Film Review: The Tourist
Instrueret af Florian Henckel von Donnersmarck
Skrevet af Florian Henckel von Donnersmarck, Christopher McQuarrie og Julian Fellowes
Med Johnny Depp, Angelina Jolie, Paul Bettany, Timothy Dalton, Steven Berkoff, Christian De Sica og Rufus Sewell
2010 US min. 103 min. Thriller
“It all started when he met a woman”
Der findes ingen magisk facitliste hvor efter alle film skal laves og jeg påstår ikke at jeg skal bestemme hvordan film-verdenens instruktører skal konstruere deres film, men der findes dog nogle uskrevne regler som man bør følge. En komedie skal være sjov, en gyserfilm skal være uhyggelig, en Michael Bay-film skal være dum og en spion-thriller skal være spændende. Sidstnævnte er det største af et uendeligt antal af fejltrin som den stort opsatte The Tourist tager.
Den små-kedelige amerikanske matematiklærer, Frank Tupelo (Johnny Depp), er på vej med toget til Venedig. På vejen bliver han samlet op af den smukke Elise (Angelina Jolie) som tager ham med ind i en glamourøs verden fyldt med dyre hotelværelser, fancy fester og smukke mennesker. Men pludselig bliver han jagtet af både den russiske mafia, FBI og Interpol som alle tror han er Elises berygtede ex-kæreste Alexander Pierce. Kan Frank slippe helskindet fra jagten, hvad vil Elise med ham og hvem er denne mystiske Pierce?
The Tourist er en mistaken identity thriller i klassisk stil, en genre der indeholder mesterværker som eksempelvis Hitchcocks North by Northwest, men i modsætning til den film så er The Tourist dræbende kedelig. Filmen bliver aldrig spændende hovedsagligt fordi historien og karaktererne på intet tidspunkt er interessante, de få actionscener er livløse og horribelt instrueret og manuskriptet grænser til det idiotiske. 
Man har sat to af tidens største stjerner overfor hinanden, men The Tourist får dem ærligt talt en anelse afdanket ud. De er to af de mest attraktive mennesker i Hollywood men her ser de ud til at kede sig bravt, der er absolut ingen kemi mellem dem og efter et årti med næsten udelukkende overdrevne roller fra Johnny Depp, er det nærmest umuligt for ham at virke troværdig i den forholdsvis seriøse rolle som Frank. De er dog ikke alene om det, den eneste der spiller tilnærmelsesvis ok er Steven Berkoff som den russiske mafiaboss. Resten af castet, Paul Bettany, Timothy Dalton og Rufus Sewell, spiller ganske forfærdeligt men de har bare meget mindre skærmtid at gøre det på. 
Filmen er skrevet og instrueret af Florian Henckel von Donnersmarck som stod bag den fremragende Das Leben der Anderen (The Lives of Others). Den film var et social-realistisk drama og han har intet begreb om hvordan en spændende thriller skal laves. Der er to andre krediteret for manuskriptet, blandt andet Christopher McQuarrie der skrev The Usual Suspects, så det er svært for mig at konkludere hvem der er skyld i filmens slutning, men det er en af de værste slutninger at jeg har set i lang tid, selv M. Night Shyamalan ville være flov over at sætte sådan en stopklods på hans film. Det er en af den slags slutninger der har evnen til at ødelægge alt hvad der kom før den, selv hvis filmen havde været god så ville det være underordnet med den slutning.
The Tourist er en fiasko, både økonomisk og kvalitetsmæssigt. En frustrerende kedelig spændingsfilm med to superstjerner på autopilot og en himmelråbende stupid slutning.
Se i stedet: North by Northwest
Anti-Hollywood Week: Los Cronocrímenes
Timecrimes
Instrueret af Nacho Vigalondo
Skrevet af Nacho Vigalondo
Med Karra Elejalde, Candela Fernández, Bábara Goenaga, Nacho Vigalondo, Juan Inciarte og Miguel Ángel Poo
2008 92 min. Spanien Sci-Fi / Thriller
“A Trip Back in Time from the Present to…”
Størstedelen af alle film er fuldt ud tilfredse med at forære seeren alt, skære alting ud i pap og udpensle enhver detalje. Det er bare ganske rart, som et normalt tænkende menneske, en gang imellem at blive udfordret og til tider selv tage stilling til ting. Det bliver ekstra interessant, når film tør at skille sig ud fra mængden, ved at være direkte udspekulerede og tvinger de små grå på overarbejde. Historier der snor og vrider sig så meget at man er nød til at være fokuseret bare for at følge med og hvis der så yderligere bliver smidt tidsrejsen i blandingen, så er det at det for alvor bliver spændende. Intelligente genre-film som Primer, Memento, The Nines og nu Los Cronocrímenes er blot et par eksempler på at film ikke behøver at være mindless entertainment.
Hector og hans kone Clara er et ganske almindeligt ægtepar, der lige er flyttet i et nyt hus på landet. Mens Hector sidder at slapper af og kigger ud i skoven gennem hans kikkert, får han pludselig øje på en nøgen kvinde i den nærliggende skov. Han beslutter sig for at undersøge nærmere, finder pigen død og bliver, som ud af ingenting, jagtet af en maskeret mand. Jagten ender ved et tilfælde i en halvfærdig tidsmaskine som sender Hector en time tilbage i tiden. Kan dette hjælpe Hector til at redde den nøgne kvinde fra den maskerede mand og rette op på situationen eller er der mere på spil?
Debuttanten Nacho Vigalondo har skabt en unik og vidunderligt kompliceret hjernevrider. Det starter stille og roligt ud men inden længe skal man holde godt fast for ikke at falde af i svinget. Der leges hele tiden med fortælleteknikkens rammer men også seerens skrøbelige forestilling om hvad der helt præcist foregår. Karra Elejalde spiller den flersidede hovedrolle med en passende blanding af desperation og hjerte. Vigalondo har givet Timecrimes et gammeldags udseende og en beskidt stil (¤ og her kan jeg nemt fremstå som en idiot, hvis det ikke er med vilje fra Vigalondos side og kun er et produkt af filmens lave budget) som får filmen til at føles som en hidtil uset kultfilm der ved et tilfælde fangede ens opmærksomhed nede i den lokale videobutik dengang i VHS-dagene. En helt speciel og fantastisk oplevelse, der kræver at man har tændt for hjernen inden man går i gang.
Hvad har jeg lært om det pågældende land? Der er så megen tillid til praktikanter i Spanien, at man uden tøven efterlader en alene med en prototype tidsmaskine. Man behøver ikke at have model-like good looks for at være skuespiller i Spanien.
Har filmen ændret min holdning til Hollywood? Timecrimes viser at man godt kan gøre en simpel historie mere kompliceret ved at tilføje intelligens og dybde. Hollywood viser gang på gang, at man sagtens kan gøre en simpel historie endnu mere simpel ved at forklare alt i detaljer til seeren.
Se også: Triangle
9/10 (8)
Film Review: Inception
Instrueret af Christopher Nolan
Skrevet af Christopher Nolan
Med Leonardo DiCaprio, Joseph Gordon-Levitt, Ellen Page, Marion Cotillard, Tom Hardy, Ken Watanabe, Dileep Rao, Cillian Murphy, Tom Berenger, Pete Postlewaite, Michael Caine og Lukas Haas
2010 148 min. US Sci-Fi / Action / Thriller
“Your Mind is The Scene of the Crime”
Christopher Nolan er en af de få ægte tryllekunstnere tilbage. En mester af illusioner. Han ligger en ære i at lege med publikums tanker og det bliver gjort med udsøgt teknisk og visuelt talent. Det ældgamle tryllekunstner trick, hvorved publikums øjne bliver vildledt med den ene hånd alt imens det i virkeligheden er i den anden hånd at alting sker. Det er et trick som Nolan har brugt mange gange og det bliver altid udført med en sjælden elegance, i modsætning til mange af de andre der forsøger dette i Hollywood, så er det ikke bare for at få et desperat twist ind i filmen. Alle Nolans små vildledninger og fortællemæssige tricks er altid understøttet af historien, altid gennemtænkt og drager publikum til at tænke over hvad det er de ser. Hvilket er noget der ikke kræves af ret mange film nu til dags.
Hans tidligere film, Memento, Insomnia og The Prestige (¤ skal lige hurtigt nævnes at jeg ikke har set hans debutfilm, Following, en fejl som der snart bliver rådet bod på), er alle intelligente og komplekse fortællinger som indeholder meget mere end det der lige ligger på overfladen. Selv hans to tegneserie-adaptioner, Batman Begins og The Dark Knight, bragte en intelligens, intensitet og styrke til superhelte som man ikke var vant til. The Dark Knight især, er ikke “blot” en fremragende tegneserie-filmatisering men også en rigtig god film og har næsten alene ændret genren til det den er i dag. Nolans eminente filmiske og fortællemæssige egenskaber gør, at han konstant overrasker og forundrer. Dette er bestemt ikke mindre sandt med Inception.
Med Inception har han måske lavet sin bedste film, hvilket siger en del når man tager de ovennævnte titler i betragtning. På samme tid er filmen, overraskende nok, meget mindre en gåde set i forhold til Memento eller The Prestige. Når det er sagt, så er det ikke fordi det ikke er en mindbending og kompleks film, for det er det i allerhøjeste grad og det ville også være svært andet i en film der hovedsagligt foregår i, ikke bare en drøm men, flere lag drømme. Det er jeg mener, er at selvom filmen hopper ind og ud af drømme, på forskellige tider og steder, så er Inceptions verden og regler så velfortalte og realiseret at der er intet der virker malplaceret, ulogisk eller urealistisk i historien. Som Cobb (Leonardo DiCaprio) siger i filmen: “Dreams feel real while we’re in them. It’s only when we wake up that we realize something was actually strange.” Det er en af de bedst fortalte og udførte science fiction film i meget lang tid.
Visuelt træder Nolan og fotograf Wally Pfister heller ikke en fod forkert. De to har arbejdet sammen de sidste ti år og dette samarbejde bliver kun bedre film for film. Inception er en smuk visuel perle, blanding af Pfisters fantastiske cinematografi og drømmenes pragtfulde effekter er perfekt. Samtidigt er det akkompagneret af et bombastisk og superb score fra Hans Zimmer. Som om det ikke var nok, så er det talentfulde og stjernebesatte cast fremragende hver og en. Leonardo DiCaprio fortsætter et fantastisk år (efter Shutter Island) og han bliver fornemt bakket op af stærke præstationer fra bl.a. Marion Cotillard (Public Enemies), Ken Watanabe (Batman Begins), Cillian Murphy (28 Days Later), Tom Hardy (Bronson) og ikke mindst GaGa The Movies’ yndling Joseph Gordon-Levitt (Brick).
Og til dem der er nervøse for at det er en tung, plotdreven film hvor der ikke sker noget, så kan de ånde lettet op. Nolan har fyldt Inception med masser af kreative actionscener, man får biljagter, gun-fights og selv en kampscene uden tyngdekraft. Alt sammen udført med bravur og adrenalinpumpende intensitet. Det sniger sig oveni hatten også lidt humor ind hist og her.
Inception er en intelligent, original og spændende science fiction film og en oplevelse man bestemt ikke må gå glip af, hvis man bare er det mindste filminteresseret. I en tid med et hav af remakes og sequels giver Inception en indikation af at Hollywood ikke kun er besat af idioter. Se Den!
Se også: The Matrix
10/10 (9)
Film Review: Repo Men
Instrueret af Miguel Sapochnik
Skrevet af Eric Garcia og Garrett Lerner over Eric Garcias bog
Med Jude Law, Forest Whitaker, Alice Braga, Liev Schreiber, Carice van Houten, Chandler Canterbury og RZA
2010 111min. US Sci-Fi / Action / Thriller
I en nær fremtid, har videnskaben gjort store teknologiske fremskridt, det er nu muligt at erstatte stort set alle menneskelige organer med mekaniske substitutter og derved give én et langt og aktivt liv. Disse implantater er jo selvfølgelig langt fra gratis og hvis man kommer bagud med betalingen, sendes der folk ud for at inddrage firmaets ejendom. De er Repo Men.
Det er et simpelt og fantastisk setup til en science fiction film og hvis der havde været talent som f.eks. David Cronenberg, Alex Proyas eller en ung Ridley Scott bag, så havde det sikkert også været en fantastisk film. Så heldig er man bare ikke. Langt fra.
Det er lang tid siden at jeg har set en film, der skyder så langt forbi målet. Den debuterende instruktør (og tidligere storyboard-artist) Miguel Sapochnik og manuskriptforfatterne Eric Garcia og Garrett Lerner har ingen forstand på hvordan man sætter en film sammen. De udviser ingen forståelse for selv de mest basale grundsten i opbyggelsen af en film. Der er ingen story-arc, charater-arc eller for den sags skyld, generel tidsfornemmelse. Man kan ikke bare smide vilkårlige scener sammen og så antage at det fungerer. Det er altafgørende for en film og dens historie, at man forstår hvad der sker og hvorfor. På samme måde som det er vigtigt at man tydeligt viser hvad der er protagonistens formål og motivation. Det er ved samlingen af disse elementer at man skaber en historie, der giver mulighed for indlevelse og gør at man kan sympatisere med de prøvelser filmens helt skal igennem. I Repo Men er det meget lidt der kommer igennem til seeren og de småting der gør, er så umådeligt inkompetent udført at man ligeså godt kunne være foruden. Der er selvfølgelig ikke kun én rigtig måde at lave film på, jeg har set flere art-house/indie-film der undlader en eller flere af de ovennævnte elementer og enkelte af dem gjorde det endda på succesfuld vis, men Repo Men er ikke en af den slags film. Det er en mainstream science fiction film og som det mislykkedes den totalt.
Filmen er rigelig lang i forvejen men alligevel virker det stadig som om at man har valgt helt at ignorere vigtige scener der kunne binde historien sammen. Hvilket resultere i en underlig, forvirrende film uden flow eller fremdrift, med andre ord kedelig og frustrende. I det hele taget, så bliver det hele mere og mere tåbeligt men jeg lever stadig i den tro, at en god instruktør kunne have reddet filmen. Der er potentiale her men det er misbrugt og ødelagt af folk der ikke ved hvad de laver.
Se i stedet: Minority Report
2/10 (6)
Film Review: Shutter Island
Instrueret af Martin Scorsese
Skrevet af Laeta Kalogridis over Dennis Lehanes bog
Med Leonardo DiCaprio, Mark Ruffalo, Ben Kingsley, Max von Sydow, Michelle Williams, Emily Mortimer, Patricia Clarkson, Jackie Earle Haley, Ted Levine og Elias Koteas
2010 138 min. US Thriller
Martin Scorsese er et af de store ikoner i filmindustrien sammen med folk som David Fincher, Quentin Tarantino og Alfred Hitchcock. Han har tilføjet nogle sande mesterværker til mit elskede medie, film som Taxi Driver, Raging Bull og Goodfellas betragtes med rette som klassikere. Men i nyere tid føltes det som han har mistet noget af sin glød. Efter han skiftede Robert DeNiro ud med hans nye favorit-frontfigur, Leonardo DiCaprio, er kvalitet dalet betydeligt. Det har dog, i mine øjne, intet med DiCaprio at gøre, da jeg syntes han spiller rigtig godt i alle tre, det var bare svagere film. Gangs of New York og The Aviator var begge stort opsatte film der ikke formåede at leve op til deres potentiale. Ligeledes endte hans genindspilning af den fabelagtige Infernal Affairs væsentligt under de høje forventninger. The Departed indeholdte på ingen måde den samme intensitet og kraft som originalen, desuden var den decideret fejl-castet flere steder. Matt Damon og Mark Wahlberg bragte intet til filmen og den håbløst overspillende Jack Nicholson var helt igennem malplaceret. Men med Shutter Island tager Martin Scorsese et enormt skridt, tilbage i den rigtige retning.
Shutter Island er en velskreven psykologisk thriller, både intelligent og effektiv. Filmens manuskript er bygget over Dennis Lehanes bog af samme navn og han er bestemt ikke fremmed for en solid thriller. Tidligere filmatiserede værker fra Lehanes hånd inkluderer de fremragende film, Mystic River og Gone Baby Gone, plus et par episoder af TV-serien The Wire. (¤ Forbandet af at have set så mange film, som jeg har, så havde jeg gættet rimelig tidligt hvor det bar hen, men i modsætning til så mange gange før, så kunne jeg stadig nyde vejen dertil. Hvilket betyder at det er interessant og spændende nok skrevet til at jeg ønskede at se hvordan de nåede målet, selvom overraskelsen var ødelagt.)
Visuelt er det ligeså betagende. Shutter Island er filmet i en smuk klassisk stil både i kamera-bevægelser og scenekomposition, hvilket desværre et fåtal af gange bliver hæmmet af nogle lidt halvhjertede green-screen billeder. Den flotte visuelle side er ledsaget af et stemnings-fyldt og ligeledes klassisk score der virker yderst dramatisk og intenst.
Det hele bliver fulgt til døren af et særdeles strålende cast der alle yder deres bedste. Det er dog Leonardo DiCaprio der bærer filmen på hans skuldre, i en af hans bedste roller i en karriere der allerede er tæt besat af gode roller. Jeg har længe følt at det almene publikum ikke giver DiCaprio den respekt han fortjener. Han har gang på gang vist at han ikke bare er en pretty boy men derimod er en af de bedste skuespillere af hans generation. Titanic var et sødsuppe drama men man glemmer at han spillede ganske udmærket, desuden er det lang tid siden og han har givet mange stærke præstationer efterfølgende, bare se på eksempelvis Catch Me if You Can, Blood Diamond og Revolutionary Road. Nu kan han skrive endnu en præstation på den liste.
Shutter Island er et glædeligt gensyn med en Martin Scorsese jeg troede man havde mistet og godt gammeldags håndværk som man ikke ser meget af nu til dags. En solid og gribende psykologisk thriller man ikke bør gå glip af. En af mine klare favoritter i et allerede godt filmår.
Se også: Mulholland Dr.
9/10 (8)
Film Review: A Perfect Getaway
Instrueret og skrevet af David Twohy
Med Steve Zahn, Milla Jovovich, Timothy Olyphant, Kiele Sanchez og Marlie Shelton
Instruktøren af sci-fi/ horror-mesterværket Pitch Black og dens mindre heldige efterfølger, Chronicles of Riddick, er efter en lang pause tilbage med denne overraskende gode mainstream thriller.
(¤ Han lavede også The Arrival med Charlie Sheen, men det eneste jeg kan erindre fra den film er at rumvæsnernes knæ bukker den forkerte vej og at den ikke var synderligt god.)
Cliff og Cydney er nygifte og tager til Hawaii på bryllupsrejse.
De lokale fortæller om den afsides strand, kendt for dens skønhed, som kun kan nås via en små-farlig tur gennem junglen til fods.
De begiver sig på vej og på turen møder de to interessante par.
Men ét par er ikke hvad de udgiver sig for at være…
Historien er ikke særlig opfindsom og det er set mange gange før men det er netop derfor at David Twohys bedrift er så prisværdig.
Twohys velskrevne manuskript leger både med ens forventninger og generelle genre-konventioner for, på fornem vis, at holde spændingen kørende.
Plottets drejninger bevæger sig ud på territorier der uden tvivl vil dele publikum ned i midten.
Den ene halvdel vil nok falde af i svinget og finde det hele lidt tåbeligt.
Den anden halvdel vil følge Twohy og se det som kreativt og forfriskende.
Hvilken halvdel man tilhører vil, logisk nok, kraftigt påvirke ens mening om filmen, men som man kan se ud fra anmeldelsen og karakteren tilhører jeg den sidstnævnte halvdel.
Skuespillet er generelt godt over hele linjen men især Timothy Olyphant er særdeles fremragende. (¤ Hvis jeg så bare kunne få Hitman slettet fra hukommelsen, for Olyphant er næsten god i alt han medvirker i men den lortefilm er en skamplet på hans CV.)
Se også: The Ruins
7/10
