Film Review: The Grey
For nogle måneder siden, sagsøgte en utilfreds kvindelige biografgænger FilmDistrict, fordi hun følte at hun var blevet vildledt til at tro, at Drive var en film i stil med The Fast & The Furious. Per normal refleks reagerede jeg med tanker så som at folk er dumme, at hun skulle holde sin kæft og at folk burde sætte sig ind i, hvad det er de går i biografen for at se. Men modsat det typiske mål i den uendelige lange historie af stupide lawsuits, forlangte kvinden ikke flere millioner dollars i erstatning, men derimod ville hun blot have billetprisen tilbage og sikre at der blev lavet regler mod misvisende trailers. Den intension kan jeg sgu godt følge, fordi der er få ting som er mere irriterende end når en trailer sælger et produkt, som intet har at gøre med den endelige film.
Nogle af de værste eksempler på denne form for falsk reklame inkluderer: det romantiske drama Adventureland der blev solgt som en komedie, Tim Burtons musical Sweeney Todd som ikke havde skyggen af sang i traileren og den meditative lejemorder film The American med George Clooney, der blev solgt som en rendyrket actionfilm. Ud fra traileren til Joe Carnahans The Grey får man opfattelsen, at det er Liam Neeson i Wolf Puncher: The Movie og det er slet ikke hvad filmen er. Selvfølgelig passer noget af det, Liam Neeson er med, det samme gælder for ulvene og der bliver også kastet op til flere knytnæver i løbet af filmen, men der er så meget mere end det. Jeg vil hellere kalde det en rå og brutal version af overlevelsesfilmen Alive fra 1993 end at kalde den noget som Taken 2: Wolf Edition.
Ottaway (Liam Neeson) er en mand som balancerer på kanten. Han har lige mistet sit livs kærlighed, han er meget tæt på at give op og bare gøre en ende på det hele. I mellemtiden er han ansat til at sørge for et hold oliearbejderes sikkerhed i de fjerne afkroge af Alaska. På holdets hjemrejse styrter deres fly ned og pludselig får Ottaway lagt lederrollen på hans skuldre. Alaskas iskolde snelandskab er dog ikke deres største problem, holdet er tilsyneladende landet lige midt i ulveterritorium.
Joe Carnahan har allerede i løbet af ganske kort tid i Hollywoods søgelys, vist sig som yderst spændende instruktør, der magter mange af filmmediets forskellige facetter. Han har et godt øje for interessante karakterer, besidder en veludviklet humoristisk sans og kan samtidig levere action på niveau med de bedste. Efter den fremragende politi-thriller Narc, den mentaltforstyrrede actionfilm Smokin’ Aces, en overraskende vellykket filmatisering af The A-Team og nu, The Grey, føler jeg mig tryk ved at lægge mit elskede underholdningsmedie i hans hænder.
The Grey bruger meget tid på at opbygge troværdige og interessante karakterer, hvilket giver afkast når holdet langsomt bliver mindre og mindre, fordi man føler virkelig disse mennesker og deres skæbner. Dette skyldes et velskrevet manuskript og fremragende præstationer fra skuespillerne, Liam Neeson især. Den intense og trykkende stemning bliver også mesterligt opbygget og selv om at jeg ikke er glad for at bruge ordet, så er filmen i sandhed nervepirrende i ordets reneste betydning.
Normalt udkommer årets bedste film ikke i de første kolde måneder, men til alle regler er der undtagelser og The Grey er fuldt ud af den kaliber. Det er dog vigtigt at man går ind til filmen med de rette forventninger, det er ikke en useriøs actionfilm, den er så meget mere.
MMXi: Best Thriller
Runners-Up: Unthinkable, Point Blank, Hodejegerne og Limitless
Der var også en god håndfuld vellykkede thrillers, som kunne holde én på kanten af sædet i 2011. Blandt andet den nervepirrende og godt spillede Unthinkable, om terrorisme og hvor langt man vil gå for at bekæmpe det. Det er rart at se, at Samuel L. Jackson stadig har det i sig at vælge krævende roller efter lang tid hvor han bare har slappet af i superheltefilm. Limitless stillede spørgsmålet om, hvis du kunne tage en pille som gjorde dig klogere, stærkere og bedre, ville man så ikke gøre det? Bradley Cooper leverer en god hovedrolle og historien er interessant hele vejen igennem.
Udenfor USA kunne man også levere intens spænding. Den franske Point Blank lagde ikke fingrene i mellem og det fuld fart frem lige fra første sekund. Den norske Hodejegerne tog rigelig inspiration fra sin amerikanske forbilleder, men det var kompetent udført.
Darren Aronofskys mesterlige Black Swan var en tryllebindende fortælling om en dansers samtidige nedbrud af hendes karriere og hendes mentale helbred. Det var et smuk karakter-portræt, lagt op på det store lærred med brændende intensitet af Natalie Portman og filmen betræder sikkert grænsen mellem dragende thriller og Cronenbergian body horror.
It’s X-Mas, Yo! Part III
(¤ Jeg har besluttet mig for, at jeg simpelthen ikke har kræfterne til at slippe væk fra dette horrible slangudtryk, så derfor omfavner jeg det med begge mine arme og fuldender hermed den snart-legendariske “It’s X-Mas, Yo!” trilogi.)
Instrueret af Jalmari Helander
Skrevet af Jalmari Helander, Juuso Helander, Petri Jokiranta og Sami Parkkinen
Med Omni Tommila, Jorma Tommila, Tommi Korpela, Rauno Juvonen, Per Christian Ellefsen og Peeter Jakobi
Der er nogle ting, som jeg gør yderst sjældent. Jeg ser ikke ret mange finske film, jeg ser ikke mange julefilm og jeg indrømmer aldrig at jeg egentlig godt kan lide julen, men det bliver der lavet om på nu. Jeg har set Rare Exports, den er finsk, den handler om julen uden at være dårlig og jeg må anerkende, at jeg har svært ved at benægte at julestemningen så småt har overvældet mig.
Den søde, rare og lattermilde julemand, som vi alle er opvokset med, er blot en myte opfundet af Coca Cola for at tjene penge. I virkeligheden var han en dæmonisk trold, der én dag om året opsøgte uartige børn og åd dem. Han har i mange år været indespærret i et bjerg og verdenen kunne fejre julen i fred, men nu har et hold amerikanske gravrøvere fundet hans fængsel og gravet det fri. Julen er i fare og det samme er alle som ikke har opført sig ordentligt.
Traditionen tro, så ser jeg kun én julefilm om året. Det inkluderer selvfølgelig ikke Die Hard og Kiss Kiss Bang Bang, som jeg med glæde ser flere gange, men dem anser jeg mere som gode film end som julefilm. Det er en tilbagevendende oplevelse, som jeg næsten frygter lige så meget som julen i sig selv. Men i år er det ganske anderledes, næsten som ved et regulært julemirakel, så er årets film faktisk tæt på fantastisk.
Det er dog ikke den eneste overraskelse, som Rare Exports har at byde på. Det er en julefilm som er umulig at forudsige, det er ikke noget som man ser ofte, en film som finder juleånden frem i forfriskende original stil. Det faktum at filmen er helt igennem crazy, betyder ikke at det er et useriøst eventyr, begivenhederne bliver skam taget ganske alvorligt og det får det hele til at virke endnu bedre. Skuespillerne, inklusive de små af slagsen, gør det godt. Den herligt skæve humor leverer rigeligt med smil og så er der spandevis af skræmmende, nøgne gamle mænd. 
Og så er der lige en sidste ting, jeg ved ikke om de har magiske kameraer i Finland, men filmen er forbløffende smuk og er faktisk langt flottere end mange af de dyre Hollywood film.
Jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at fejre julen på, end at jagte en ond og morderisk juletrold, men jeg ville skynde mig at låse døren hvis man har været uartig.
Se også: Trolljegeren
On the Twenty-Second Day of Christmas…
Det er ikke kun de glade juledage som er beklædt med mørke, fremtiden ser skam heller ikke for lys ud. Det er en af de ting som science fiction film er glade for at fokusere på, idéen om at det kan godt være at det ser slemt ud nu, men bare vent i fremtiden er det meget værre. Jeg har længe været glad for instruktøren Alex Proyas, det er ham som stod bag filmatisering af The Crow og I, Robot, Men hans bedste film er efter min mening Dark City. Dark City udkom i 1998 og var en ganske unik lille film. Dens fremtids fortælling var anderledes, den var visuelt kreativ og så var den fyldt med gode præstationer. Kiefer Sutherland, Jennifer Connelly og William Hurt var alle mødt op for at give deres bedste, men det var Rufus Sewell der skilte sig ud. På det tidspunkt havde jeg forudset en stor karriere for Sewell, men sådan skulle det ikke være. Så tag i mod mørket for nu og huske på at der er lyse dage på stranden lige rundt om hjørnet.
On the Seventeenth Day of Christmas…
I stil med gårsdagens tanke med at sætte pris på ting, selv om de langt fra er perfekte, kom jeg til at tænke på Paul Walker (¤ja, jeg ved godt at min hjerne virker på en underlig måde). Jeg har normalt ikke noget til overs for Paul Walker, hans pretty-boy udseende og hans intetsigende skuespil i film som The Skulls, Fast and the Furious og Into the Blue, men han har stadig lavet et par lettere oversete film som jeg gerne vil anbefale. Først er der John Dahls Joy Ride, hvor Walker, Steve Zahn og Leelee Sobieski bliver jagtet af en ondsindet trucker. Det var en effektiv og spændende thriller i stil med Duel og Breakdown, godt skrevet af J. J. Abrams. Den anden film er Wayne Kramers Running Scared, der på papiret ligner en ganske almindelig thriller, men udvikler sig til en jævnt psykopatisk tegneserie. Filmen er konstant overraskende, visuelt flot og er et perfekt eksempel på at man aldrig skal dømme en bog på sit cover. Så fordi det er jul, så kan sige dette: Paul Walker, jeg kan sgu godt lide dig også selv om du er lidt af en padde.
On the Fifteenth Day of Christmas…
Igår skrev jeg en tilnærmelsesvis positiv sætning om en dansk film og Twitter var nede i 40 minutter, så jeg tror bare at jeg holder mig fra hjemlandets “goder”. Det stopper mig dog ikke i at snakke pænt om min nabo. Jeg har endelig fået set thrilleren Hodejegerne og lige meget hvor aggressivt medierne forsøger at bilde dig ind at det er en dansk film, så er den ganske norsk. Dette sker ofte, alle vil have del af en god ting og der er da også et par danske skuespillere med, men det er irrelevant. Hvad der til gengæld er relevant er, at det er en spændende og velkonstrueret thriller. Skuespillet er fantastisk, især hovedrolleindehaveren Aksel Hennie er fremragende, intensiteten er i top og historien er snoget nok til at holde en på kanten. En god og spændende film, som man i dette tilfælde er nød til at se efter sin nabo.
Mini Review: The Adjustment Bureau
Instrueret og skrevet af George Nolfi over Philip K. Dicks historie
Med Matt Damon, Emily Blunt, Anthony Mackie, John Slattery, Michael Kelly, Laura Kenley og Terence Stamp
Man kan være kold og kynisk, og kalde The Adjustment Bureau for Inception for romantikere. Det ville dog ikke være fair for nogle af parterne, men det ville heller ikke være helt forkert. Man kunne endda være så fræk, at argumentere for at det slet ikke er en science fiction film, men derimod en skæbnehistorie eller divine intervention (¤ jeg ved godt at der findes et dansk ord for det, men jeg kan bedre lide lyden af det der.) Det er underordnet hvad man ender med at kalde den, det er en spændende, velspillet og kompetent udført thriller. Matt Damon og Emily Blunt indleverer kvalitets-præstationer i de to hovedroller, men også Anthony Mackie (The Hurt Locker, We are Marshall) og John Slattery (Mad Men, Reservation Road) er fremragende, som de to agenter der i skjul skal verdenen på rette spor. The Adjustment Bureau ligger sig solidt i den positive ende af listen over gode film, baseret på Philip K. Dick historier. En liste som indeholder film som Minority Report, Scanner Darkly, Total Recall og ikke mindst Blade Runner.
The Adjustment Bureau er et sjældent syn, en science fiction film som ens bedre halvdel også kan sætte pris på.
Film Review: Source Code
Instrueret af Duncan Jones
Skrevet af Ben Ripley
Med Jake Gyllenhaal, Michelle Monaghan, Vera Farmiga, Jeffrey Wright, Michael Arden, Cas Anvar, Russell Peters og Craig Thomas
2011 US 93 min. Science Fiction / Action / Thriller
Filmgenrer svinger konstant i popularitet, præcis som det er tilfældet med musikgenrer. Det ene øjeblik er et helt specielt emne vanvittigt populært og markedet oversvømmes af folk der vil have en bid af kagen. Det næste øjeblik er det som om at det emne slet ikke eksisterer.
Der er selvfølgelig nogle genrer som forbliver evigt populære. Man ser f. eks. aldrig en mangel på actionfilm eller dumme komedier, på samme måde som at man nok aldrig slipper helt for dansevenlig og intetsigende popmusik.
De sidste par år har der været en lille renæssance indenfor science fiction film, en ting som jeg er ovenud lykkelig over. Men ikke nok med det øjede antal, så har en god del af filmene budt på intelligente og velskrevne historier. Film som Inception, Timecrimes, Cold Souls og Moon. Sidstnævnte blev instrueret af Duncan Jones og han tilføjer nu endnu en film til listen over gode nye sci-fi film med Source Code.
Den amerikanske helikopterpilot, Captain Colter Stevens (Jake Gyllenhaal), vågner forvirret op til en mission han ikke har sagt ja til. En lyssky militærenhed bruger deres avancerede teknologi til at sende Stevens tilbage i tiden, i et desperat forsøg på at afværge et bombe-angreb på et passagertog. Stevens skal finde terroristen og hvis muligt, desarmerer bomben, men han har kun 8 minutter før toget springer i luften. Så han bliver tvunget til at tage den dødsdømte rejse mange gange. Kan han nå bomben i tide? Hvorfor er det netop ham som har fået missionen? og hvorfor bliver kvinden på toget ved med at kalde ham Sean?
Så med andre ord, så er Source Code en science fiction version af Groundhog Day. En romantisk time-loop film med et fokuseret mål. Det er selvfølgelig ikke helt fair at sammenligne to så forskellige film, men det virker ret passende i dette tilfælde.
Source Code er Duncan Jones’ første big budget blockbuster og det er tydeligt noget helt andet end hans debutfilm, Moon. Source Code besidder på ingen måde dan samme intelligens eller dybde som gjorde Moon til den fremragende og gribende oplevelse som den nu engang var. Source Code har dog stadig en del mere hjerne end de fleste mainstream Hollywood-film uden at det kommer i vejen for evnen til at underholde. Source Code holder spændingen og overraskelsesmomentet kørende gennem den korte, hektiske og præcise spilletid. Det er godt skruet sammen, taler aldrig ned til sit publikum og det eneste som jeg rigtigt kan klandre filmen for er, at Duncan Jones tilsyneladende lider af det moderne Spielberg-syndrom, i det at han ikke rigtig ved hvornår han skal slutte og vedhæfter desværre omkring 30 sekunder for meget i filmens slutning. Det er dog ikke nok til at ødelægge en ellers glimrende biograftur.
Det er ikke kun instruktøren Duncan Jones som klarer sig flot igennem Source Code. Manuskriptforfatteren Ben Ripley, som indtil nu kun har skrevet endelige efterfølgere i Species-serien, formår også på fornem vis at holde filmens mange spor på rette kurs. Source Code er også hjulpet af glimrende præstationer fra de gode skuespillere. Jake Gyllenhaal, Michelle Monaghan og Vera Farmiga leverer alle solide roller og det er kun Jeffrey Wright, som konstant bevæger sig på grænsen til overspil.
Efter den fremragende Moon, slår Source Code for alvor fast, at Duncan Jones er genre-instruktør man skal holde øje med i fremtiden.
Se også: Frequency
Revisit of the Damned: The Mist
Instrueret af Frank Darabont
Skrevet af Frank Darabont over Stephen Kings historie
Med Thomas Jane, Marcia Gay Harden, Lauren Holden, Andre Braugher, Toby Jones, William Sadler, Jeffrey DeMunn, Nathan Gamble, Alexa Davalos, Chris Owen, Sam Witwer og Frances Sternhagen
2007 US 126 min. Horror / Sci-Fi / Thriller
[Revisit of the Damned er en af de nye features her på siden og fungerer som en counterpart til Destroy My Memories. Revisit of the Damned går, i al sin enkelhed, ud på at gense en film som jeg tidligere har fordømt og se om jeg tog fejl den første gang. En ekstra chance om man vil.]
Det sker af og til, at man går ind til en film med fuldstændig malplacerede forventninger. Om det så er fordi at filmen er solgt forkert af dens marketing, ens egne forvirrede over-bevisninger eller en helt tredje ting. Hvis man er offer for dette, så er det næsten umuligt at ryste af sig og der er nærmest garanti for at filmen aldrig rigtig falder i hak for en.
Stephen Kings The Mist er, for mig, et perfekt eksempel på dette. Jeg gik ind til The Mist med forventningerne om en moderne monsterfilm og det er filmen på ingen måde. Som resultat hadede jeg filmen og det eneste jeg kunne lide var stort set slutningen. Jeg forsøgte herefter ihærdigt at glemme filmen, men den blev ved med at dukke op i samtaler, podcasts og lignende. Den var som en slem sygdom som man aldrig helt kan komme af med.
Med tiden blev jeg træt af at man blev ved med at høre om den og besluttede mig derfor, som en del af Revisit of the Damned, langt om længe at gense filmen. Jeg gav filmen de bedst mulige omstændigheder, ved at se Frank Darabonts directors cut og i sort/hvid som oprindeligt var Darabonts vision. Efter gensynet er en ting åbenlys og den korte version er, at jeg tog fejl. Hør godt efter, kære læser og internettet generelt, for det er ikke noget som jeg anerkender ofte. Jeg tog fejl. Den lange version er, at der er mange ting at hente her.
Efter et voldsomt uvejr, indhylles en lille by i Maine af en altdækkende tåge. En gruppe af byens folk søger tilflugt hos den lokale købmand. Heriblandt kunstneren David Drayton (spillet af Thomas Jane) og hans søn (Nathan Gamble), hans bitre nabo Brant (Andre Braugher), skolelæren Amanda (Laurie Holden), den religiøse Mrs. Carmody (Marcia Gay Harden) og tre soldater på orlov. Den trykkende uvished tager hårdt på de indespærrede beboere og restløsheden spreder sig hurtigt. Nogle få trodser tågen og bevæger sig ud i det ukendte, men det viser sig hurtigt at dette ikke er nogen almindelig tåge og at noget fremmed ligger på lur. Beboerne må nu kæmpe for at overleve det ukendte men samtidig være på vagt hvad den spredende frygt kan gøre ved de folk omkring dem.
The Mist er en hyldest til de klassiske creature features fra 40erne og 50erne. Den dertil passende sort/hvide visuelle side er både stemningsfuld og utrolig stærk. Det virker ganske enkelt fremragende og jeg ville ønske at flere moderne film ville gøre brug af de monokrome billeder som et kunstnerisk valg. Det blev blandt andet brugt med stor succes i Luc Bessons Angel-A, Jim Jarmuschs Coffee & Cigarettes og Coen brødrenes The Man who wasn’t There. Det er ikke en mangel på farver, men en effektiv tilføjelse af tone.
Gruen er krybende og spændingen bygges grundigt op. Filmens computereffekter, som var et af mine store problemer da jeg så filmen første gang, virker meget bedre i sort/hvid og passer godt ind i filmens stil. Jeg vil selvfølgelig stadig ønske at de havde benyttet sig mere af praktiske effekter, men sådan har jeg det med de fleste film og det er ikke længere en hæmsko for The Mist. De ukendte væsner er, når man endelig ser dem, kreative, faretruende og ganske flot lavet.
Det er dog ikke monstrene som er det vigtige, men derimod karakterne. Det brogede persongalleri er fyldt med interessante og veludviklede karakterer. Det ville selvfølgelig ikke betyde meget, hvis skuespillerne ikke var klar på opgaven, men heldigvis sætter hele castet deres bedste fod forrest. Mit største problem, den første gang, var den religiøse og jævnt sindssyge Mrs. Carmody, spillet af Marcia Gay Harden. Jeg hadede hende som pesten. Denne holdning er vendt 180 grader. Jeg hader hende stadig, men det er nu til filmens fordel. Hun er dog ikke den eneste som spiller fremragende, der er også godt spil fra Thomas Jane, Andre Braugher, Toby Jones og den evigt pålidelige karakterskuespiller William Sadler.
Filmens slutning, som var det eneste jeg kunne lide den første gang, var noget af det bedste og mest overraskende i mands minde. Det er den stadig, selvom at jeg ved hvad der kommer, så er det et utrolig stærkt og følelsesmæssigt udmattende punktum for en fantastisk film.
Så der har du det, jeg tog fejl og er lykkelig for det. Alle tager fejl en gang i mellem, nogen mere end andre, det er vel at mærke derfor at jeg lavede denne artikelserie. Jeg slutter hermed af med den varmeste anbefaling af The Mist, så længe at man sparer farverne på sit fjernsyn og ser den rigtige version.
2008 Karakter: 3/10
2011 Karakter:
MMX: Best Thriller
Runners up: Buried, The American, The Secret in their Eyes og The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans
Jeg er stor fan af undergenren “single-location thrillers” fordi at man ikke bare kan lade sig hjælpe af store omgivelser eller fancy actionscener men derimod alene er i hænderne på sine skuespillere og instruktøren. Buried er 93 minutter med Ryan Reynolds spærret inde i en begravet kiste, men det er stadig yderst spændende takket være en intens præstation fra Reynolds og kreativ instruktion fra Rodrigo Cortés. Som tidligere nævnt er den argentinske The Secret in their Eyes en spændende kriminal thriller med stærkt skuespil og en god historie. Den står også i stærk kontrast med Buried, idet at den indeholder et af de mest komplicerede shots fra sidste år. The American var en rejse tilbage til en tid hvor det ikke var nødvendigt at klippe 45 gange i minuttet. Det er en smuk, rolig og nærmest meditativ thriller med en af de bedste roller til George Clooney i lang tid. The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans er egentlig en forholdsvis almindelig politithriller ramme, hvori en fuldstændig psykopatisk Nicolas Cage får frie tøjler. Kombinationen af Cage og instruktøren Werner Herzog resulterer en uforudsigelig og mægtig interessant film.
Martin Scorceses stemningsfyldte thriller Shutter Island gav startskuddet på hvad der blev et fremragende år for Leonardo DiCaprio. Han har fået en rolle med kød på og han spiller ganske enkelt fantastisk. Han bliver omgivet af et sæt skuespillere som ligeledes spiller upåklageligt, en spændende historie og flotte billeder. Filmens slutreplik giver mig stadig kuldegysninger når jeg tænker på den.
