyserfilm. Kan du, kære læser, huske de skumle bonderøve som altid står ved en øde tankstation i horrorfilm og stirrer ondskabs-fuldt på de teenage hovedpersoner, der er på vej ud til en forladt hytte i skoven? Det er Tucker og Dale. De er dog ikke ondskabsfulde, de er bare forvirret og misforstået.
Tucker & Dale vs. Evil tager en velkendt gyserhistorie og vender den på hovedet. Det er good gory fun og bringer minder om gode gamle Evil Dead. Befinder sig behageligt i samme boldgade som Severance og The Cottage.
SUPER 
Sidste år høstede Kick-Ass stor anerkendelse, både fra anmelderne, mig selv og det generelle publikum. Men hvis man fandt i en sådan situation, hvor man sad og tænkte, at selv om Kick-Ass tager grundigt pis på Hollywood så gik der alligevel for Hollywood i den, så har jeg nu den perfekte film til dig. Super følger den samme grundhistorie som Kick-Ass, om en ganske almindelig mand som beslutter sig for at blive superhelt, men her er det taget helt ned på jorden.
Filmens hovedperson, spillet fremragende af Rainn Wilson, er i princippet skingrende sindssyg og ser sådan set bare alle som skurke, efter han bliver forladt af sin kone. Super er, i sagens natur, vanvittig dyster, grænsende deprimerende og langt størstedelen af det mulige publikum, vil med garanti finde den direkte forkastelig, men jeg fandt den ret så morsom. Instruktør James Gunn har tidligere vist sin forkærlighed for syg humor i Slither og Tromeo & Juliet. I Super får han hjælp af et veloplagt cast der inkluderer Ellen Page, Michael Rooker, Liv Tyler, Nathan Fillion og Kevin Bacon.
Jeg vil anbefale Super, hvis man har lyst til noget med lidt mere bid, men vær klar over at det kan være at man får mere end man kan bide over.
Film Review: Super 8
Instrueret af J. J. Abrams
Skrevet af J. J. Abrams
Med Joel Courtney, Elle Fanning, Kyle Chandler, Riley Griffiths, Ryan Lee, Gabriel Basso, Zach Mills, Ron Eldard, Richard T. Jones, Bruce Greenwood, Dale Dickey, Dan Castellaneta og Noah Emmerich
2011 US 112 min. Science Fiction / Drama / Adventure
“It Arrives”
Som mange måske ved, så sidder undertegnet filmanmelder og klapper i hånderne af fryd, som et andet lille barn juleaften, hver gang der kommer en science fiction film i de danske biografer. Da jeg hørte om samarbejdet mellem Steven Spielberg og J. J. Abrams, var det lidt som at fortælle en lille dreng, at han får hvad han altid har ønsket sig i julegave… i april. Ventetiden har været hård, men nu er den endelig landet. Hvordan kan filmen overhovedet leve op til disse skyhøje barnlige forventninger?
Heldigvis lever de to filmskabere begge ubesværet op til deres betragtelige omdømme. Uden at sætte det store på spil, vil jeg vove at påstå at Abrams og Spielberg er to af de meget få tilbageværende instruktøre, der løbende formår at producere mainstream science fiction som er værd at se. Spielberg har gennem de sidste to årtier stået bag fantastiske science fiction film så som Jurassic Park, ET, Minority Report, Artificial Intelligence og War of the Worlds, flere af dem som med rette kan kaldes klassikere indenfor genren. Han har, ej at forglemme, også stået som producer på andre instruktøres sci-fi perler. Film som Back to the Future, The Goonies, Gremlins, Men in Black og Transformers, ville med garanti ikke være de samme uden Spielberg.
J.J. har allerede, med kun to film under bæltet, bevist at han er blandt nutidens topklasse. Både Mission: Impossible III og Star Trek var eminente actionfilm, men det er stadig på den lille skærm, at han indtil nu har gjort sig mest bemærket. De massivt populære tv-serier, Alias og Lost, har gjort ham til en af de mest eftertragtet personer i industrien. Det er tydeligt, at han er af den generation, som er vokset op med Spielbergs eventyrlige historier og det er ikke mere åbenlyst end i Super 8, som næsten fungerer som et love letter til simplere tider.
Det er meget muligt, at jeg langsomt bliver mere kold og kynisk som årene går, men det behøver filmene ikke at blive. Super 8 tilbyder en rejse tilbage til en tid, hvor ens underholdning sagtens kunne indeholde uskyldens håb og charme uden at være kalkulerende og manipulerende. Lige som en god gammel Spielberg-film, besidder Super 8 disse elementer, men formår stadig at være sjov og underholdende.
Børneskuespillere kan ofte være irriterende og næsten ødelægge en film, men her spiller de simpelthen eminent. Især Joel Courtney og Elle Fanning skiller sig ud og der er en mærkbar kemi mellem dem. Al den ungdommelige ærlighed og akavede nervøsitet sidder lige i skabet og virker alle som troværdige karakterer i historien.
Filmen flyder naturligt og spændingskurven er ramt perfekt, der er ikke et øjeblik hvor man keder sig. I en film, der er så meget en hyldest til en forgangen tid, så kunne de moderne computereffekter nemt gå hen og virke graverende, men Industial Light & Magic har gjort det igen, alt er flot og velintegreret, lige fra design til udførelse. Super 8 er ikke en perfekt film, men der er meget få ting som jeg ville ændre, et enkelt billede eller linje hist og her, og så havde den måske sneget sig op på en topkarakter. Tro mig, når vi nærmer os slutningen af året, vil Super 8 med garanti være placeret højt på manges best of the year lister, ikke mindst min.
Super 8 er den bedste 80’er science fiction film, Steven Spielberg aldrig fik lavet.
Se også: The Goonies
Mini Review: The Adjustment Bureau
Instrueret og skrevet af George Nolfi over Philip K. Dicks historie
Med Matt Damon, Emily Blunt, Anthony Mackie, John Slattery, Michael Kelly, Laura Kenley og Terence Stamp
Man kan være kold og kynisk, og kalde The Adjustment Bureau for Inception for romantikere. Det ville dog ikke være fair for nogle af parterne, men det ville heller ikke være helt forkert. Man kunne endda være så fræk, at argumentere for at det slet ikke er en science fiction film, men derimod en skæbnehistorie eller divine intervention (¤ jeg ved godt at der findes et dansk ord for det, men jeg kan bedre lide lyden af det der.) Det er underordnet hvad man ender med at kalde den, det er en spændende, velspillet og kompetent udført thriller. Matt Damon og Emily Blunt indleverer kvalitets-præstationer i de to hovedroller, men også Anthony Mackie (The Hurt Locker, We are Marshall) og John Slattery (Mad Men, Reservation Road) er fremragende, som de to agenter der i skjul skal verdenen på rette spor. The Adjustment Bureau ligger sig solidt i den positive ende af listen over gode film, baseret på Philip K. Dick historier. En liste som indeholder film som Minority Report, Scanner Darkly, Total Recall og ikke mindst Blade Runner.
The Adjustment Bureau er et sjældent syn, en science fiction film som ens bedre halvdel også kan sætte pris på.
Film Review: Priest
Instrueret af Scott Charles Stewart
Skrevet af Cory Goodman over Min-Woo Hyungs tegneserie
Med Paul Bettany, Maggie Q, Karl Urban, Cam Gigandet, Christopher Plummer, Lily Collins, Stephen Moyer, Brad Dourif og Mädchen Amick
2011 US 87 min. Science Fiction / Action / Horror
Scott Charles Stewart stormede, i starten af 2009, ind på filmscenen med den religiøse actionfilm Legion. Filmen havde en fantastisk plakat og et godt koncept, men det færdige produkt var en ganske horribel film, med forfærdeligt skuespil og dødfødte actionscener. Nu genforenes han med Paul Bettany og gentager næsten bedriften.
Det er muligt at Scott Charles Stewart har studeret film, men det er højst sandsynligt ikke på en filmskole hvor man rent faktisk lærer om ting som konstruktion, teknik eller fortællestil. Det er snarere et spørgsmål om, at han har set en masse film og følt at det har gjort ham i stand til selv at instruere en. Det er dog ikke tilfældet.
Priest er alle film før den. Der er ikke en eneste original idé, frisk dialog eller underholdende actionscene at finde noget sted i filmen. Det er kliché, i den reneste form. Det er så tæt man menneskeligt kan komme på kreativ bankerot, inden man begynder at lave film for The Asylum.
Filmen kan dårligt sætte en fod forkert, før den er faldet af andre grunde. Det starter slemt, med en elendig tegnefilmsekvens, en ting som ikke har virket for nogen film siden Kill Bill, så det kunne være rart hvis folk holdte op med at forsøge at kopiere det. Det bliver ikke meget bedre som filmen skrider fremad. Paul Bettany er omgivet af dårlige skuespillere som Cam Gigandet (Burlesque, The Roommate) og Maggie Q (The King of Fighters, Live Free or Die Hard), manuskriptet får én til at krumme tær og filmen bliver, værst af alt, aldrig underholdende.
Af filmens meget få lyspunkter, kan man nævne lækkert overspil fra Karl Urban og nogle til tider udmærkede computereffekter. Det er dog ikke nok til at ændre nogens holdning. Men hvis man skal se lidt positivt på det, så kan man sige at hvis Scott Charles Stewart forsætter på denne måde, så kan det være at han laver en middelmådig film næste gang.
Kan ikke anbefales, man skulle hellere holde sig i dagslyset.
Se i stedet: Blade II
