Film Review: Rango
Instrueret af Gore Verbinski
Skrevet af John Logan, James Ward Byrkit og Gore Verbinski
Med stemmer af Johnny Depp, Isla Fisher, Abigail Breslin, Ned Beatty, Bill Nighy, Alfred Molina, Stephen Root, Harry Dean Stanton, Timothy Olyphant, Ray Winstone, Claudia Black og Vincent Kartheiser
2011 US min. Animation / Western / Komedie
Enhver filmelsker udvikler med tiden et tykt lag hud, som kan beskytte én fra den uendelige række af brudte forventninger som filmindustrien er skyld i år efter år. Den lidt tykkere hud betyder dog ikke at man nødvendigvis lærer noget at dette misbrug, man fanger gang på gang sig selv i at bygge nye skyhøje forventninger op som blot venter på at blive ødelagt og det var også tilfældet, da jeg sidste år for første gang så traileren til Rango. Jeg fik straks bildt mig selv ind, at Pirates of the Caribbean-kollegaerne Gore Verbinski og Johnny Depp kunne skabe noget så atypisk som en computeranimeret tegnefilm som ikke kun var god men også var rettet mod et lidt ældre publikum. Jeg væbnede mig nervøst med tålmodighed til de mange lange måneder indtil filmens premiere og gjorde mig stille og roligt klar til atter at få mine forventninger smadret. Men da jeg trådte ud af biografens mørke og vandrede mod solnedgangen, var der til stor overraskelse ingen huller i mine forventninger. Rango er alt hvad jeg kunne have håbet på og mere til, det er ganske enkelt noget helt specielt.
Rango er en tam kamæleon som lever et sikkert beskyttet liv og tilbringer det meste af sine dage med at lave teaterstykker med en halv barbiedukke, en plastikpalme og en optrækkelig fisk som modspillere. En dag bliver hans hverdagsrammer bogtaveligt talt smadret, da hans akvarium falder ud på en øde motorvej i ørkenen. Forvirret og bange begiver han sig ud i ørkenen for at finde hjælp. Han bliver med det samme spottet som svag af ødelandets rovdyr og han er med ét jagtet vildt. Tilfældighederne vil det ikke bedre end at han ved et uheld pludselig ses som en helt i den støvede by Dirt. Med ét skal han ikke kun finde ud af hvem han i virkeligheden er, men nu er en hel bys skæbne også i hans små hænder.
Rango er et samarbejde mellem Nickelodeon, Gore Verbinski og Industrial Light & Magic. Nickelodeon er selvfølgelig bedst kendt for deres middelmådige børnekanal men de har også udgivet en håndfuld udemærkede film såsom Lemony Snicket’s A Series of Unfortunate Events, The SpongeBob SquarePants Movie, Clockstoppers, Nacho Libre, The Spiderwick Chronicles samt sidste års forfærdelige The Last Airbender. Det er derimod både Gore Verbinski og Industrial Light & Magics første computeranimerede film. Verbinski er bedst kendt som instruktøren af de første 3 Pirates of the Caribbean-film men han har lavet så forskellige film som den amerikanske remake af The Ring, The Weather Man og Mousehunt. Specielt den sidstnævnte holder en særlig plads i mit hjerte og den viste også at han sagtens kan håndtere en syret humoristisk sans som han nu har videreført i Rango. Industrial Light & Magic er jo heller ikke ligefrem nybegyndere i filmverdenen. Siden det blev stiftet i 1975 af George Lucas, har de som det mest kendte special effects studie i industrien, stået bag magiske øjeblikke i store franchises som Star Wars, Indiana Jones, Back to the Future, Terminator, Jurassic Park, Harry Potter, Star Trek, Men in Black, Transformers, Iron Man og Pirates of the Caribbean. Derudover enkeltstående film som E.T., Who Framed Roger Rabbit, The Abyss, War of the Worlds, The Mask, Jumanji, Minority Report, Forrest Gump, Hulk og Avatar. Så med andre ord, altså alle store effektdrevne film nogensinde, stort set og nu har de kastet deres betydelige talenter i en 100% computeranimeret spillefilm.
Denne ekspertise er tydelig på lærredet, da Rango nok er en af de flotteste computer-animerede film nogensinde og det er ofte forbløffende smukt. Ordet smuk er rettet mod animationen og billedets kvalitet, for ingen af filmens karakterer kommer indenfor miles omkreds af definitionen af skønhed. For præcis som hvis man sad og så en Sergio Leone western, så er persongalleriet fyldt med beskidte, karakteristiske og interessante ansigter. Selv vores hovedperson, Rango, har ikke været heldig i skønhedslotteriet, da en kamæleon som bekendt ikke ligefrem er det skønneste dyr på Jorden. Dette er dog på ingen måde en negativ ting, fordi alle filmens væsner er charmerende, unikke og yderst detaljerede i stærk kontrast til tidens mange kønsløse og ironisk flade 3D computeranimerede karakterer. I den forbindelse, så var jeg lykkelig for at kunne nyde detaljer og farver uden at skulle tvinges til at se det igennem et par forstyrrende solbriller.
Kvaliteten stopper ikke ved det visuelle men strækker sig også ud over manuskriptet, som er skrevet af John Logan (Gladiator, Any Given Sunday, Sweeney Todd) og det er absolut drøm for enhver filmelsker. Rango er fyldt til randen med fantastiske film-referencer, ikke blot fra Sergio Leones spaghettiwesterns men også fra film som Apocalypse Now, Chinatown og Fear and Loathing in Las Vegas, bare for at nævne nogle få. Filmens humor kommer også fra et forrygende voice-cast der, foruden Depp, byder på topklasse stemme-skuespil fra blandt andre Bill Nighy, Stephen Root, Ray Winstone, Harry Dean Stanton og en fantastisk Clint Eastwood-imitation fra Timothy Olyphant. Rango udmærker sig også ved at skuespillerne klædte sig ud og spillede scenerne overfor hinanden, som virkelig kan mærkes i filmens rytme og kemi.
Lige fra det øjeblik at Rangos akvarium går i stykker, er det som om at både Rango og filmen bryder ud af de traditionelle og almindelige rammer. Dette er ikke din typiske animationsfilm. Det er et metafor, ser du og når man sidder i biografens mørke er det både befriende for filmens karaktere og for en som filmelsker.
Se også: The Good, The Bad & The Ugly med din kælevaran
Film Review: Jonah Hex
Instrueret af Jimmy Hayward
Skrevet af Mark Neveldine, Brian Taylor og William Farmer over tegneserien fra DC Comics
Med Josh Brolin, John Malkovich, Megan Fox, Michael Fassbender, Will Arnett, Michael Shannon, Wes Bentley, Aidan Quinn og Jeffrey Dean Morgan
2010 80 min. US Western / Action / Sci-Fi
Nogen gange spredes rygter og dårlig omtale som en steppe-brand, allerede inden en film kommer i biografen. Ren erfaring har lært os, at det på dette tidspunkt er fornuftigt at nedsætte ens forventninger betragteligt og forberede sig mentalt på en filmisk fiasko. Intet kan dog forberede en på den kolossale mængde af elendighed Jonah Hex stiller for døren.
Filmatiseringer af tegneserier bruger ofte store mængder af spilletidens dyrebare minutter på, at fortælle deres respektive heltes baggrundshistorie. Dette kan tage alt fra adskillige minutter til stort set det hele af heltens første film. Thomas Jane versionen af The Punisher spilder 40 minutter på at fortælle den simple historie, at han vil have hævn fordi hans familie bliver slået ihjel. Mens andre nye tegneserieadaptioner så som Iron Man og Batman Begins bruger næsten hele filmen på at sætte ting på plads, men de gør det på en interessant og medrivende måde. I Jonah Hex forsøger man at fortælle hele optakten under titelsekvensen, hvilket ville have været en rar ting hvis det ikke havde været for det faktum, at det er vist ved hjælp af en ubegribeligt talentløs montage og filmen ikke stoler på at man har set starten og derfor føler sig tvunget til at vise flashbacks til begyndelsen flere gange under-vejs.
Mark Neveldine og Brian Taylor (Gamer, Crank I og II) har skrevet manuskriptet og det var også meningen at de skulle instruere men de forlod projektet på grund af kreative uenigheder. Med andre ord, de fik ikke lov til at lave den film de ville og studiet hev Jimmy Heyward, hvis eneste credit til hans navn er den animerede Horton Hears a Who, ind for at lave reshoots og få en færdig film i biograferne. Jeg kan ikke lide Neveldine og Taylors sindssyge og overgearede stil men det ville med garanti have været en bedre film med dem bag kameraet. Resultatet af dette split, reshoots og studieindblanden er en film der er klippet langt ind i helvede. Intet giver mening, intet hænger sammen og selv om filmen kun varer 80 minutter inklusive titelsekvens og rulletekster, er det stadig ulideligt lang tid.
Det tætpakkede cast er fyldt med talentfulde skuespillere, som Josh Brolin, Michael Fassbender, Jeffrey Dean Morgan, Michael Shannon og John Malkovich, men de er alle spildt. Især er det bittert at se Josh Brolin, der har lavet den ene fremragende film efter den anden de sidste par år, stå hjælpeløst tilbage mens alting falder sammen omkring ham. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg længe har ønsket at Megan Fox ville holde op med at lave film og Jonah Hex gør bestemt ingenting for at ændre den holdning. Til trods for at hun står nummer to på rollelisten og er vist på plakaten, er hun faktisk ikke ret meget med i filmen, hun formår dog stadig at være totalt uinspireret i de få scener hvor hun er med. Der opstår imidlertid et andet problem vedrørende hende i løbet af filmen. Jeg så filmen i 1080p HD og hvor eksempelvis Josh Brolin står knivskarpt i billedet, virker Megan Fox konstant ude af fokus. Det er der tre mulige grunde til: Enten 1. Hun er i sandhed det yngel af Satan, som jeg sætter hende op til at være og den moderne teknologi kan simpelthen ikke se hende. 2. Kameramænd og lysfolk på settet har ingen anelse om hvad de laver eller 3. Hendes hud er bogstaveligt talt så ren, at der bare ikke eksisterer nogen detaljer som kameraet kan opfange. Hvad svaret end er, så er det under alle omstændigheder voldsomt irriterende.
Jonah Hex var meget værre end frygtet og kan på ingen måde anbefales til nogen som helst, selv ikke som en hadegave til ens værste fjende, ingen fortjener denne smertefulde oplevelse.
Se i stedet: Constantine
0/10 (4)
Anti-Hollywood Week: Gunless
Instrueret af William Phillips
Skrevet af William Phillips
Med Paul Gross, Sienna Guillory, Dustin Milligan, Tyler Mane, Callum Keith Rennie, Graham Greene, Michael Eklund og Alex Zahara
2010 89 min. Canada Western / Komedie
Lige på den kolde side af den nordlige amerikanske grænse, under det blafrende Maple Leaf blandt bævere, ishockey og de venlige french-canadians, findes der faktisk en filmindustri. Den er måske ikke så stor, men den eksisterer og der hvor de fleste nok kender en del canadiske skuespillere uden at vide det, skuespillere som eksempelvis Brendan Fraser, Dan Aykroyd, Jim Carrey, Keanu Reeves, Michael J. Fox, Ryan Reynolds, William Shatner og Evangeline Lily, så er det nok de færreste læsere der rent faktisk har set en canadisk film. Det er dog ikke nødvendigvis deres egen skyld, for man får ikke mange muligheder. Desto mere grund til, at jeg her på min lille opdagelsesrejse, greb et af de sjældne eksemplarer.
Den amerikanske cowboy, The Montana Kid, rider en solrig dag ind i en lille støvet by. Eller rettere hans hest rider ind i byen, cowboyen selv er nemlig bevidstløs, stinkende efter mange dages rejse og har en kugle i den ene balde. Han vågner op forvirret og uden at vide hvor han er, men han finder hurtigt ud af at han, blandt byens venlige gemytter og underlig tryk-fordeling, er langt hjemmefra og har krydset grænsen til Canada. Han rager sig hurtigt uklar med flere beboere og udfordre endda også flere til duel, men hans kolde amerikanske cowboy-hjerte er ikke helt umodtagelig for disse venlige og fredelige mennesker.
Gunless starter meget fornøjeligt ud, men det bliver hurtigt klart at der ikke er mange jokes på repertoiret. Det består mest af “ha ha, canadiere er venlige” og “he he, de siger aboot i stedet for about”. Det er ikke nok at bygge et humoristisk grundlag på og filmen ender også med at være charmerende men helt igennem ligegyldig. Derved også svær at skrive noget synderligt interessant om, så jeg stopper bare her.
Hvad har jeg lært om det pågældende land? Selv i hans hjemland, kan den undervurderede Callum Keith Rennie ikke engang få en ordentlig rolle. Det er synd, for han leverer altid varen.
Har filmen ændret min holdning til Hollywood? Nope, endnu en nitte. Det gør ikke den store forskel om det er en ligegyldig komedie fra Hollywood eller Canada, den er ligegyldig underordnet hvor den er fra.
Se i stedet: Blazing Saddles
4/10 (5)
Film Review: The Good, The Bad & The Weird
[Joheunnom Nabbeunnom Isanghannom]
Instrueret af Ji-Woon Kim og skrevet af Ji-Woon Kim og Min-Suk Kim
Med Kang-Ho Song, Byung-Hun Lee, Woo-Sung Jung og Young-Chang Song
De sidste mange år har Hollywood været så idéforladt at enhver tilnærmelsesvis original eller god film fra resten af verden straks bliver sat til genindspilning, men man taler aldrig om de film der går den anden vej. Indien, eller mere specifikt Bollywood, har længe taget amerikanske film og genindspillet dem…helst med lidt sang og dans tilsat. I 2007 så man også den flittige og lettere forstyrrede japanske instruktør Takeshi Miike tage fat i den gamle italienske western-klassiker Django og lavede hans egen fortolkning med Sukiyaki Western Django der blandt andet også havde Quentin Tarantino på rollelisten.
Det er blot et par eksempler men nu er det vist også på tide jeg stopper med at vildlede de kære læsere, The Good, The Bad & The Weird er ikke, selvom titlen antyder det, en genindspilning men derimod en kærlig hyldest til spaghettiwesternen.
Fremlagt som en “oriental western” (¤ eller en Eastern Western om man vil) tager instruktøren Ji-Woon Kim inspiration fra A Fistful of Dollars, Once upon a Time in the West og selvfølgelig The Good, The Bad & The Ugly og tilsætter et ordentligt skud koreansk filmkunst. Filmen er fyldt til randen med farvestrålende billeder, karakterer og humor, sidstnævnte er heldigvis en mere dæmpet og tilpasset af slagsen i modsætning til mange andre koreanske film der ofte har en tilbøjelighed til at være en anelse hysterisk. Fotografen Mo-Gae Lees smukke og stilfulde kinematografi ledsages af Yeoung-Gyu Jang og Dalparans legesyge og stemningsfyldte Ennio Morricone-inspirerede score, dette danner en god solid baggrund for den kreative og fremragende opsatte action med shootouts af højeste kaliber.
En forfriskende genfortolkning og hyldest til en af de ældste genrer.
Se også: Casshern
8/10 (7)
