MMXi: The Broken Award
Runners-Up: Sony, Duke Nuke’em Forever, SOPA og Zack Snyder’s Mind
Jeg havde rigeligt at brokke mig over i 2011 og det er ikke bare fordi at jeg er blevet en gammel bitter mand, der skete mange tåbelige ting. Jeg er dog stadig en gammel bitter mand, så get off my lawn!
Playstation Network blev hacket, var nede i flere uger og millioner af brugere havde muligvis mistet deres bankoplysninger, men det sådan set ikke det der var det værste. Sonys håndtering af det hele var forfærdelig, de ignorerede det for længe og da de endelig anerkendte problemet, var de bare ikke gode nok til svare på de urolige brugeres spørgsmål. Jeg har skrevet meget om Duke Nuke’em Forever og hvor ufatteligt dårligt det er, men nu kommer der lige et par ord ekstra. Det er intet mindre end pinligt, det var mere end et årti undervejs og resultatet var et forældet og horribelt spil med noget af det værste humor tænkeligt. Det er ikke blot det dårligste spil, som jeg har spillet i denne generation, det er også et af de dårligste spil nogensinde.
SOPA eller Stop Online Piracy Act er et lovforslag som er blevet fremlagt i USA. Grundidéen er at få stoppet pirater på nettet og det har jeg det fint med, men det er nogle af de ting som kan følge SOPA som jeg har et problem med. Det lukker op for kontrol og censur af internettet og det er der bestemt ingen der kan være tilfreds med. Hvis man får en filmidé som inkluderer frække letpåklædte tøser, gigantisk robotter, samuraier, over-the-top action samt masser af eksplosioner og derefter går ud og laver en kedelig film, så er der noget galt med ens hjerne. Jeg kigger på dig, Zack Snyder!
Jeg ser ikke meget dansk tv og det plejer der at være en rimelig god grund til, men jeg vil da hellere end gerne se flere programmer der omhandler mine interesser. Der har været flere mislykkede forsøg på filmprogrammer og i 2011 forsøgte Zulu med et program om spil. Jeg ville have været lykkelig, hvis det ikke var fordi at Zulu Gamebusters var overfladisk, dumt og helt igennem ubrugeligt. Intet spil fik nok tid, deres information var ofte forkert og vigtig tid blev brugt på en tåbelig dansekonkurrence for semi-kendte folk. Spillet der bliver brugt i konkurrencen er Just Dance 3, et spil som bliver anset som en joke af alle som har den mindste forstand på spil, man kunne i det mindste have brugt Dance Central 2. Desuden er deres fanboy battle, hvor to tilfældige personer kæmper mod hinanden i typisk fanboy maner, noget af det mest latterlige som har fyldt de danske tv-skærme i mange år.
MMXi: Worst Movie
Runners-Up: Sucker Punch, Shark Night, Jensen & Jensen og Yogi Bear
Der var kamp om de fem nomineringer til årets dårligste film, hvilket aldrig er et godt tegn. Film som Zookeeper, Olsen Banden på de bonede gulve, Little Fockers, Almighty Thor, Hall Pass og The Ward var alle “værdige” kandidater, men de fem valgte var dem som truede min lyst til at se film mest. Sucker Punch var lige som at være tvunget til at høre en lang og kedelig historie, fortalt af en lille dreng som spiller for mange computerspil og lige har opdaget soft core porno på nettet, kun tilsat en knivspids mandschauvinisme og en manglende forståelse for filmisk fortælleteknik. Shark Night er det man får, hvis man fjerner de store mængder blod, de nøgne kvinder og den platte humor fra Piranha 3D og så tager skuespillerne fra den lokale skoles amatørteater. Hvem fanden vil se det?
Yogi Bear, ja hvor meget kan man sige om den, det er Dan Aykroyd og Justin Timberlake som computergenererede bjørne, mens Anna Faris siger dyrelyde. Hvis det lyder tiltalende, må man da hellere end gerne beholde filmen, så længe man lover at gå i vinterhi i helvede, så jeg aldrig behøver at høre om den igen.
Det er andet år i træk, at en animeret film bliver udnævnt til årets dårligste film. I år er der endda en ekstra nomineret, nemlig den danske computeranimation Jensen & Jensen. Filmen viser præcis hvor slemt det står til for dansk animation og dansk humor generelt. Det er så ubehageligt, at jeg har valgt at skrive en hel artikel om emnet. Den omhandler de to ovennævnte film, Jensen & Jensen og Olsen Banden, samt Orla Frøsnapper og den kommer på siden senere på måneden, hvilket gør at jeg kan inkludere en mulig fremtidig nominering i denne kategori, nemlig Ronal Barbaren.
Så står vi tilbage med Hoodwinked Too: Hood vs. Evil, en efterfølger absolut ingen ønskede. Dette er de computeranimerede films svar på Duke Nukem Forever. Den er lavet med forældet teknologi, besidder omkring den samme intelligens som det man støder hvis man dykker lidt for dybt i en tequila-flaske, er afsindig grim at se på og bruger 5-10 år gamle jokes, som ikke engang var sjove dengang. Men til gengæld, larmer den for meget til at man kan ignorere den, så hu-fucking-rra for det.
MMXi: Worst Director
Runners-Up: John Carpenter (The Ward), Zack Snyder (Sucker Punch), David R. Ellis (Shark Night) og Christopher Ray (Almighty Thor)
Lad os få det overstået med det samme, Almighty Thor og Shark Night er rædselsfulde film og ingen bør under nogen omstændigheder se dem. Sporet væk fra den kæmpestore udtrådte bunke filmisk lort, som de to film udgør, leder direkte til de to instruktører, henholdsvis Christopher Ray og David R. Ellis. Zack Snyders 12årige drengehjerne oplevede i 2011, en komplet nedsmeltning og det skulle vi filmseere pines med i form af den provokerende og yderst dårlige Sucker Punch.
De sidste par år, har vi mistet nogle af de gode gamle genre-instruktører, ikke fordi de er døde, men man fristes næsten til at ønske at det var tilfældet. Forrige år mistede vi Joe Dante med The Hole in 3D og John Landis med Burke and Hare. I 2011 kunne man så tilføje John Carpenter med The Ward og Wes Craven med My Soul to Take. The Ward er ubegribelig kedelig og amatøragtig. De to ord er dog nogle som ville være gavmild ros, hvis man snakkede om My Soul to Take. Wes Cravens sideprojekt (han lavede også Scream 4 i 2011) er en hån mod filmmediet og man skulle tro at han aldrig havde lavet noget før. Det er et pinligt, latterligt og absurd makværk af en film, som på intet tidspunkt giver mening. Skam jer, I er de erfarne instruktører som burde være i stand til at levere et godt gys.
MMXi: Worst Actor
Runners-Up: Owen Wilson (Hall Pass), Nick Swanson (Just Go with It), Richard Grieco (Almighty Thor) og Dustin Milligan (Shark Night)
Valget af de dårligste skuespillere, forsætter i samme spor og der er flere film, som går igen fra den sidste post. The Asylums kopifilm, Almighty Thor, er fyldt til randen med alt hvad der er dårligt, kun understreget af at ex-wrestleren Kevin Nash indleverer klart den bedste skuespillerpræstation, men det står helt slemt til med Richard Grieco. Den gamle og afdankede ungdomsskuespiller forveksler, at vade rundt med et blankt udtryk i ansigtet og en gang i mellem råbe af kameraet, med noget som man kan kalde skuespil. Dustin Milligan spiller den mindst troværdige nørd nogensinde i Shark Night. Nick Swanson eksisterer i filmverdenen, fordi han er venner med Adam Sandler og han takker med at være en ulidelig idiot. Owen Wilsons rolle i “det er ok at være utro”-komedien Hall Pass, får en til at ønske at han havde gjort alvor af hans selvmordsforsøg.
My Soul to Take er bestemt ikke noget mesterværk, den er blandt årets absolut dårligste film og en af de store grunde til det, er at Max Thieriot fylder den mindst overbevisende hovedrolle i nyere tid. Det er ikke en heldig ting, hvis man ønsker “helten” i en gyserfilm død, allerede fra første sekund.
MMXi: Worst Actress
Runners-Up: Anna Faris (Yogi Bear), Patricia Velasquez (Almighty Thor), Zena Grey (My Soul to Take) og Sara Paxton (Shark Night)
Årets dårligste skuespillere er næsten altid at finde i tamme komedier og elendige gyserfilm, 2011 ændrede intet ved denne tradition. Det er måske lidt unfair, at inkludere rollelisten fra Almighty Thor i den samme kategori, som de “rigtige” skuespillere. Det er jo ikke ligefrem overraskende, at folk der medvirker i film fra The Asylum, er himmelråbende dårlige, men det er til gengæld en smule overraskende, at Patricia Velasquez var langt fra den værste. Zena Grey og Sara Paxton var begge den kvindelige frontfigur i hver deres afskyelige gyserfilm, henholdsvis My Soul to Take og Shark Night. Det faktum, at de begge var i den bedre ende af hvad de film havde at byde på, sætter kun de films elendighed i perspektiv. Jeg har længe levet med Anna Faris og hendes gummiansigt, hun har komisk timing, men min tålmodighed er opbrugt. Hendes roller i 2011, Yogi Bear og What’s Your Number?, var grænseløst irriterende og jeg syntes, at det ville være passende, hvis hun gik på pension.
En anden som roligt kan stoppe med det samme, allerede inden hendes karriere er gået i gang, er Bailee Madison fra Just Go with It. Mange børneskuespillere understreger de positive elementer ved abort, men Bailee Madison er noget helt specielt. Jeg tvivler på, at selv Bailees egen mor, kan argumentere mod at give møgungen en knytnæve i ansigtet, hver gang hun åbner munden. Det er virkelig slemt og jeg har ikke engang sagt noget om hendes latterlige falske engelske accent.
Game of the Year 2011: The Duke Nuke’em Award
Runners-Up: Bodycount, Red Faction: Armageddon, Warhammer 40K: Kill Team og F.3.A.R.
2011 markerede to milepæle for mig som gamer: Efter mere end 10 års ventetid, udkom Duke Nuke’em Forever endelig og jeg besluttede, at jeg er blevet for gammel til at gennemføre elendige spil. De to ting hænger uløseligt sammen, efter mindre end en times spil af Duke Nuke’em Forever, havde jeg ikke kun lyst til at stoppe med at spille. Jeg havde også lyst til at knække skiven, brænde de butikker som havde solgt det og tage til USA for at skyde alle dem som har arbejdet på det igennem tiderne. Det er ikke kun det dårligste spil i denne generation, det er også et af de dårligste spil jeg nogensinde har spillet og det burde ikke have ret til at eksisterer. Men på grund af den korte spilletid, syntes jeg ikke at jeg kan give det prisen og derfor er prisen bare opkaldet efter det, hvilket på en eller anden måde er værre. Denne mangel på tolerance for elendighed er også tydelig blandt de nominerede, da tre ud af de fem ikke blev gennemført.
Bodycount var udtænkt som et spil i ånden af Black. Black var en ligegyldig og simpel, men vellidt shooter til Playstation 2. Det var ikke specielt godt, men det er stadig meget bedre end Bodycount. Ubegribelig dårlige controls, sygt gameplay og en stupid historie var med til at gøre spillet til en yderst ubehagelig oplevelse, men i det mindste havde det en halvvejs interessant artstyle hvilket er mere end man kan sige om de andre. Warhammer 40K: Kill Team kom som et reklamespil inden udgivelsen af Warhammer: Space Marine. Space Marine var i sig selv ikke et særligt godt spil, men Kill Team var ikke meget mere end en dræbende kedelig twinstick shooter og hvor god reklame er det?
F.E.A.R. 3 var ligeledes et spil fanget i fortiden. Det første spil blev populært på grund af sin stemning og avancerede AI. AI’en er der stadig, men ingen af spilelementerne har fulgt med tiderne. Det virker som et gammelt spil, det er grimt, stemningen er væk, gamedesignet er horribelt og så er det en af de tåbeligste historier i lang tid. Det er gore for gores skyld og det er ikke skræmmende. Red Faction: Armageddon er klart det bedste af de nominerede, uden dog at være meget mere end middelmådigt, men det er gjort værre af at det er en efterfølger til et fantastisk spil. Red Faction: Guerilla var et super underholdende open world spil, hvor geo-mod teknologien blev brugt til at destruerer alt man kunne komme i nærheden af. Armageddon er en kedelig shooter som foregår udelukkende i korridorer. Man kan stadig smadre ting, men det er bare sønderligt interessant når alle valg er taget fra spilleren.
Call of Juarez: Bound in Blood var en overraskende god western shooter og det valgte Tech Land at følge op på med en provokerende dårlig nutidig shooter om drug wars. Godt klaret, Tech Land. The Cartel virker mest som et middelmådig Playstation 2, tilføjet HD og udgivet i et håb om at ingen ville opdage at spil har udviklet sig indenfor de sidste 5-6 år. Det er afskyeligt at se på, værre at spille og så er mange elementer intet mindre end broken. For at give et eksempel, så spiller man altid i en gruppe af tre og nu når man er korrupte politimænd, så gælder det om at stjæle ting uden at de andre opdager det. Men AI’en er så gennemført ødelagt at den sætter sig fast alle steder og derefter respawner lige bagved ens spiller, hvilket gør at man fejler missioner uden at man gør noget forkert.
Top 10: Bad Movies I Love
Som filmanmelder handler det hele tiden om at bedømme og give film karakterer. Det betyder dog ikke at man altid lever efter karakterskalaen. Der er flere film som har fået høje karakterer og som jeg er glad for at have set, men som jeg ikke har intentioner om at se nogensinde igen. På samme måde er der flere dårlige film, som jeg elsker og som jeg kan se igen og igen. Derfor besluttede jeg at lave denne top 10 liste og beskrive nogle af de film, der ligger mit hjerte nær på trods af deres umiddelbare kvalitet. Jeg vil samtidig gerne takke for alle de gode forslag og man er jo selvfølgelig velkommen til at skrive nogle af sine egne favoritter i kommentarerne.
1. Plan 9 from Outer Space [1959]
Instrueret af Edward D. Wood Jr.
Skrevet af Edward D. Wood Jr.
Med Bela Legosi, Vampira, Tor Johnson, Duke Moore, John Breckinridge og Dudley Manlove
Plan 9 from Outer Space er anset som en af de absolut dårligste film nogensinde og er skabt af mesteren af dårlige film, Ed Wood. Alle aspekter af filmen nærmer sig inkompetence og det er utroligt at den overhovedet blev udgivet, men at jeg har haft muligheden for at se den i biografen, er en filmoplevelse som jeg vil være evigt taknemlig for. Det faktum at Bela Legosi døde under optagelserne, derefter hurtigt blev erstattet af Woods kiropraktor som var tvunget til at dække sit ansigt hele vejen igennem filmen, er stadig en af de bedste anekdoter i filmhistorien.
2. Death Machine [1994]
Instrueret af Stephen Norrington
Skrevet af Stephen Norrington
Med Brad Dourif, Ely Pouget, William Hootkins, Annamarie Lawless, John Sharian og Richard Brake
Stephen Norrington var med til at starte den tegneserie-feber som vi stadig lider under, med filmatiseringen af Blade og lavede også den elendige League of Extraordinary Gentleman. Begge film var store og velkendte Hollywood film, men før det debuterede han med den næsten ukendte science fiction film Death Machine. Filmen er fyldt med horribelt skuespil og elendige stop-motion effekter, men det mest fantastiske af det hele er at manuskriptet er ubegribelig latterligt. Det resulterer blandt andet i at en af hovedpersonerne umotiveret river sine boxershorts af, for at forbinde et sår og at heltene skyder med løst krudt, fordi de er jo the good guys?!?
3. Troll 2 [1990]
Instrueret af Claudio Fragasso
Skrevet af Claudio Fragasso og Rosella Drudi
Med Michael Stephenson, George Hardy, Connie Young, Margo Prey, Jason Wright og Jason Steadman
Troll 2 var allerede fra første skud en film der kun kunne ende som en katastrofe. Den blev skrevet og instrueret af talentløse italienere, hvis forståelse af engelsk var minimal. Rollelisten blev fyldt af lokale beboere, uden den store erfaring, for eksempel var og er George Hardy byens tandlæge. Filmens make-up effekter er nogle af de mest elendige der nogensinde er endt på film og så er der ingen fucking trolls noget sted i filmen. Men det er eddermame en fantastisk filmoplevelse.
4. Killer Klowns from Outer Space [1988]
Instrueret af Stephen Chiodo
Skrevet af Stephen, Charles og Edward Chiodo
Med Grant Cramer, Suzanne Snyder, John Vernon, Michael Siegel, Christopher Titus og Royal Dano
En lille by bliver invaderet af rumvæsner. Det er jo set masser af gange før, men denne gang er rumvæsnerne sindssyge og blodtørstige klovne. Det er dårligt, elendigt spillet og overvældende dumt. Det er svært at sige andet om ballondyr som sporhund, folk der bliver viklet ind i candyfloss og kødædende popcorn. Andet end at det er hysterisk morsomt og jeg udfordrer desuden enhver som ser filmen, til at undgå at have titelmelodien på hjernen flere uger efter denne uforglemmelige oplevelse er slut.
5. Simon Sez [1999]
Instrueret af Kevin Elders
Skrevet af Moshe Diamant, Rudy Cohen, Andrew Miller og Andrew Lowery
Med Dennis Rodman, Dane Cook, Ricky Harris, John Pinette, Xin Xin Xiong og Emma Sjöberg
Et levn fra den tid hvor Dennis Rodman troede at han var skuespiller. Det var dog blot endnu en af hans mange vrangforestillinger men det efterfølgende kaos, er en cinematisk symfoni af dårlige beslutninger. Den største er selvfølgelig Dennis Rodman, men derudover får man også Dane Cook som hans dinosaur-legende sidekick og nok den mest pinlige techno slåskamp/sexscene på denne side af Steven Seagal.
6. Meet the Feebles [1989]
Instrueret af Peter Jackson
Skrevet af Peter Jackson, Fran Walsh, Danny Mulheron og Stephen Sinclair
Med Danny Mulheron, Brian Sergant, Mark Wright, Mark Hadlow, Stuart Devenie og Peter Vere-Jones
Før Peter Jackson blev verdenskendt med Lord of the Rings, lavede han useriøse splatterfilm som den fantastiske Braindead. I den periode lavede han også denne forstyrrede og underlige dukkefilm. Filmen kan bedst beskrives som Muppet Show smidt i en psykotisk blender sammen med masser af stoffer, sex og vold. Det er sindssygt ud over alle grænser, men man vil med garanti aldrig se noget lignende.
7. Shaolin Soccer [2001]
Instrueret af Stephen Chow
Skrevet af Stephen Chow og Kan-Cheung Tsang
Med Stephen Chow, Wei Zhao, Man Tat Ng, Cecilia Cheung, Kwok-Kwan Chan og Yin Tse
Respekt må gå til Stephen Chow, for at få fodbold til at virke interessant. Dermed ikke sagt at filmen er specielt god, men blandingen af fodbold, kung fu og skøre effekter er unægteligt underholdende. Intet giver mening, men man har det for sjovt til at man ligger mærke til det. Stephen Chow gik videre og lavede den meget bedre, Kung Fu Hustle, men Shaolin Soccer er stadig værd at se, hvis ikke for andet så i det mindste så for at se noget kreativ fodbold for en gangs skyld.
8. Kung Pow: Enter the Fist [2002]
Instrueret af Steve Oedekerk
Skrevet af Steve Oedekerk
Med Steve Oedekerk, Leo Lee, Fei Lung, Peggy Lu, Jennifer Tung, Lo Ming og Lin Yan
Komikeren, filminstruktøren af blandt andet Ace Ventura: When Nature Calls, manuskriptforfatteren af film som Bruce Almighty og skaber af en hel serie som parodiere film med kun tommelfingre i hovedrollerne, Steve Oedekirk, tog i 2002 et nyt skridt mod idioti. Han tog en dårlig gammel kung fu film, synkroniserede alle stemmer og lagde sig selv (og en flyvende ko) ind med computer. Resultatet er overdrevet åndssvagt, men det er svært ikke at grine af.
9. Mortal Kombat [1995]
Instrueret af Paul W. S. Anderson
Skrevet af Kevin Droney
Med Christopher Lambert, Robin Chou, Bridgette Wilson, Talisa Soto, Trevor Goddard, Cary-Hiroyuki Tagawa og Ed Boon
Paul W. S. Andersons karriere burde være startet og sluttet med hans filmatisering af Mortal Kombat. Først og fremmest, er den baseret på det spil som stort set var skyld i at der kom aldersgrænser på computerspil, men alligevel er alle filmens slåskampe utroligt vattede. Ydermere har man sat Christopher Lambert som tordenguden Raiden i front, men i det mindste er det skaberen af Mortal Kombat, Ed Boon, som ligger stemme til Scorpion. Det er dårligt på den komiske måde. Film nummer to er meget værre, men ikke rigtig på den sjove måde.
10. The Chronicles of Riddick [2004]
Instrueret af David Twohy
Skrevet af David Twohy
Med Vin Diesel, Colm Feore, Thandie Newton, Judi Dench, Alexa Davalos, Karl Urban, Linus Roache, Nick Chinlund, Keith David og Teddy Chen
Plads nummer 10 har forvandlet sig til den obligatoriske wild card plads. Denne gang bliver dette wild card udfyldt af The Chronicles of Riddick. Grunden til at den er med her på listen, er at den var universelt hadet af kritikere såvel som publikum da den udkom. Den skiller sig dog stadig ud fra resten, idet at jeg ikke syntes at det er en dårlig film. Der er ingen tvivl om at den ikke er lige så god som Pitch Black, langt fra, men i mine øjne er den bedre end de fleste andre blockbuster science fiction film som kommer ud af Hollywood. Desuden er Riddick klart den bedste rolle på Vin Diesels CV. David Twohy og Diesel har snakket om en efterfølger i flere år, personligt håber jeg at den bliver en realitet på et tidspunkt.
Runners Up: Masters of the Universe (fordi den har Dolph Lundgren som He-Man og Frank Langella som Skeletor), Showgirls (fordi den har, du ved…boobs) og Snakes on a Plane (fordi “I’ve had it with these motherfucking snakes on this motherfucking plane!”).
MMX: Worst Movie
Runners up: Old Dogs, The Spy Next Door, Furry Vengeance og Vampires Suck
Der var rigtig mange elendige film i 2010. Så mange, at der slet ikke bliver plads til at snakke om stinkere som Bitch Slap, Marmaduke, King of Fighters, Resident Evil: Afterlife, Beverly Hills Chihuahua og The Last Airbender. Om antallet var højere end andre år, eller om jeg selv var skyld i nogen af dem med den forbandede horror-uge, er jeg ikke helt sikker på men faktum er, at filmindustrien kan dæleme producere noget premium gylle.
Walt Becker forsætter, med Old Dogs, hans mission om at pine menneskeligheden, dræbe alles humoristiske sans og destruere så mange gode skuespilleres ry som muligt. I Wild Hogs trak han William H. Macy, Marisa Tomei, Ray Liotta og Stephen Tobolowsky med ned og her i Old Dogs er det blevet Robin Williams, Ann-Margret, Bernie Mac og Matt Dillons tur. Men måske er det hele John Travoltas skyld, for han var dum nok til at være med i begge film. Efter at have set film som The Medallion, The Tuxedo, Around the World in 80 Days og Rush Hour 3 troede jeg simpelthen ikke at Jackie Chans Hollywood-karriere kunne blive værre, men det modbeviser han så sandelig med The Spy Next Door. Mage til spild af Chans evner skal man lede længe efter og der er nu kun to valgmuligheder tilbage: Enten skal han rejse til hjemlandet og kun lave film der ellers skal han indse at han er blevet gammel og derfor helt holde op med at lave film. Furry Vengeance starter med en scene, hvor Rob Riggle bliver tvunget ud over en skrænt af et lille skrigende egern. Den scene er det sjoveste der sker i Furry Vengeances spilletid og at kalde det sjovt er yderst gavmildt. Den scene er imidlertid også sjovere end hele Vampires Suck filmen, men man kunne næsten ikke forvente bedre. Jason Friedberg og Aaron Seltzer, skaberne af Vampires Suck samt film som Meet the Spartans, Epic-, Disaster- og Date Movie, understrejer endnu engang at spoof-filmens glory days er for længst overstået.
Men selvom alle de nævnte film er slemme, så overraskede dette års “vinder” mig godt og grundigt. Jeg var virkelig ikke forberedt på Alpha and Omega. Ikke nok med at den er stinkende elendig, og det er den på alle måder, men jeg havde aldrig forstillet mig at en computeranimeret tegnefilm produceret til biograferne ville fortjene en så slem karakter som 0/10. Den får håbløse tegnefilm som Chicken Little, Free Jimmy, Barnyard, Shark’s Tale og Astro Boy til at ligne Pixar film. Det første man falder over er, at designet er afskyeligt, animationen er amatøragtig og stilen er grim. Derudover er det pinligt dårligt skrevet og ingen af de humoristiske optrin virker. Til sidst, har jeg lidt svært ved at finde ud af hvem filmen er lavet til, fordi det er for simpelt og tåbeligt til at appellere til et lidt ældre publikum men den er samtidig forkastelig til det unge publikum, der kan acceptere simpelheden, da halvdelen af filmen stort set er et metafor for sex. Ikke blot årets dårligste film, men også den dårligste animerede film jeg nogensinde har set.
At dette blev Dennis Hoppers sidste film og den er dedikeret til ham i end-credits er ganske enkelt provokerende og en hån mod en stor skuespiller med en god og lang karriere.
MMX: Worst Director
Runners up: Walt Becker (Old Dogs), Scott Charles Stewart (Legion), Brian Levant (The Spy Next Door) og Roger Kumble (Furry Vengeance)
Efter man har fået de dårlige skuespillere af banen, så er det blevet tid til at trække nogle mindre talentfulde instruktører gennem sølet. Som bekendt, kan en god instruktør hæve en elendig skuespillers præstation, men en dårlig instruktør kan også trække selv den bedste skuespiller med ned.
Der er ikke meget at sige om Walt Becker, Brian Levant og Roger Kumble. De er alle kendt for at lave elendige familiekomedier og det gjorde de igen i 2010. De fik udleveret ubrugeligt materiale, gjorde intet for at få noget positivt ud af det og hev flere gode skuespillere med ned på vejen. Situationen er en smule anderledes med Scott Charles Stewart. Ikke nok med at han er en dårlig instruktør, men han formåede at gøre engle med guns, dommedag og Dennis Quaid kedelige. En præstation der kun blev stukket af en instruktør i 2010…
Den instruktør er ingen andre end selveste M. Night Shyamalan. Mr. Twist-Ending. Hollywoods engang lysende vidunderbarn. M. Night Shyamalans The Last Airbender er ikke kun en fiasko af episke proportioner og en gigantisk udfordring af kedsomlighed, men det er også en hån og et provokerende misbrug af det kvalitets kildemateriale der ligger som grundlag. Avatar: The Last Airbender er en fantastisk anime-serie og den fortjener så meget mere end dette.
(¤ Side-note: Devil, den Shyamalan-skrevet og producerede horrorfilm, var overraskende god, så det kunne være han bare skulle holde sig til det i fremtiden.)
MMX: Worst Actress
Runners up: Adrianne Palicki (Legion), Amber Valleta (The Spy Next Door), Brooke Shields (Furry Vengeance) og Nicola Peltz (The Last Airbender)
Lige som i dårligste skuespiller kategorien, er der heller ikke blevet plads til en af denne generations værste kvindelige skuespillere, nemlig Megan Fox. Hun var blot en af de mange forfærdelige elementer i Jonah Hex, men alligevel er der her fem kvinder der får Fox til at se talentfuld ud.
Nøjagtig som førnævnte Lucas Black, kan Legions Adrianne Palicki ikke overbevise selv en blind mand uden arme og ben, at en cykeltur er en dårlig idé. Amber Valleta står på lige fod med Billy Ray Cyrus i The Spy Next Door og det får mig faktisk til at overveje om det hele ikke er en udspekuleret plan fra Jackie Chans side, med det formål at få ham til at ligne en mesterlig skuespiller. Planen virker, selv om Jackie Chan næsten spiller så dårligt at jeg ville ønske at han ikke lavede film. Der er kun et væsen der er værre end den hysteriske abe (Brendan Fraser) og de andre skrigende dyr i Furry Vengeance. Det væsen er Brooke Shields og hendes præstation får en til at ønske sig tilbage til serien Suddenly Susan, en serie som jeg vel at mærke hader som pesten. Det er kun fornuftigt at få hovedpersonen Ang i The Last Airbender til at virke som stjernen, men man skulle helst ikke gøre det ved at lade alle omkring ham være skræmmende elendige. Det er dog tilsyneladende Nicola Peltzs opgave i filmen.
Case 39 var færdig tilbage i 2007, men lå på hylden indtil den endelig fik premiere sidste år. Det er der en ganske god grund til, den er særdeles elendig men det forklarer også hvorfor at Bradley Cooper er med, det var ganske enkelt før han blev sådan rigtig kendt. Filmen er slem nok i sig selv, men Renee Zellweger stjæler showet. Kombinationen af hendes “jeg har lige spist en citron” squinty-face (udtryk trademark pending fra Dobbelt D Podcast) og hendes ulidelige musestemme, har aldrig været mere skræmmende end den er her. Selv ikke filmens dæmoniske lille pige er mere uhyggelig end at høre Zellweger tale.
