Tag : thriller

Xiii-Stoker.png

XIII: Best Thriller

Xiii Stoker

Runners Up: Argo, A Single Shot, Prisoners og Drug War

En god thriller er en svær ting at finde, måske fordi at det er lidt en svær genre at definere. Hvis filmen er i den hårde ende af skalaen, kan det virke tættere på en gyserfilm og hvis filmen modsat er i den bløde ende, så begynder det måske nærmest at ligne et drama. Der kunne dog findes 5 rigtig gode af slagsen. Ben Afflecks gidselfortælling Argo var yderst spændende, A Single Shot kom som et lyn fra en klar himmel, Prisoners var særdeles nervepirrende og Drug War var langt mere intens end den normale politithriller.

Ingen kan dog måle sig med Chan-Wook Parks Stoker, der i min mening, er intet mindre end et mesterværk. Det er en stiløvelse i stemning, snigende spænding og fantastiske billeder. Filmen har måske ikke den mest komplicerede historie, men den er så meget stærkere og renere af den grund. Det er en smuk, interessant og uforglemmelig filmoplevelse, en man absolut ikke må forbigå.

Categories: Movies

last_exorcism.jpg

Nights of Horror: The Last Exorcism

The Last Exorcism

LastExorcism_posterInstrueret af Daniel Stamm

Skrevet af Huck Butko og Andrew Gurland

Med Patrick Fabian, Ashley Bell, Iris Bahr, Louis Herthum, Caleb Landry Jones og Tony Bentley

2010  Horror / Thriller  US  87min.

Med årene, med hver enkelt film, stiger sandsynligheden for at blive gammel og bitter. Man bliver træt af de ens virkemidler, for man har set dem så mange gange før og de virker bare ikke lige så effektivt som de gjorde engang. Jeg har gennem årene cementeret at jeg er dødtræt af zombier og sidste Nights of Horror temauge udtrykte jeg en vis metaltræthed ved found footage og exorcism film.

Det bliver dog mere og mere tydeligt, at det ikke nødvendigvis er en træthed overfor en speciel genre eller tema, eksempelvis har jeg anmeldt to zombiefilm positivt alene i år (Warm Bodies og World War Z), det er mere et spørgsmål om en vis træthed overfor dårlige film og disse genrer syntes, at have flere end de fleste. Så er det bare at finde frem til undtagelserne og The Last Exorcism klarer sig udmærket indenfor to af de ovennævnte genrer, i hvert fald et godt stykke af vejen.

Last Exorcism pic1

Pastor Cotton er elsket af menigheden og hans prædikener trækker fulde huse. Sideløbende foretager han også djævleuddrivelser for penge, men han er begyndt at miste sin tro, ikke blot i uddrivelserne men i selv gud. Da han kontaktes af Louis Sweetzer, som er overbevist om at en dæmon har besat hans datter, beslutter Cotton at afsløre sandheden gennem en dokumentarfilm om seancen. Men den sande, rendyrkede ondskab som Cotton står overfor ved mødet med den unge pige, er han på ingen måde beredt på.

Jeg har længe haft The Last Exorcism stående på hylden, men har konstant udskudt at se den, på grund af den manglende kvalitet af genrens andre film. Det er forkert at dømme en film, på grundlag af andres manglende evner og desuden overraskende The Last Exorcism positivt lige fra starten. Filmen er anderledes fra andre found footage film fra begyndelsen, da skuespillere faktisk er ret gode og den er ikke gudsjammerligt elendigt filmet, hvilket selvfølgelig gør det nemmere at leve sig ind i filmen, men historien i sig selv er faktisk også ganske spændende og effektiv. Det er måske ikke den bedste gyserfilm jeg har set i mit liv, men den slår alle ugens tidligere film uden besvær.

Last Exorcism pic2

Det er vel at mærke, lige indtil slutningen, som efterlod mig måbende af alle de forkerte grunde. Den passer overhovedet ikke til resten af filmen, er direkte tåbelig og virker mest af alt, som om at de pludselig løb tør for penge/idéer og bare smed noget sammen i klipperummet. Det er faktisk lige før, at man burde se filmen og slukke 2 minutter før rulleteksterne. The Last Exorcism var skræmmende tæt på, men så alligevel ikke.

Seven Stars

Categories: Movies

2nd-Day-of-Cage_thumb.png

GaGa The Movies presents The Second Annual Official Intergalactic Day of Crazy-Cage

2nd Day of Cage

Tiden flyver, dagene går og pludselig er det atter blev tid til, at fejre vor tids bedste skuespillertalent (eller værste, alt efter hvad dag i ugen det er og hvilken instruktør han arbejder sammen med). Det er endnu engang blevet The Official Day of Crazy-Cage.

Det forgangne år har forløbet ganske stille og roligt i CageLand (forlystelsesparken som jeg håber at åbne, når jeg engang begynder at tjene all dem moneyz). Nicolas Cage var eksempelvis ikke med i Kick-Ass 2, hvilket resulterede i at biograferne måtte kigge langt efter mine penge. Tidligere på året, fløj rygterne højt om en potentiel skurkerolle til Nicolas Cage i The Expendables 3, disse rygter virker tilsyneladende til at være helt uden grundlag og derfor er jeg lige så ligeglad med den næste Expendables, som jeg var med forgængerne. Samtidig må man stadig vente lidt på David Gordon Green’s Joe samt den religiøse Left Behind og det tredje kapitel af National Treasure, hvis man har sådanne lyster.

Heldigvis var der et par film i 2013 med Nicolas Cage på plakaten, som jeg passende kan sætte tænderne i, nu når det er søndag og officiel Cage-dag. (Man kan selvfølgelig stadig se min samling af billeder og dårlig humor fra sidste års Day of Cage, lige her)

Frozen Ground review

frozen_groundInstrueret og skrevet af Scott Walker

Med Nicolas Cage, John Cusack, Vanessa Hudgens, Radha Mitchell, Dean Norris, Jodi Lynn O’Keefe, Kurt Fuller, Kevin Dunn, Brad William Henke og Curtis “50 Cent” Jackson

2013  Thriller / Drama  US  105 min.

The Frozen Ground genforener Nicolas Cage og John Cusack for første gang siden Con Air, desværre er det filmens eneste lighed med Simon Wests majestætiske mesterværk. The Frozen Ground er en direkte-til-video thriller, bygget over virkelige begivenheder og som kan prale af, ikke blot at have 50 Cent på rollelisten, men endda også som producer. Jeg vil blankt indrømme, at jeg havde meget lave forventninger, men heldigvis var det slet ikke så slemt som jeg havde frygtet.

Frozen Ground Cage Hudgens

Filmen er en ærketypisk katten-efter-musen, politimand-jager-morder thriller og det er muligt, at den er baseret på virkelige begivenheder, men så burde man enten have valgt en mere interessant historie eller i det mindste, have givet forløbet en smule gejst, for det er sgu noget trivielt og kedeligt. Det sideløbende narrativ som følger både politimand og morder, virker i mine øjne ufatteligt sjældent og her tager det størstedelen af den potentielle spænding ud af spillet. Selvom plottet måske ikke er noget råbe hurra for, så spiller castet heldigvis udmærket.

Nicolas Cage er noget mere afdæmpet end han plejer at være (kan være både godt og dårligt, det er ikke Crazy-Cage, men det er heller ikke kedeligt), John Cusack rider fornemt på kanten af sindssyge og den tidligere Disney-tøs Vanessa Hudgens viser talenter, som der desperat var brug for i den skuffende Spring Breakers. Udenom de tre hovedpersoner leveres der også gode præstationer fra karakterskuespillere som Kevin Dunn, Dean Norris, Radha Mitchell og ja, selv Curtis “50 Cent” Jackson giver en acceptabel indsats som en low-life pimp med langt fedtet hår. Ja ja, der findes stadig overraskelser i denne verden.Five Stars

the croods review

croodsInstrueret af Kirk De Micco og Chris Sanders

Skrevet af Chris Sanders, Kirk De Micco og John Cleese

Med stemmer af Nicolas Cage, Emma Stone, Ryan Reynolds, Catherine Keener, Cloris Leachman og Clark Duke

2013  Animated / Adventure  US  98 min.

En gang imellem er der dog også reelt positive overraskelser. Jeg havde fuldt regnet med, at The Croods ville være endnu en af Hollywoods intetsigende animerede film, men heldigvis er det ikke tilfældet. The Croods er nemlig både morsom, kreativ og så er den oven i hatten, ikke afsnit nummer syv af en allerede udpint franchise.

Selve historien, om hulemennesker som pludselig må forandre sig og kæmpe for deres overlevelse, på grund af en forestående katastrofe, er der lavet film om lige siden istiden og det er ikke her man skal lede efter originalitet, for der er ikke meget at komme efter. Til gengæld er filmen et orgie af farvestrålende billeder fyldt med idéer og design som nærmest sprudler af kreativitet. Dertil har filmen også en skør og smittende humor, som var utroligt svær at modstå, eksempelvis så er der alt for få handskedukker i andre computeranimerede film. Der er også en mærkbar sans for eventyr, som har manglet i mange af de kyniske og pengefokuserede efterfølgere de seneste par år. Filmen er måske ikke helt oppe på niveau med How to Train Your Dragon, men den er væsentligt bedre end det vi får fra Pixar for tiden.

the croods pic

Nicolas Cage har, indtil nu, ikke leveret stemme til ret mange film, umiddelbart kun The Ant Bully (som nok ikke var specielt god, da jeg husker intet om den) og A Christmas Carol fra 2003 (som jeg ikke har set, men den ser ganske forfærdelig ud). I The Croods passer hans stemme godt ind, han får lov til at råbe og skabe sig tosset, så må man nøjes med at visualisere hans smukke ansigt i tankerne. Jeg vil med glæde se mere af den slags fra hans side, eventuelt i forlængelse med at hårpragten bliver mindre og mindre, så kunne han måske træde bag mikrofonen noget oftere.
Eight Stars

Categories: Movies

world_war_z.jpg

Words: World War Z

world_war_z

På papiret virker idéen om en zombiefilm som en 200 million dollar Hollywood blockbuster, komplet med massive produktionsproblemer, flittig brug af computereffekter og en blodløs PG13 rating, som en af verdens dårligste påfund. Det syntes stik imod grundstenene af zombiegenren. Men til stor overraskelse får Brad Pitt, manuskriptforfatterne Matthew Carnahan og Drew Goddard og instruktøren Marc Forster det til at fungere, til tider med ganske fremragende resultater.

World War Z er en svær film at anmelde, da den er umådeligt ujævn, i en større grad end de fleste film. Der er en god håndfuld scener som grænser til det fantastiske. Scener fyldt med intensitet, truende uhygge, effektive effekter og solidt skuespil. Problemet ligger i, at bindevævet mellem disse scener er langt fra lige så interessant, intenst eller effektivt. Det er en skam, for der ligger en særdeles fremragende genrefilm gemt her, men den snubler et utal af gange på vejen og må nøjes med, blot at være solid underholdende.

Jeg så det unrated cut på blu-ray og det er i min verden, den eneste der eksisterer. Der er ikke meget blod, men alene tanken om at der skulle være endnu mindre i den originale version, er skræmmende.Seven Stars

Categories: Movies

now_you_see_me.jpg

Words: Now You See Me

now_you_see_me

Jeg sætter pris på et godt trick, en overbevisende illusion eller lidt fortryllende magi. Hvad jeg til gengæld ikke sætter pris på er misbrug, forvirring og den generelle mangel på forståelse for hvad de ord betyder og hvorfor de er forskellige. Now You See Me er en dum film, på alle tænkelige planer. Louis Leterrier (Clash of the Titans, Transporter 2) kan tilsyneladende ikke skrue en sammenhængende historie sammen og han får ikke megen hjælp af forfatterne, som har indleveret et manuskript med flere plothuller end reelle ord. De sektioner af manuskriptet som ikke er dækket af huller, er tilgengæld frustrerende og provokerende forudsigelige. Filmens handler om et hold tryllekunstnere som bruger deres illusioner til at stjæle penge, i fuld Robin Hood stil, eller det er ihvertfald filmens setup. I virkeligheden, lige meget hvor voldsomt filmen påstår de modsatte, så udfører holdet magi ved hjælp af utroværdige computereffekter og det bryder hele filmens koncept. Selv hvis man så bort fra denne altoverskyggende fejl og prøver at lade filmen underholde, så fejler den kolosalt ved at tale ned til sit publikum, i den blinde tro at den er skide clever og så er filmens twist, en af ulidelige slags som ødelægger næsten alt der kommer før det.
Two Stars

Categories: Movies

Olympus-has-fallen.jpg

Film Review: Olympus Has Fallen

Olympus Has Fallen Review

Olympus has fallenInstrueret af Antoine Fuqua

Skrevet af Creighton Rothenberger og Katrin Benedikt

Med Gerard Butler, Aaron Eckhart, Morgan Freeman, Dylan McDermott, Rick Yune, Angela Bassett, Melissa Leo, Radha Mitchell, Robert Forster, Ashley Judd, Tory Kittles, Michael Dudikoff og Cole Hauser

2013  Action / Thriller  US  120 min.

Hollywood har en lang tradition for at udsende konkurrerende film med enslydende tematisk baggrund. Gennem tiderne har vi fået Armageddon mod Deep Impact, Volcano mod Dante’s Peak, The Truman Show med EdTV, Red Planet mod Mission to Mars, The Descent mod The Cave, The Prestige mod The Illusionist, Megamind mod Despicable Me, Tombstone mod Wyatt Earp, Turner & Hooch mod K-9 og Antz med A Bug’s Life, sidste år var det dobbelt Snehvide i Mirror Mirror og Snowwhite and the Huntsman og i år er der hele tre film om jordens undergang. Selv om amerikanerne sikkert vil sige det modsatte, så er truslen noget mindre i Olympus Has Fallen og White House Down, men ikke desto mindre er temaet ens. Det Hvide Hus er under terrorangreb og præsidenten er i fare, den ene gang med Gerard Butler, Aaron Eckhart og Morgan Freeman i front mens den anden har Channing Tatum og Jamie Foxx i fokus. Nu kan man selvfølgelig ikke bedømme film som man endnu ikke har set, men jeg vil godt sætte penge på at Roland Emmerichs kommende White House Down er væsentligt bedre end Olympus Has Fallen. Det kræver ikke meget, men at vinde en filmduel betyder vel også et eller andet.

Olympus Has Fallen pic

Antoine Fuqua viste potentiale med Training Day, men siden er det kun gået ned af bakke, ligeledes kunne man sagtens have forventninger efter man så Gerard Butler for første gang i 300, men det er også længe siden nu. Olympus Has Fallen er ikke meget mere end en mislykket Steven Seagal med et større budget. Det er en kedelig, forudsigelig actionfilm med dårlige effekter og værre fotografering, til tider er det så slemt at det bliver praktisk talt umuligt at se hvad der foregår. Oven i hatten får det forfærdelige manuskript det værste ud af skuespillerne omkring Butler, til en grad hvor det næsten er pinligt. Jeg giver hovedsageligt manuskriptet skylden, da jeg ved at disse skuespillere er bedre end hvad der bliver vist her, men hvis jeg ikke vidste bedre, så havde jeg kaldt dem elendige skuespillere. Ja, jeg beklager, Morgan Freeman.

Det kan accepteres, at en actionfilm er både grim, dum og klichéfyldt, hvis den i det mindste bare er underholdende og det er ikke tilfældet her.

Three Stars

Categories: Movies

2012: Best Thriller

Best Thriller 2012

Runners-Up: Tinker Tailor Soldier Spy, I Saw the Devil, Safe House og Sleepless Night

Også i thrillergenren var der få rendyrkede Hollywood produktioner blandt årets bedste. Safe House, med Denzel Washington og Ryan Reynolds, var den eneste som fulgte filmbyens normale formel, men den svenske instruktør Daniel Espinosa som stod bag Snabba Cash, formåede at bryde med de gengse klichéer og gjorde historien spændende. Selv om årets vinder, Joe Carnahan’s The Grey (kærligt og ironisk kendt her på siden som Wolf Puncher: The Movie), teknisk set også er en Hollywood film, så føltes den aldrig som sådan. Den var kold og ubamhjertig, drevet frem af stærke karakterer som blev dybere beskreven end bare de traditionelle stereotyper. The Grey var en spændende og nervepirrende thriller med en kampklar Liam Neeson i front.

Længere fra filmbyen, så man fantastiske thrillers fra mange forskellige hjørner af verdenen. Der var den afdæmpede og iskolde britiske spionthriller Tinker Tailor Soldier Spy, den intense franske thriller Sleepless Night og den brutale sydkoreanske hævnthriller I Saw the Devil. Atter et område hvor Hollywood bør oppe sig, men heldigvis kan man finde kvalitets spænding andre steder indtil da.

Categories: Movies

Impossible_thumb.jpg

The Impossible – Banking on Tears

The-Impossible-Review

Instrueret af Juan Antonio Bayona

Skrevet af Sergio G. Sánchez over María Belóns historie

Med Naomi Watts, Ewan McGregor, Tom Holland, Samuel Joslin, Marta Etura og Oaklee Pendergast

2012  Drama / Thriller  US  114 min.

I 2004 rystede et massivt jordskælv bunden af det indiske ocean og sendte en altødelæggende 10-meter høje flodbølge mod Indonesien, Indien og Thailand. The Impossible følger en lille familie, Maria (Naomi Watts), Tomas (Ewan McGregor) og deres tre drenge, som får deres ferieparadis smadret da flodbølgen pludselig fortærer alt omkring dem. Fortabte, skræmte og medtaget af naturens stærke kræfter, begynder familien den nærmest umulige rejse gennem det katastroferamte landskab, i et forsøg på at finde hinanden.

Som et naturligt følge af flere års interesse og mange film set, kommer man ofte i samtale og diskussion om mediet. Det er dog ikke argumenter i disse diskussioner som er lige velovervejet. Jeg har før omtalt nogle film som manipulerende, men er kommet til kort når jeg skulle forklare min holdning og referere til andre film. Takket være The Impossible har mine argumenter nu et nyt våben.

Der bliver simpelthen smurt så tykt på igennem hele filmen og hvert eneste sekund virker som om filmskaberne sidder, puster én i nakken og visker “kom nu, føl noget, prøv at se hvor slemt det er, se hvor meget de lider, føl nu bare lidt med dem… kan vi ikke bare få dig til at græde en lille smule?” Det er dramatisk, sentimentalt og direkte i éns ansigt, men sjældent på den gode og gribende måde. Virkelighedens historie og familiens kamp for overlevelse er fascinerende og livsbekræftende, men lykkedes ikke for Juan Antonio Bayona at bringe det op på det store lærred. Jeg så desværre lige igennem deres filmtekniske hjælpemidler og det let dækkede følelsesmæssige setup, men jeg er ikke i tvivl om, at der sikkert er mange andre som bliver bevæget til tårer og jeg ville ønske, at jeg var i den lejr.

Impossible

Naomi Watts trækker til gengæld sin del af læsset og spiller fremragende, men i takt med at filmen skifter gear og den begynder at følge Ewan McGregor i stedet, begynder interessen også langsomt at forsvinde. Det er ikke fordi at han spiller dårligt, men det er bare ikke på samme niveau og hans del af historien er også meget mindre spændende. Et godt ord skal også lige lyde for den unge Tom Holland som den ældste søn og for de imponerende effekter der er brugt til at skabe flodbølgen.

Jeg ønskede inderligt at The Impossible havde bevæget mig, men den ramte bare ikke. Det skal dog ikke stoppe andre i at se den, for det er en god historie.6-Stars

Categories: Movies

GaGa’s Netflix Guide: Life’s a Bitch and then you Die

death sentence netflix

I sidste uge tilbød jeg absolut ingen hjælp, med at finde rundt i Netflix’s store jungle af titler og det beklager jeg. Grunden var, at jeg prøver at finde ud af om servicen er noget som jeg personligt har brug for, men det behøver jo ikke at stoppe mig i at anbefale film til andre folk. Fordi sidste uge blev sprunget over, tilbyder jeg i denne uge dobbelt op på gode film og de er alle tilgængelige i HD.

Ugens tema dykker dybere ned i den dystre side af livet, ser på hvad nogle mennesker må gå igennem og sætter fokus på hvor langt nogle skuespillere vil gå, for at vise dette. Jeg har tilføjet links direkte til Netflix, hvis man klikker på plakaterne.

death-sentence-posterEden Lakethe-machinist-poster

Dagens første film, Death Sentence [7/10], byder på en af Kevin Bacons mest oversete præstationer. Han spiller Nick Hume, en fredelig mand der lever lykkeligt sammen med hans familie, lige indtil uheldige omstændigheder efterlader hans liv i ruiner. Death Sentence er en hævn-film af den reneste slags, desværre er den instrueret af James Wan (Saw, Dead Silence, Insidious) så den er ikke blandt de bedste, men Kevin Bacon er fremragende og filmen bør ses alene for hans skyld.

Eden Lake [8/10] er en af den slags film som får seeren til at hade mennesker. Et ungt par, spillet af Mary Reilly og en af medlemmerne af GaGa The Movies’ helt egen Hall of Fame Michael Fassbender, der tager ud på en hyggelig lille ferie i naturen. De er dog ikke alene, da en gruppe teenagere begynder at terrorisere dem. Det starter som simple drengestreger, men det udvikler sig hurtigt og pludselig er det en blodig jagt for ovelevelse. Det er en brutal film og bør ikke ses, hvis man har håb for nutidens ungdom, men hvis man lige som mig allerede er klar til at råbe “get off my lawn!” så er den perfekt.

Længe før han trak den mørke kappe over skuldrene og blev til The Dark Knight, havde Christian Bale allerede levet dybt i skyggerne i Brad Andersons skræmmende The Machinist [8/10]. Det er en yderst intens thriller, en hvor man som seer bliver ført bag lyset og ofte er i lige så stor vildrede som hovedpersonen. Det er Christian Bales bedste præstation og et bevis på at han går helhjertet ind til hver rolle. Hans transformation til et udhungret, søvnløs og metalt forstyrret vandrende skelet, er frygtindgydende.

narc-originalOldboystir of echoes dvd

Før Joe Carnahan blev succesfuld i Hollywood med film som The Grey, A-Team og Smokin’ Aces, lavede han en lille effektiv og nervepirrende politithriller med Jason Patric, Ray Liotta, Chi McBride og Busta Rhymes. Narc [8/10] bliver ofte forbigået, når man snakker om moderne politi-thrillere, men efter min mening står den på ligefod med film som Training Day, Cop Land og Donnie Brasco. Ray Liotta er i topform og det er en af de få film som formår, at bruge håndholdt kamera på en god måde.

Oldboy [10/10] er ikke ligefrem overset, men det ændre ikke på, at den var med til starte den moderne bølge af hævnfilm og gøre opmærksom på Sydkorea som en stærk filmnation. Det er et brutalt mesterværk som bliver hængende hos seeren længe efter filmen er slut. Filmen kan ses som inspiration for mange siden og står også til en amerikansk genindspilning næste år med Josh Brolin, Sharlto Copley og Elizabeth Olsen på rollelisten og instrueret af Spike Lee. Som det ofte er tilfældet, så bør man dog se originalen.

Nu når det er weekend, så skader det ikke med en ekstra potion Bacon. David Koepps sublime horrorfilm, Stir of Echoes [9/10], udkom uheldigvis samtidig med The Sixth Sense og blev derfor næsten helt glemt, hvilket er en skam, for filmen er efter min mening bedre på mange punkter. Den er skræmmende, fantastisk flot filmet og så er det endnu en suveræn præstation fra Kevin Bacon. Stort set alle, har set The Sixth Sense mindst én gang og Stir of Echoes fortjener det samme.

Categories: Movies

From Hell & Back: The AHW Afterparty

America Hell Yeah and Stuff

Det tog mig et utal af måneder, inden jeg langt om længe fik sparket den anden Anti-Hollywood uge igang her på siden og da det endelig var begyndt, blev arragementet endda forlænget til hele 2 uger. Dog blev det meste af tiden brugt på at se dårlige film fra alverdens lande og der sneg sig meget få reelt gode film ind. Hvad fanden ligner det, er det ikke mening at man skal fejre alle de fantastiske film, der bliver lavet udenfor Hollywood?

Hele idéen med Anti-Hollywood ugen, er at komme lidt væk fra Hollywoods klichéer, genindspilninger og dumme actionfilm. Derudover at se hvad der sker på filmfronten rundt omkring i verden og hvad Hollywood kunne tage ved lære af. I år begik jeg dog den fejl, at forsøge at se nogle flere danske film, hvilket aldrig er en god idé og det var med til at trække karakter-gennemsnittet gevaldigt ned. Der var også nogle film, som jeg havde set frem til, som endte med at skuffe fælt. Jeg fik dog anmeldt fantastiske ting så som Gareth Evans’ The Raid og spillet Tokyo Jungle.

Da jeg endelig havde sat det udenlandske filmseeri igang, så kunne jeg ikke rigtig stoppe igen og der er efterfølgende blevet set flere film som desværre ikke nåede at komme med under arragementet, men de fortjener omtale, da flere af dem er ganske fremragende. Samtidig blev der også set nogle Hollywood-film, der af den ene eller anden grund, heller ikke fik nogle omtale, så de kommer i en senere del af denne såkaldte afterparty. From Hell & Back: The Anti-Hollywood Afterparty kommer i 5 afsnit i løbet af denne uge.

KillList_postermartyrs posterI saw the devil poster

9 Stars 9 Stars  9 Stars

Den første af de film, der desværre ikke nåede med i den regulære Anti-Hollywood uge, var den meget hypede thriller, Kill List. Ben Wheatley’s anden film (efter Down Terrace [8/10]) er blevet rost til skyerne af alverdens kritikere og fandt sig vej til mange af deres top 10 lister sidste år. Al den roser fuldt fortjent og Kill List er også en ganske fremragende film, men jeg har stadig svært ved at anbefale den. Kill List er en meget besynderlig film, der er med garanti mange som ikke vil forstå den og/eller hade den, men til dem som tager med på denne atypiske lejemorder fortælling, venter der sig en helt særlig oplevelse. Ben Wheatley skruer ubamhjertelig op for intensiteten hvert eneste minut af filmen og tillader på intet tidspunkt, så meget som et lille pusterum. Sjældent, i mine lange karriere som filmelsker, har jeg været så anspændt under en film. Det var en yderst ubehagelig følelse, det var fantastisk og slutningen sætter blot flere ar på sjælen.

Efter de mentale ar efterladt af Ben Wheatley’s forskruede hjerne, søgte jeg tilflugt i armene på Pascal Laugier og to smukke kvinder i den franske Martyrs. Det var intet mindre end den dårligste idé nogensinde. Det var en pænt dårlig idé, da jeg tilfældigt trak en falsk pistol i en bank. Det var en dårlig idé, dengang jeg glemte cyanid-pillen i min kindtand og meldte mig til en “all-you-can-eat” bacon-snacks konkurrence. Det var også en dårlig idé, da jeg gik igennem den rebelske fase i min ungdom, i det at jeg blev opdraget af ulve, men alle disse idéer virker geniale i forhold til at opsøge en krammer fra en stjernepsykopat som Pascal Laugier. Jeg har aldrig følt mig så beskidt, knækket og nedbrudt som menneske, efter en film, som jeg gjorde da det sidste modbydlige billede af Martyrs havde kørt over skærmen. Efter min hjerne endelig kom tilbage på ret køl igen, funderede jeg over om nogen film rent faktisk er den ubehagelige følelse værd og om jeg burde hade Pascal Laugier for at trække mig igennem sådan en oplevelse. Jeg kom til den konklusion, at det var det hele værd, fordi filmen forsøgte faktisk at fortælle noget interessant. Det er dog ikke en film som jeg vil anbefale til nogen, med mindre at man er specielt stærk i troen på sig selv og personligt, vil jeg hellere se Irrevisible 10 gange i træk end jeg vil se Martyrs igen. Det vælger jeg at tage som et markant tegn på, at filmen virkede.

Efter det, havde jeg opgivet at få det godt igen, så jeg fodrede ubehagen i stedet. Derfor fik jeg langt om længe set Kim Jee-Woon’s (The Good, The Bad & The Weird, Tale of Two Sisters) seriemorder thriller I Saw the Devil. Filmen er en del af strømmen af effektive og skræmmende asiatiske hævnfilm og efter min mening er den helt oppe og konkurrere med de bedste (Oldboy, Sympathy for Mr. Vengeance, Memories of Murder). Det starter simpelt nok ud, en politimands jagt på en morder, men det eskalerer hurtigt og ender nærmest i en konkurrence om, hvem der er det ondeste og mest modbydelige menneske. Lee Byung-Hun (The Good, The Bad, The Weird) og Choi Min-Sik (Oldboy) spiller begge helt igennem fantastisk og filmen er lige så brutal som man kunne håbe/frygte. I Saw the Devil markerer også den første gang siden jeg var en lille dreng, at en film har tvunget mig til at se væk fra skærmen, desværre var der stadig lyd på så min hjerne indsatte høfligt det billede som jeg prøvede at undgå. Tak skal du have, nu har jeg varrige mén.

Martyrs pic

Det var en hård omgang og jeg lover, at de næste film er noget lettere at håndtere. Som sagt, vil jeg ikke rigtig anbefale nogen af filmene, men hvis man tør at give dem et forsøg, så er det 3 sublime filmoplevelser.

Categories: Movies