Destroy My Memories: Transformers
Instrueret af Michael Bay
Skrevet af Roberto Orci og Alex Kurtzman
Med Shia LaBeouf, Megan Fox, John Turturro, Josh Duhamel, Tyrese Gibson, Anthony Anderson, Rachael Taylor, Jon Voight, Kevin Dunn, Zack Ward, Julie White, Bernie Mac og med stemmer af Peter Cullen, Robert Fozworth og Hugo Weaving
2007 US 154 min. Action / Science Fiction
Tilbage i sommeren 2007, gik jeg skeptisk ind i biografmørket for at se en film baseret på en legetøjsserie fra 80erne. Næsten 3 timer senere forlod jeg salen, overrasket og super-underholdt. Michael Bay og Steven Spielbergs stort opsatte Transformers-filmatisering var en succes og en blockbuster af højeste kaliber.
Som det er med alle succeser, så skal de jo malkes for alt hvad de har i sig og det varede ikke længe før at der var nye film i støbeskeen. Men efter at have været vidne til 2009s Revenge of the Fallen og 2011s Dark of the Moon, er jeg nu langsomt begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, om denne gigantiske franchise på noget tidspunkt har budt på kvalitet eller om man bare lod sig rive med af spektaklet, den første gang. Derfor er et gensyn på sin plads, for en gang for alle at afklare om disse store robotter er og bliver livløse legetøjs-figurer eller om der, på et tidspunkt, var bare den mindste antydning af barnlig charme.
En ting bliver hurtigt åbenlyst ved gensynet, ligesom de to efterfølgere, så er den første Transformers-film stadig alt for lang. Ikke nok med at en actionfilm om store robotter aldrig burde have en spilletid på 154 minutter, men filmen er også ufokuseret og fyldt til randen med ligegyldige karakterer.
Filmens kerne er, uden tvivl, historien om en dreng og hans robotbil fra rummet. Den historie er den vigtigste, det er den der fungerer bedst og det er også den som føltes mest som Steven Spielbergs del af samarbejdet. Filmens sekundære historie, er den om den lille hærenhed ledet af Josh Duhamel og Tyrese Gibson, føltes som typisk Michael Bay. Den del kan jeg også godt acceptere, fordi at man ved at Bay får en massiv stådreng på, hver eneste gang han ser bare det mindste militærlogo, men også fordi den viser det større perspektiv af robotkrigen, et perspektiv som man aldrig ville få i den mere intime historie om Shia LaBeouf og Bumblebee. Filmens tredje og helt igennem ligegyldige historie, følger en lille gruppe hackere som forsøger at afkode Decepticons signal. Den del af filmen, er komplet spild af tid og bliver på intet tidspunkt interessant. Det er tydeligt at man har forsøgt at skabe flere karakterer, blandt andre Rachael Taylor og Anthony Anderson, som kunne videreføres til de næste film i franchisen, men det fungerer bare ikke. Hvis den sektion havde været klippet ud, så havde det gavnet filmens flow og det havde også fået den ned på en mere acceptabel spilletid. 
Overordnet er den første Transformers-film, en velfungerende og underholdende sommer blockbuster. Actionscenerne er, i typisk Michael Bay stil, skruet rigtig godt sammen og computereffekterne er farverige og flotte. Når man taler om effekterne, efter at der er gået fire år og man har set den tredje film i serien, så holder de ikke helt den samme høje standart. Det er jo selvfølgelig også lidt snyd, men når man ser tilbage, så er de store robotter stadig godt lavet, men det virker aldrig rigtig som om at de er en del af billedet. Omgivelserne reagerer ikke passende på dem og ligeledes den anden vej rundt, men det er ikke noget som ødelagde min oplevelse. 
Skuespillerne gør det klart bedst i dette første kapitel, men der er også markant kvalitets forskel i det materiale som de får stukket i hånden her og hvad de får i senere film. Shia LaBeouf er charmerende, hans forældre er endnu ikke blevet sindssyge og så er Megan Fox, i retrospekt, udmærket. Ja, du læste rigtigt. Jeg har, ved gensynet, ikke noget specielt imod Megan Fox. Derfor ikke at sige at hun er en god skuespiller, men hun udfylder den rolle som hun har fået i filmen. John Turturro er meget nedtonet end den hysteriske galning, som han er i to’eren og så er Bernie Mac hilarious som brugtvognshandleren, Bobby Bolivia, i starten af filmen.
Efter gensynet, kan jeg konstatere, at Transformers startede ud som kvalitets underholdning inden at det kammede over i en eksplosion af dårlig humor og livløs idioti. Så smid de to efterfølgere i glemmebogen og nyd denne, som det popcornsfrådende stykke underholdning som den nu engang er.
Karakter 2007: 8/10
Karakter 2011:
Film Review: Transformers: Dark of the Moon
Instrueret af Michael Bay
Skrevet af Ehren Kruger
Med Shia LeBeouf, Josh Duhamel, Rosie Huntington-Whiteley, John Turturro, Frances McDormand, Tyrese Gibson, Kevin Dunn, John Malkovich, Ken Jeong, Glenn Morshower, Alan Tudyk og med stemmer fra Hugo Weaving, Leonard Nimoy, John Di Maggio og Peter Cullen
2011 US 154 min. Action / Science Fiction
Nogle anmeldelser viser sig at være mere besværlige at skrive end andre. Transformers: Dark of the Moon er et perfekt eksempel. Jeg føler mig, ærligt talt, en anelse dum ved at sidde at kommentere nøjagtig hvor tåbelig, sjæleløs og intetsigende en Transformers-film er, fordi det er jo nærmest selvsagt. Men på den anden side, syntes jeg heller ikke at det bare skal accepteres, alene fordi det er en Transformers-film.
Michael Bay har offentligt sagt undskyldt for Transformers: Revenge of the Fallen. Han beklagede det dårlige manuskript, de elendige jokes og de gigantiske robot-klunker. Samtidig lovede han, at han ville rette op på alle de dårlige ting her i den tredje film, et løfte som han selvfølgelig ikke kan holde.
Sam Witwicky (Shia LeBeouf) har færdiggjort sin skoletid og leder nu desperat efter et job. Han er flyttet til storbyen, har fået en ny smuk kæreste men han må nøjes med en skrot-bunke af bil, fordi hans helt egen kæledyr-sportsvogn-transformer er på mission for staten. For det ikke skal være løgn, så kommer hans forældre endda også på uventet besøg. Samtidig finder han langsomt ud af at NASAs månelanding ikke helt var for udflugtens skyld. Det var en mission sat i gang for at finde en nedstyrtet Autobot. Pludselig finder han sig atter i midten af en altdestruerende krig mellem Autobots og Decepticons.
Som sagt, retter Michael Bay på ingen måde op på alle de tåbelige elementer fra to’eren, hvad han i stedet formår, er at erstatte dem alle med nye, men mindst lige så tåbelige elementer. Lige som to’eren er det en enorm kolos af en actionfilm, med en spilletid på hele 154 minutter! Lige som før er en stor del af disse minutter fyldt med tunge dele af komplet ligegyldig historie, en ekstra portion rigtig plat humor og skyhøje robotter som forklarer hvad fanden der sker på skærmen. Jeg grinte præcis to gange i løbet af filmen, men det var på grund af Alan Tudyk (Firefly, Dodgeball) og en vilkårlig armbevægelse fra Shia LeBeouf, og ikke på grund af noget af det som manuskriptet havde at byde på.
Der er ikke nogle racistiske stereotype robotter denne gang, det betyder dog ikke at man slipper for dumme små robotter som fyrer lamme jokes af hver gang de har muligheden. Der er heller ingen robot-klunker i miles omkreds, men til gengæld er der masser af gamle robotter med gråt hår og robotter som savler når de snakker. Megan Fox er ikke længere en del af franchisen, fordi hun sammenlignede Michael Bay med Hitler, men hun er blot erstattet af en smuk ny dulle uden afskygningen af talent, Victoria’s Secret modellen Rosie Huntington-Whiteley.
Men hvis jeg nu lige holder en lille pause, i den meningsløse opgave at kalde en dum film for dum, så er der skam også gode ting at finde mellem murbrokkerne. Computereffekterne er blevet forbedret endnu engang og de er ganske enkelt fremragende. Michael Bay har gennem hele hans karriere, med film som The Rock, Bad Boys og The Island, vist talent for at sætte en actionscene sammen og Transformers: Dark of the Moon forstærker kun denne stime. Hele den sidste time er et stort voldsorgie af eksplosioner, robotkamp og flyvende egernmænd. Samtidig er Coen brødrenes favoritter John Turturro og Frances McDormand, samt de nytilkomne John Malkovich og Alan Tudyk, gode i deres roller på trods af materialet. Alt dette betyder, at man sagtens kan bliver underholdt også selv om filmen ikke er specielt god, men man kan lige så godt nøjes med at møde op til den sidste time.
Det er min overbevisning, at havde Transformers: Dark of the Moon ikke været en så klokkeklar showcase for førsteklasses special effects, så havde hovedparten af folkene bag ikke fået lov til at lave film.
Se i stedet: Terminator: Salvation
Film Review: Source Code
Instrueret af Duncan Jones
Skrevet af Ben Ripley
Med Jake Gyllenhaal, Michelle Monaghan, Vera Farmiga, Jeffrey Wright, Michael Arden, Cas Anvar, Russell Peters og Craig Thomas
2011 US 93 min. Science Fiction / Action / Thriller
Filmgenrer svinger konstant i popularitet, præcis som det er tilfældet med musikgenrer. Det ene øjeblik er et helt specielt emne vanvittigt populært og markedet oversvømmes af folk der vil have en bid af kagen. Det næste øjeblik er det som om at det emne slet ikke eksisterer.
Der er selvfølgelig nogle genrer som forbliver evigt populære. Man ser f. eks. aldrig en mangel på actionfilm eller dumme komedier, på samme måde som at man nok aldrig slipper helt for dansevenlig og intetsigende popmusik.
De sidste par år har der været en lille renæssance indenfor science fiction film, en ting som jeg er ovenud lykkelig over. Men ikke nok med det øjede antal, så har en god del af filmene budt på intelligente og velskrevne historier. Film som Inception, Timecrimes, Cold Souls og Moon. Sidstnævnte blev instrueret af Duncan Jones og han tilføjer nu endnu en film til listen over gode nye sci-fi film med Source Code.
Den amerikanske helikopterpilot, Captain Colter Stevens (Jake Gyllenhaal), vågner forvirret op til en mission han ikke har sagt ja til. En lyssky militærenhed bruger deres avancerede teknologi til at sende Stevens tilbage i tiden, i et desperat forsøg på at afværge et bombe-angreb på et passagertog. Stevens skal finde terroristen og hvis muligt, desarmerer bomben, men han har kun 8 minutter før toget springer i luften. Så han bliver tvunget til at tage den dødsdømte rejse mange gange. Kan han nå bomben i tide? Hvorfor er det netop ham som har fået missionen? og hvorfor bliver kvinden på toget ved med at kalde ham Sean?
Så med andre ord, så er Source Code en science fiction version af Groundhog Day. En romantisk time-loop film med et fokuseret mål. Det er selvfølgelig ikke helt fair at sammenligne to så forskellige film, men det virker ret passende i dette tilfælde.
Source Code er Duncan Jones’ første big budget blockbuster og det er tydeligt noget helt andet end hans debutfilm, Moon. Source Code besidder på ingen måde dan samme intelligens eller dybde som gjorde Moon til den fremragende og gribende oplevelse som den nu engang var. Source Code har dog stadig en del mere hjerne end de fleste mainstream Hollywood-film uden at det kommer i vejen for evnen til at underholde. Source Code holder spændingen og overraskelsesmomentet kørende gennem den korte, hektiske og præcise spilletid. Det er godt skruet sammen, taler aldrig ned til sit publikum og det eneste som jeg rigtigt kan klandre filmen for er, at Duncan Jones tilsyneladende lider af det moderne Spielberg-syndrom, i det at han ikke rigtig ved hvornår han skal slutte og vedhæfter desværre omkring 30 sekunder for meget i filmens slutning. Det er dog ikke nok til at ødelægge en ellers glimrende biograftur.
Det er ikke kun instruktøren Duncan Jones som klarer sig flot igennem Source Code. Manuskriptforfatteren Ben Ripley, som indtil nu kun har skrevet endelige efterfølgere i Species-serien, formår også på fornem vis at holde filmens mange spor på rette kurs. Source Code er også hjulpet af glimrende præstationer fra de gode skuespillere. Jake Gyllenhaal, Michelle Monaghan og Vera Farmiga leverer alle solide roller og det er kun Jeffrey Wright, som konstant bevæger sig på grænsen til overspil.
Efter den fremragende Moon, slår Source Code for alvor fast, at Duncan Jones er genre-instruktør man skal holde øje med i fremtiden.
Se også: Frequency
Copyright Infringement: Mega Piranha
Instrueret af Eric Fosberg
Skrevet af Eric Fosberg
Med Paul Logan, Tiffany, Barry Williams, David Labiosa, Cooper Harris, Jude Gerard Prest og Jesse Daly
2010 US 92 min. Action / Sci-Fi
[I Copyright Infringement tages der kærligt fat i nogle af de rædselsfulde film som bliver udgivet af studiet The Asylum. The Asylum er kendt for at kopiere kendte blockbuster og tjene en masse hurtige penge på at folk læser titlen forkert. Deres film er også kendt for at være så skod-elendige, at selv Uwe Boll kan se ned på dem og grine.]
Den første film, Mega Piranha, er et samarbejde mellem The Asylum og Syfy Channel.
Hvad har The Asylum kopieret denne gang?
Alexandre Ajas blodbad fra 2010, Piranha 3D, med Elisabeth Shue, Adam Scott, Ving Rhames, Richard Dreyfuss og Christopher Lloyd.
Hvad bruger de deres tyvekoster til?
Menneskeskabte, genmanipulerede dræberfisk går amok. De spreder sig hurtigt gennem de sydamerikanske vande, på vej mod de forenede stater og fordobler deres størrelse hver 36. time. Den amerikanske soldat, Jason Fitch og en lille gruppe forskere er menneskehedens eneste håb mod disse monstre.
Hvordan er resultatet?
Det er, ikke overraskende, himmelråbende elendigt. Det hele har en uigennemtrængelig stank af talentløshed og virker mest af alt, som et fritidsprojekt som en forfejlet filmskoleelev har lavet med sine venner (¤ uden noget af den charme eller sjov som det trækker med sig i eksempelvis Robert Rodriguez’ film). Filmen giver sjældent mening, skuespillet er forfærdeligt og der er dårligt to sidestående scener som hænger sammen.
I et desperat forsøg på at dække over de manglende kvaliteter, arbejder klipperen på overtid. Alting er klippet langt ind i helvede, med klip som aldrig løber længere end et par sekunder, uanede mængder af hurtige kamerabevægelser komplet med fabelagtige “whoosh” lyde og endda fastmotion i bedste Benny Hill-stil. Selv de værste tilfælde af damp, bliver gjort til skamme af Bill Parkers paniske klipperfingre.
Der er nogle skuespillere i, ikk?
Jo, det kan man vel godt kalde dem, hvis man syntes det er for provokerende at kalde dem marionetdukker. Den amerikanske soldat bliver spillet af Paul Logan, der tidligere har været med i så sublime ting som The Asylums The Terminators, Komodo vs. Cobra og sæbeoperaen Days of Our Lives. I Mega Piranha taler han konstant så anstrengt og akavet, at jeg flere gange overvejede om det var eftersynkroniseret.
Filmens anden hovedrolle, marinebiologen Sarah Monroe, bliver spillet af 80’er popstjernen Tiffany. Hun er selvfølgelig ikke en specielt god skuespiller og hun fungerer ikke engang som den obligatoriske “pretty girl” som der jo skal være i en dårlig actionfilm (¤ det er selvfølgelig en smagssag og det kan da godt være at, der er nogen som tænder på gumpe-tunge og hysterisk irriterende, afdankede 80’er tøser).
Hvad med effekterne?
De computergenererede dræberfisk er helt exceptionelt dårligt lavet og minder mest om papfigurer som er klistret på billedet med klar tape. De eksisterer åbenlyst ikke i samme verden som karaktererne og så bliver mange af de samme effektskud endda brugt flere gange i løbet af filmen. Et perfekt eksempel på hvor slemt det står til, er at en af de computer-animerede helikoptere skal på et tidspunkt dreje af og i stedet for at lave dette, bliver billedet bare roteret. Roteret på den måde, at man tydeligt kan se at de bare drejer billedet, inklusive baggrund, skyer og lignende.
Er der slet ikke noget godt?
Hmm…Barry Williams, fra The Brady Bunch, der spiller den amerikanske forsvarsminister er ok, ment på den måde at han i det mindste snakker ordenligt.
Hvad med nogle fun facts?
Vidste du, at huse springer i luften hvis de bliver ramt af store fisk, men hvis man sparker til fiskene sker der ikke noget?
Vidste du, at forskere kan blive usynlige når de har lyst?
Vidste du, at hvis man skriver noget ned på papir, så er det sandt?
Og vidste du, at batterier som du har haft i munden, har mere strøm?
På en skala fra 1 til 10 Uwe Bolls, hvor ligger Mega Piranha så?
På en skala, hvor 10 er på “højde” med en Uwe Boll (Alone in the Dark, BloodRayne, Postal) film og 1 kan sidestilles med et verdensdækkende udbrud af byldepest, ligger Mega Piranha på en solid 2’er.
På GaGa The Movies’ skala er karakteren ikke overraskende:
Film Review: Thor
Instrueret af Kenneth Branagh
Skrevet af Ashley Miller, Zack Stentz, Don Payne, J. Michael Straczynski og Mark Petrosevich
Med Chris Hemsworth, Natalie Portman, Anthony Hopkins, Stellan Skarsgård, Kat Dennings, Idris Elba, Tom Hiddleston, Clark Gregg, Colm Feore, Ray Stevenson, Jaimie Alexander, Samuel L. Jackson og Jeremy Renner
2011 US 114 min. Action / Sci-Fi / Eventyr
“Courage is Immortal”
Superheltefilmene og tegneserieadaptionerne udkommer i et evigt stigende antal. Det er ikke længere blot de store og verdenskendte helte, som Superman, Batman, X-Men og Spiderman, der får millioner af dollars og enorme Hollywood produktioner i deres navn. I den evige søgen efter nye franchises, der kan lokke lommepengene fra de biografgående masser, bliver de mindre kendte “andenrangs” superhelte trukket frem fra gemmerne og får deres egen film. Hvad enten de kan bære det eller ej.
Det bliver sværere og sværere at sælge til det almindelige publikum. Ikke nok med det, så insisterer Marvel på at alle deres film skal hænge sammen og til sidst forenes i en kolossal film under navnet The Avengers. Man går ikke længere i biografen for at se en enkeltstående film, men derimod en karakterpræsentation og en optakt til en stor film ude i fremtiden. Nogle film, som den nye Thor, kæmper mod ekstra forhindringer på vejen ud til publikum. Marvels superhelteversion af den nordiske mytologi, er måske ikke lige kærkommen hos alle som er vokset op med fortællingerne om disse guder.
Thor har meget imod sig, allerede inden det første billede ruller over lærredet. Det store spørgsmål er, om tordenguden kan bære alt dette på hans skuldre og om den mægtige hammer, Mjølner, kan smadre de mange tunge fordomme.
Selvom svaret ikke er et utvetydigt ja, så er Kenneth Branaghs version af Thor, for det meste, en succesfuld og underholdende brik i Marvels store puslespil.
En stor del af æren for at det fungerer så godt som det gør, er at Marvel fortsætter med at fylde deres film med talent, lige som de gjorde med Iron Man, X-Men og Hulk. I Thors tilfælde har man den forholdsvis ukendte Chris Hemsworth (Star Trek, The Perfect Getaway og den kommende Red Dawn remake) i titelrollen og Tom Hiddelston (den britiske version af Wallander og den kommende Steven Spielberg film War Horse) i rollen som Loki, som begge klarer det forbløffende godt, men de er også omgivet af en skare af yderst kompetente skuespillere. I Asgaard udfyldes guderollerne blandt andet af Anthony Hopkins som Odin, Rene Russo som Frigga og Idris Elba (fra The Wire) som Heimdall. På Jorden har man blandt andre den Oscarvindende Natalie Portman, Stellan Skarsgård og Kat Dennings på rollelisten.
Alle leverer gode præstationer, der ofte er langt bedre end materialet. Scenerne i Asgaard er alle storslåede og i formel tone, uden at være unødigt pompøse. Scenerne på Jorden er mere naturlige og ofte ganske humoristiske, i stor del takket være endnu en sød og charmerende præstation fra Kat Dennings. Der er en mærkbar kemi mellem karaktererne og vigtigst af alt, virker det sjældent tvunget.
Bag skuespillerne, ligger en sikker hånd fra Kenneth Branagh i instruktør-stolen. Hvis man blot for et par år tilbage, ville have foreslået at Branagh, en instruktør bedst kendt fra flere filmatiseringer af William Shakespeare, skulle stå bag en stor og dyr superheltefilm, ville man højst sandsynligt blive mødt af latter. Men Branaghs overgang fra drama til actionfilm forløber hovedsagligt smertefrit.
Thor fokuserer mest på karaktererne og historien, men når det så endelig går løs, så er actionscenerne flotte og vel produceret. Slåskampene, de store setpieces og selvfølgelig Asgaard er hovedsagligt bragt til live ved hjælp af computereffekter og selvom det af og til bevæger sig ganske tæt på den frygtede digitale overflod, så er det lykkedes at visualiserer denne alternative verden på effektiv vis.
Det er blevet kastet lys på den ene af årets tre store superhelte-spørgsmålstegn, endda på overraskende positiv vis. Nu kan man vente og se om de kommende Captain America og The Green Lantern film, kan overbevise på samme måde. Man behøver ikke længere at være bekymret for Thor, man kan roligt bestille billet til en tur i biografmørket og gøre klar til et møde med det nyeste medlem af Marvels store superheltefamilie.
Se også: Iron Man
Revisit of the Damned: The Mist
Instrueret af Frank Darabont
Skrevet af Frank Darabont over Stephen Kings historie
Med Thomas Jane, Marcia Gay Harden, Lauren Holden, Andre Braugher, Toby Jones, William Sadler, Jeffrey DeMunn, Nathan Gamble, Alexa Davalos, Chris Owen, Sam Witwer og Frances Sternhagen
2007 US 126 min. Horror / Sci-Fi / Thriller
[Revisit of the Damned er en af de nye features her på siden og fungerer som en counterpart til Destroy My Memories. Revisit of the Damned går, i al sin enkelhed, ud på at gense en film som jeg tidligere har fordømt og se om jeg tog fejl den første gang. En ekstra chance om man vil.]
Det sker af og til, at man går ind til en film med fuldstændig malplacerede forventninger. Om det så er fordi at filmen er solgt forkert af dens marketing, ens egne forvirrede over-bevisninger eller en helt tredje ting. Hvis man er offer for dette, så er det næsten umuligt at ryste af sig og der er nærmest garanti for at filmen aldrig rigtig falder i hak for en.
Stephen Kings The Mist er, for mig, et perfekt eksempel på dette. Jeg gik ind til The Mist med forventningerne om en moderne monsterfilm og det er filmen på ingen måde. Som resultat hadede jeg filmen og det eneste jeg kunne lide var stort set slutningen. Jeg forsøgte herefter ihærdigt at glemme filmen, men den blev ved med at dukke op i samtaler, podcasts og lignende. Den var som en slem sygdom som man aldrig helt kan komme af med.
Med tiden blev jeg træt af at man blev ved med at høre om den og besluttede mig derfor, som en del af Revisit of the Damned, langt om længe at gense filmen. Jeg gav filmen de bedst mulige omstændigheder, ved at se Frank Darabonts directors cut og i sort/hvid som oprindeligt var Darabonts vision. Efter gensynet er en ting åbenlys og den korte version er, at jeg tog fejl. Hør godt efter, kære læser og internettet generelt, for det er ikke noget som jeg anerkender ofte. Jeg tog fejl. Den lange version er, at der er mange ting at hente her.
Efter et voldsomt uvejr, indhylles en lille by i Maine af en altdækkende tåge. En gruppe af byens folk søger tilflugt hos den lokale købmand. Heriblandt kunstneren David Drayton (spillet af Thomas Jane) og hans søn (Nathan Gamble), hans bitre nabo Brant (Andre Braugher), skolelæren Amanda (Laurie Holden), den religiøse Mrs. Carmody (Marcia Gay Harden) og tre soldater på orlov. Den trykkende uvished tager hårdt på de indespærrede beboere og restløsheden spreder sig hurtigt. Nogle få trodser tågen og bevæger sig ud i det ukendte, men det viser sig hurtigt at dette ikke er nogen almindelig tåge og at noget fremmed ligger på lur. Beboerne må nu kæmpe for at overleve det ukendte men samtidig være på vagt hvad den spredende frygt kan gøre ved de folk omkring dem.
The Mist er en hyldest til de klassiske creature features fra 40erne og 50erne. Den dertil passende sort/hvide visuelle side er både stemningsfuld og utrolig stærk. Det virker ganske enkelt fremragende og jeg ville ønske at flere moderne film ville gøre brug af de monokrome billeder som et kunstnerisk valg. Det blev blandt andet brugt med stor succes i Luc Bessons Angel-A, Jim Jarmuschs Coffee & Cigarettes og Coen brødrenes The Man who wasn’t There. Det er ikke en mangel på farver, men en effektiv tilføjelse af tone.
Gruen er krybende og spændingen bygges grundigt op. Filmens computereffekter, som var et af mine store problemer da jeg så filmen første gang, virker meget bedre i sort/hvid og passer godt ind i filmens stil. Jeg vil selvfølgelig stadig ønske at de havde benyttet sig mere af praktiske effekter, men sådan har jeg det med de fleste film og det er ikke længere en hæmsko for The Mist. De ukendte væsner er, når man endelig ser dem, kreative, faretruende og ganske flot lavet.
Det er dog ikke monstrene som er det vigtige, men derimod karakterne. Det brogede persongalleri er fyldt med interessante og veludviklede karakterer. Det ville selvfølgelig ikke betyde meget, hvis skuespillerne ikke var klar på opgaven, men heldigvis sætter hele castet deres bedste fod forrest. Mit største problem, den første gang, var den religiøse og jævnt sindssyge Mrs. Carmody, spillet af Marcia Gay Harden. Jeg hadede hende som pesten. Denne holdning er vendt 180 grader. Jeg hader hende stadig, men det er nu til filmens fordel. Hun er dog ikke den eneste som spiller fremragende, der er også godt spil fra Thomas Jane, Andre Braugher, Toby Jones og den evigt pålidelige karakterskuespiller William Sadler.
Filmens slutning, som var det eneste jeg kunne lide den første gang, var noget af det bedste og mest overraskende i mands minde. Det er den stadig, selvom at jeg ved hvad der kommer, så er det et utrolig stærkt og følelsesmæssigt udmattende punktum for en fantastisk film.
Så der har du det, jeg tog fejl og er lykkelig for det. Alle tager fejl en gang i mellem, nogen mere end andre, det er vel at mærke derfor at jeg lavede denne artikelserie. Jeg slutter hermed af med den varmeste anbefaling af The Mist, så længe at man sparer farverne på sit fjernsyn og ser den rigtige version.
2008 Karakter: 3/10
2011 Karakter:
Film Review: Battle: Los Angeles
Instrueret af Jonathan Liebesman
Skrevet af Christopher Bertolini
Med Aaron Eckhart, Michelle Rodriguez, Cory Hardrict, Ne-Yo, Bridget Moynahan, Adetokumboh M’Cormack, Michael Peña og Ramon Rodriguez
2011 US 106 min. Sci-Fi / Action
Som en science fiction-hungrende filmentusiast, har de sidste par år været ganske gavmilde. Det er blevet populært at lave sci-fi igen og ikke nok med det, så har kvaliteten været overraskende høj. Alene indenfor de sidste to år har vi fået intelligente og vellavede film som blandt andet Star Trek, Monsters, Moon, The Girl who Leapt Through Time, Timecrimes, Cold Souls og ikke mindst District 9 og Inception som var blandt årets bedste i henholdsvis 2009 og 2010. Fremtiden ser også ret lys ud med Super 8, Cowboys & Aliens og Hunger Games i horisonten. Det har dog ikke været en lutter dans på roser, fordi selvom vi har fået gode film, så har vi også fået elendige film som Transformers: Revenge of the Fallen, Repo Men, Surrogates, Gamer og Skyline. Jeg kan berolige med at Battle: Los Angeles, på ingen måde er lige så slem som de sidstnævnte, men den placerer sig dog solidt i den intetsigende middelmådige del af skalaen.
Battle: Los Angeles er sci-fi junk food med Michael Bay smag. Det er blottet for nærende indhold af nogen art, det er helt igennem smagsløst og så er det lige så dumt som pap. Det er larmende macho militær-affald, så man forventer selvfølgelig ikke intelligent dialog, historie eller karakterer, men det er set tonsvis af gange før og det virker dummere end normalt.
Aaron Eckhart spiller Sgt. Michael Nantz, som er blot dage fra pension da rumvæsnerne invaderer. Helt ærligt, det er tæt på den ældste kliché i bogen. Han har desuden en meget kontroversiel mission bag sig, som gør at han skal bevise sig overfor den unge og brogede deling han træder ind i. Den omtalte deling, virker mere som en tjekliste for krigsfilm-klichéer end som levende karakterer. Denne simple idioti stopper ikke ved persongalleriet, den borer sig dybt ned i filmens grundlignende struktur, hvor den forvolder langt større problemer.
For at undgå at beskrive, hele den nærmest uendelige lange liste af fortællingsmæssige problemer som filmen har, så nøjes jeg bare med at nævne en af de værste. Det amerikanske militærs grundlæggende strategi er at man med fordel kan fokusere al energi på de invaderende rumvæsners tropper på jorden, fordi at de ikke har nogen flyvende styrker. Den strategi er så himmelråbende åndssvag, at filmen aldrig kan rejse sig fra det igen. Rumvæsnerne har ikke blot et hav af kraftfulde flyvemaskiner, men de kommer jo per definition også fra rummet. Lad os lige tage den igen, invasionsstyrken har intet flyvevåben men de er fløjet hertil fra det ydre rum. Nu må I kraftedeme tage jer sammen, manuskript-forfattere fra Hollywood.
Men hvis man kan leve med det, så kan man sikkert også leve med den kvalme som jeg fik hver anden gang en karakter åbner munden. Eckhart kalder blandt andet en lille dreng, som lige har mistet hans forældre, den modigste soldat han nogensinde har mødt. Man sidder tilbage med det simple ønske, at den larmende lydside i det mindste kunne overdøve dialogen.
Battle: Los Angeles er alt i alt, en stor dum science fiction film, som heldigvis er en del bedre end sidste års Skyline, men den er stadig langt fra god. Hvis man vil slå hjernen fra og lade sig invadere af stupiditet, øredøvende lyd og middelmådige computereffekter, så er Battle: Los Angeles et ok valg. Jeg kan dog ikke anbefale det.
Se i stedet: District 9
MMX: Best Sci-Fi or Adventure
Runners up: Book of Eli, Cold Souls, Timecrimes og Monsters
Fantasifulde eventyr i fremtiden eller fortiden, hvad enten der er om rumvæsener, drager eller noget helt tredje, er altid kærkommende. Filmåret 2010 var atter domineret af science fiction og det er skam ikke fordi at jeg ikke kan lide eventyr og fantasy, men med udgivelser som Clash of the Titans, Percy Jackson and The Olympians: The Lightning Thief og The Sorcerer’s Apprentice er det måske logisk nok at de ikke er at finde på nogen top-liste.
I mangel på nok westerns sidste år til at de kunne få deres egen kategori, sniger der sig en lille en af slagsen ind her. Hughes brødrenes Book of Eli var en post-apokalyptisk western af den bedste slags med Denzel Washington som ørkenvandrenen og Gary Oldman som den onde bandeleder. Den klassiske western-scenografi er også i fuld effekt her. Mængden af science fiction der bliver brugt i Cold Souls er underspillet men det er stadig en yderst vigtig brik i historien om Paul Giamatti der får fjernet sin sjæl i håb om at blive en bedre skuespiller. Det er endnu en stærk præstation fra den altid pålidelige Giamatti og et interessant koncept. Timecrimes er den bedste low-budget tidsrejse film siden Primer, den er helt nede på jorden men det betyder ikke at slipper for at bruge hjernen, heldigvis. Historien bag kameraet på Monsters er mere interessant end de fleste film. Instruktøren og special effects skaberen Gareth Edwards lavede Monsters for omkring 15.000 dollars, stod selv for computereffekterne og skuespillerne improviserede de fleste af deres linjer. Det hjælper selvfølgelig at filmen er blevet en spændende road movie med fremragende skuespil fra de to hovedroller.
Christopher Nolan slog, med Inception, sig fast som en af de bedste mainstream instruktører Hollywood har at byde på. En big budget science fiction film der var intelligent, ambitiøs, kreativ, flot og så var den fyldt med fremragende skuespillere. Kære producere, bare giv Nolan en blank check og så hold jer væk, tak.
Film Review: TRON: Legacy
Instrueret af Joseph Kosinski
Skrevet af Edward Kitsis og Adam Horowitz
Med Jeff Bridges, Garrett Hedlund, Olivia Wilde, Bruce Boxleitner, James Frain, Beau Garrett, Michael Sheen og Cillian Murphy
2010 127 min. US Action / Science Fiction
“The Game Has Changed”
Nostalgi er en farlig ting. Den originale TRON fra 1982 havde en rimelig markant plads i mine minder fra min barndom. Jeg huskede den som en underholdende science fiction film med fantastisk flotte effekter. Efter at have genset den for nylig, her knap 30 år efter udgivelsen, er dette dog ikke længere tilfældet. Filmen er meget langsom og faktisk ganske kedelig, det tager eksempelvis en god halv time inden man kommer ind i computerverdenen, noget som jeg huskede som stort set hele filmen. Når man så endelig kommer ind i computerverdenen, var effekter langt fra så gode som min hukommelse havde fået mig til at tro. Selv med sin alder taget i betragtning, er effekter ikke synderligt imponerende, underordnet hvor svært det har været at lave. Det hele er mudret, fladt og på grænsen til at være decideret grimt.
Man kan derfor godt undre sig over hvorfor Disney har valgt at fortsætte en historie fra en film, der for det første ikke var specielt god og for det andet ikke er velkendt for den nuværende generation af biografgængere. Yderligere, hvis rygterne taler sandt, så har Disney faktisk undladt at sende en planlagt Blu-Ray på gaden, alene for at det unge publikum ikke skulle se hvad TRON i virkeligheden var og efterfølgende blive væk fra biograferne. Det er alt sammen rimeligt ligegyldigt, nu når filmen er udkommet, så er det langt større og vigtigere spørgsmål om Disney har formået at opgradere historien til et publikum der hovedsagligt ikke ved hvad en arcadehal er?
Svaret er både ja og nej, for selvom man tydeligt har forbedret nogle elementer, så har TRON: Legacy mere til fældes med sin forgænger end man umiddelbart skulle tro.
Tyve år efter hans fars mystiske forsvinden, modtager Sam Flynn et kald om hjælp fra den for længst lukkede Flynn’s Arcade. Han undersøger stedet og finder hans fars hemmelige kontor. Han tørrer støvet af en efterladt computer som overraskende stadig virker og pludselig bliver han trukket ind i den digitale verden hvor hans far har været fanget de sidste to årtier. Den kunstige intelligens CLU har overtaget det hele og Kevin Flynn er blevet isoleret i en afsidesliggende bygning. For at redde hans far og komme tilbage til virkeligheden, må Sam, Kevin og kriger-programmet Quorra kæmpe sig tværs gennem den digitale verden og CLUs tropper for at nå den hurtigt lukkende udgang. 
Allerede fra starten bliver et af filmens største problemer hurtigt tydeligt, i det at Garrett Hedlund i hovedrollen som Sam Flynn på intet tidspunkt er overbevisende. Han har tidligere været med i Four Brothers, Friday Night Lights og Eragon, ens for dem alle er at han bare ikke er en særlig god skuespiller. Han er dog ikke det eneste skuespillermæssige-problem, fordi den ellers så pålidelige Jeff Bridges er næsten på kronisk autopilot gennem hele filmen og så har man endda hele to Bridges at se på. Filmen skifter mellem en mild version af Jeff Bridges som The Dude i The Big Lebowski og en ung digital version. Den computer-genererede version af Jeff Bridges ligger konstant i den frygtede “uncanny valley” og det virker simpelthen ikke. Det er meget muligt at det er det bedste digitale menneske nogensinde og det er det bedste at teknologien kan klare på nuværende tidspunkt, men så skal denne teknik bare holdes i skabet indtil det fungerer. De resterende skuespillere klarer sig lidt bedre. Olivia Wilde er udmærket som den smilende kriger Quorra. Bruce Boxleitner, Cillian Murphy og Michael Sheen er også ok i de små roller de har fået. 
Nu kan det godt lyde som om at jeg hadede TRON: Legacy, det er dog ikke sandt og det er på grund af to ting. TRON: Legacy er i mine øjne kun design og soundtrack men de to ting er til gengæld intet mindre end mesterlige. TRONs velkendte stil er blevet forenklet til et meget renere look og det er en fryd at se på. Actionscernerne er skarpe og flotte, samtidig er den obligatoriske 3D for en gangs skyld brugt på effektiv vis. I baggrunden ligger Daft Punks eminente soundtrack og det passer som fod i hose til filmen. Det er et af de bedste soundtracks i lang tid.
TRON: Legacy er en efterfølger der skuffer og fornøjer i næsten lige dele, men en ting er sikker: Det er et stort, dumt men flot spektakel der fortjener at blive set på det store lærred.
Se også: Immortel (ad vitam)
6/10 (6)
Film Review: Monsters
Instrueret af Gareth Andrews
Skrevet af Gareth Andrews
Med Whitney Able og Scoot McNairy
2010 England 94 min. Sci-Fi Drama
“Now, It’s Our Turn to Adapt”
Hollywoods store PR-maskine var hurtig til at vise Monsters som en film i stil med de mange nyere alien invasion film som District 9, Cloverfield og de to kommende Skyline og Battle: Los Angeles. Det er et af bedste eksempler på den vildledning og generel fejl repræsentation, der er blevet normen for trailers nu til dags. Monsters er ikke rigtig sammenlignelig med disse film. Der er selvfølgelig aliens, men det er overhovedet ikke det der er filmens fokus. Det er dybest set, en roadmovie om to fremmede mennesker på en lang rejse og at der så er rumvæsner i periferien, er mest af alt en katalysator for historien. Hvis man allerede står af der og ikke syntes det lyder interessant, så er du kære læser (¤ ja, dig personligt) skyld i at trailers hovedsaglige formål er blevet at sælge et produkt der ikke eksisterer (¤ mange tak skal du have). Hvis man derimod stadig er med, så er Monsters en speciel og interessant science fiction film.
Seks år efter en fremmed livsform landede i Mexico, har det amerikanske militær indespærret det ukendte i en enorm karantæne-zone der dækker størstedelen af grænselandet mellem USA og Mexico. En freelance fotograf påtager sig opgaven, at hente en rigmandsdatter der er standet i Mexico. Da deres rejseplaner slår fejl, finder de sig tvunget til at rejse alene gennem karantæne-zonen imod den amerikanske grænse.
Gareth Andrews har efter sigende lavet Monster for den minimale sum af 15.000 dollars og det kan kun kaldes noget af en bedrift. Filmen er flot, stemningsfyldt og effekterne er på ingen måde dårligt lavet. Han har også forstået at bruge kamera og lys til at antyde, i stedet for at vise, hvilket blandt andet var med til at gøre Ridley Scotts Alien så effektiv som den var. Det ville dog alt sammen være ligegyldigt, hvis de to altdominerende hovedroller ikke var i stand til at bære opgaven, men det er de heldigvis og mere til. De to ukendte skuespilleres (Whitney Able og Scoot McNairy) roller er rent faktisk så dominerende, at de er de eneste der er krediteret på rollelisten. Der er selvfølgelig andre mennesker med i filmen, men de to optager 75-80% af filmens spilletid og de er ikke blot gode, de er decideret fremragende. De har en stor del af æren for at filmen føles troværdig, jordnær og gribende til trods for den noget fantastiske præmis. 
Monsters er en nærværende, anderledes og yderst gribende science fiction film som fortjener at blive set af et bredere publikum. Den er perfekt til filmelskeren der forventer noget andet og mere af sin sci-fi end bare de normale Hollywood klichéer. Man skal bare ikke lade sig snyde af traileren, for det er ikke hvad filmen er.
Se også: Cloverfield
8/10 (7)
