Tag : shooter

Rambo-review.png

Game Review: Rambo: The Videogame

Rambo review

Film og spil industrierne kædes mere og mere sammen, dog sjældent med det resultat som de ønsker og endnu mere sjældent med det resultat som vi som forbrugere ønsker. Mange actionfilm minder mere og mere om computerspil, mest på grund af tåbelige simple manuskripter og en overflod af computereffekter, men den mere direkte forbindelse er, at stort set alle spil med et tilnærmelsesvis genkendeligt navn og en fanbase bliver opkøbt og forsøgt filmatiseret.

Indtil nu har det resulteret i en spandfuld elendige Uwe Boll film, en række mislykkede forsøg og hvis man er venlig, halvanden vellykkede film (Silent Hill og Mortal Kombat). Fremadrettet er der måske et lille håb om forbedring ved større indsats og bedre talenter involveret (Assassin’s Creed med Michael Fassbender, Warcraft instrueret af Duncan Jones og The Last of Us skrevet af forfatterne bag spillet).

Spil forsøger til stadighed at imitere film, hvad enten det er med introduktionen af mere cinematiske elementer som i eksempelvis Uncharted-serien eller David Cages mere eller mindre mislykkede forsøg på interaktive film i form af Beyond: Two Souls. Størstedelen af tiden er sammenhængen blot en spilversion af en filmlicens, som man med et optimistisk udsyn kan se som en udvidelse af det filmiske univers mens tiden er passende, men oftest er det intet mere end et desperat forsøg på at skrabe flere penge ud af et genkendeligt navn.

De fleste er, som film fra The Asylum, bare et navn på coveret og spillet i sig selv er en triviel ligegyldighed. For hver Batman: Arkham Asylum er der en snes knapt spilbare versioner af Iron Man eller Ice Age. Hvad enten ens syn er positivt eller negativt, så er der næsten altid en grund til udgivelsen, indtil nu…

rambo pic 1

Reef Entertainment udgav for et par uger siden, Rambo: The Videogame, og det helt store spørgsmål er hvorfor? Faktisk starter den uendelige række af spørgsmål omkring dette spil med hvorfor.

Hvorfor udgiver man et Rambo spil i februar måned af det herrens år 2014? Det er måske forståeligt nok, at det ikke udkom sammen med den originale trilogi i 82, 85 og 88, men hvor er logikken i at udkomme cirka 6 år efter den sidste film? Spillet skulle nok have udkommet sammen Rambo III i ’88 for at have haft den mindste chance for at imponere.

Hvorfor laver man en ”rail-shooter” minimum 10 år efter at det var en semi-brugbar genre? I 90’erne var arcadehallerne fyldt med ”rail-shooters” og det virkede, fordi man ikke havde andet og en femmer kun gav én 5-6 minutters spilletid. Computerspil, nu til dags, har udviklet sig enormt og det virker fuldstændig latterligt at spille et pc eller konsol-spil uden at have kontrol over sig karakter. Call of Duty-serien virker måske som et interaktivt skydetelt, men selv om jeg ikke har meget til overs for den serie og at man bliver guidet i hoved og røv, så har man stadig en smule kontrol.

Hvorfor vælger man at afbryde en udslidt forældet genre med en udslidt forældet spilkliché? Når spillet bliver træt af kedelige skydesekvenser, bydes man på sektioner hvor historien bliver fortalt gennem ”quick time events”. Slåskampe og flugt fra sted til sted sker ved at trykke bestemte knapper i den rigtige rækkefølge. Selv i de bedste spil som bruger denne mekanik, hænger det mig langt ud af halsen og i Rambo forværres dette ved at spillet kun registrerer halvdelen af ens input.

Hvorfor lader Microsoft, Sony og Steam et spil gå igennem certification, når det spil højest er funktionelt i den løseste fortolkning af ordet? Grafisk er det ganske horribelt og animationerne bliver dagligt gjort til skamme af selv den billigste tegnefilmserie for børnene. Lydsiden formår at være langt værre og al dialog lyder som om det er taget direkte fra gammelt tyndslidt videobånd. Derudover er spillet fyldt med bugs, glitches og andet skrammel, flere gange måtte jeg genstarte spillet efter det gik fuldstændigt i stå, nogle gange er hitdetection så slem at man kunne tømme et helt magasin og ramme måske en håndfuld gange, ofte dør man mens man sidder bag cover alene fordi at spillet ikke registrerer at man er i dække og andre gange ville AI’en slet ikke aktivere, praktisk talt gøre det umuligt at fortsætte.

rambo pic 2

Hvorfor lever Reef Entertainment i en fantasiverden, hvor det er tilnærmelsesvis acceptabelt at kræve 400 kroner for 5 timers arcade-action af den værste slags? Spillet er kort, selv hvis man medregner gentagende reloads når spillet knækkede under sin egen vægt og vælger udgiverne at tage næsten fuld pris for, det er bare ikke i orden. Spillet er så dårligt, at man sagtens kan grine lidt af den grund, men i det tilfælde kan man kigge lidt på youtube i stedet for at smide penge ud af vinduet. Jeg gider ikke rigtig at brokke mig mere over dette spil, men vil dog lige fremhæve en lille detalje; i First Blood dræber John Rambo rent faktisk kun én mand, mens spilversionen af First Blood stadig er fyldt med de samme skydesektioner, hvor man blot får at vide at man skal skyde politifolkene i hænderne…

Der er ikke et godt svar på et eneste af disse spørgsmål, men det eneste svar som du kære læser har brug for, er på spørgsmålet om Rambo: The Videogame overhovedet er værd at købe eller spille og det er et rungende nej, selv den største Sylvester Stallone fanboy bør glemme alt om spillets eksistens og komme videre med deres liv (og når vi nu er ved det, så er det jævnt lang tid siden at Rambo eller Sylvester Stallone var badass…).1 Star

Categories: Games

All Your Christmas… Day 12

All Your Christmas 6

Efter jeg forlod mothership Nintendo og søgte nye muligheder ude i den store konsol-verden, vendte jeg dog stadig tilbage en gang eller to. Jeg var jo nød til at smage på magien i Super Mario 64, mærke vinden i Star Fox 64 og grine af den fjollede humor i Banjo-Kazooie. Det eneste spil som fik længere spilletid, var dog Rare’s Bond shooter GoldenEye.

Hvis man tager de lyserøde nostalgi-briller af, så er GoldenEye ikke noget at råbe hurra for, men dengang var det en imponerende og forfriskende ting, en first person shooter som virkede på konsol. Efter man havde gennemført den spændende og hektiske historie, fandt man spillets gemte guld. En fantastisk underholdende multiplayer-del, noget som var helt uvant for sin tid, da internettet knap nok eksisterede og under alle omstændigheder ikke på spillemaskinerne. Idéen om at skyde sin venner i et spil, var noget som var forbeholdt dem der legede rundt med de store pc’ere. I GoldenEye var det intense skuddueller med skærmen delt ind i fire små billeder, hvilket måske ikke lyder fantastisk med datidens små fjernsyn, men det var nok for os og der blev brugt uendelige timer på lidt venskablig vold. Problemet var dog, at med skærmen delt ind i fire, så kunne man jo snyde og se hvor de andre spillere var og hvad de lavede. En genial løsning blev udtænkt, hvorved billederne blev afskærmet af et lagen og et par stykker pap. Derefter lå der to oven på sengen og to under, noget som med garanti har set ganske tåbeligt ud, men hvad gør det for man kunne ikke længere snyde og det var det vigtigste.

goldeneye n64

goldeneye pic1goldeneye-multiplayer

Categories: GaGa Says...

Game Review: Max Payne 3

max payne game review copy

Max Payne 3 CoverRockstar_GamesThird Person Shooter / Action

Udviklet af Rockstar Games

Udgivet af Rockstar Games

Ude til Playstation 3, Xbox 360 og PC

Det er altid svært at overtage andres arbejde. Det bliver kun værre, hvis det man overtager, er elsket af fans og rost til skyerne af anmeldere verden over. Mange spilstudier har igennem årene knækket nakken under det store forventnings pres, som følger med sådan en opgave. Det sidste stykke tid er det dog gået i den anden retning, flere studier har mandet sig op og har taget opgaven alvorligt. Det så man tidligere på året, da Digital Extremes overtog The Darkness og Starbreeze førte Syndicate videre. De var begge tro mod forlaget, men samtidig formåede de at gøre produktet deres eget. Dette er i endnu højere grad sandt om Max Payne 3, som nu har Rockstar Games bag roret.

Tilbage i starten af det nye årtusinde fik den lettere sløve actiongenre et ordentligt skud adrenalin af de finske spiludviklere fra Remedy Entertainment. Max Payne var en forfriskende blanding af The Matrix og Hong Kong cinema fortalt ved hjælp af hårdkogt comicbook-noir. Det var som intet andet på det tidspunkt og jeg elskede det, men når man nu ser tilbage på det, her 10 år efter, må jeg indrømme at jeg sagtens kunne være foruden tegneserie-fortællingen og specielt, alt det overnaturlige drømme-halløj i Max Payne II: The Fall of Max Payne.

Max Payne 3 Pic 1

Remedy har siden bevæget sig længere ind i mørket og har fundet et mere passende afløb for alle de dæmoniske kræfter, nærmere bestemt i form af Alan Wake og American Nightmare. Max Payne franchisen overgik til et af de mest respekterede studier i industrien, Rockstar Games, og de tøvede ikke med at gøre Max til en endnu større pilleslugende, morderisk psykopat end nogensinde før.

Hver eneste fiber af Max Payne 3 er gennemsyret af den velkendte Rockstar cocktail bestående af beskidt kriminalitet, moralsk suspekte karakterer og bidende rå vold. Rockstar har virkelig skabt deres helt egen version af Max’s univers, væk er den stive tegneseriestil og de letkøbte magiske undertoner og i stedet er det sammenligneligt med en historie fra Grand Theft Auto IV portrætteret med en visuel stil ala Tony Scotts Man on Fire eller Michael Manns Collateral. Man skal dog ikke tro, at det ikke længere er tale om Max Payne, for han er skam stadig den samme, han er bare blevet ældre og har udviklet sig sammen med resten af spilindustrien. Max er bestemt ingen vårhare længere, han har et væsentligt mere dystert syn på ting og lever med et ganske voldsomt stofmisbrug, men han springer stadig frygtløst og sidelæns med en pistol i hver hånd i mod de utallige fjender, ligesom i de gode gamle dage. Hans statur er måske ikke så yndefuld og de akrobatiske udfoldelser måske knap så elegante som de var dengang, men så har Rockstar heldigvis, som et tiltrængt pusterum for den gamle slidte krop, inkorporeret et moderne cover-system, som man kan benytte sig af. Kontrollen af tidens hastighed, de John Woo-agtige flyveevner og muligheden for at krybe bag mursten i sikkerhed, gør heldigvis ikke Max Payne 3 til en barneleg. Max i sig selv, er ret skrøbelig og uden tilstedeværelsen af et regenererende helbred, fremstiller spillet faktisk en ganske tilfredsstillende udfordring.

Max Payne 3 indeholder selvfølgelig også en habil multiplayer med en masse funktioner og muligheder, men det er uden tvivl singleplayer-historie man kommer efter.

Max Payne 3 Pic 2

Max Payne 3 er muligvis ikke helt det Max Payne spil man havde forventet eller ønsket, men det ændrer ikke på det faktum, at det er et fremragende spil. Spilverdenens oprindelige slowmotion-konge er tilbage og selvom han er blevet lidt slidt med årene, så er han hjerteligt velkommen.
8 Stars

Categories: Games

Mini Review: Binary Domain

binary domain copy

binary domain coverMan skal passe på, at man ikke kommer til, at dømme en bog alene på sit omslag, fordi på overfladen er Binary Domain bare endnu en af de mange ligegyldige og middelmådige asiatiske kloner af Gears of War, men under det er der faktisk et ret specielt spil gemt. Binary Domain er en forholdsvis standart cover-baseret third person shooter, som føles og styrer næsten identisk som Gears of War, men der er lagt langt større vægt på historien og éns forhold til de forskellige karakterer.

Segas RPG-hold, som tidligere har lavet den populære Yakuza-serie, har lagt fokus på at historien er velfortalt, at man kan på begivenhedernes forløb og at det er vigtigt hvordan man opfører sig overfor sine holdkammerater. Hvis man behandler ens squad godt og imponerer dem, så er de mere tilbøjelige til at hjælpe én på slagmarken, men hvis man behandler dem dårligt og lader dem i stikken, så er der stor sandsynlighed for at de vender den anden kind til, mens du bliver majet ned af en horde af robotter. Det er en interessant gameplay-mechanic og sammen med de lette opgrade elementer giver det spillet en semi-unik følelse, men det er bare synd, at alt lige fra titlen og coveret til artdesignet i spillet virker så fandens generisk. Det er en skam, for med lidt mere tid og arbejde, kunne Binary Domain have været et fantastisk spil.7 ud af 10

Categories: Games

Game of the Year 2011: Best Playstation 3 Game

Killzone3 Playstation Game of the Year
Runners-Up: Uncharted 3, inFamous 2, Little Big Planet 2 og Resistance 3

Som forventet blev 2011 et rigtig godt spilår for Sony, selv om at det ikke var alle deres store titler som ramte målet, eksempelvis var det nyeste Ratchet & Clank en bunke stinkende co-op møg. Hvad der til gengæld var i mod al forventning, var hvilket spil der i mine øjne endte som årets bedste.

Det var tæt på, at jeg allerede på forhånd havde udnævnt Uncharted 3 til årets Playstation 3 spil, men som jeg beskrev i min anmeldelse, så skuffede spillets enormt låste gameplay mig noget så grusomt. Det var stadig et godt spil og det er endda muligt, hvis jeg havde spillet det efter at patchen havde fikset styringen, at det havde været tættere på titlen. Sucker Punchs inFamous 2 byggede ud på det fremragende grundlag, som lagt af etteren, men bibeholdte den befriende følelse det gav at hoppe uhæmmet ud fra byens højeste bygninger. Det er stadig en af de mest underholdende open world spil (¤ indtil Saints Row: The Third udkom) og man har lykkeligt glemt at konkurrenten Prototype overhovedet eksisterede.

Det er nemt at glemme at Little Big Planet 2 rent faktisk udkom i 2011, det var trods helt tilbage til den 19. januar, men det ville være synd at gå glip af en af de mest fortryllende kreative spil i industrien. Mulighederne var voldsomt udvidet og det var nu muligt at smide Sackboy ind i næste alle slags spiltyper. Ikke nok med det, så er der stadig masser af dygtige folk som ligger tonsvis af timer i spillets level creator og der er derfor millioner af baner at vælge i mellem. Resistance-serien har haft en turbulent levetid, men det tredje spil leverer den bedste oplevelse indtil nu. Det var en rigtig god shooter og alle seriens velkendte skøre våben var tilbage i fuld styrke.

Hvis nogen havde påstået at jeg ville vælge Killzone 3 som årets Playstation 3 spil, så ville jeg nok have lukket personen ind på en sindssygeanstalt, smidt nøglen væk og forladt stedet med et smil på læben. Jeg kunne ikke lide de første spil i serien og havde derfor ikke de store forventninger til dette nye kapitel, men det man fik, var blandt de flotteste, mest udfordrende og velfortalte shootere i et år som var fyldt med den slags. Jeg er lige så overrasket som de fleste, men Killzone 3 var den bedste spiloplevelse jeg havde på Playstation 3 i 2011.

Categories: Games

Game of the Year 2011: The Duke Nuke’em Award

call-of-juarez-the-cartel worst game 
Runners-Up: Bodycount, Red Faction: Armageddon, Warhammer 40K: Kill Team og F.3.A.R.

2011 markerede to milepæle for mig som gamer: Efter mere end 10 års ventetid, udkom Duke Nuke’em Forever endelig og jeg besluttede, at jeg er blevet for gammel til at gennemføre elendige spil. De to ting hænger uløseligt sammen, efter mindre end en times spil af Duke Nuke’em Forever, havde jeg ikke kun lyst til at stoppe med at spille. Jeg havde også lyst til at knække skiven, brænde de butikker som havde solgt det og tage til USA for at skyde alle dem som har arbejdet på det igennem tiderne. Det er ikke kun det dårligste spil i denne generation, det er også et af de dårligste spil jeg nogensinde har spillet og det burde ikke have ret til at eksisterer. Men på grund af den korte spilletid, syntes jeg ikke at jeg kan give det prisen og derfor er prisen bare opkaldet efter det, hvilket på en eller anden måde er værre. Denne mangel på tolerance for elendighed er også tydelig blandt de nominerede, da tre ud af de fem ikke blev gennemført.

Bodycount var udtænkt som et spil i ånden af Black. Black var en ligegyldig og simpel, men vellidt shooter til Playstation 2. Det var ikke specielt godt, men det er stadig meget bedre end Bodycount. Ubegribelig dårlige controls, sygt gameplay og en stupid historie var med til at gøre spillet til en yderst ubehagelig oplevelse, men i det mindste havde det en halvvejs interessant artstyle hvilket er mere end man kan sige om de andre. Warhammer 40K: Kill Team kom som et reklamespil inden udgivelsen af Warhammer: Space Marine. Space Marine var i sig selv ikke et særligt godt spil, men Kill Team var ikke meget mere end en dræbende kedelig twinstick shooter og hvor god reklame er det?

F.E.A.R. 3 var ligeledes et spil fanget i fortiden. Det første spil blev populært på grund af sin stemning og avancerede AI. AI’en er der stadig, men ingen af spilelementerne har fulgt med tiderne. Det virker som et gammelt spil, det er grimt, stemningen er væk, gamedesignet er horribelt og så er det en af de tåbeligste historier i lang tid. Det er gore for gores skyld og det er ikke skræmmende. Red Faction: Armageddon er klart det bedste af de nominerede, uden dog at være meget mere end middelmådigt, men det er gjort værre af at det er en efterfølger til et fantastisk spil. Red Faction: Guerilla var et super underholdende open world spil, hvor geo-mod teknologien blev brugt til at destruerer alt man kunne komme i nærheden af. Armageddon er en kedelig shooter som foregår udelukkende i korridorer. Man kan stadig smadre ting, men det er bare sønderligt interessant når alle valg er taget fra spilleren.

Call of Juarez: Bound in Blood var en overraskende god western shooter og det valgte Tech Land at følge op på med en provokerende dårlig nutidig shooter om drug wars. Godt klaret, Tech Land. The Cartel virker mest som et middelmådig Playstation 2, tilføjet HD og udgivet i et håb om at ingen ville opdage at spil har udviklet sig indenfor de sidste 5-6 år. Det er afskyeligt at se på, værre at spille og så er mange elementer intet mindre end broken. For at give et eksempel, så spiller man altid i en gruppe af tre og nu når man er korrupte politimænd, så gælder det om at stjæle ting uden at de andre opdager det. Men AI’en er så gennemført ødelagt at den sætter sig fast alle steder og derefter respawner lige bagved ens spiller, hvilket gør at man fejler missioner uden at man gør noget forkert.

Categories: Games

Let Play a Game: A Couple of PSN Gems

Tales-from-space-about-a-blob

PixelJunk-Shooter-2

Det er ikke altid nødvendigt, at bruge alle sine hårdt tjente penge for at spille de gode spil og derfor sætter jeg lige et velfortjent fokus på et par nye og fantastiske spil som er klar til download på Playstation Network.

I Tales from Space: About a Blob får man den overvældende opgave, som den lille slimklat i et laboratorium man er, at redde jorden fra angribende rumvæsner. Dette udspiller sig i form af en blanding af klassisk 2D platformere, puzzles og elementer fra Katamari Damacy, alt sammen med en baggrund som taget ud af 50’er science fiction film. Det gælder om at absorbere alt hvad man kan komme i nærheden af, med det mål at blive stor nok til at gøre modstand mod de invaderende styrker. Det er et hyggeligt og sjovt lille platformspil med spandevis af charme og kreative gåder. Der er også mulighed for at spille historien igennem i 2 player co-op, hvis man har brug for lidt hjælp.Tales-from-Space-About-a-Blob picture
PixelJunk Shooter 2 forsætter bogstavligt talt lige fra det øjeblik hvor etteren sluttede og det samme gør sværhedsgraden også. Der skal stadig bruges snilde og skarpe reflekser for at komme igennem de farlige og udfordrende baner. Lige som etteren, er det en twin-stick shooter hvor man skal bruge elementerne og diverse væsker for at redde de mange strandede astronauter fra den visse død. Gameplay-formularen holder stadig og PixelJunk Shooter 2 er mindst lige så godt som det første spil i serien. Der er også 2 player co-op i dette spil, men som noget nyt er der nu kommet online multiplayer, hvor man spiller mod hinanden. Det fungerer udmærket, men det er nu singleplayer man kommer efter.pixeljunk shooter
Begge spil koster under 100 kroner og de er alle pengene værd.

Categories: Games

Lets Play a Game: Bulletstorm

Bulletstorm screenshot

BulletstormMed Bulletstorm får vi endeligt bevis på at børnearbejde er lovligt i Amerika, da spillet tilsyneladende er lavet af prepubertære 12-årige små drenge. Har du nogensinde undret dig over hvad der ville være blevet af Duke Nukem hvis det havde fået lov til udvikle sig over de sidste ti år? Har du ofte ønsket at man kunne tage to tilfældige ord, sætte dem sammen og på magisk vis skabe nye bandeord? Har du en tendens til at skyde folk i kuglerne i alle de first person shooters du spiller, bare for sjov? People Can Fly har hørt din bøn og opfylder nu alle dine ønsker. Skaberne af Painkiller-serien giver dig den naturlige evolution af Duke Nukem med et manuskript som er fyldt med ord som Dicktits, Assmaggot og Murderholes og så får du points for alt hvad du laver, ikke mindst at skyde folk i kuglerne. For os andre, der er færdige med at gå i 7. klasse, er spillet sjovt i måske 20 minutter, hvorefter det ikke er mere end en middelmådig og plat first person shooter som er fyldt med fejl og dårligt gamedesign. Now fuck off or I’ll kill your dicks!

Categories: Games

Guest Review: Metroid: Other M

Metroid-Other-M-Box-Artwii logoUdviklet af Team Ninja

Udgivet af Nintendo

Platform: Wii

1 player 3rd person action-shooter

[Redaktionen på GaGa The Movies er ikke bange for at indrømme, at selvom det er skræmmende tæt på, så ved de ikke alt. Det er derfor at der af og til vil tages gæste-anmeldere ind, for at give en mening af en eller anden nyudkommen ting, der på grund af mangel på interesse eller tid, ikke har fået en anmeldelse på siden. Til at starte med, kommer her en anmeldelse af Nintendos nye spil, Metroid: Other M, skrevet af ven af siden, K.H. Tag godt imod ham og gæsteprogrammet, der kommer mere i fremtiden.]

Nintendo har mange klassiske spil-ikoner som fra den oprindelige NES konsol og fremadrettet har givet os mange gode klassiske spilserier. En af disse ikoner er Samus Aran, som er hovedpersonen i Metroid serien. Samus er nu tilbage på wii-konsollen i form af Metroid: Other M og denne gang er det Team Ninja som står bag løjerne. Team Ninja står blandt andet bag Ninja Gaiden serien og det er tydeligt, men mere om det senere. Metroid-Other-MHistorien i dette spil er en efterfølger til Super Metroid fra den hedengangne Super Nintendo. Jeg må indrømme at jeg kun, meget kort har stiftet bekendtskab med tidligere spil i serien, så der var med et lettelsens suk jeg fandt ud af, at de fleste ting gav mening for en Metroid nybegynder som mig. Selvfølgelig var der steder hvor man tænkte -huh?-, men da det er en slags sequel, er det vel til at forstå. Historien i sig selv er ikke noget særligt, aliens ombord på en rumstation går amok og det er op til dig og en gruppe marines at finde ud af hvad sker. Historier i spil er ofte tåbelige eller papirtynde og dette spil er ingen undtagelse. Team Ninja har forsøgt at lave en del melodrama i dette spil, omkring Samus følelsesliv vedrørende den her gruppe marines hun arbejder sammen med og der knækker tråden helt. Men flotte prerenderede mellemsekvenser, lækre ingamesekvenser og ok stemmeskuespil gør dog at man føler sig godt underholdt. metroid-other-m-i_24861-1280px-50pGrafikken i spillet er flot og varieret, da der på denne rumstation både er snelevels og junglelevels. Hologrammer kan gøre meget og det holder omgivelserne interessante. Lyden er atmosfærisk, musikken er god, til tider minder den meget om musikken fra aliens og i en sekvens vil jeg kalde det direkte rip-off, men det virker. Der blev nævnt tidligere at Team Ninja står bag dette spil og at det kunne ses. Gameplayet er en blanding af klassisk Metroid og Team Ninjas eget Ninja Gaiden. Ninja Gaiden krævede gode reflekser og det har Team Ninja indset ville være svært at opnå med wii-remoten, når vi snakker om denne type spil. De har derfor, for at bibeholde det tempo som Team Ninja er kendt for, automatiseret enkelte funktioner, som at sigte i tredje person og enkelte tastetryk for at undvige fjender. Det gør ikke så meget at de har gjort det sådan, for der er stadigvæk rigeligt at se til, da game-playet i dette spil er intenst. Der er enkelte kritikpunkter, da det f.eks er muligt gå i en first person mode, hvor du kan sigte og skyde bl.a missiler, men du kan ikke bevæge dig ud af stedet. Godt nok fryser omgivelserne et øjeblik så du kan nå at sigte, men da det senere i spillet går rigtigt stærkt og kræver gode reflekser, er der steder hvor spillet bliver små-frustrerende på grund af first person viklen. Alt det kan i stor grad tilgives, da spillet for det meste forstår at save på de rigtige tidspunkter.

Metroid: Other M er et godt spil fyldt med varierede bossfights og intens action, der trækkes ned af nogle små irritationsmomenter som first person mode senere i spillet, perioder med gentagelser i visse dele af spillet, noget backtracking og sidst men ikke mindst historiens udformning.

7/10
[Anmeldelse skrevet af K.H. og redigeret af Karsten Nielsen]

Categories: Games

Game Review: Bioshock 2

BioShock_2_Cover Udgivet af 2K og lavet af 2K Marin, 2K Australia, Digital Extremes, Arkane Studios
1-16 player First Person Shooter Sci-Fi/Adventure

Bioshock var en af denne spilgenerations første klassikere og hvis man endnu ikke har oplevet den fantastiske og progressive første rejse til den fortabte undervandsby Rapture, så skal man stoppe med at læse nu, tage ned til købmanden og spørge om vej til nærmeste spiludbyder.

Det originale Bioshock blev rost til skyerne af anmeldere (¤ det inkasserede også et af de få 10-taller hos GaGa The Movies) og blev godt modtaget af gamere verdenen over, så det jo uundgåeligt at titlen lige som stort set alle andre populære produkter selvfølgelig også skulle have en efterfølger.
Problemet er så at Bioshock var skabt som en enkeltstående og komplet historie og havde derfor ikke brug for en efterfølger, desuden er skaberen, Ken Levine, ikke længere involveret.
Bioshock 2 vil aldrig nå samme højder som etteren og eksistere mere som en fodnote eller companion-piece, men hvis man acceptere dette er det så et godt spil i sig selv?
Uden tvivl.bioshock-2-big-sister-screenshot Den fremragende 50-60’er stil og stemning stadig dominerende men man kan aldrig helt ryste følelsen af deja vu.
Det er lidt som den første gang man var i tivoli som barn, det hele var nyt og forunderligt, men når man så år senere vender tilbage er den berusende førstegangs beundring væk og det bliver aldrig det samme igen.
Det er stadig hyggeligt men det er bare set før.
Bioshock 2 er stadig specielt i forhold til andre shootere og deres grå “virkelighed”.

Historien er velfortalt, spændende og gribende på trods af at det føles en anelse påklistret.
Rygraden i Bioshock 2 og det der gør spillet rigtigt godt er gameplayet og det er blevet finpudset gevaldigt siden sidst.
Du har stadig en række gamle våben og magi-lignende plasmids som alle kan opgraderes, heldigvis har udviklerne gjort det muligt at bruge begge ting samtidigt denne gang, hvilket åbner spillet op og giver én endnu flere muligheder.
Det er helt klart spillets styrke, der virker som en sand lille legeplads, det er fuldstændigt op til dig hvilke våben og hvordan du vil bruge dem i en given situation.

bioshock2pic Fælder, iskrystaller, ild, miniguns, elektricitet, harpuner og meget mere er til din rådighed og det gør Bioshock 2 til en kreativ, intens og sjov spiloplevelse.
Og hvad så hvis det er lige som et andet spil, når det er ulig så mange andre…

Spil også (NU!): Bioshock
8/10 (8) (værdi:499,-)

Categories: Games