Posts Tagged ‘Skuespillere’
Runners-Up: Brendan Gleeson (The Guard), Tom Hardy (Warrior), Tommy Lee Jones (The Sunset Limited) og Michael Fassbender (X-Men: First Class)
Jeg har aldrig været den store fan af The Academy Awards og da årets Oscar-nomineringer blev annonceret, var det tydeligt at det er heller ikke noget jeg bliver i fremtiden. Nicolas Winding Refns Drive fik én lille bitte lyd-nominering og det er efter min mening til grin, men frygt ej, sådan udspiller det sig ikke her på siden. Ryan Gosling havde et stort år i 2011. Han var i front i Drive, The Ides of March og Crazy, Stupid, Love som alle er film man kommer til at høre mere til i de kommende kategorier for årets bedste. Hans præstation som den navnløse Driver i Drive var formidabel. Det var en karakter som var i kamp mod omverdenen, mod kærligheden og ikke mindst mod sig selv. Det er en kamp som foregår hovedsagligt under overfladen, lige indtil det hele knækker og Gosling fremlægger alle nuancer af den karakter på fornem vis.
En anden skuespiller som ligeledes havde et fremragende år, var Michael Fassbender, også selv om et par af hans potentielt bedste roller stadig ikke har været tilgængelige for os her i Danmark. Det betyder kun én ting, nemlig at man højst sandsynligt ser ham i denne kategori igen til næste år. Det ændre dog ikke ved det faktum, at hans præstation som Magneto i X-Men: First Class i sandhed var skuespil af den bedste kaliber. Han bragte nerve, vrede og et niveau af følelsesmæssig dybde som man ikke er vant til at se i en superheltefilm. En skuespiller der lige så godt kunne være en superhelt, var Tom Hardy i Warrior. Han er simpelthen et brutalt monster i den film, men det er hovedsagligt når han imponerer i MMA-ringen. Udenfor ringen er han en knækket og tynget mand, hvilket han spiller mindst lige så imponerende.
The Sunset Limited er en lille film, som mange sikkert end ikke har hørt om. Det er en film som næsten udelukkende består af to gamle mænd der sidder og snakker omkring et bord. De to mænd er, vel at mærke, Tommy Lee Jones og Samuel L. Jackson i nogle af de bedste præstationer i deres karrierer. Jones er en træt og opgivende mand, på randen af selvmord og det er hjerteskærende at se på. Brendan Gleeson er mest kendt fra mindre roller, men i The Guard viser han at han sagtens kan bære det tunge læs af en hovedrolle. Han er en mand på kant med loven, han er ligeglad med autoriteter og så har han en hang efter ludere, men han er samtidig politimand. Det er fremragende spillet og yderst morsomt.
Runners-Up: Natalie Portman (Black Swan), Viola Davis (The Help), Saoirse Ronan (Hanna) og Michelle Monaghan (Source Code)
Der var meget postyr til sidste års Oscar-show, da de valgte at nominere Hailee Steinfeld som bedste skuespillerinde i en birolle, hvilket åbenlyst er forkert. Hun har hovedrollen i True Grit, det er hendes historie og hun spiller ganske enkelt fremragende. Om det var fordi at hun var for ung eller sådan noget, der var grunden til at hun ikke blev rigtigt nomineret, det ved jeg ikke og det også ligegyldigt, hun leverer årets bedste kvindelige præstation. Natalie Portman som fik Oscaren, på falsk grundlag om man vil, spiller sublimt i Black Swan, men det var kun nok til en andenplads her på siden, men jeg vil dog sige at det var tæt på.
Der er blevet smidt meget ros efter The Help, men jeg syntes faktisk ikke at det var en specielt god film. Den var mest af alt manipulerende og ligegyldig, men Viola Davis fremstår som et af de få lyspunkter. Hun spiller rigtig godt og hun er tæt på at være den eneste grund til at sidde igennem de ellers meget lange 154 minutter. Saoirse Ronan har allerede, trods sin unge alder, leveret flere gode præstationer og hun står for endnu en i titelrollen i Joe Wrights actionfilm Hanna. Hun skal næsten bære det hele på hendes skuldre og det lykkedes med bravur. Michelle Monaghan fungerer som det menneskelig midtpunkt i science fiction historien i Source Code og det gør hun næsten perfekt. Jeg vil dog afsløre, at hun var lidt et reservevalg, da jeg syntes at det var lidt af et skuffende år for bemærknings-værdige kvindelige hovedroller.
Runners-Up: Mila Kunis (Black Swan), Cate Blanchett (Hanna), Jessica Chastain (The Tree of Life) og Anne Heche (Cedar Rapids)
Lige som det var tilfældet på den mandelige side, så var der også flere gode skuespillerinder som brugte deres evner i vigtige støtteroller i 2011. En skuespillerinde, der desværre får for lidt opmærksomhed, er Mila Kunis. Jeg har i mange år sagt at hun nok skulle blive til noget og jeg håber at hendes stærke præstation overfor Natalie Portman i Black Swan, åbner andres øjne for hendes talent. En skuespillerinde som til gengæld ikke manglede opmærksomhed i 2011 var Jessica Chastain, hun skiftede fra ukendt til stjerne på næsten ingen tid. Hun var med i hele 7 film sidste år, her i blandt The Debt, The Help, Texas Killing Fields og den roste Take Shelter, som jeg desværre ikke har set endnu, men det var hendes skrøbelige og vedrørende rolle i Terrence Malicks The Tree of Life, der for alvor gjorde hende til en skuespillerinde man skal holde øje med i fremtiden.
Cate Blanchett er en af de skuespillere, som altid spiller godt, så enhver nominering kan næsten ikke komme som en overraskelse. Hendes intense skurkerolle i Hanna var rigtig underholdende at se på, selv om det måske var en af hendes mindre præstationer. Det er ikke meget man har set til Anne Heche de sidste par år og jeg savnede hende egentlig ikke, men hendes rolle i komedien Cedar Rapids kan kun ses som lidt af et comeback, også selv om man ikke rigtig kunne genkende hende i starten. Hun fungerer som hjertet i komedien og det gør hun med en varm og sjov præstation, velkommen tilbage, Anne Heche.
Elle Fannings var dog noget helt for sig selv i Super 8. Hendes søde og charmerende præstation var som en direkte tur tilbage til ens egen barndom og den første kærlighed. Det var en rolle hvor hun forsøgte at blive taget alvorligt som voksen, men stadig kæmpede med usikkerheden og uskylden af et barn. Det var en af den slags præstationer som straks gør én til en stjerne og hun fortjener intet mindre.
Runners-Up: Robert Duvall (Get Low), Nick Nolte (Warrior), Joseph Gordon-Levitt (Hesher) og Colin Farrell (Fright Night)
Der var mange solide støttepræstationer sidste år, flere af dem hævede ellers middelmådige film til noget der var værd at se. Jeg havde ingen problemer med at sætte mig ind i Robert Duvalls rolle i Get Low, i det at han spiller en gammel bitter mand. Han gør det til gengæld så perfekt, at jeg kun kan drømme om at blive sådan, når jeg engang bliver voksen. Indtil den dag oprinder, kan jeg glæde mig over, at jeg i det mindste ikke er så forstyrret og følelsesmæssigt ødelagt som Hesher, spillet af Joseph Gordon-Levitt, i filmen af samme navn. Filmen er i sig selv ikke det stærkeste indie-drama, men JGLs præstation alene gjorde den til en seværdig film.
Jeg var ikke den største fan af genindspilningen af 80’er klassikeren Fright Night. Jeg syntes den var sjov, men havde mange problemer, Colin Farrells dejligt onde portræt af nabo-vampyren var dog fantastisk. Under den grove og slidte stemme leverer Nick Nolte en hjerteskærende præstation i Warrior, den står i min bog som en af de bedste i hele hans karriere.
Gode gamle Albert Brooks bar skræmmende intensitet og indebrændt brutalitet under en rolig overflade i rollen som Bernie Rose i Drive. Det er en mand som man bestemt ikke vil være uvenner med og det kan i stor grad tilskrives Brooks’ overbevisende præstation.
Runners-Up: Owen Wilson (Hall Pass), Nick Swanson (Just Go with It), Richard Grieco (Almighty Thor) og Dustin Milligan (Shark Night)
Valget af de dårligste skuespillere, forsætter i samme spor og der er flere film, som går igen fra den sidste post. The Asylums kopifilm, Almighty Thor, er fyldt til randen med alt hvad der er dårligt, kun understreget af at ex-wrestleren Kevin Nash indleverer klart den bedste skuespillerpræstation, men det står helt slemt til med Richard Grieco. Den gamle og afdankede ungdomsskuespiller forveksler, at vade rundt med et blankt udtryk i ansigtet og en gang i mellem råbe af kameraet, med noget som man kan kalde skuespil. Dustin Milligan spiller den mindst troværdige nørd nogensinde i Shark Night. Nick Swanson eksisterer i filmverdenen, fordi han er venner med Adam Sandler og han takker med at være en ulidelig idiot. Owen Wilsons rolle i “det er ok at være utro”-komedien Hall Pass, får en til at ønske at han havde gjort alvor af hans selvmordsforsøg.
My Soul to Take er bestemt ikke noget mesterværk, den er blandt årets absolut dårligste film og en af de store grunde til det, er at Max Thieriot fylder den mindst overbevisende hovedrolle i nyere tid. Det er ikke en heldig ting, hvis man ønsker “helten” i en gyserfilm død, allerede fra første sekund.
Runners-Up: Anna Faris (Yogi Bear), Patricia Velasquez (Almighty Thor), Zena Grey (My Soul to Take) og Sara Paxton (Shark Night)
Årets dårligste skuespillere er næsten altid at finde i tamme komedier og elendige gyserfilm, 2011 ændrede intet ved denne tradition. Det er måske lidt unfair, at inkludere rollelisten fra Almighty Thor i den samme kategori, som de “rigtige” skuespillere. Det er jo ikke ligefrem overraskende, at folk der medvirker i film fra The Asylum, er himmelråbende dårlige, men det er til gengæld en smule overraskende, at Patricia Velasquez var langt fra den værste. Zena Grey og Sara Paxton var begge den kvindelige frontfigur i hver deres afskyelige gyserfilm, henholdsvis My Soul to Take og Shark Night. Det faktum, at de begge var i den bedre ende af hvad de film havde at byde på, sætter kun de films elendighed i perspektiv. Jeg har længe levet med Anna Faris og hendes gummiansigt, hun har komisk timing, men min tålmodighed er opbrugt. Hendes roller i 2011, Yogi Bear og What’s Your Number?, var grænseløst irriterende og jeg syntes, at det ville være passende, hvis hun gik på pension.
En anden som roligt kan stoppe med det samme, allerede inden hendes karriere er gået i gang, er Bailee Madison fra Just Go with It. Mange børneskuespillere understreger de positive elementer ved abort, men Bailee Madison er noget helt specielt. Jeg tvivler på, at selv Bailees egen mor, kan argumentere mod at give møgungen en knytnæve i ansigtet, hver gang hun åbner munden. Det er virkelig slemt og jeg har ikke engang sagt noget om hendes latterlige falske engelske accent.
I love me some Jeff Goldblum, det kan ikke siges på nogen anden måde, men da jeg gik tilbage for at finde nogle anbefalingsværdige film, fandt jeg hurtigt ud af at det er ikke dem han har lavet flest af. Goldblum er en passende skuespiller at hive frem i disse sci-fi fokuserede dage, da den genre har en markant plads i hans CV, men han besider også en fantastisk komisk timing og en ofte meget skæv humoristisk sans.
Han er jo nok mest kendt som Seth Brundle i The Fly eller Dr. Ian Malcolm i Jurassic Park, men han har også været med i andre gode film så som A Life Aquatic, Powder, Independence Day og The Big Chill. Desværre har han også været i nogle lettere rædselsfulde film som blandt andet Hideaway, Cats & Dogs, Holy Man og Earth Girls are Easy. 
De tre film som jeg vil anbefale, er David Cronenbergs fantastisk modbydlige genindspilning af The Fly. Derudover spiller han overfor Kieran Culkin, Bill Pullman, Susan Sarandon og Ryan Phillipe i Burr Steers fremragende indie-komedie Igby Goes Down. Sidst men ikke mindst, så kan man ikke komme udenom den surrealistiske blanding af science fiction, eventyr, humor og rock n’ roll, der er at finde i The Adventures of Buckaroo Banzai Across the 8th Dimension. Den er intet mindre end bananas.
Denne uges stjerne kommer direkte fra en oscarvindende præstation i Darren Aronofskys Black Swan og en rolle i en af årets største superheltefilm, Thor. Denne skønhed er, i modsætning til mange smukke mennesker, også en fremragende skuespiller og har været det lige siden man første gang stiftede bekendtskab med hende. Hun har gennem hele sin karriere valgt interessante og spændende filmprojekter. Film som V for Vendetta, Paris je’taime, Goya’s Ghosts, Mr. Magorium’s Wonder Emporium og Garden State har vist hendes mange forskellige talenter. Hun var selvfølgelig også med i de tre knap så heldige nye Star Wars-film, men jeg har lidt på fornemmelsen at det ikke kun var skuespillerne, der var problemet i de film. Jeg ser også frem til hendes rolle i Hesher, overfor Joseph Gordon-Levitt, og Your Highness, overfor James Franco.
De to film jeg vil anbefale, udover Black Swan selvfølgelig, er Léon og Closer. Luc Bessons fantastiske Léon var første gang man så Natalie Portman og det er stadig en af hendes absolut bedste roller. Samspillet og kemien mellem Portman og Jean Reno er eminent og så få man Gary Oldman i fuld psycho-mode. Man skal bare huske at se Director’s Cut, da det i mit hoved er den eneste rigtige version.
Den anden film, Mike Nichols kraftfulde drama, Closer var fyldt med stærke skuespils-præstationer. Natalie Portman, Clive Owen, Jude Law og selv Julia Roberts er alle særdeles fremragende i dette følelsesmættet og velskrevne drama.
Denne anden Star of the Week forsætter i ånden af den første, med endnu et kendt ansigt fra Scream-serien. Liev Schreiber får 5 sekunders screentime i den første Scream og alligevel er han filmens bedste skuespiller. Han er hurtigt blevet en af mine favorit-skuespillere, fordi han er utrolig dygtig og alsidig, han kan få stort set alt til at virke troværdigt. Om det er den rastløse familiefar i Every Day eller hemmelig agent i Salt. Ja, han er for den sags skyld også god som Sabretooth i X-Men Origins: Wolverine, også selvom resten af filmen ikke er specielt fantastisk. Andre nævneværdige film inkluderer The Sum of All Fears, The Hurricane, The Manchurian Candidate, Phantoms og Walking & Talking.
Hans to bedste film, som jeg kun kan anbefale at man ser, er Greg Mottolas (Paul, Suberbad og Adventureland) fremragende indie-komedie The Daytrippers og HBO-filmen RKO 281, hvor han spiller Orson Welles.
Dette er premiere-udgaven af Star of the Week. Denne ugentlige post er på ingen måde ment som en konkurrent til GaGa Gold, men derimod mere som en sideløbende ting. Se det som at GaGa Gold er sidens hall of fame og Star of the Week er et hurtigt spotlight, med det formål at sætte fokus på en person og anbefale et par gode ting den person har lavet.
Den første Star of the Week er Timothy Olyphant. Han er en af den slags skuespillere som næsten er god i alt hvad han medvirker i, men han har blandt mange fået et halvdårligt ry på grund af en lettere uheldig optræden i Hitman. Han har givet en masse fremragende præstationer blandt andet i Doug Limans Go!, High Life, genindspilningen af The Crazies og som stemmen af The Spirit of the West i Rango. Han var også ganske udmærket i Dreamcatcher og Live Free or Die Hard. Men de to ting som jeg vil anbefale er dog ikke film men tv. De to sublime tv-serier Justified og Deadwood, en god gammeldags western og en helt moderne af slagsen. Jeg udfordrer enhver til at se de to serier og stadig påstå at Olyphant er en dårlig skuespiller.