Destroy My Memories: Mutronics a.k.a. The Guyver
Instrueret af Screaming Mad George og Steve Wang
Skrevet af Jon Purdy over Yoshiki Takayas historie
Med Mark Hamill, Jack Armstrong, Vivian Wu, Michael Berryman, Peter Spellos, Spice Williams, Jimmy Walker, Johnnie Saiko og Jeffrey Combs
1991 92 min. US / Japan Sci-Fi / Action
[Destroy My Memories er en af de nye features her på siden og fungerer som en counterpart til Revisit of the Damned. Destroy My Memories går ud på, at jeg går tilbage og genser en film som jeg godt kunne lide da jeg var yngre, for at se om den stadig holder. En smertefuld og potentielt ødelæggende måde at revurderer sin barndom på. Sådan bare for sjov.]
Da jeg var dreng, var jeg en stor fan af Manga. Jeg så i det hele taget enormt meget japanske anime og alverdens obskure science fiction serier i min barndom og tidlige ungdom. Manga produktioner som Appleseed, Macross Plus, Street Fighter II: Animated og Ninja Scroll var store favoritter i hjemmet og stod aldrig langt fra videomaskinen. Men der var en serie der fangede mit hjerte mere end nogen af de andre og den serie var Hiroshi Watanabe og Yoshiki Takayas Kyôshoku Sôkô Guyver, bedre kendt som Guyver: Bio-Boosted Armor. Den var ultravoldelig, fyldt med crazy monstre og havde en sej helt. Det var dengang hvor jeg stadig kunne acceptere tegnefilm der kun var lavet med 8 frames i sekundet i stedet for 24 og næsten ingen detaljer havde i billedet. 
Jeg var derfor ellevild da jeg så Jakob Stegelmann snakke om Mutronics: The Movie i Troldspejlet. Mutronics var den amerikanske filmatisering af Guyver-serien og den så intet mindre end fantastisk ud. Den blev straks købt hjem og jeg satte mig forventningsfyldt til rette foran flimmeren. Det var lige hvad jeg havde ønsket mig. Vilde monster-kostumer, blodige kampscener og så havde den ham der Mark Hamill fra Star Wars-filmene. Jeg var en lykkelig lille knægt og filmen blev set igen og igen. Nu, så mange år efter, vandre jeg atter tilbage gennem minderne for at gense denne elskede perle fra barndommen. Holder filmen stadig eller er nostalgien i sandhed blindende?
Svaret er et klokkeklart nej, filmen holder på ingen måder. Hvad er det dog jeg har gjort? My childhood is ruined! Ruined I say! Filmen er et overflødighedshorn af tænderskærende elendigt skuespil, pinlige effekter, rædselsfuld klipning og en generel mangel på alt der kan forstås som filmisk talent. Det omtalte skuespil er værst når Vivian Wu er på skærmen, kvinden kan ikke tale engelsk og hun får med lethed den ellers middelmådige skuespiller Mark Hamill til at virke som en mester af hans profession der burde vinde oscar-statuetter fra nu af og til dommedag. Effekterne er skrækkelige og den eneste grund til at man ikke kan se lynlåsen på de forfærdelige plastik monster-kostumer, er fordi det ikke er i HD. Grunden til at jeg har sat klipningen som et punkt for sig selv, er fordi at filmholdet insisterer på at hver eneste gang der skiftes fra en scene til en anden skal det signaleres med en lille jingle og et wipe-cut der ville gøre selv George Lucas rød i hovedet. Alene at filmen langt fra er så god som jeg husker, trak en masse pinefulde rødder op i min barndom men hvad værre er, så har den dvd-version jeg så af filmen været under tung censur. Der er ikke noget blod længere, volden er kraftigt nedtonet og i stedet er der indsat flere scener med det “humoristiske” sorte og rappende monster, der nærmest er en prototype af Jar Jar Binks.
Mutronics var en svær film at komme igennem og den har ændret mit syn på flere ting i mine unge år, men intet er dog så dårligt at det ikke er godt for noget. Filmen er underholdende fra et Mystery Science Theater 3000-agtigt synspunkt og for en gangs skyld vil jeg bede Hollywood om hjælp. Mutronics er et af de tilfælde hvor en remake med den rette instruktør og 100 millioner dollars kunne blive til en fantastisk film. Make it happen, Robert Rodriguez.
Mutronics var en flyvende start på Destroy My Memories, idet at filmen er et perfekt eksempel på hvad artikel-serien handler om. Jeg havde dog ikke regnet med at det ville gøre så ondt, jeg går bare herover i hjørnet og ligger mig til at dø…
Karakter 1993: 8/10 (formodet, jeg gav ikke karakterer på det tidspunkt)
Karakter 2010: 2/10
Film Review: Jonah Hex
Instrueret af Jimmy Hayward
Skrevet af Mark Neveldine, Brian Taylor og William Farmer over tegneserien fra DC Comics
Med Josh Brolin, John Malkovich, Megan Fox, Michael Fassbender, Will Arnett, Michael Shannon, Wes Bentley, Aidan Quinn og Jeffrey Dean Morgan
2010 80 min. US Western / Action / Sci-Fi
Nogen gange spredes rygter og dårlig omtale som en steppe-brand, allerede inden en film kommer i biografen. Ren erfaring har lært os, at det på dette tidspunkt er fornuftigt at nedsætte ens forventninger betragteligt og forberede sig mentalt på en filmisk fiasko. Intet kan dog forberede en på den kolossale mængde af elendighed Jonah Hex stiller for døren.
Filmatiseringer af tegneserier bruger ofte store mængder af spilletidens dyrebare minutter på, at fortælle deres respektive heltes baggrundshistorie. Dette kan tage alt fra adskillige minutter til stort set det hele af heltens første film. Thomas Jane versionen af The Punisher spilder 40 minutter på at fortælle den simple historie, at han vil have hævn fordi hans familie bliver slået ihjel. Mens andre nye tegneserieadaptioner så som Iron Man og Batman Begins bruger næsten hele filmen på at sætte ting på plads, men de gør det på en interessant og medrivende måde. I Jonah Hex forsøger man at fortælle hele optakten under titelsekvensen, hvilket ville have været en rar ting hvis det ikke havde været for det faktum, at det er vist ved hjælp af en ubegribeligt talentløs montage og filmen ikke stoler på at man har set starten og derfor føler sig tvunget til at vise flashbacks til begyndelsen flere gange under-vejs.
Mark Neveldine og Brian Taylor (Gamer, Crank I og II) har skrevet manuskriptet og det var også meningen at de skulle instruere men de forlod projektet på grund af kreative uenigheder. Med andre ord, de fik ikke lov til at lave den film de ville og studiet hev Jimmy Heyward, hvis eneste credit til hans navn er den animerede Horton Hears a Who, ind for at lave reshoots og få en færdig film i biograferne. Jeg kan ikke lide Neveldine og Taylors sindssyge og overgearede stil men det ville med garanti have været en bedre film med dem bag kameraet. Resultatet af dette split, reshoots og studieindblanden er en film der er klippet langt ind i helvede. Intet giver mening, intet hænger sammen og selv om filmen kun varer 80 minutter inklusive titelsekvens og rulletekster, er det stadig ulideligt lang tid.
Det tætpakkede cast er fyldt med talentfulde skuespillere, som Josh Brolin, Michael Fassbender, Jeffrey Dean Morgan, Michael Shannon og John Malkovich, men de er alle spildt. Især er det bittert at se Josh Brolin, der har lavet den ene fremragende film efter den anden de sidste par år, stå hjælpeløst tilbage mens alting falder sammen omkring ham. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg længe har ønsket at Megan Fox ville holde op med at lave film og Jonah Hex gør bestemt ingenting for at ændre den holdning. Til trods for at hun står nummer to på rollelisten og er vist på plakaten, er hun faktisk ikke ret meget med i filmen, hun formår dog stadig at være totalt uinspireret i de få scener hvor hun er med. Der opstår imidlertid et andet problem vedrørende hende i løbet af filmen. Jeg så filmen i 1080p HD og hvor eksempelvis Josh Brolin står knivskarpt i billedet, virker Megan Fox konstant ude af fokus. Det er der tre mulige grunde til: Enten 1. Hun er i sandhed det yngel af Satan, som jeg sætter hende op til at være og den moderne teknologi kan simpelthen ikke se hende. 2. Kameramænd og lysfolk på settet har ingen anelse om hvad de laver eller 3. Hendes hud er bogstaveligt talt så ren, at der bare ikke eksisterer nogen detaljer som kameraet kan opfange. Hvad svaret end er, så er det under alle omstændigheder voldsomt irriterende.
Jonah Hex var meget værre end frygtet og kan på ingen måde anbefales til nogen som helst, selv ikke som en hadegave til ens værste fjende, ingen fortjener denne smertefulde oplevelse.
Se i stedet: Constantine
0/10 (4)
Anti-Hollywood Week: Los Cronocrímenes
Timecrimes
Instrueret af Nacho Vigalondo
Skrevet af Nacho Vigalondo
Med Karra Elejalde, Candela Fernández, Bábara Goenaga, Nacho Vigalondo, Juan Inciarte og Miguel Ángel Poo
2008 92 min. Spanien Sci-Fi / Thriller
“A Trip Back in Time from the Present to…”
Størstedelen af alle film er fuldt ud tilfredse med at forære seeren alt, skære alting ud i pap og udpensle enhver detalje. Det er bare ganske rart, som et normalt tænkende menneske, en gang imellem at blive udfordret og til tider selv tage stilling til ting. Det bliver ekstra interessant, når film tør at skille sig ud fra mængden, ved at være direkte udspekulerede og tvinger de små grå på overarbejde. Historier der snor og vrider sig så meget at man er nød til at være fokuseret bare for at følge med og hvis der så yderligere bliver smidt tidsrejsen i blandingen, så er det at det for alvor bliver spændende. Intelligente genre-film som Primer, Memento, The Nines og nu Los Cronocrímenes er blot et par eksempler på at film ikke behøver at være mindless entertainment.
Hector og hans kone Clara er et ganske almindeligt ægtepar, der lige er flyttet i et nyt hus på landet. Mens Hector sidder at slapper af og kigger ud i skoven gennem hans kikkert, får han pludselig øje på en nøgen kvinde i den nærliggende skov. Han beslutter sig for at undersøge nærmere, finder pigen død og bliver, som ud af ingenting, jagtet af en maskeret mand. Jagten ender ved et tilfælde i en halvfærdig tidsmaskine som sender Hector en time tilbage i tiden. Kan dette hjælpe Hector til at redde den nøgne kvinde fra den maskerede mand og rette op på situationen eller er der mere på spil?
Debuttanten Nacho Vigalondo har skabt en unik og vidunderligt kompliceret hjernevrider. Det starter stille og roligt ud men inden længe skal man holde godt fast for ikke at falde af i svinget. Der leges hele tiden med fortælleteknikkens rammer men også seerens skrøbelige forestilling om hvad der helt præcist foregår. Karra Elejalde spiller den flersidede hovedrolle med en passende blanding af desperation og hjerte. Vigalondo har givet Timecrimes et gammeldags udseende og en beskidt stil (¤ og her kan jeg nemt fremstå som en idiot, hvis det ikke er med vilje fra Vigalondos side og kun er et produkt af filmens lave budget) som får filmen til at føles som en hidtil uset kultfilm der ved et tilfælde fangede ens opmærksomhed nede i den lokale videobutik dengang i VHS-dagene. En helt speciel og fantastisk oplevelse, der kræver at man har tændt for hjernen inden man går i gang.
Hvad har jeg lært om det pågældende land? Der er så megen tillid til praktikanter i Spanien, at man uden tøven efterlader en alene med en prototype tidsmaskine. Man behøver ikke at have model-like good looks for at være skuespiller i Spanien.
Har filmen ændret min holdning til Hollywood? Timecrimes viser at man godt kan gøre en simpel historie mere kompliceret ved at tilføje intelligens og dybde. Hollywood viser gang på gang, at man sagtens kan gøre en simpel historie endnu mere simpel ved at forklare alt i detaljer til seeren.
Se også: Triangle
9/10 (8)
Anti-Hollywood Week: Chernaya Molniya
Black Lightning
Instrueret af Dmitriy Kiselev og Aleksandr Voytinskiy
Skrevet af Dmitriy Aleynikov og Aleksandr Talal
Med Grigoriy Dobrygin, Ekaterina Vilkova, Viktor Verzhbitskiy, Valeriy Zolotukhin og Ivan Zhidkov
2009 101 min. Rusland Sci-Fi / Action / Komedie
Tilbage i 2004, startede Timur Bekmambetov noget helt specielt med Night Watch og bragte det kolde Rusland til et stort publikum. Før det, var det højst sandsynligt meget begrænset hvor mange russiske film den almene biografgænger havde set og selvom jeg har set mange film, så er det kun 4-5 russiske film der er sluppet igennem. Efter efterfølgeren, Day Watch i 2006, tog han til USA og lavede den flotte og underholdende actionfilm Wanted med Angelina Jolie og James McAvoy i hovedrollerne. Nu er han så vendt tilbage til hjemlandet og står som producer på endnu en fantasifuld action-hybrid i form af Black Lightning.
Dima er en fattig og lettere overset ung mand. Hvor hans skolekammerater kører rundt i dyre biler og snakker i smarte telefoner, må han nøjes med at stå i baggrunden og se på. Endelig en dag får han en bil af hans far, dog ikke det smarte eksemplar han havde håbet på, men derimod en gammel skrammelkasse. Ikke tilfreds med den status han har, beslutter han sig for at tjene penge til at ændre dette ved at bringe blomster ud. Under en almindelig arbejdsdag finder han pludselig skrammelkassens skjulte kvaliteter, den kan flyve, hvilket gør blomster-levering en del nemmere og hurtigere. Det hele går godt, lige indtil der sker noget forfærdeligt ved Dimas familie. Dette fungere som katalysator for at Dima vil bruge bilens evner til at hjælpe andre. Black Lightning er derved født.
Ligesom Bekmambetovs Watch-serie, er Black Lightning en blanding af mange forskellige elementer. Der er lidt af Spiderman, Transformers og Back to the Future blandet med russisk drama og humor. Der er rent faktisk så meget der minder om andre film, at noget af det begynder at virke en anelse uinspireret. Black Lightning er, til trods for den store mængde af lånte idéer, en flot og underholdende film med sin egen charme. Skuespillerne gør det godt og effekterne er ganske udmærket, man skal bare ikke forvente noget banebrydende.
Hvad har jeg lært om det pågældende land? Efter at have set Black Lightning, er der et par ting jeg ikke vidste før. Tilsyneladende er der en blomstrende Inter Flora organisation i Rusland, da der åbenbart er så mange folk der skal have bragt blomster ud, at der er grundlag for stor konkurrence på markedet. Derudover er det, i følge denne film, fuldt ud normalt at sige personers fulde navn hver eneste gang man taler til dem, hvilket virker en smule underligt.
Har filmen ændret mit syn på Hollywood? Ikke rigtig, da dette stort set er en Hollywood blockbuster, bare på russisk. Vel at mærke, en god blockbuster men ikke noget specielt.
Se også: Nochnoi Dozor [Night Watch]
7/10 (6)
Film Review: Inception
Instrueret af Christopher Nolan
Skrevet af Christopher Nolan
Med Leonardo DiCaprio, Joseph Gordon-Levitt, Ellen Page, Marion Cotillard, Tom Hardy, Ken Watanabe, Dileep Rao, Cillian Murphy, Tom Berenger, Pete Postlewaite, Michael Caine og Lukas Haas
2010 148 min. US Sci-Fi / Action / Thriller
“Your Mind is The Scene of the Crime”
Christopher Nolan er en af de få ægte tryllekunstnere tilbage. En mester af illusioner. Han ligger en ære i at lege med publikums tanker og det bliver gjort med udsøgt teknisk og visuelt talent. Det ældgamle tryllekunstner trick, hvorved publikums øjne bliver vildledt med den ene hånd alt imens det i virkeligheden er i den anden hånd at alting sker. Det er et trick som Nolan har brugt mange gange og det bliver altid udført med en sjælden elegance, i modsætning til mange af de andre der forsøger dette i Hollywood, så er det ikke bare for at få et desperat twist ind i filmen. Alle Nolans små vildledninger og fortællemæssige tricks er altid understøttet af historien, altid gennemtænkt og drager publikum til at tænke over hvad det er de ser. Hvilket er noget der ikke kræves af ret mange film nu til dags.
Hans tidligere film, Memento, Insomnia og The Prestige (¤ skal lige hurtigt nævnes at jeg ikke har set hans debutfilm, Following, en fejl som der snart bliver rådet bod på), er alle intelligente og komplekse fortællinger som indeholder meget mere end det der lige ligger på overfladen. Selv hans to tegneserie-adaptioner, Batman Begins og The Dark Knight, bragte en intelligens, intensitet og styrke til superhelte som man ikke var vant til. The Dark Knight især, er ikke “blot” en fremragende tegneserie-filmatisering men også en rigtig god film og har næsten alene ændret genren til det den er i dag. Nolans eminente filmiske og fortællemæssige egenskaber gør, at han konstant overrasker og forundrer. Dette er bestemt ikke mindre sandt med Inception.
Med Inception har han måske lavet sin bedste film, hvilket siger en del når man tager de ovennævnte titler i betragtning. På samme tid er filmen, overraskende nok, meget mindre en gåde set i forhold til Memento eller The Prestige. Når det er sagt, så er det ikke fordi det ikke er en mindbending og kompleks film, for det er det i allerhøjeste grad og det ville også være svært andet i en film der hovedsagligt foregår i, ikke bare en drøm men, flere lag drømme. Det er jeg mener, er at selvom filmen hopper ind og ud af drømme, på forskellige tider og steder, så er Inceptions verden og regler så velfortalte og realiseret at der er intet der virker malplaceret, ulogisk eller urealistisk i historien. Som Cobb (Leonardo DiCaprio) siger i filmen: “Dreams feel real while we’re in them. It’s only when we wake up that we realize something was actually strange.” Det er en af de bedst fortalte og udførte science fiction film i meget lang tid.
Visuelt træder Nolan og fotograf Wally Pfister heller ikke en fod forkert. De to har arbejdet sammen de sidste ti år og dette samarbejde bliver kun bedre film for film. Inception er en smuk visuel perle, blanding af Pfisters fantastiske cinematografi og drømmenes pragtfulde effekter er perfekt. Samtidigt er det akkompagneret af et bombastisk og superb score fra Hans Zimmer. Som om det ikke var nok, så er det talentfulde og stjernebesatte cast fremragende hver og en. Leonardo DiCaprio fortsætter et fantastisk år (efter Shutter Island) og han bliver fornemt bakket op af stærke præstationer fra bl.a. Marion Cotillard (Public Enemies), Ken Watanabe (Batman Begins), Cillian Murphy (28 Days Later), Tom Hardy (Bronson) og ikke mindst GaGa The Movies’ yndling Joseph Gordon-Levitt (Brick).
Og til dem der er nervøse for at det er en tung, plotdreven film hvor der ikke sker noget, så kan de ånde lettet op. Nolan har fyldt Inception med masser af kreative actionscener, man får biljagter, gun-fights og selv en kampscene uden tyngdekraft. Alt sammen udført med bravur og adrenalinpumpende intensitet. Det sniger sig oveni hatten også lidt humor ind hist og her.
Inception er en intelligent, original og spændende science fiction film og en oplevelse man bestemt ikke må gå glip af, hvis man bare er det mindste filminteresseret. I en tid med et hav af remakes og sequels giver Inception en indikation af at Hollywood ikke kun er besat af idioter. Se Den!
Se også: The Matrix
10/10 (9)
Film Review: Repo Men
Instrueret af Miguel Sapochnik
Skrevet af Eric Garcia og Garrett Lerner over Eric Garcias bog
Med Jude Law, Forest Whitaker, Alice Braga, Liev Schreiber, Carice van Houten, Chandler Canterbury og RZA
2010 111min. US Sci-Fi / Action / Thriller
I en nær fremtid, har videnskaben gjort store teknologiske fremskridt, det er nu muligt at erstatte stort set alle menneskelige organer med mekaniske substitutter og derved give én et langt og aktivt liv. Disse implantater er jo selvfølgelig langt fra gratis og hvis man kommer bagud med betalingen, sendes der folk ud for at inddrage firmaets ejendom. De er Repo Men.
Det er et simpelt og fantastisk setup til en science fiction film og hvis der havde været talent som f.eks. David Cronenberg, Alex Proyas eller en ung Ridley Scott bag, så havde det sikkert også været en fantastisk film. Så heldig er man bare ikke. Langt fra.
Det er lang tid siden at jeg har set en film, der skyder så langt forbi målet. Den debuterende instruktør (og tidligere storyboard-artist) Miguel Sapochnik og manuskriptforfatterne Eric Garcia og Garrett Lerner har ingen forstand på hvordan man sætter en film sammen. De udviser ingen forståelse for selv de mest basale grundsten i opbyggelsen af en film. Der er ingen story-arc, charater-arc eller for den sags skyld, generel tidsfornemmelse. Man kan ikke bare smide vilkårlige scener sammen og så antage at det fungerer. Det er altafgørende for en film og dens historie, at man forstår hvad der sker og hvorfor. På samme måde som det er vigtigt at man tydeligt viser hvad der er protagonistens formål og motivation. Det er ved samlingen af disse elementer at man skaber en historie, der giver mulighed for indlevelse og gør at man kan sympatisere med de prøvelser filmens helt skal igennem. I Repo Men er det meget lidt der kommer igennem til seeren og de småting der gør, er så umådeligt inkompetent udført at man ligeså godt kunne være foruden. Der er selvfølgelig ikke kun én rigtig måde at lave film på, jeg har set flere art-house/indie-film der undlader en eller flere af de ovennævnte elementer og enkelte af dem gjorde det endda på succesfuld vis, men Repo Men er ikke en af den slags film. Det er en mainstream science fiction film og som det mislykkedes den totalt.
Filmen er rigelig lang i forvejen men alligevel virker det stadig som om at man har valgt helt at ignorere vigtige scener der kunne binde historien sammen. Hvilket resultere i en underlig, forvirrende film uden flow eller fremdrift, med andre ord kedelig og frustrende. I det hele taget, så bliver det hele mere og mere tåbeligt men jeg lever stadig i den tro, at en god instruktør kunne have reddet filmen. Der er potentiale her men det er misbrugt og ødelagt af folk der ikke ved hvad de laver.
Se i stedet: Minority Report
2/10 (6)
Film Review: Predators
Instrueret af Nimrod Antal
Skrevet af Alex Litvak og Michael Finch
Med Adrien Brody, Alice Braga, Laurence Fishburne, Danny Trejo, Topher Grace, Walton Goggins, Oleg Taktarov, Louis Ozawa Changchien og Mahershalalhashbaz Ali
2010 106 min. US Sci-Fi / Action
“The Most Dangerous Killers on the Planet…But This is Not Our Planet”
Jeg har lidt ondt af Predator-racen. Den har på konstant basis fået det korte strå blandt filmverdens monstre. For det første ligner den det illegitime afkom af et lyssky møde mellem en rastafari og en skal-løs krappe og den blev uden tvivl mobbet, af nabolagets monstre, som barn og det er nok derfor den er blevet en bølle som voksen. (¤ Grunden til at jeg kalder den en bølle og ikke den perfekte jæger som den bliver portrætteret som, er fordi selvom den jager det ultimative bytte, i mennesket, er der da ikke meget udfordring i det, når de besidder et arsenal af voldsomt overlegne våben der kan udradere alt og alle.)
For det andet har den ikke specielt heldig med de film den har lagt navn til. Den første Predator, var en af de bedste af Arnold Schwarzeneggers 80’er actionfilm og jeg nærer en stor følelse af nostalgi for den film. Men hvad der kom efter, svinger fra dårligt til stinkende elendigt. Predator 2 var på ingen måde nogen god film og havde den underlige idé, at den skulle bæres af Danny Glover og Gary Busey. Så gik der lang tid før man så noget til den perfekte jæger igen og da man endelig gjorde, var det da Fox fik den tåbelige idé at sætte Paul W. S. Anderson (Resident Evil, Mortal Kombat, Soldier) i instruktørstolen til Alien vs. Predator. De to AvP film der er lavet, er intet mindre end rædselsfulde og en skændsel mod de to franchises, nok til at man næsten ikke havde lyst at se mere fra dem. Aliens var selvfølgelig også med i den serie, men der har man i det mindste to regulære klassikere at se tilbage på.
Når alt det er sagt, så er det stadig rigtig rart at have Predators tilbage på det store lærred, vel at mærke med noget talent både foran og bag kameraet. Den nye film er hovedsagligt bygget over det manuskript, Robert Rodriguez (Desperado, Sin City, From Dusk till Dawn), skrev tilbage i 1994 og han indtager også producerrollen. Det er tydeligt at se at Rodriguez elsker den originale film og han har også udtalt at det er absolut den eneste der tæller i hans øjne. Filmen er en direkte fortsættelse til den originale og der hverken nævnt eller refereret noget i filmen der giver det indtryk at de andre overhovedet eksisterer, hvilket er et klogt valg. Rodriguezs kærlighed er så markant, at filmen ender på grænsen til ren fanservice. Filmen er næsten halvt reference, halvt tribute til den første film, så meget så det helt igennem virker som en film der sagtens kunne være udkommet dengang i 1994. På den ene side, er det som fan af den originale, super fedt at få en film i den klassiske Predator-ånd men på den anden side, er det til tider så klassisk at det virker som om at jeg har set det før.
Instruktørstolen har Rodriguez overladt til Nimrod Antal (Kontroll, Vacancy, Armored) og selvom han er en ok instruktør, så savner man gejst og opfindsomhed. Jeg ville ønske at Rodriguez selv havde taget tøjlerne fordi, hvad end man syntes om hans film, har han altid været fuld af kreativitet og legesyge idéer. Kvaliteter som filmen kunne have nydt godt af og måske have hævet den fra kompetent sci-fi action til noget mere interessant. Foran kameraet er der truffet flere spændende valg og det har resulteret i et anderledes og velfungerende cast. I spidsen er Adrien Brody, castet meget imod type, som kold og kynisk anti-helt. Det er et atypisk valg både for denne slags film men også hvad man er vant til at se ham i, der er dog ingen klager her da han gør det ganske overbevisende. Overfor Brody står flere interessante skuespillere som f.eks. Alice Braga (Redbelt) som den kvindelige snigskytte, Walton Goggins (The Shield) sindssyg morder, Topher Grace (In Good Company) som nervøs læge, Louis Ozawa Changchien som badass Yakuza og selvfølgelig (når det nu har noget med Robert Rodriguez at gøre) Danny Trejo (Desperado) som mexicansk bandemedlem. Det gode cast er med til at gøre starten intens og spændende, inden det hele går løs. Og når det går løs, er det spændende og flot lavet. De fleste effekter fungerer udmærket, hovedsagligt fordi selve Predators stadig er mennesker i en dragt.
Predators er en underholdende sci-fi actionfilm, et must-see for fans og deler æren, med A-Team, for bedste startsekvens i en sommer-blockbuster i meget lang tid.
Se også: Outlander
7/10 (8)
Film Review: Surrogates
Surrogates [2009]
Biopremiere: 09-10-2009
Instrueret af Jonathan Mostow og skrevet af Michael Ferris og John D. Brancato
Med Bruce Willis, Radha Mitchell, Rosamund Pike, Boris Kodjoe, James Cromwell, Ving Rhames og Michael Cudlitz
Nogle film forsøger så ihærdigt at være en anden, at de mister enhver form for selvstændig identitet.
Jonathan Mostow (Breakdown, Terminator: Rise of the Machines), Michael Ferris og John D. Brancatos (Terminator 3-4, Catwoman) version af Surrogates prøver så kraftigt på at være I, Robot at det næsten virker som en carbon copy (¤ eller en af de livløse og følelsesforladte surrogate-robotter fra filmen, om man vil.).
Surrogates besidder hverken underholdningsværdien, skuespillet eller dybden der gjorde I, Robot til en af de bedste blockbuster sci-fi film Hollywood har produceret.
Det hele bliver endnu mere bittert når man tænker på at den tegneserie der ligger som grundlag, netop indeholder mange af disse ting og samtidig stiller en masse interessante spørgsmål.
Spørgsmål om blandt andet teknologiens stigende dominans, menneskets paranoia og angst for sygdomme.
Når Surrogates’ rulletekster kører sidder man da også tilbage med spørgsmål, men det er af den mindre heldige og uinteressante slags…
Hvis det er meningen at en surrogate-robot skal være en forlængelse af en selv og man forholdsvis naturligt skal kunne begive sig rundt i virkeligheden, hvorfor er det så lavet så håbløst tydeligt hvem der er robotter?
Der er brugt et fedtet vaselineagtigt filter der får det hele til at ligne et afsnit af en eller anden klam amerikansk sæbeopera.
Idéen om at surrogates ingen smerte føler, er god nok, men det er ikke det der bliver portrætteret her…det er ingen følelse af noget som helst. Hvem ville gå med til det?
Med alt det potientiale, hvorfor er det så søvndyssende kedeligt og dårligt fortalt?
Hvis man selv vælger hvordan éns robot skal se ud, hvorfor er det så at Bruce Willis’ karakter vælger at få hår som en slesk børnelokker fra 80’erne?
Der er mange flere spørgsmål men ingen af dem bliver besvaret.
Slutresultatet minder mere om Gamer end I, Robot eller noget andet der er værd at se for den sags skyld.
Se i stedet: I, Robot
4/10 (7)
TV Review: Robot Chicken: Star Wars Episode 1-2
Robot Chicken: Star Wars Episode 1-2 [2007-2008]
Instrueret af Seth Green og skrevet af Seth Green og Matthew Senreich
Med stemmer af Seth Green, Ahmed Best, Donald Faison, Joey Fatone, Mark Hamill, Hulk Hogan, Malcolm McDowell, Breckin Meyer, Conan O’Brien, Amy Smart, Andy Ricther, Billy Dee Williams, Rachael Leigh Cook og Carrie Fisher
Seth Greens Robot Chicken har i lang tid været noget af det bedste fra Adult Swim på Cartoon Network.
Sketchshowet med en blanding af parodier af alt mellem himmel og jord og grov stop-motion animation udført med en rastløs zapper-mentalitet har der sjældent hviles ved en scene længere end 10-30 sekunder.
De, indtil nu, to Star Wars specialepisoder afviger ikke fra denne formular og er for det meste også ligeså hysterisk morsom som resten af serien.
Se også: Family Guy: Blue Harvest
Episode 1 8/10 Episode 2 7/10
Film Review: Gamer
Gamer [2009]
Instrueret og skrevet af Neveldine/Taylor
Med Gerard Butler, Amber Valletta, Michael C. Hall, Kyra Sedgwick, Logan Lerman, Alison Lohman, Ludacris og Terry Crews
Mange instruktører har kæmpet forgæves, gennem en hel karriere, for at genfinde succesen af deres debutfilm.
Det er muligvis lidt tidligt at fordømme Mark Neveldine og Brian Taylor til evig forglemmelse, men det ser overvældende ud som om de er godt på vej.
Nu var deres første film, Crank, ganske vist intet mesterværk men den var en anderledes actionfilm og den fremstår som en genistreg set i lyset af den rædselsfulde efterfølger.
Det kan også være det er for meget at forvente af en stort opsat Hollywoodfilm med en så kreativ titel som Gamer.
Jeg forventede i det mindste at blive underholdt og, hvis man var rigtig heldig, at filmen havde nosser nok til at kommentere eller komme med observationer af sit emne.
Men Gamer gør ingen af delene og ender som en nedtalende og kedelig biograftur.
I Gamer kan man koble sig på andre personers hjerner og styre dem i forskellige spil i form af Society (Second Life) og Slayers (en hvilken som helst first person shooter).
Fokus ligger på disse Slayers, som er straffefanger der har fået lovning om frihed hvis de overlever 30 kampe, hvor spilleren og den kontrollerede bliver verdenskendte. (Det hele er set mange gange før, bl.a. i The Running Man og i sidste års Death Race.)
Gerard Butler (300) er acceptable i hovedrollen og han kommer op imod en oplagt Michael C. Hall (Six Feet Under, Dexter), der ser ud til at nyde rollen som bad guy så meget som han overspiller.
Nogle af filmens actionscener er udmærket, men de bliver kvalt i nedladende stereotyper, klichéer og en grundhistorie der er dræbende kedelig.
(¤ Idéen at det virkelige liv er kedeligt i forhold til spillets verden er fin nok, men det er ikke helt heldigt hvis det gør halvdelen af ens underholdningsfilm et komplet spild af tid.)
Se i stedet: Battle Royale
4/10 (6)
