GaGa The Movies

Posts Tagged ‘Shooter’

Runners-Up: Uncharted 3, inFamous 2, Little Big Planet 2 og Resistance 3

Som forventet blev 2011 et rigtig godt spilår for Sony, selv om at det ikke var alle deres store titler som ramte målet, eksempelvis var det nyeste Ratchet & Clank en bunke stinkende co-op møg. Hvad der til gengæld var i mod al forventning, var hvilket spil der i mine øjne endte som årets bedste.

Det var tæt på, at jeg allerede på forhånd havde udnævnt Uncharted 3 til årets Playstation 3 spil, men som jeg beskrev i min anmeldelse, så skuffede spillets enormt låste gameplay mig noget så grusomt. Det var stadig et godt spil og det er endda muligt, hvis jeg havde spillet det efter at patchen havde fikset styringen, at det havde været tættere på titlen. Sucker Punchs inFamous 2 byggede ud på det fremragende grundlag, som lagt af etteren, men bibeholdte den befriende følelse det gav at hoppe uhæmmet ud fra byens højeste bygninger. Det er stadig en af de mest underholdende open world spil (¤ indtil Saints Row: The Third udkom) og man har lykkeligt glemt at konkurrenten Prototype overhovedet eksisterede.

Det er nemt at glemme at Little Big Planet 2 rent faktisk udkom i 2011, det var trods helt tilbage til den 19. januar, men det ville være synd at gå glip af en af de mest fortryllende kreative spil i industrien. Mulighederne var voldsomt udvidet og det var nu muligt at smide Sackboy ind i næste alle slags spiltyper. Ikke nok med det, så er der stadig masser af dygtige folk som ligger tonsvis af timer i spillets level creator og der er derfor millioner af baner at vælge i mellem. Resistance-serien har haft en turbulent levetid, men det tredje spil leverer den bedste oplevelse indtil nu. Det var en rigtig god shooter og alle seriens velkendte skøre våben var tilbage i fuld styrke.

Hvis nogen havde påstået at jeg ville vælge Killzone 3 som årets Playstation 3 spil, så ville jeg nok have lukket personen ind på en sindssygeanstalt, smidt nøglen væk og forladt stedet med et smil på læben. Jeg kunne ikke lide de første spil i serien og havde derfor ikke de store forventninger til dette nye kapitel, men det man fik, var blandt de flotteste, mest udfordrende og velfortalte shootere i et år som var fyldt med den slags. Jeg er lige så overrasket som de fleste, men Killzone 3 var den bedste spiloplevelse jeg havde på Playstation 3 i 2011.

 
Runners-Up: Bodycount, Red Faction: Armageddon, Warhammer 40K: Kill Team og F.3.A.R.

2011 markerede to milepæle for mig som gamer: Efter mere end 10 års ventetid, udkom Duke Nuke’em Forever endelig og jeg besluttede, at jeg er blevet for gammel til at gennemføre elendige spil. De to ting hænger uløseligt sammen, efter mindre end en times spil af Duke Nuke’em Forever, havde jeg ikke kun lyst til at stoppe med at spille. Jeg havde også lyst til at knække skiven, brænde de butikker som havde solgt det og tage til USA for at skyde alle dem som har arbejdet på det igennem tiderne. Det er ikke kun det dårligste spil i denne generation, det er også et af de dårligste spil jeg nogensinde har spillet og det burde ikke have ret til at eksisterer. Men på grund af den korte spilletid, syntes jeg ikke at jeg kan give det prisen og derfor er prisen bare opkaldet efter det, hvilket på en eller anden måde er værre. Denne mangel på tolerance for elendighed er også tydelig blandt de nominerede, da tre ud af de fem ikke blev gennemført.

Bodycount var udtænkt som et spil i ånden af Black. Black var en ligegyldig og simpel, men vellidt shooter til Playstation 2. Det var ikke specielt godt, men det er stadig meget bedre end Bodycount. Ubegribelig dårlige controls, sygt gameplay og en stupid historie var med til at gøre spillet til en yderst ubehagelig oplevelse, men i det mindste havde det en halvvejs interessant artstyle hvilket er mere end man kan sige om de andre. Warhammer 40K: Kill Team kom som et reklamespil inden udgivelsen af Warhammer: Space Marine. Space Marine var i sig selv ikke et særligt godt spil, men Kill Team var ikke meget mere end en dræbende kedelig twinstick shooter og hvor god reklame er det?

F.E.A.R. 3 var ligeledes et spil fanget i fortiden. Det første spil blev populært på grund af sin stemning og avancerede AI. AI’en er der stadig, men ingen af spilelementerne har fulgt med tiderne. Det virker som et gammelt spil, det er grimt, stemningen er væk, gamedesignet er horribelt og så er det en af de tåbeligste historier i lang tid. Det er gore for gores skyld og det er ikke skræmmende. Red Faction: Armageddon er klart det bedste af de nominerede, uden dog at være meget mere end middelmådigt, men det er gjort værre af at det er en efterfølger til et fantastisk spil. Red Faction: Guerilla var et super underholdende open world spil, hvor geo-mod teknologien blev brugt til at destruerer alt man kunne komme i nærheden af. Armageddon er en kedelig shooter som foregår udelukkende i korridorer. Man kan stadig smadre ting, men det er bare sønderligt interessant når alle valg er taget fra spilleren.

Call of Juarez: Bound in Blood var en overraskende god western shooter og det valgte Tech Land at følge op på med en provokerende dårlig nutidig shooter om drug wars. Godt klaret, Tech Land. The Cartel virker mest som et middelmådig Playstation 2, tilføjet HD og udgivet i et håb om at ingen ville opdage at spil har udviklet sig indenfor de sidste 5-6 år. Det er afskyeligt at se på, værre at spille og så er mange elementer intet mindre end broken. For at give et eksempel, så spiller man altid i en gruppe af tre og nu når man er korrupte politimænd, så gælder det om at stjæle ting uden at de andre opdager det. Men AI’en er så gennemført ødelagt at den sætter sig fast alle steder og derefter respawner lige bagved ens spiller, hvilket gør at man fejler missioner uden at man gør noget forkert.

Det er ikke altid nødvendigt, at bruge alle sine hårdt tjente penge for at spille de gode spil og derfor sætter jeg lige et velfortjent fokus på et par nye og fantastiske spil som er klar til download på Playstation Network.

I Tales from Space: About a Blob får man den overvældende opgave, som den lille slimklat i et laboratorium man er, at redde jorden fra angribende rumvæsner. Dette udspiller sig i form af en blanding af klassisk 2D platformere, puzzles og elementer fra Katamari Damacy, alt sammen med en baggrund som taget ud af 50’er science fiction film. Det gælder om at absorbere alt hvad man kan komme i nærheden af, med det mål at blive stor nok til at gøre modstand mod de invaderende styrker. Det er et hyggeligt og sjovt lille platformspil med spandevis af charme og kreative gåder. Der er også mulighed for at spille historien igennem i 2 player co-op, hvis man har brug for lidt hjælp.
PixelJunk Shooter 2 forsætter bogstavligt talt lige fra det øjeblik hvor etteren sluttede og det samme gør sværhedsgraden også. Der skal stadig bruges snilde og skarpe reflekser for at komme igennem de farlige og udfordrende baner. Lige som etteren, er det en twin-stick shooter hvor man skal bruge elementerne og diverse væsker for at redde de mange strandede astronauter fra den visse død. Gameplay-formularen holder stadig og PixelJunk Shooter 2 er mindst lige så godt som det første spil i serien. Der er også 2 player co-op i dette spil, men som noget nyt er der nu kommet online multiplayer, hvor man spiller mod hinanden. Det fungerer udmærket, men det er nu singleplayer man kommer efter.
Begge spil koster under 100 kroner og de er alle pengene værd.

Med Bulletstorm får vi endeligt bevis på at børnearbejde er lovligt i Amerika, da spillet tilsyneladende er lavet af prepubertære 12-årige små drenge. Har du nogensinde undret dig over hvad der ville være blevet af Duke Nukem hvis det havde fået lov til udvikle sig over de sidste ti år? Har du ofte ønsket at man kunne tage to tilfældige ord, sætte dem sammen og på magisk vis skabe nye bandeord? Har du en tendens til at skyde folk i kuglerne i alle de first person shooters du spiller, bare for sjov? People Can Fly har hørt din bøn og opfylder nu alle dine ønsker. Skaberne af Painkiller-serien giver dig den naturlige evolution af Duke Nukem med et manuskript som er fyldt med ord som Dicktits, Assmaggot og Murderholes og så får du points for alt hvad du laver, ikke mindst at skyde folk i kuglerne. For os andre, der er færdige med at gå i 7. klasse, er spillet sjovt i måske 20 minutter, hvorefter det ikke er mere end en middelmådig og plat first person shooter som er fyldt med fejl og dårligt gamedesign. Now fuck off or I’ll kill your dicks!

Udviklet af Team Ninja

Udgivet af Nintendo

Platform: Wii

1 player 3rd person action-shooter

[Redaktionen på GaGa The Movies er ikke bange for at indrømme, at selvom det er skræmmende tæt på, så ved de ikke alt. Det er derfor at der af og til vil tages gæste-anmeldere ind, for at give en mening af en eller anden nyudkommen ting, der på grund af mangel på interesse eller tid, ikke har fået en anmeldelse på siden. Til at starte med, kommer her en anmeldelse af Nintendos nye spil, Metroid: Other M, skrevet af ven af siden, K.H. Tag godt imod ham og gæsteprogrammet, der kommer mere i fremtiden.]

Nintendo har mange klassiske spil-ikoner som fra den oprindelige NES konsol og fremadrettet har givet os mange gode klassiske spilserier. En af disse ikoner er Samus Aran, som er hovedpersonen i Metroid serien. Samus er nu tilbage på wii-konsollen i form af Metroid: Other M og denne gang er det Team Ninja som står bag løjerne. Team Ninja står blandt andet bag Ninja Gaiden serien og det er tydeligt, men mere om det senere. Historien i dette spil er en efterfølger til Super Metroid fra den hedengangne Super Nintendo. Jeg må indrømme at jeg kun, meget kort har stiftet bekendtskab med tidligere spil i serien, så der var med et lettelsens suk jeg fandt ud af, at de fleste ting gav mening for en Metroid nybegynder som mig. Selvfølgelig var der steder hvor man tænkte -huh?-, men da det er en slags sequel, er det vel til at forstå. Historien i sig selv er ikke noget særligt, aliens ombord på en rumstation går amok og det er op til dig og en gruppe marines at finde ud af hvad sker. Historier i spil er ofte tåbelige eller papirtynde og dette spil er ingen undtagelse. Team Ninja har forsøgt at lave en del melodrama i dette spil, omkring Samus følelsesliv vedrørende den her gruppe marines hun arbejder sammen med og der knækker tråden helt. Men flotte prerenderede mellemsekvenser, lækre ingamesekvenser og ok stemmeskuespil gør dog at man føler sig godt underholdt. Grafikken i spillet er flot og varieret, da der på denne rumstation både er snelevels og junglelevels. Hologrammer kan gøre meget og det holder omgivelserne interessante. Lyden er atmosfærisk, musikken er god, til tider minder den meget om musikken fra aliens og i en sekvens vil jeg kalde det direkte rip-off, men det virker. Der blev nævnt tidligere at Team Ninja står bag dette spil og at det kunne ses. Gameplayet er en blanding af klassisk Metroid og Team Ninjas eget Ninja Gaiden. Ninja Gaiden krævede gode reflekser og det har Team Ninja indset ville være svært at opnå med wii-remoten, når vi snakker om denne type spil. De har derfor, for at bibeholde det tempo som Team Ninja er kendt for, automatiseret enkelte funktioner, som at sigte i tredje person og enkelte tastetryk for at undvige fjender. Det gør ikke så meget at de har gjort det sådan, for der er stadigvæk rigeligt at se til, da game-playet i dette spil er intenst. Der er enkelte kritikpunkter, da det f.eks er muligt gå i en first person mode, hvor du kan sigte og skyde bl.a missiler, men du kan ikke bevæge dig ud af stedet. Godt nok fryser omgivelserne et øjeblik så du kan nå at sigte, men da det senere i spillet går rigtigt stærkt og kræver gode reflekser, er der steder hvor spillet bliver små-frustrerende på grund af first person viklen. Alt det kan i stor grad tilgives, da spillet for det meste forstår at save på de rigtige tidspunkter.

Metroid: Other M er et godt spil fyldt med varierede bossfights og intens action, der trækkes ned af nogle små irritationsmomenter som first person mode senere i spillet, perioder med gentagelser i visse dele af spillet, noget backtracking og sidst men ikke mindst historiens udformning.

7/10
[Anmeldelse skrevet af K.H. og redigeret af Karsten Nielsen]

Udgivet af 2K og lavet af 2K Marin, 2K Australia, Digital Extremes, Arkane Studios
1-16 player First Person Shooter Sci-Fi/Adventure

Bioshock var en af denne spilgenerations første klassikere og hvis man endnu ikke har oplevet den fantastiske og progressive første rejse til den fortabte undervandsby Rapture, så skal man stoppe med at læse nu, tage ned til købmanden og spørge om vej til nærmeste spiludbyder.

Det originale Bioshock blev rost til skyerne af anmeldere (¤ det inkasserede også et af de få 10-taller hos GaGa The Movies) og blev godt modtaget af gamere verdenen over, så det jo uundgåeligt at titlen lige som stort set alle andre populære produkter selvfølgelig også skulle have en efterfølger.
Problemet er så at Bioshock var skabt som en enkeltstående og komplet historie og havde derfor ikke brug for en efterfølger, desuden er skaberen, Ken Levine, ikke længere involveret.
Bioshock 2 vil aldrig nå samme højder som etteren og eksistere mere som en fodnote eller companion-piece, men hvis man acceptere dette er det så et godt spil i sig selv?
Uden tvivl. Den fremragende 50-60’er stil og stemning stadig dominerende men man kan aldrig helt ryste følelsen af deja vu.
Det er lidt som den første gang man var i tivoli som barn, det hele var nyt og forunderligt, men når man så år senere vender tilbage er den berusende førstegangs beundring væk og det bliver aldrig det samme igen.
Det er stadig hyggeligt men det er bare set før.
Bioshock 2 er stadig specielt i forhold til andre shootere og deres grå “virkelighed”.

Historien er velfortalt, spændende og gribende på trods af at det føles en anelse påklistret.
Rygraden i Bioshock 2 og det der gør spillet rigtigt godt er gameplayet og det er blevet finpudset gevaldigt siden sidst.
Du har stadig en række gamle våben og magi-lignende plasmids som alle kan opgraderes, heldigvis har udviklerne gjort det muligt at bruge begge ting samtidigt denne gang, hvilket åbner spillet op og giver én endnu flere muligheder.
Det er helt klart spillets styrke, der virker som en sand lille legeplads, det er fuldstændigt op til dig hvilke våben og hvordan du vil bruge dem i en given situation.

Fælder, iskrystaller, ild, miniguns, elektricitet, harpuner og meget mere er til din rådighed og det gør Bioshock 2 til en kreativ, intens og sjov spiloplevelse.
Og hvad så hvis det er lige som et andet spil, når det er ulig så mange andre…

Spil også (NU!): Bioshock
8/10 (8) (værdi:499,-)

Modern Warfare 2
Fås til PS3, Xbox 360 og PC
Udgivet af Activision og lavet af Infinity Ward
1-18 player first person shooter

De fleste spilserier bærer visse kendetegn videre fra spil til spil, så man som forbruger kan føle sig hjemme.
Der er selvfølgelig nye tiltag (¤ forhåbentlig ellers udgiver man jo bare det samme igen), men man skal helst mærke at man er tilbage i den verden man elskede nogle år før.

Denne kvalitet besidder Activisions multimillion-sælgende Call of Duty-franchise ikke.
Den eneste anden serie, jeg umiddelbart kan komme i tanke om, der er lige så tosidet er Need for Speed.
Need for Speed har skiftet spor, stil og indgangsvinkel så mange gange at den nu helt har mistet sin identitet og lever videre alene i navn.
Grunden til denne uforenelighed er de forskellige udviklere og Activision fastholdelse i at der skal være et nyt spil hvert år.
Treyarch har fået den utaknemmelige opgave at udvikle spillene i det mellemrum der er mellem de ”rigtige” udgivelser.
Det er ikke fordi Treyarchs Call of Duty III og World at War er dårlige spil, det er skam nogle ok shootere om end lidt fanget i fortiden, men de er stadig andenrangs spil.
Det er derfor vigtigt, én gang for alle, at dele disse to serier.

Dette er ikke Call of Duty.
Dette er Modern Warfare.
Dette er Infinity Ward.

Infinity Ward forbedre på det allerede fantastiske grundlang lagt af det første spil og levere et finpudset mesterværk.
Infinity Ward skal have kudos for at et spil der er så multiplayer-fokuseret stadig indeholder en af årets bedste singleplayerkomponenter.
Det er nu mindre realistisk krigsførelse og mere en storslået og intens Hollywood-blockbuster der går fra den ene episke actionscene til den næste.
Det passer også bedre til titlen da serien for det første nærmest har den scriptede og guidede spiloplevelse nede til perfektion og for det andet er der sku’ også rigeligt med realistisk (¤ og kedelige) shooters på markedet.
Infinity Ward har skruet en modig, spændende og til tider chokerende historie sammen.
Der krydses flere kontroversielle grænser ved at man bla. står side om side med terrorister med geværerne rettet mod civile i en allerede berygtet scene der med garanti vil dele vandene og forarge mange.
Men den vil uden tvivl også starte følelser og tanker i de fleste (¤ med mindre man er helt kold indvendig eller bare ser spillet som et skydetelt og ikke lægger nogen vægt i hvad man laver, men så skal man også bare holde sig til multiplayer og derefter lige få tjekket sin IQ).
Der udmærkes også ved, i modsætning til de fleste andre spil, at man har haft modet til at udkæmpe nogle af kampene på amerikansk grund.
Det er selvfølgelig alt sammen et spørgsmål om hvad man ligger i det men det er efter min mening en stærk, varieret og fængende singleplayerdel der desværre, ligesom Modern Warfare 1, er for kort og er slut efter ca. 7 timer på den normale sværhedsgrad.
Så er det heldigt at der er meget mere at tage sig til bagefter.
Som noget nyt til serien er Special Operations (aka. Spec Ops.)
Spec Ops består af 23 forskellige missioner (¤ og mulighed for flere via DLC senere) som man kan spille i co-op med en ven på sofaen eller over nettet.
Der er et rigt udvalg af variable mål, typer og udfordringer på flere sværhedsgrader.
Der ligger rigtig mange timers replayability i Spec Ops og det er en fantastisk tilføjelse til en allerede suveræn pakke.

Den sidste del af pakken er også utvetydigt den største, da det er intet mindre end den mest spillede multiplayerdel i de sidste to års tid.
Modern Warfares multiplayer er stadig blandt det absolut bedste online og der er blevet finpudset og udvidet til et endnu bedre produkt.
Der er stadig et hav af valgmuligheder og indstillinger der med lethed gør det til en unik setup for selv den mest krævende spiller.
Også her går Infinity Ward imod mange andre i spilindustrien og har gjort multiplayerdelen tilgængelig offline med mulighed for op til fire spillere i split-screen inklusiv alle features fra den online.
Dette er et tiltag som burde være i alle spil og det passer godt til mig, da jeg vil indrømme at veteranerne online er alt alt for gode til mit niveau.

Alt i alt er det en superb pakke med imponerende grafik, nervepirrende gameplay, en perfekt shooterstyring og fuld valuta for pengene.
Har man en maskine der kan køre dette spil, om det så er en PS3, Xbox eller PC, skal det ejes.

Spil også: Modern Warfare
(¤ for ekstra credit se også Generation Kill og Over There)
10/10 (9) (værdi: 549,-)

Borderlands
Udgivet af 2K games og lavet af Gearbox
1-4 player first person shooter/ rpg

Der er noget så vidunderligt vanedannende ved at nedkæmpe en modstander for derefter at røve hans lig.
En evig søgen efter udstyr med bare lidt bedre stats, ild immunitet eller måske lidt glimmer (¤ det sidste er yderst sjældent).
Det kan vække en ”loot-whore” i de fleste gamere, det er medvirkende til World of Warcraft og Diablo’s popularitet og var hovedårsag til at jeg gennemførte det ellers ret middelmådige Too Human to gange.
I Borderlands har Gearbox fokuseret på (næsten) tilfældigt genererede våben og er endt op med, efter eget udsagn, 8,76 bazillion guns (¤ hvilket både er et åndssvagt tal og det er selvfølgelig også løgn, det rigtige tal er 17.750.000 og de er langt fra unikke…men grundidéen er klar nok, der er mange).

Blandingen af et øde futuristisk landskab, rollespil og first person shooter er set før, mest markant i sidste års Fallout 3 (¤ og næste års Rage).
Men der hvor Fallout 3 var et rollespil med shooter-elementer, er Borderlands en shooter med rollespil-elementer.
Borderlands er det spil jeg gerne ville have haft at Fallout havde været.
Forstå mig ret, Fallout 3 er et bedre spil med en velskreven historie, interessante karakterer og store moralske valg.
Det er stadig et af de bedste spil i denne generation.
Men Borderlands er mere rendyrket underholdning med sjovt gameplay, en skæv humor og fremragende cell-shaded tegneserie grafik.
Jeg vil sammenligne det med forholdet mellem GTA IV og Saints Row 2.
GTA er et klart bedre spil, og ligeledes et af de sande mesterværker, men Saints Row 2 er et sjovt og useriøst modstykke.

Borderlands letbenede historie kan spilles igennem på flere forskellige måder, selvfølgelig alene, 2 player co-op i split screen eller 4 player online.
Spillets fire klasser er perfekt designet til at komplimentere både hinanden og holdet som helhed.
Oplevelsen ændres dramatisk alt efter hvordan og hvor mange man spiller, da der bliver udført et glimrende stykke arbejde med at skalere fjender og sværhedsgrad så det passer til enhver situation.

Det er formidabelt underholdende og fængende, man har hele tiden lyst til en ”enkelt” mission mere, hvilket har resulteret i nogle lange spilsessioner men også formået at stjæle tid fra andre spil (¤ det siger ikke så lidt når der er tale om Forza 3, Brutal Legend og Uncharted 2).
Jeg gennemførte historie og alle sidemissionerne på ca. 30 timer og startede straks playthrough 2, Borderlands’ new game+, hvilket skalerer hele verdenen op til og over ens niveau.
Det er en langt mere udfordrende oplevelse men gevinsten er også det større, man er endnu engang hooked og det gør at der er rigtig mange timers spilletid i Borderlands.

Borderlands er dog ikke et perfekt spil (¤ intet er jo perfekt…måske med undtagelse af Shadow of the Colossus).
Der kæmpes med en smule tekstur pop-in som man ser ofte med Unreal Engine spil, collision detection er lidt rusten hvilket resultere i at man sidder fast i en kant fra tid til anden og fjendernes A.I. er ikke altid lige fremme i skoene.
Yderligere er delingen af loot i co-op lavet efter et forholdsvis farligt æresystem, det fungere efter ”først til mølle” princippet og en uønsket spiller kan godt bryde ind i en ”handel” og stjæle en vare for næsen af de andre, men det findes der en simpel løsning på: undlad at spille med idioter.

Borderlands er en overraskende og befriende spiloplevelse af en karakter man ikke ser mange af.

Spil også: Fallout 3 (eller Too Human hvis man har loot-abstinenser)
9/10 (værdi: 549,-)

Halo 3: ODST
Udgivet af Microsoft og lavet af Bungie
1-16 spiller First Person Shooter (2-4 co-op)

Tøvende begiver jeg mig endnu engang ind i Microsoft og Bungie’s elskede sci-fi univers.
Tøvende fordi Halo har altid tilhørt en helt anden verden af gamere og har aldrig vækket min interesse, hverken visuelt eller designmæssigt.
(¤ Jeg har aldrig været det store fan af laservåben, da jeg finder dem kedelige og desuden har Halo altid fremstået i strålende pangfarver, hvilket ikke er en god idé.)
Derudover lyder Halo 3: ODST som intet mere end en simpel expansionpack.
Men akkurat som Halo 3 så skal der ikke meget spilletid til før det igen er slået fast at Bungie er mestre i at skrue et godt spil sammen.
Det er selvfølgelig bygget ud fra det sidste men med et par markante nye tiltag.
Man spiller ikke længere som den ikoniske Master Chief og der er brugt en Rashamon-lignende struktur i historien (¤ med det menes der en ikke-linær fortælling i stil med eksempelvis Pulp Fiction eller Memento.)

En deling af ODST (Orbital Drop Shock Trooper) bliver kastet ned over den Covenant-besatte by, New Mombasa, men noget går galt og holdet bliver spredt ud over hele byen.
Det er din opgave, som den unavngivne Rookie, at lede efter spor af dine fortabte soldaterkammerater i ly af nattens mulm og mørke.
Disse semi-open world segmenter i mellem missionerne udspiller sig næsten som en futuristisk detektivhistorie (¤ det er dog stadig en shooter) akomponiret af et fantastisk film noir soundtrack.
Når man finder et spor, udløser det et flashback til hvad der er sket inden.
Det er her hvor de mere ordinære Halo-missioner finder sted, små action-setpieces fordelt løst over hele byen.
Det er en god historie, spændende fortalt og varieret fortalt.

Udover singleplayer-delen (kan også spilles i co-op) får man den glimrende co-op mode, Firefight, hvor der kæmpes gennem endeløse mængder af fjender.
Sidst men ikke mindst får man en separat skive med Halo 3s prisvindende multiplayer inklusiv alle udvidelsespakker der er udgivet.
En rigtig god pakke efter min mening.

Spil også: Halo 3
8/10 (værdi: 399,-)

Udgivet af THQ og lavet af Swordfish Studios
1-2 player 3.persons shooter

Curtis Jackson aka. 50 Cent spiller en koncert for de amerikanske tropper i et unavngivent land i mellemøsten, selvfølgelig skudsikker vest og kranatbælte (!?!), men da arrangøren ikke har 50′s 10 millioner dollars får han i stedet et diamandbesat kranie…
Dette “crystal skull” bliver stjålet ca. 10 sekunder efter og så går den vilde skattejagt…ja det er fuldstændigt absurd men det går meget overens med resten af spillet som bestemt ikke på noget tidspunkt skal tages seriøst.

50 og et medlem af G-Unit (kan styres af en ven) udradere hele byer i deres søgen, bunken af lig bliver kun større minut for minut alt i mens bonusser og points flyver hen over skærmen i bedste arcadestil (det giver ekstra points at svine folk til mens man skyder dem!?!) det er meget sindssygt men også pissesjovt.

“Where’s my skull, bitch!?”

7/10
Spil også: The Club eller Army of Two